Læserbrev

​​​​​​​Stop nu med at spille russisk roulette med vores skoler

På trods af at skoleområdet er hårdt presset, leverer skolerne og deres ansatte en rigtig god indsats hver dag. Men presses det mere, ødelægger det vores skoler.
9. februar 2018

På landets skoler holder de vejret. Forhandlingerne om medarbejdernes arbejdstid er i gang, og der er ikke en løsning i sigte. Konsekvenserne risikerer at være ødelæggende.

OK18-forhandlingerne går ikke så godt. Det betyder uro på skoleområdet. Her er man ellers hårdt presset i forvejen. De senere år har der været så stor en reformiver fra politisk side, at det har lagt et voldsomt pres på landets skoler. Det pres har nået et omfang og en hast, som gør det svært for de ansatte at følge med.

I 2012 lavede man en lov om inklusion, der sendte specialundervisningseleverne tilbage til de lokale folkeskoler. Tanken var og er god, men finansieringen nåede ikke frem i alle kommuner.

I 2013 lavede man lov 409, der ændrede lærernes arbejdsvilkår, hvilket blandt andet har betydet ringere muligheder for forberedelse af undervisningen.

I 2013 indførte man samtidig en skolereform med mange spændende ideer, men også nogle indbyggede problematikker – for eksempel længere skoledage for børnene.

I skoleåret 2015/2016 trådte de nye Fælles Mål i kraft. Det er nationale mål for, hvad eleverne skal lære. Der er 215 overordnede bindende kompetencemål. Under disse indførte man 3.170 bindende færdigheds- og vidensmål. For nylig har man gjort de 3.170 mål vejledende, hvilket vi bifalder.

På trods af alt dette leverer skolerne og deres ansatte en rigtig god indsats hver dag. Det viser en lang række internationale undersøgelser. Vi er de bedste i verden til at uddanne børnene i selvstændig tænkning, avanceret problemløsning og viden om samfundsforhold, ifølge undersøgelsen ICCS. Vores børn læser og regner godt, ifølge undersøgelserne PISA, PIRLS og TIMSS. Men hvor længe bliver det ved? Hvis vi presser skolens personale ud over kanten, så risikerer vi at ødelægge vores skoler.

Vores holdning er klar: Stop med at spille russisk roulette med vores skoler. Det næste skud kan være dræbende. Kom personalet i møde. Vi har slet ikke råd til at lade være.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu