Læserbrev

Her er tre veje til integration af børn

Stod det til Radikale Venstre sendte vi et korps af hjemmepædagoger ud til de familier, der har et særligt behov for hjælp
1. marts 2018

Det er alfa og omega, at vi starter med børnene, hvis vi vil skabe integration. Jeg savner generelt et fokus fra regeringen på de mindste. Hvor kunne det være fantastisk, hvis vi brugte flere penge på at forebygge i stedet for at brandslukke. For vi ved, at vi risikerer at tabe børn i grøften de første 1.000 dage, hvis deres sprog og motorik halter.

Det ved vi blandt andet fra forskeren James Heckman. Stod det til Radikale Venstre hyrede vi først og fremmest en hær af pædagoger. For vi skaber ikke integration, når børn i dag græder uden at blive trøstet, når de ikke får bevæget sig nok eller talt dansk, fordi der er for få pædagoger. Det er horribelt, at én pædagog skal holde styr på flere børn, end han kan tælle på fingrene.

Flere pædagoger er første skridt. Stod det til Radikale Venstre sendte vi dernæst et korps af hjemmepædagoger ud til de familier, der har et særligt behov for hjælp. Det gælder i mange tilfælde familier med tosprogede børn. I Radikale Venstre tror vi ikke, at man får tosprogede børn i dagtilbud, hvis man starter med tvang.

Vi skal møde forældrene med tillid. Som BUPL har gjort opmærksom på, er det ikke sikkert, at en nytilkommen flygtningefamilie kender til de store fordele, som dagtilbuddene giver børnene. Lad os sende hjemmepædagoger ud til familierne og give dem et dagtilbud, de ikke kan sige nej til.

Endelig må vi arbejde for, at etniske danskere og tosprogede børn vokser op under samme tag. På den måde danner børnene venskaber med hinanden. Og de tosprogede børn får lært langt bedre dansk. Helt konkret vil Radikale Venstre stille krav om, at byrådene sikrer, at daginstitutionerne afspejler befolkningssammensætningen. Og kommunerne bør også have en mulighed for at lægge et loft over, hvor mange tosprogede børn, der må være i det enkelte dagtilbud.

Radikale Venstre har finansieret idéerne i vores 2025-plan. Mit klare budskab er, at integration starter med børnene. Det er billigst og nemmest. Sådan får vi skabt integration blandt tosprogede børn.

Sofie Carsten Nielsen er medlem af Folketinget og stedfortrædende politisk leder af Radikale Venstre

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu