Læserbrev

Singh lærer ikke dansk på sit arbejde

Regeringen har vedtaget at indføre brugerbetaling på danskundervisning på 2.000 kroner pr. modul, hvilket presser mange nydanskere økonomisk og kan føre til dårlig integration.
20. februar 2018

Singh kom til Danmark for to år siden. Han kommer fra Indien, hvor han tog en uddannelse i logistik. I Danmark forsørger han sig selv med et 30-timersrengøringsjob i en burgerkæde. Det tjener han 14.400 kroner på før skat. Når de faste udgifter er betalt, så er der cirka 1.900 kroner til mad, tøj og lignende hver måned.

Singh har søgt job som logistikmedarbejder, men hver gang får han at vide, at han skal være bedre til dansk. Dansk Arbejdsgiverforening har i den forbindelse flere gange pointeret, at netop veluddannede personer som Singh vil berige vores arbejdsmarked, og at der vil blive mangel på arbejdskraft/flaskehalse i løbet af de nærmeste år.

Singh bliver ikke bedre til dansk på sit arbejde, og derfor går han til danskundervisning to aftener om ugen.

Men fra august 2018 har regeringen vedtaget, at Singh skal betale for sin danskundervisning. Han skal betale 2.000 kroner pr. modul, og det kan i alt beløbe sig til 12.000 kroner. Så Singh føler sig presset økonomisk til at stoppe til danskundervisning.

Og som medarbejder på et stort sprogcenter, ved jeg, at der er en stor del af Singhs klassekammerater, der vil stå i samme situation.

Gode sprogkundskaber er lig med en velfungerende integrationsmotor. Gode sprogkundskaber hos nydanske forældre sætter dem i stand til at deltage i forældresamarbejde og vejlede deres børn i forhold til uddannelses- og jobvalg.

SOSU-skolerne klager allerede nu over, at der er for høje dansksproglige krav til optagelsesprøven til den almindelige SOSU-hjælperuddannelse, og at der er akut mangel på plejehjemspersonale flere steder i Danmark. Kravet om den høje brugerbetaling på danskundervisningen vil forværre denne situation.

Regeringens nye planer om at skære tolkebistand i Sundhedsvæsnet væk for folk, der har boet i Danmark i mere end tre år, er blevet kritiseret af både lægernes og sundhedspersonalets organisationer.

Fjerner man nu muligheden for at lære dansk fra en stor gruppe nydanskere, så vil risikoen for fejlbehandlinger være betragtelig – og det kan koste menneskeliv og blive dyrt på den lange bane.

Opsummerende vil jeg foreslå, at der indføres en mindre brugerbetaling for at deltage i danskundervisning på et sprogcenter. Det kunne være på 500 kroner pr. modul.

Så får regeringen penge til skattelettelserne, og vores nye medborgere kan forhåbentlig få råd til at dygtiggøre sig i dansk – og dermed kunne deltage som aktive medborgere i et demokratisk samfund.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Anker Nielsen
Eva Schwanenflügel og Anker Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer