Klumme

Vi syrere begår selvmord, fordi der ikke er plads til os i verden

Døden er mere udbredt, end mange syrere kan rumme. Folk dør i massevis omkring os, og så dræber den, der ikke dør sammen med de andre, nogle gange sig selv i ren desperation
13. februar 2018

Jeg tænker meget på selvmord for tiden. Ikke mit eget, men andres.

Jeg har ellers ikke tidligere læst om folk, der tager deres eget liv, men nu har jeg så, som led i min plan om at læse David Humes samlede filosofiske værker, læst hans essay om selvmord. Jeg har længe syntes, at emnet var trivielt, men i dag lever vi syrere under andre omstændigheder, og døden er blevet en daglig begivenhed for os. Når jeg slår op i avisen, kan jeg oftere og oftere læse om, at vores brødre og søstre begår selvmord i tavshed, i Syrien og i diasporaen.

Selvmord er anderledes end den almindelige død. Folk vælger deres død, når de begår selvmord. Jeg tror ikke, at vi behøver at respektere alle menneskets valg, men jeg ved heller ikke præcist, hvornår vores valg holder op med at være vores helt eget valg.

Hvorfor begår folk så selvmord? Jorge Luis Borges siger, at selvmordere begår selvmord for at straffe deres forældre – som regel den ene af dem. Men det tror jeg ikke passer på den syriske situation.

Marxisterne fordømte altid selvmordere og sagde, at selvmordet var en borgerlig handling. Det passer heller ikke på os; der er ikke kun borgerlige eller kun proletarer blandt de syriske selvmordere.

Forfattere og kunstnere begår oftere selvmord end andre – tror vi. Måske gør de det alligevel ikke, men vi kender til dem, der har gjort det, mens vi ikke kender til de arbejdere, ingeniører, rengøringsassistenter eller gadesælgere, der gør det.

Blandt romerne var der ofte nogle, der begik selvmord, og japanerne gør det stadig ofte.

Men hvorfor begår mange syrere selvmord? Det gør de på grund af desperation, der er ikke behov for større teori. De gør det, fordi der ikke længere er plads til os i verden. Ligesom Hume kan jeg ikke se noget forkert ved den type selvmord: de desperates ædle selvmord.

En verden uden horisont

Døden er mere udbredt, end mange syrere kan rumme. Selvmord blev også udbredt blandt jøder under og efter Holocaust. Folk dør i massevis, og så dræber den, der ikke dør sammen med dem, og som befinder sig i deres nærhed, sig selv.

Døden bliver så almen, at den også kommer til at omfatte de levende. Der er ingen forskel på levende, savnede, belejrede, arresterede, soldater og overlevende, der lever på kanten.

Desperationen samler dem, og nogle af dem flyder over af en død, som de vælger frivilligt.

Muslimer, kristne og jøder siger alle, at Gud vil straffe selvmorderne. Jeg aner ikke, hvordan han vil straffe dem, og jeg tvivler på, at den der har slået en smutvej til der, hvor vi alle ender, vil blive straffet.

Måske vil straffen bestå i, at den selvmyrdede vil blive sendt tilbage til jorden og på den måde vil få revet muligheden for at vælge selvmordet ud af hånden. Oftest har jeg dog forestillet mig Helvede som et sted, man ikke kunne forlade. Vi lever dér, lever og lever endeløst.

Dette helvede synes som enden på historien, ligesom det ligner de europæiske utopier, en stillestående verden uden bevægelse, lige som filosoffen Parmenides’ uendelige univers.

Men den virkelige verden er fuld af spørgsmål, tvivl, frygt, ansvarsløshed, forræderi, delvise fiaskoer, mangelfulde succeser, tåbelige tanker, eventyr, den første, anden og tredje kærlighed, handicappede børn, halve helte, der ikke opgiver deres drømme, prostituerede, alfonser, filosoffer, læger, ingeniører, forfattere og studerende, der går på en vej, som de ikke præcist ved, hvordan ender.

Det er det, som er blevet stjålet fra syrerne: en verden med en horisont, der åbner sig mod de syv himle.

Frihed er mangel på vished

For at der kan komme plads til livet, bliver vi syrere nødt til at se lidt bort fra fremtiden. For visheden om, at nutiden rækker ind i hele vores fremtid, må nødvendigvis være vejen, der fører til et opsigtsvækkende antal selvmord og en fortvivlelse så uigenkaldelig som skæbnen.

Skæbnen må lindre os med en uvidenhed, der beskytter os mod vishedens ubarmhjertighed, noget der minder om lindringen i glemsel. En fængslet fremtid ligner en arresteret erindring. Erindringen frigøres ikke ved, at fortiden ændres, det kan vi ikke gøre noget ved. Vi er alle nødvendigvis fanger af fortiden. Til gengæld frigøres fremtiden udelukkende ved fraværet af vished.

Kun uvidenheden kan redde os fra de selvmord, vi ser lige nu.

Odai Al Zoubi er forfatter.

Oversat fra arabisk af June Dahi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
  • Grethe Preisler
  • Maria Francisca Torrezão
  • Frede Jørgensen
David Zennaro, Eva Schwanenflügel, Grethe Preisler, Maria Francisca Torrezão og Frede Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvilken herlig formulering i en ellers dødsens alvorlig klumme; "..og jeg tvivler på, at den der har slået en smutvej til der, hvor vi alle ender, vil blive straffet."