Læserbrev

Skattereformens udlændingestramning rammer de syge

Skattelettelserne lugter langt væk af en udlændingestramning i vanlig DF-stil
10. februar 2018

Kære du, som denne uge måske sanser et behersket strejf af glæde ved udsigten til en skattelettelse eller lidt gunstigere pension. Jeg er ked af at måtte delagtiggøre dig i skattereformens finansielle skyggesider, men denne forsødelse af det fuldtidsarbejdende folks tilværelse beror til dels på, at underbemidlede og syge mennesker i Danmark presses ud og fastlåses i decideret fattigdom.

Det såkaldte opholdskrav, som i dag stilles til kontanthjælpsmodtagere, skal nu også gælde ved dagpenge – og hvad værre er, for dem som får ressourceforløbsydelse, ledighedsydelse samt fleksløntilskud. Det vil sige mennesker, som myndighederne anerkender er for syge til at arbejde på fuld tid, hvoraf nogle er i fleksjob og atter nogle ikke kan finde et.

Hvis det – før skæbnen tog en uheldig drejning for disse folk – endda er overgået dem at opholde sig i mere end syv af de sidste otte år i udlandet, uanset deres statsborgerskab, vil de fremover modtage et nedsat beløb svarende til integrationsydelse, også kendt som ’fattigdomsydelse’, eller i tørre tal 6.182 kroner månedligt før skat for en enlig ikkeforsørger.

Eufemismen tro hævder regeringen, at integrationsydelsen tilskynder folk til at tage et arbejde, for det skal som bekendt kunne »betale sig«. Derfor er det et kynisk, selvmodsigende træk at gøre syge, ikke-arbejdsdygtige mennesker fattige som middel til at finansiere skattelettelserne.

Glem ej, at enhver indtægt udover ydelsen modregnes krone for krone. Så er man ikke blandt de 600 af arbejdslykkens gudinde tilsmilede – raske dagpengemodtagere, formodes – der ifølge regeringen nu tager kvantespringet til et fuldtidsjob, kan det netop ikke betale sig at arbejde, heller ikke den smule man kan. Hvad med et fribeløb, ligesom ved SU’en, i det mindste?

At presse 120 millioner kroner – godt tre promille af reformens samlede pris – ud af syge nytilkomne/tilbagevendte er en meget sølle manøvre, der skaber rigtig meget menneskelig ulykke for en meget lille statslig gevinst. Det lugter langt væk af en udlændingestramning, i vanlig DF-stil, sneget ind i en reform uden tematisk sammenfald i øvrigt. Det er fælt – er det din lidet overvældende skattelettelse værd?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Østergaard Petersen
  • Slettet Bruger
  • Eva Schwanenflügel
  • Ebbe Overbye
Jens Østergaard Petersen, Slettet Bruger, Eva Schwanenflügel og Ebbe Overbye anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kim Folke Knudsen

Den politiske kynisme udstilles i Farvelvelfærdsstaten Danmark. +6.182 DKK i fattigdomsydelse før skat for en enlig ikke forsørger. En 2 værelsers lejlighed til leje i København ligger i gennemsnit på en husleje for +11.000 DKK/Måned. For en 1 værelsers lejlighed er den gennemsnitlige leje over +7.100 DKK/Måned. At leve for Fattigdomsydelsen er praktisk taget umuligt med mindre du indretter dig som en hjemløs person. Så skal ydelsen jo heller ikke betales i så lang tid. Den politiske kynisme består i 3 forhold. 1. Politikere der ynder at sparke nedad på de allersvageste i samfundet har kronede dage og genvælges det ene valg efter det andet. 2. De folkelige protester over at spise borgerne af med fattigdomsydelser ses ikke. Er det skammen over at være på fattigdomsydelse, som gør sig gældende her eller er folk så udmattet af en forfærdelig tilværelse at de end ikke evner at tage til genmæle ?. 3. Den danske presse skænker modtagerne af fattigdomsydelser nul interesse. De fattige er pressen fuldstændig ligegyldige, afspejler det hele det danske samfunds indstilling ? Ved juletid så jeg i TV-NEWS, at de brugte timevis på at diskutere det forfærdelige og helt uudholdelige samfundsproblem, at nogen unge piger ikke kan lide at se sig selv i spejlet. Det blev ugens store sociale begivenhed i Danmark, men de reelle og ikke indbildte problemer. Dem taler vi ikke om.

Verner Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Ebbe Overbye, Eva Schwanenflügel og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Anders Vang Nielsen

En kort men vigtig rettelse til læserbrevet: Opholdskravet forudsætter syv ud af de seneste otte års ophold i Danmark for ret til fuld ydelse. I indlægget burde jeg altså have skrevet:

"Hvis det (...) endda er overgået dem at opholde sig mere end ét af de sidste otte år i udlandet (...), vil de fremover modtage et nedsat beløb svarende til integrationsydelse."

Beklager!

Jens Østergaard Petersen, Verner Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Det er svineri, så kort kan det siges !!
Og netop pressen burde jo interessere sig for konsekvenserne af disse uendelige stramninger, der uvægerligt rammer syge mennesker.
Men i disse dage holder nyhederne til foran Rigshospitalet, Chateau Caix og Amalienborg, fordi en vis prins er syg. Det er da synd for ham og resten af familien, men det er så uendeligt disproportionalt at en enkelt syg person får hele Danmarks opmærksomhed, mens i tusindvis af almindelige borgere må lide og dø totalt forglemte.

Tillykke til Dansk Folkeparti og deres vælgere, der endnu engang har medvirket til at underminere velfærdssamfundet og indskrænke borgernes rettigheder ved indgåelsen af den nye skatteaftale.

Verner Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar