Læserbrev

Regeringen er aktiv i forhold til Afrin

Regeringen er dybt bekymret for situationen i Afrin, og disse bekymringer bliver løbende og på højeste niveau gjort helt klar over for Tyrkiet
15. februar 2018

I et åbent brev den 8. februar anklager Nikolaj Villumsen (EL), Holger K. Nielsen (SF) og Rasmus Nordqvist (AL) mig for inaktivitet i forhold til situationen i Afrin i Syrien. Det er ganske simpelt forkert.

Regeringen er selvfølgelig dybt bekymret for situationen i Afrin. Det gjorde jeg personligt klart kort efter operationens start, hvor jeg sagde, at selv om Tyrkiet har legitime sikkerhedsinteresser i det nordlige Syrien, så tog jeg skarp afstand fra de civile tab, der har været som følge af bombardementerne. Jeg opfordrede samtidig Tyrkiet til ikke at fjerne fokus fra kampen mod ISIL og bidrage til endnu mere ustabilitet i et i forvejen kaotisk Syrien. Det er forfatterne udmærket klar over, da vi løbende har været i dialog, siden Tyrkiet satte operationen i gang.

Forfatterne opfordrer mig til at gøre den danske position klar over for Tyrkiet ved at indkalde den tyrkiske ambassadør og arbejde for, at sagen bliver taget op i NATO, EU og C-ISIL-koalitionen. Jeg sagde tidligt, at Danmark ville understrege sin holdning over for Tyrkiet i den her sag. Det har jeg selvfølgelig stået ved. Danmark har allerede fremlagt situationen over for Tyrkiet i NATO-rådet, og tirsdag tog jeg sagen op på ministermødet i koalitionen mod ISIL, hvor Tyrkiet deltog. I dag mødes jeg sammen med mine EU-kolleger med vores tyrkiske kollega, hvor jeg vil få mulighed for at drøfte min bekymring direkte med ham. Den danske position bliver altså allerede løbende og på højeste niveau gjort helt klar over for Tyrkiet.

Endelig opfordrer forfatterne regeringen til at sende målrettet humanitær hjælp til civilbefolkningen i Afrin. Jeg deler forfatternes bekymring for situationen for de civile. Som forfatterne ved, er Danmark en af de største humanitære donorer til Syrien-konflikten. Alene sidste år ydede regeringen næsten 300 millioner kroner i humanitær bistand til Syrien og nærområderne. Der bliver løbende prioriteret for – i tråd med de humanitære principper – at nå dem, der har det største behov, herunder i det nordvestlige Syrien. Det er sådan, Danmark yder humanitær bistand. En praksis, som de tre forfattere normalt bakker stærkt op om.

Som jeg har sagt, er det også i Danmarks interesse, at der ikke bidrages til yderligere ustabilitet i Syrien, som skaber endnu mere ødelæggelse og yderligere flygtningestrømme mod Europa. Derfor er regeringen allerede meget aktiv omkring situationen. Det burde de tre forfattere vide.

Anders Samuelsen (LA) er udenrigsminister

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den er god med dig Anders. Erdogan har invaderet Rojava. Koalitionen af demokratiske, kristne og muslimske styrker bliver bombet, kørt over af tyskbyggede tanks og løbet over ende af islamistiske lejesoldater. De vestlige demokratier støttede Det arabiske forår, men lukker øjnene nu. Hvorfor?

Og hvilke "legitime sikkerhedsinteresser" er det egentligt at Tyrkiet har, andre end at undertrykke kurdere hvor end de befinder sig?

Flemming Berger, Niels Duus Nielsen og Torben Skov anbefalede denne kommentar