Læserbrev

Replik til Klaus Pedersen

Klaus Pedersen misforstår, hvad det vil sige at være diagnosekritisk. De eksisterende og kommende diagnoser skal underkastes en kritisk undersøgelse blandt andet med henblik på at klarlægge grænserne for diagnosernes legitime funktioner i vores liv
28. februar 2018

Klaus Pedersens kronik i Dagbladet Information den 23. februar rejser nogle væsentlige spørgsmål om psykiske diagnoser alment og den kommende diagnose for kompliceret sorg specifikt. I sit forsvar for sorgdiagnosen angriber Pedersen undertegnede som diagnosekritikere. Imidlertid bygger Pedersens kronik på flere fejl og misforståelser, som vi her ønske at rette:

For det første misforstår Pedersen, hvad det vil sige at være diagnosekritisk. Det vil ikke sige at være imod diagnoser, men derimod at underkaste eksisterende og kommende diagnoser en kritisk undersøgelse blandt andet med henblik på at klarlægge grænserne for diagnosernes legitime funktioner i vores liv.

For det andet skriver Pedersen, at en diagnose ikke er det samme som en sygdom, hvorfor en sorgdiagnose ikke gør sorg til en sygdom. Første del af dette argument er vi enige i, men når WHO’s kommende sorgdiagnose optræder i en diagnoseliste kaldet ICD (International Classification of Diseases), er der uimodsigeligt tale om, at man klassificerer visse former for sorg som sygelige (disease betyder som bekendt sygdom).

For det tredje skriver Pedersen, at »Anders Pedersen og eksempelvis Svend Brinkmann ser ud til at forveksle diagnosebegrebet med forklaring på og behandling af for eksempel sorg eller depression«. Det er stik modsat vores tilgang.

I vores mangeårige forskning i ‘diagnosekulturen’ har vi netop sat lys på det forhold, at psykiske diagnoser, som de er formuleret i diagnosemanualerne, ikke tilbyder nogen forklaring, men alligevel ofte bliver brugt på denne måde af både patienter og behandlingssystem. En diagnose stilles ved at opregne symptomer, og hvis man da forklarer symptomerne med henvisning til diagnosen, kører man i ring. En diagnose er lige så lidt en forklaring på lidelse eller sygdom, som en persons status som ugift er forklaret ved, at han er ungkarl.

For det fjerde hævder Pedersen, at en sorgdiagnose ikke medikaliserer sorg. Her misforstår han medikaliseringsbegrebet, der blot henviser til, at et fænomen, der ikke tidligere blev anset for at være et lægefagligt anliggende, nu bliver det. Man kan diskutere, om medikaliseringen af sorg er legitim eller ej, men det er på en helt elementær måde forkert at påstå, at en sorgdiagnose ikke medikaliserer sorg. Det er ærgerligt, at den væsentlige diskussion om legitimiteten af en sorgdiagnose bliver forplumret, når man som Pedersen tager så skævt et afsæt som i kronikken.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulla enevoldsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Hans Ditlev Nissen
  • Per Klüver
  • lars søgaard-jensen
ulla enevoldsen, Eva Schwanenflügel, Hans Ditlev Nissen, Per Klüver og lars søgaard-jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Som en vigtig præmis for debatten: ICD er ganske rigtig en forkortelse for "International Classification of Diseases", hvorved der refereres til "sygdom". Systemet blev oprindelig søsat i 1893 under det morbide navn "International List of Causes of Death" og blevet siden overtaget af FNs WHO i 1948. Det skal dog fremhæves, at det ikke er ICD i sin helhed, der anvendes inden for mental sundhed, men alene det kapitel, der hedder "Classification of Mental and Behavioural Disorders". Det er således kun denne afgrænsede manual, som læger og psykologer går rundt med i lommen på psykiatriske afdelinger. Med andre ord arbejder vi formelt kun med "lidelser" og "forstyrrelser" i psykiatrien, mens "diseases" (sygdomme) er gældende for det kapitel af ICD, som lægerne benytter i somatikken, hvad angår legemlige sygdomme.

Jeg tænker, at vi kan anskue det aktuelle emne fra forskellige perspektiver - med hver sin berettigelse. Det er blot væsentlig at tilgodese begge af de to relevante perspektiver, der her gør sig gældende fremfor at fremhæve hinandens misforståelser (her fejer jeg også for egen dør). Under alle omstændigheder har vi brug for WHO og ICD-systemet som et styreværktøj, således at vi bl.a. kan lave forskning, blive klogere, lave målgruppe-afgrænsning, beskrive fænomener reliabelt og i sidste ende blive bedre til at forstå og hjælpe mennesker (forstyrrelse eller ej). Det er noget af det, som en diagnose skal bidrage til, tænker jeg.

Med fare for, at jeg tager et skævt afsæt i debatten, kan man som Svend Brinkmann og Anders Pedersen sige, at udvidelsen af diagnoser sygeliggør almindelige mennesker. Andre, herunder mig selv, kunne vende det på hovedet og sige, at udvidelsen af diagnoser normaliserer (og derved afstigmatiserer) psykisk lidelse.

Gad vide om der mon ikke også forekommer en udvidelse af diagnoser inden for somatikken - og i så fald, hvad vil vi mene om den form for "sygeliggørelse"? Kunne vi eventuel betragte nogle af de nye diagnostiske beskrivelser som et udtryk for progression inden for sundhedsvidenskabelig know-how og forskning kombineret med en række "nye" skadelige livsstilsfænomener såsom teknologi, dårlige fødevarer og stillesiddende arbejde? Kunne det tænkes, at en tilsvarende udvikling også gør sig gældende inden for mental sundhed?

Ved at udvise velment bekymring for sygeliggørelse og stigmatisering af almindelige mennesker, kan man uagtet medvirke til at stigmatisere netop dem, der har psykiske lidelser fordi, man indirekte siger, at det er "usædvanligt", "afvigende" og "sjældent" at have en psykisk lidelse eller forstyrrelse. Er de fleste af os fx ikke mere eller mindre forkølede, når det kommer til stykket?

Når det kommer til stykket, findes der overbevisende videnskabelig belæg for, at psykisk lidelse netop forekommer på et kontinuum fra normal til forstyrrelse. Efter min mening, burde den virkelig berettigede kritik rettes mod, hvordan vi sætter tærsklen for, hvornår der er tale om en diagnose versus ikke-diagnose (og her er jeg måske mere på sporet af Svend Brinkmanns og Anders Pedersens pointe). Den psykiske lidelse opleves jo stadig uanset om den er lige under tærsklen eller lige over tærsklen for en diagnose.

Kort sagt er min bekymring altså, at velmente forsøg på afstigmatisering i sidste ende får den modsatte effekt.