Klumme

Tidens moralisme risikerer at forvandle kunst til kitsch

Det er svært at forestille sig, at man kan beundre kunst, der hylder børnemishandling eller fremmer racehad. Men ligesom vi ikke bør fordømme et kunstværk på grund af kunstnerens private adfærd, bør vi også være forsigtige med at lade kunstnerisk udtryk styre af sociale normer
Den amerikanske billedkunstner Chuck Close, der er berømt for sine store portrætter, er nu af tidligere modeller blevet anklaget for at kræve at se dem nøgne, og have chikaneret dem med grove, seksuelt eksplicitte udtryk. På grund af disse anklager har National Gallery i Washington DC nu aflyst en planlagt udstilling af Closes værker.

Den amerikanske billedkunstner Chuck Close, der er berømt for sine store portrætter, er nu af tidligere modeller blevet anklaget for at kræve at se dem nøgne, og have chikaneret dem med grove, seksuelt eksplicitte udtryk. På grund af disse anklager har National Gallery i Washington DC nu aflyst en planlagt udstilling af Closes værker.

Ritzau Scanpix

20. februar 2018

Chuck Close er en amerikansk billedkunstner, der er berømt for sine store portrætter. Nu har tidligere modeller anklaget Close, der er lammet og sidder i kørestol, for at kræve at se dem nøgne, hvorpå han skal have chikaneret dem med grove, seksuelt eksplicitte udtryk.

På grund af disse anklager har National Gallery i Washington DC nu aflyst en planlagt udstilling af Closes værker, og Seattle University har valgt at fjerne et selvportræt af kunstneren fra sin hovedbygning.

Men hvis vi konsekvent skulle fjerne al kunst fra museer og gallerier, fordi kunstneren har opført sig på måder, vi misbilliger, ville væsentlige samlinger blive slemt udtyndet.

Rembrandt opførte sig nederdrægtigt over for sine elskerinder, Picasso var en tyran over for sine hustruer, Caravaggio begærede unge drenge og blev morder.

Céline var giftspyende antisemit. William S. Burroughs skød sin kone under et drukgilde. Og Norman Mailer var tæt på at knivdræbe sin.

Eric von Stroheim hyrede prostituerede til at filme sexorgier for sin fornøjelses skyld. Charlie Chaplin havde en særlig forkærlighed for purunge piger. Og så er der jo Woody Allen. Anklaget, men aldrig sigtet for at forgribe sig på sin syvårige adoptivdatter.

New York Times-kritikeren A.O. Scott har skrevet en interessant artikel om Allen, der siden kritikerens tidlige år har været et idol for ham. For en ung bognørd var Allen – den nervebetonede intellektuelle, som alligevel ender med at score pigen – et forbillede. Men efter de anklager, der er kommet frem, er vi tvunget til at se hans værk i et nyt lys. Der kan være skumle, amoralske undertoner i filmene, som vi må forholde os til.

Scotts pointe er, at foragtelig eller påstået foragtelig opførsel smitter af på et kunstnerisk værk, fordi vi aldrig helt kan skille kunstneren fra hans kunst. Har han ret?

Se på værket, ikke kunstneren

Oscar Wilde erklærede, at der ikke findes amoralske bøger – kun dårligt eller godt skrevne bøger. Det er lige kækt nok, for der er moralske aspekter af næsten alle former for menneskelige udtryk, kunst indbefattet.

Moralsk depravation kan resultere i dårlig kunst. Måske derfor er der så få eksempler på god nazistisk kunst. Racehad var moralsk forkastelig på mere åbenlyse måder end kommunistisk idealisme. Sergej Eisenstein producerede propagandafilm, som er stor kunst. Leni Riefenstahls nazistiske propagandafilm er teknisk virtuose, men frastødende i alle andre henseender.

Men kunst transcenderer kunstnerens private adfærd. En forfatter, filminstruktør eller maler, som opfører sig dårligt over for koner eller elskerinder, kan udmærket producere kunst, der viser kvinder i sympatisk lys. Ligesom mennesker, der opfører sig ordentligt i deres liv, kan bryde alle sociale tabuer i deres kunst. Vil vi bedømme den moralske komponent i et kunstnerisk udtryk, skal vi altså ikke se på ophavspersonen, men på værket.

Tag for eksempel Allens film, hvad sandheden om hans adfærd så end er. Det er ingen hemmelighed, at Allen finder unge kvinder attraktive. Hans nuværende kone var ikke fyldt 20, da han indledte en affære med hende.

Hun var samtidig adoptivdatter til Allens partner på det tidspunkt. En af Allens bedst kendte film, Manhattan, der fik premiere i 1979, da han var i fyrrerne, handler om et forhold mellem en midaldrende mand (Allen) og en ung pige, der spilles af Mariel Hemingway, som dengang var 16 år gammel.

Sådanne forhold er ukonventionelle. Nogle kan finde dem klamme. Men det er ikke det samme som overgreb på børn. Der er heller ikke noget i Manhattan eller andre Allen-film, der røber interesse for overgreb på mindreårige.

Igen er moral ikke irrelevant. Det er svært at forestille sig beundringsværdig kunst, der promoverer børnemishandling, racistisk had eller tortur. Men ligesom vi ikke bør fordømme kunstværker på grund af kunstnerens private adfærd, skal vi også være forsigtige med at måle kunstneriske udtryk efter sociale normer.

Kalkulerede provokationer og forsøg på at bryde grænser er en anerkendt kunstnerisk strategi. Folk kan gøre ting i fantasiens rum, de aldrig ville gøre i virkeligheden.

Sådan må det være. Hvis vi vil begrænse kunstneriske udtryk til emner, der almindeligvis betragtes som socialt respektable, risikerer vi at stå tilbage med den slags moralistiske kitsch, som er præcis, hvad autoritære staters herskere ønsker sig at fremme som offentlig kunst, mens de selv begår grusomheder og skurkestreger, der er værre, end de fleste kunstnere vil bryde sig om at forestille sig.

Ian Buruma er forfatter og historiker. 

© Project Syndicate og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Andersen
  • Frede Jørgensen
Jørn Andersen og Frede Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørn Andersen

Nøgne modeller er da vist en ret udbredt praksis i kunsten , og hvad det sproglige angår , må vi snarest have indført salontonen i det amerikanske forsvar , og hvorfor går pussypræsidenten fri ?

Bjarne Toft Sørensen

En på mange punkter fremragende klumme. Et godt modsvar til Tine Byrckels "Kan man tage manden ud af kunsten?"
https://www.information.dk/debat/2018/02/kan-tage-manden-kunsten

I forbindelse med læsningen kom jeg til at tænke på en roman, som forlagene måske ville have betænkeligheder ved at udgive i dag:

"Don Rigobertos hæfter er intet mindre end en peruviansk, erotisk roman om et upassende forhold mellem en moden kvinde og hendes 11-årige stedsøn, illustreret af den længst afdøde wienermaler Egon Schiele, der analyseres indgående i teksten sideløbende med essayistiske udfald mod feminister, sportsmænd, logebrødre og læsere af Playboy. Projektet lyder håbløst, men i litteraturen grænser det håbløse ofte til det geniale, og Mario Vargas Llosas nye roman grænser så absolut til det geniale".
https://www.information.dk/2000/12/haabloest-genialt

Den der laver een Picasso i dag laver kitsch. Kunsten er, som jeg skrev i min klumme, et andet sted henne. At det her blandes sammen med et "moralsk" krav til kunsten, står for egen regning i al fald iklke min. Man kan sagtens beskrive incest, overgreb, voldsom død, voldtægt og alle de ambivalente følelser ved det, uden selv at være voldtægtsmand eller overgrebsmand. m/ kan man ikke? Eller mener I der forsvarer.. ja hvad forsvarer I egentlig.. sammenhængen? At alt på den vis skal være autofiktivt? Det var dog et interessant synspunkt. Så hænger manden m/k og kunsten for alvor sammen.?

Bjarne Toft Sørensen

@Tine Byrckel
Det er korrekt, at der hvor kunsten er nu, hænger værk og kunstner ofte sammen (ikke oftest), at grænser og blikket i forbindelse med meget kunst har flyttet sig, og at det i mange sammenhænge betragtes som en kvalitet.

Spørgsmålet er så, om du mener, at det moralsk er i orden, hvis personer, der arbejder med kunst, ønsker at almengøre disse grænser og dette blik til at gælde for al kunst i samtiden og i fortiden, og opstille det som en norm for, hvad der skal gælde for kunst i fremtiden?

"Et blik" er ikke bare noget, der er, men noget man kan søge at kontrollere og ændre, hos sig selv og andre, ud fra samfundsmæssige hensyn og interesser, altså noget man kan forholde sig moralsk og politisk til. Det er netop en sådan moralsk og politisk stillingtagen, jeg savnede i din kommentar.

Jeg vil arbejde for "et blik", der respekterer det, jeg betragter som frihedsrettigheder i et demokrati. For mig at se arbejder mange yngre kunstnere, forfattere og studerende, f.eks. i USA og DK, på at ødelægge demokratiet med krav om grænser og blik, der strider mod demokratiske grundprincipper, måske fordi de grundlæggende set ikke aner, hvilke forudsætninger demokratiet hviler på, helt tilbage fra oplysningstiden.