I sin artikel i Information den 10. februar om Albert Speers rolle i det 3. riges forbrydelser (»Læst udefra: Speer var ikke en rar nazist«) skriver Martin Lindø Westergaard: »Begrebet ruinværdi dukkede først op i erindringsbogen i 1969. Speer havde i 1930’erne aldrig tænkt tanken«.
Speer er således en løgner. Utvivlsomt, men netop dette arguments gyldighed afhænger dog helt af, om vi tror på, at Martin Lindø Westergaard eller den historiker, han skriver om, er tankelæsere, og at de her 80 år senere ved, hvad Speer ikke tænkte i 1930’erne.
Der er mange overbevisende eksempler på og argumenter for, at Speer var en bedrager og en krigsforbryder. Det svækker vores egen troværdighed i kampen for sandheden om det 3. rige, når vi i vores afstandtagen til Speers skønmaleri af sin rolle og skyld i nazitidens forbrydelser konstruerer fortællinger om, hvad han har tænkt eller ikke tænkt i 1930’erne.
Når Speer i 1960’erne fortæller, hvad han tænkte i 1930’erne, kunne det være sandt, men behøver ikke være det. Omvendt ved vi med sikkerhed, at selv verdens bedste historikere ikke kan fastslå, hvilke tanker en historisk person ikke gjorde sig i 1930’erne.
Det er noget pjat. Det var ikke alle i Tyskland 1933-1945 der var troende nazister. Der har højst sandsynligt været en majoritet i hæren som ganske vidst var patrioter men ikke nazister.
Speer er interessant, fordi han er teknokraten, der tilsidesætter almindelig moral til fordel for effektivitet. Fuldstændig ligesom regnedrengene med deres regneark kun ser på tallene og abstraherer fra de mennesker, som tallene repræsenterer, betragtede Speer produktionsmængden som et succeskriterium, på bekostning af anstændigheden.
At det lidt sent gik op for ham, at hans mangel på anstændighed kunne betyde en tur i galgen, hvorefter han gjorde en virkelig stor indsats for at distancere sig fra de krigsforbrydere, han ellers havde været pot og pande med, er kun menneskeligt.
Om Speer var en løgner er i den forbindelse uinteressant. For tyskerne gemerelt handlede det om at finde en historie, så de kunne leve med skammen, og den historie fortalte Speer: "Ja, jeg var ond, men tilgiv mig, thi jeg vidste ikke, hvad jeg gjorde - men det ved jeg nu, og se, hvor jeg angrer!"
Han blev jo faktisk dømt som krigsforbryder, så selv om der måske var tale om en slags hvidvaskning af teknokratiets forbrydelser, var det jo ikke en fuldstændig frifindelse.
Niels vi har vel alle en skam og det hele er relativt til om vores styre består. Der er flere krigsforbrydere fra Irakkrigen i live i USA i dag men dem interessere vi os ikke for. Fordi USA består. Havde USA mod alle odds tabt den krig var det blevet husket anderledes. Nu er de blevet glemt.
Man skal ikke glemme at "bomber" Harris gik fri ved Nürnberg, det samme gjorde Truman fra Nagasaki og Hiroshima. Eller rettere de var slet ikke anklaget.
Speer var muligvis en medløber, en charlatan og meget andet men at diskutere hans nazistiske skyld giver ingen mening når vi har mennesker i live i dag der går fri for det der blev drabet på +1.000.000 irakere ved den seneste Irakkrig.
Alt imens sidder vi alle her og peger fingre og vi beskytter os alle sammen mod noget nazi-lignende i dag. Islamister, Trump, DF, Assad. Alle skal beskyldes for at være sammenlignelige med nazister for så VED vi at de er farlige.