Kronik

Trump er gældsøkonomiens ultimative illusionist

Trump giver ikke kun gevaldige skattelettelser og nærer en illusion om, at vækst vil løse alle problemer. Han fortrænger også gældsøkonomiens ultimative bundlinje i form af klimaforandringerne
Trumps gevaldige skattelettelser er en leg med ilden. Og den amerikanske statsgæld er et symptom på et samfund og en verden, der er ved at segne under eskalerende gældsbjerge, skriver dagens kronikør.

Trumps gevaldige skattelettelser er en leg med ilden. Og den amerikanske statsgæld er et symptom på et samfund og en verden, der er ved at segne under eskalerende gældsbjerge, skriver dagens kronikør.

Susan Walsh

5. februar 2018

Her i 2018 kan amerikanerne begynde at indkassere gevinsterne fra Trumps skattereform. Selskabsskatten sænkes fra 35 procent til 21 procent, og personskatterne lettes også, især for de rigeste. Reformen løber over ti år og forventes at koste 1.500 milliarder dollar.

Vi skal tilbage til 1980’erne for at finde en skattereform af tilsvarende omfang i USA. Dengang var det Ronald Reagan, der igangsatte den udvikling, der senere kom til at præge hele den vestlige verden, idet han vendte velfærdsstatens skattestigninger på hovedet: Tilbagevendende skattelettelser er blevet et essentielt politisk og økonomisk fænomen.

Det har vi også set i Danmark, hvor selskabsskatten er blevet sænket fra 50 procent sidst i 1980’erne til 22 procent i dag, og hvor personskatterne ligeledes er blevet sat markant ned. Og det er ikke kun borgerlige regeringer, der har gennemført skattelettelser, socialdemokratiske regeringer har fulgt helt den samme linje.

Under den forrige regering, med Helle Thorning-Schmidt som statsminister, blev selskabsskatten sat ned fra 25 procent til 22 procent og personskatterne fik også yderligere et nøk nedad.

På sin vis er Trumps skattelettelser derfor en konsekvent videreførelse af årtiers politiske kurs. Alligevel er der grund til identificere en afgørende forandring af det politiske og økonomiske landskab. Nu hersker nemlig en forestilling om, at både økonomisk og økologisk gæld kan trylles væk, og Trump er den ultimative inkarnation af denne illusion.

Vækst er gældsvækst

Baggrunden for den regning på 1.500 mia. dollar, der nu er udskrevet, er, at den amerikanske statsgæld i forvejen er på omkring 20 billioner dollar, hvilket er mere end det årlige BNP. Der har været store underskud på statsfinanserne hvert eneste år i dette århundrede, og statsgælden er samlet set fordoblet som andel af BNP. Det billede er nyt.

I det 20. århundrede var statsgælden konjunkturafhængig. Den voksede i krisetider og blev nedbragt i opgangsperioder. Efter krisen i 1930’erne og den efterfølgende verdenskrig var statsgælden rekordhøj, men den blev til gengæld barberet væsentligt ned i den lange vækstperiode efter krigen.

Krisen i 1970’erne fik igen statsgælden til at bevæge sig opad, men opsvinget i slutningen af 1990’erne fik så billedet til at vende igen, og ved udgangen af det 20. århundrede landede den amerikanske statsgæld på et uproblematisk niveau.

Det, der kendetegner det indeværende århundrede, er, at statsgælden vokser uafhængigt af de økonomiske konjunkturer. Den vokser både i krisetider, og når der er økonomisk vækst. Hverken under opsvinget i midten af 2000’erne eller i forbindelse med de senere års vækst er statsgælden blevet nedbragt.

Den amerikanske statsgæld er nu på et problematisk niveau og ser kun ud til at vokse yderligere i årene fremover. Det er på denne baggrund, at Trumps gevaldige skattelettelser skal ses. Det er en leg med ilden. Og det er et symptom på et samfund og en verden, der er ved at segne under eskalerende gældsbjerge.

Det er nemlig ikke kun statsgælden, der er vokset systematisk i de seneste årtier og har nået faretruende højder efter finanskrisen. Det samme gælder den private sektors og husholdningernes gæld. Og det er hverken et særligt amerikansk eller vestligt problem.

På globalt plan er staternes gæld godt og vel fordoblet siden år 2000 og nærmer sig nu det globale BNP. Og i Kina vokser den samlede gæld nu mere, end det ellers hurtigt voksende BNP.

Den gældsafhængige økonomi er ubæredygtig. Og den illustrerer nogle grundlæggende økonomiske og politiske ubalancer.

Tiltagende dekadence

Økonomisk set er den eskalerende gæld ikke nødvendigvis et problem på kort sigt, men når statsgælden overskrider BNP, og gælden vokser selv i perioder med vækst, så er det udtryk for en basal udsathed med en tiltagende risiko for, at situationen kommer helt ud af kontrol i en krisetid.

Hvis der er noget, vi ved fra de seneste årtiers udvikling, er det, at væksten er aftagende og opsvingene kortvarige. Gældsøkonomien bliver altså ikke reddet af høj vækst. Det, der venter os, er en snarlig økonomisk krise, som så må imødegås i en situation, hvor der i forvejen er store gældsbyrder og underskud på statsfinanserne.

Det vil accelerere krisen, at staternes økonomiske grundlag er meget svækkede på grund af skattelettelser. En gældskrise som den, der ramte Grækenland efter finanskrisen, kan i forbindelse med den næste økonomisk krise gentage sig og blive forstærket.

På det politiske område er den voksende statsgæld og i det hele taget den tiltagende gældsættelse udtryk for en sprængfarlig ubalance. Det er ikke kun staterne, men også virksomheder og borgere, der er afhængige af at øge gælden.

Det, vi ser, er, at virksomhederne og brede dele af befolkningerne gerne vil have flere penge og forbruge mere, privat såvel som offentligt, men ikke er indstille på at betale regningerne.

Den politiske stabilitet og fremgang, der kendetegnede årtierne efter Anden Verdenskrig, beroede på en bred villighed til at betale høje skatter for at finansiere velfærdsstaten. Det voksende forbrug udsprang derudover af, at stadig flere arbejdede og tillige øgede produktiviteten.

Udviklingen i de seneste årtier er omvendt præget af en tiltagende dekadence, der manifesterer sig ved evindelige skattelettelser samtidig med, at der indkasseres stadig større arbejdsfri gevinster gennem profit samt stigende aktiekurser og boligpriser.

Disse ubalancer har været markante siden 1980’erne, men blev mere iøjnefaldende efter it-krisen omkring år 2000 og rykkede op på et helt andet niveau i forbindelse med finanskrisen.

Gælden er også økologisk

Den skrøbelige sammenhængskraft i gældsøkonomien beror nu i stigende grad på lave renter, for meget billige lån indebærer, at gælden kan vokse, uden at gældsbyrderne fremstår uoverskuelige.

De tiltagende ubalancer indebærer imidlertid, at selv ikke en lang periode med rekordlave renter har formået at fremprovokere et egentlig politisk og økonomisk opsving. Siden finanskrisen har renterne ligget omkring nul, og aktuelt er de korte renter negative, men alligevel er den økonomiske vækst lav og den politiske mistillid høj.

Gældsøkonomiens kamikazekurs kan imidlertid bedst illustreres af, at en endnu mere basal form for gæld, den økologiske gæld, også vokser katastrofalt. Der skabes også en voksende global gæld i form af klimaforandringerne. Naturgrundlaget for vores økonomiske og politiske systemer bliver nedslidt, og vi opbygger en klimagæld.

Vores udledning af CO2 er ikke bæredygtig. Omkostningerne bæres imidlertid ikke primært af os selv, men af dem, der skal leve på jorden i fremtiden, især de fattigste. Det bliver dem, der rammes af et stadig mere ustabilt klima, og som må spænde den økonomiske livrem ind, hvis den økologiske gæld skal afvikles.

Derfor er det heller ikke overraskende, at Trump ikke kun giver store skattelettelser og nærer en illusion om, at vækst vil løse alle problemer, men også fortrænger klimaforandringerne. Trump er gældsøkonomiens ultimative illusionist.

Det grundlæggende problem er imidlertid ikke Trump, men det han repræsenterer, nemlig alarmerende aspekter af den udvikling, der også præger såvel det globale billede som situationen i Danmark. Også her i Danmark er skattelettelser fortsat et rodfæstet mantra, der konsekvent udmøntes år for år. Og også herhjemme forherliges vækst, mens den voksende økologiske gæld negligeres.

Peter Nielsen er lektor i politisk økonomi på Roskilde Universitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benno Hansen
  • Erik Nissen
  • Eva Schwanenflügel
  • Henning Kjær
  • Peter Knap
  • Frede Jørgensen
Benno Hansen, Erik Nissen, Eva Schwanenflügel, Henning Kjær, Peter Knap og Frede Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Når man læser denne kronik har man svært ved at se, hvordan der på god demokratisk vis kan slås bro mellem vækstidiotien og realismen. For mig at se er der ingen synlige veje mellem tåbelighederne i Informations borgerligheds-, venstre- og Corydondækning og realismen i dækningen af verdens økologiske og økonomiske tilstand. Og i et demokrati er en vis grad af brobygning nødvendig. Bortset fra de accellererende problemer på det økologiske område minder situationen i betænkelig grad om opsvinget før den store og katastrofale nedsmeltning i 1930'erne.