Kronik

Science fiction er lige så relevant for samfundsdebatten som identitetspolitisk litteratur

Mere end nogensinde er der i dag brug for science fiction-genrens evne til at skabe bud på alternative livs- eller samfundsformer. Men fortællinger om fremtiden er hverken politisk neutrale eller uskyldige. Det er forløbet omkring Kaspar Colling Nielsens seneste roman et glimrende eksempel på
Der er noget befriende ved at se politisk fremtidslitteratur, der vedkender sig at være fiktion, som for eksempel Kaspar Colling Nielsens science fiction-romaner Den danske borgerkrig 2018-2024 og Det europæiske forår, skriver kronikøren.

Der er noget befriende ved at se politisk fremtidslitteratur, der vedkender sig at være fiktion, som for eksempel Kaspar Colling Nielsens science fiction-romaner Den danske borgerkrig 2018-2024 og Det europæiske forår, skriver kronikøren.

Søren Bidstrup

22. februar 2018

Vi lever i en virkelighed, der skamrides af fortællinger. Fra hverdagsopslag på Facebook til præsidentielle fake news, bliver vi bombarderet med en matrix af mikrofiktioner, som truer med at underminere vores virkelighedsfornemmelse og dermed ultimativt vores politiske handlefrihed.

På det politiske plan understøttes denne udvikling af en hær af politikere, kommunikationsmedarbejdere og sågar videnskabsfolk, der alle har det som en del af deres levebrød at producere og sælge forventninger til fremtiden. Det er en verden, hvor fiktion og fakta synes at flyde sammen i et uigennemtrængeligt pløre, og hvor evnen til kildekritik er blevet et nødvendigt dannelsesideal.

I dette virvar af narrative manipulationer er der noget befriende ved at se politisk fremtidslitteratur, der rent faktisk vedkender sig at være fiktion.

Det er derfor al ære værd, at det er lykkedes Kaspar Colling Nielsen at gennemtrænge lydmuren til den danske mainstreamlitteratur med sine to science fiction-romaner Den danske borgerkrig 2018-2024 og Det europæiske forår.

Traditionelt har dele af den litterære elite tidligere ellers haft en tendens til at betragte denne form for litteratur som underlødig pr. definition. Denne holdning går helt tilbage til skuespilforfatter og Nobelprismodtager George Bernard Shaws konflikt med biologen og science fiction-forfatteren H.G. Wells. Den kulminerede med, at Shaw afviste, at Wells’ The scientific romances overhovedet kunne betragtes som litteratur, eftersom de ikke beskæftigede sig med at udforske menneskesindet.

Dette litteratursyn har historisk fundet næring i, hvad forfatteren og fysikeren C.P. Snow betegnedes som skellet mellem de to dannelseskulturer – den humanistiske og den teknisk-naturvidenskabelige – og som er en af den moderne verdens store intellektuelle tragedier.

Men et opbrud er måske undervejs, selv om det foreløbig primært synes at være forbeholdt den mere samfundsvidenskabeligt orienterede del af science fiction. Siden Trumps indsættelse som præsident har George Orwells 1984 nået toppen af den amerikanske bestsellerhitliste. Og efter 50 år med ’realistisk’ litteratur modtog science fiction-forfatteren Ursula K. Le Guin i 2014 æresprisen for sit forfatterskab ved det amerikanske National Book Awards. Hun kvitterede ved at udtale, at verden aldrig før har haft større behov for folk, der evner at se gennem tingenes tilstand og forestille sig eller fremskrive alternative verdener, samfunds- og livsformer.

Herhjemme er Colling Nielsens litterære gennembrud blevet efterfulgt af et tilsvarende politisk i forbindelse med, at Socialdemokratiet har fundet inspiration i Det europæiske forår til deres seneste asyludspil.

Det er en udvikling, der illustrerer, at fortællinger om fremtiden ikke kun bør diskuteres i forhold til deres forudsigelseskraft alene. De spiller (især de mest gennemslagskraftige af dem) en lige så væsentlig rolle som medskabere af nutiden. Men samtidig – og af netop denne grund – rejser denne udvikling også en række principielle spørgsmål om herskende litteratursyn og den offentlighed, der ender med at anse nogle fortællinger for at være vigtige og samfundsrelevante og lader andre gå i glemme.

Bias og fremtidsvalg

Fortællinger om fremtiden er hverken politisk neutrale eller uskyldige. Det er forløbet omkring Colling Nielsens seneste roman et glimrende eksempel på. I det øjeblik en bestemt fortælling om fremtiden tages alvorligt af politiske magtinteresser, bliver den en del af den politiske begrundelseskontekst og må kritiseres som sådan.

Det er derfor ikke uvæsentligt, hvordan en sådan fortælling udvælges, eller hvilke egenskaber, der kendetegner den. Debatten raser i øjeblikket om asyludspillets praktiske gennemførlighed, og blandt de kritiske røster er Colling Nielsen selv, der har opstillet en række spørgsmål, som nødhjælpsorganisationer bør stille for at sikre, at asylansøgeres basale rettigheder overholdes.

Sagen illustrerer det nødvendige i en løbende diskussion af baggrundsforestillingerne bag disse fortællinger – både hos de forfattere, der skaber dem, og hos den kulturelle og litterære offentlighed, der udvælger dem og vurderer dem.

Det var naturligvis ikke tilfældigt, da Berlingskes kulturredaktør, Anna Sophia Hermansen, bekendtgjorde, at hun fremover ville bruge avisens faste kommentariat som litteraturanmeldere.

Manøvren var et politisk bevidst forsøg på at vriste litteraturdebatten ud af hænderne på feltets usual suspects i erkendelse af områdets enorme potentiale for at definere indholdet af den politiske samtale. Skulle formålet være at skabe en egentlig debatmæssig pluralisme på litteraturområdet, er den imidlertid slået fejl.

På ét afgørende punkt ligner Berlingskes kommentariat nemlig fuldstændigt den anmelderelite, Hermansens manøvre var rettet mod: Der er i begge tilfælde tale om folk med kompetencer ret entydigt placeret inden for den human- og samfundsvidenskabelige side af hegnet mellem Snows to dannelseskulturer – og ydermere om folk, der ikke har gjort noget forsøg på at overskride dette skel. Og det er i denne sammenhæng et kæmpe problem.

’Blød’ versus ’hård’ science fiction

Som tidligere nævnt synes science fiction-genrens nuværende gennembrud i forhold til mainstreamlitteraturen indtil videre forbeholdt den mere samfundsvidenskabeligt orienterede del af genren og ikke den del, der beskæftiger sig med teknologi og naturvidenskab.

Således er Colling Nielsens romaner ikke overraskende præget af hans eget kendskab til samfundsvidenskab og historie, mens emner som for eksempel teknologiudvikling og klimaproblematikken er trådt i baggrunden.

Sidstnævnte kunne ellers nok være en flygtningedystopi eller to værd. I 2050 forventes to tredjedele af verdens befolkning at bo i byer, og mange af disse ligger i kystnære områder. Hvis den globale vandstand for alvor begynder at stige som følge af klimaforandringer, risikerer man et flygtningeproblem, der får de migrantstrømme, Colling Nielsen skriver om, til at ligne en turistudflugt.

Men både fremtidens og for den sags skyld nutidens store politiske udfordringer er tværfaglige i deres natur og respekterer ikke traditionelle fagskel mellem Snows dannelseskulturer.

Ud over klimaproblematikken omfatter disse emner højaktuelle sociotekniske problemstillinger som overvågningsteknologi og big data, robotter og automatisering, brugen af implantater og forbedringsteknologier, genteknologi og biodiversitet. For nu at nævne nogle stykker.

Alle disse problemstillinger er særdeles komplekse og skriger på avanceret skønlitterær behandling. Uden nyere kulturelle indspark hertil henviser vi til at behandle disse diskussioner med referencer til ældre klassikere (som for eksempel Aldous Huxleys Fagre Nye Verden), der måske nok var banebrydende, da de kom frem (og stadig bevarer en hvis aktualitet), men som er utidssvarende i forhold til en moderne forståelse af samspillet mellem videnskab, teknologi og samfund.

Det kræver et litterært miljø, der måske i lidt højere grad end tidligere er villig til at bevæge sig ud af den identitetspolitiske dagsorden, der ellers har leveret så vægtige bidrag de seneste mange år. Og en selvrefleksiv offentlighed, der formår at stille skarpt på sine egne forudsætninger eller mangel på samme. Og på hvorfor nogle fortællinger ender med at blive anset for mere samfundsrelevante end andre.

Christian Kaarup Baron er lektor ved Center for Biovidenskab og Teknoantropologi, Aalborg Universitet, hovedredaktør af forskningsantologien ’Science Fiction, Ethics and the Human Condition’ og forfatter til fremtidsromanen ’Happy Nation’.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • Bo Jensen
  • Ervin Lazar
  • Eva Schwanenflügel
  • Michael Hullevad
  • Christian Estrup
Flemming Berger, Bo Jensen, Ervin Lazar, Eva Schwanenflügel, Michael Hullevad og Christian Estrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Wassmann

Hmmmm. Jeg kom da igennem "Den danske borgerkrig 2018-2024" - og jo, bevares, den var da helt klart noget nyt på visse punkter, men generelt synes jeg ikke helt, den imponerede.
Måske det er mig, der er sart, eller har nogen tænkt det samme -
og kan samme så måske anmelde den seneste ? Bedre/samesame/noget helt andet ???

Søren Kristensen

Så vidt jeg ved fortsætter han med talende dyr og allerede det irriterer mig, mens jeg synes det var en genistreg i Den Danske Borgerkrig, som jeg fandt stærkt underholdende. Jeg tænker han fik sagt det væsentligste i en første og tænker det ej er nødvendigt at læse den anden. At det går ned ad bakke i DK, såvel som i hele den vestlige verden, kan man jo se med det blotte øje.

Søren Ferling

"Uden nyere kulturelle indspark hertil henviser vi til at behandle disse diskussioner med referencer til ældre klassikere (som for eksempel Aldous Huxleys Fagre Nye Verden), der måske nok var banebrydende, da de kom frem (og stadig bevarer en hvis aktualitet), men som er utidssvarende i forhold til en moderne forståelse af samspillet mellem videnskab, teknologi og samfund."

Enig i at vi kan bruge flere fremtidsbud med focus på de materielle forhold, men mener faktisk at Huxley var særdeles vidtskuende. Orwell er mere umiddelbart brugbar og genkendelig, men Huxley så meget længere - muligvis netop som følge af hans naturfaglige dannelse og focus på også de upersonlige kræfter - især i 'Gensyn med Fagre nye Verden' fra 60'erne..

Kenneth Krabat

Hvis man vil drage nytte af den sociale og humanistisk/teknologiske konvergenskraft, som visse forfattere besidder (så det ikke kun er politiske frygtmagere, økonomer og mængden af humanistiske forskere, der antager), og dérmed opleve en sammentænkning af alle faktorer i fremtidsscenarier til modstand eller bekræftelse af læseres egne tanker og forestillinger, ville det jo hjælpe at dels forlagene turde BESKRIVE deres udgivelser som "science fiction" (et globalt og helt almindeligt anerkendt genrebegreb, der deles i det bløde (socialt betingede) og det hårde (det teknologisk betingede) ), og dels at bibliotekerne ikke henlagde enhver form for fremtidsspekulation til hylderne FANTASY (som dækker fiktive virkeligheder styret af ikke-teknologisk Magi).

Spekulation om fremtiden er ikke ENTEN sandsynlig (forskning, videnskab) eller usandsynlig (fiktion). Spekulation er et INDRE debatrum i hvert eneste menneske, da ALLE mennesker uden undtagelser overvejer, på basis af egne erfaringer og forståelse, hvordan fremtiden kan blive.

Spekulation er dét, der styrer, hvem det er vi vælger og hvad vi investerer i. Økonomisk, personligt, teknologisk osv osv osv. Så, lad forfatterne, der formår at spekulere konvergent om fremtiden, blive synlige. Vov Pelsen, og KALD en spade for en spade.

Flemming Berger og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

" .... Shaw afviste, at Wells’ The scientific romances overhovedet kunne betragtes som litteratur, eftersom de ikke beskæftigede sig med at udforske menneskesindet."
- Spøjst argument.
- Det kommer fra en skønlitterat.

I gamle dage sad gale videnskabsmænd i kældre og udhuse og forsøgte at lave guld. Idag sidder gale videnskabsmænd i industripaladser og forsker i at putte menneskehjerner ind i robotter eller fryse hjernerne ned, så de senere kan leve videre i robotter. Forskellen fra dengang og nu er, at vore samfund investerer uhyrlige formuer i sidstnævnte, formuer som formentlig kunne afskaffe sult og fattigdom i verden. Lad os få nogle romaner om det.