Tvedelt løgnagtighed

Udtalelsen hænger i luften og vil ikke fordufte: statsministerens særprægede eksistentialistiske filosofi, hvori han belejligt har delt sig i to som henholdsvis privatmand Løkke Rasmussen og statsminister Løkke Rasmussen.

Bevægelsen overmandede dem begge, da de tykke i mælet ansigt til ansigt med kvotekongen måtte pausere og undskylde, at brave folk, der fisker havet tyndt og yder en skærv på rette sted, får deres navn og billede i avisen sammen med den mistænkeliggjorte privatlivsramte statsminister og således betaler dyrt for et utvivlsomt nyttigt bekendtskab. Om bortforklaringerne holder bare en brøkdel af en kabellængde i byretten, får vi næppe at vide.

Sådan set er der skrevet og sagt, hvad der kan skrives og siges i den sag. Manden med den tvesindede moral og frimodige holdning til andres værdier burde naturligvis ikke beklæde landets højeste eksekutive embede. Det ville løse mange problemer.

Støjberg har løjet

Men midt i almindelig enighed om statsminister/privatperson Løkke Rasmussens flossede forhold til ret og rimelighed overser man måske, hvad angår landets leder: ufejlbarlighedskravets nødvendighed. Statsministeren er den eneste funktion, der beskrives som fast figur i Grundloven, de andre er kun ministre, som kongen udnævner på statsministerens anbefaling.

Statsministeren er kongens forlængede myndighed, der fører regeringens politik på kongens vegne og holder overopsyn med regeringens førelse og regeringsmedlemmernes forvaltning og adfærd.

Forleden kom det frem, at minister Støjberg har løjet. Næppe chokerende, den idræt er man efterhånden klar over, at ministeren mestrer, men i skærpende fald har hun nu direkte og beviseligt løjet i endnu et samråd, hvilket er en sjældent alvorlig sag og i dansk statsskik normalt fører til ministres fald. Normalt.

At løgnen ikke får konsekvens, siger sig selv. Dansk Folkeparti med hul i bunden af meningsmålingerne er ikke til valg, LA gør alt for at bevare de taburetter, som det lille overflødige parti med 100 procents garanti ikke opnår igen, og Venstre, trods Kristian Jensens forsikringer om fladpandet kontinuitet, skal ikke nyde noget af et fornyet formandsopgør.

Præcedensskabende effekt

Det lille politiske futtog ruller videre efter oppositionens ringe håndterede samråd om Løkkes rationerede sandfærdighed.

Dette betyder påstandens besegling: Statsministre kan herefter roligt dele sig i to, tænde og slukke for ministeransvaret og hævde, at en og anden brand i lokummet ikke angår porteføljen, men er et privatanliggende som sjove bilag, en rask svingom i Thyborøn eller underbukser på statens regning.

Den private statsminister kan se bort fra egne usandheder og partifæller, der lyver, samt undlade at udføre statsministerens pligt: afskedige uværdige ministre.

Anbefalingsværdigt for lige netop den statsminister, al den stund et kriseramt og truet regeringsmedlem altid kan tilspørge regeringschefen: Er det mig, du taler til? Hvornår og hvordan var det nu lige du selv, osv.

I det lys skal man også se den kun delvise fyring af en tidligere anløben fiskeriminister, der fortsatte som ditto miljøminister.

En statsminister, der selv har løjet i samråd, og hvis personlige vandel er i regelmæssig bemærkelsesværdig nærhed af det snuskede, har selvsagt problemer med at optræde myndigt for ret mange andre end sine mest hengivne løjtnanter, der ikke skelner så nøje mellem skæg og snot.

Det betænkeligt faretruende ved folk som Løkke Rasmussen er deres præcedensskabende effekt. Politisk civilisation tager tid i et hvilket som helst samfund, hvor indspisthed og nepotisme engang var reglen snarere end den pinlige undtagelse.

Kunststykket var siden 1849 at skabe og fastholde den selvfølge, at man i magtfulde positioner ikke korrumperer eller lader sig korrumpere, og at ministre og allermindst statsministre – uden lokumsfilosofiske aftaler med sig selv om et tvedelt gemyt – ufravigeligt handler moralsk og i afstand fra alt, der kan have den mindste tanke af det kritisable.

Lige så hurtig, som statsministeren er til bortforklaringer, nedbrydes de nationale demokratiske værdier, som Dansk Folkeparti ellers går højt op i, men åbenbart ikke nærer bekymring for, når endelig grundlaget krakelerer.

Der sker ikke mere i Løkke-sagen, ikke med mindre journalister finder flere tjenesteydelser fra kvotekonger til statsminister/privatperson. Og så sker der sikkert heller ikke noget. Af ovenfor anførte årsager.

Sænket standard

Ikke desto mindre er der allerede sket alverden, hvilket igen betones af Støjbergs snyd og bedrag.

Standarden for statsministre siden 2001, da den kreative Fogh Rasmussen kom til, er sænket i betragtelig grad. Ydermere efter Løkke steg til tops, og normen som antydet også er ændret for regeringsmedlemmer, andre folkevalgte og for folkestyrets kultur.

Dette forhold blev i al sin ynk understreget af et statsminister/privatpersonophold i fiskerbossens dyre hus i Skagen – selve definitionen på korruption, hvor dansk lov her blot udviser en pinlig lakune, der friholder statsministerens urene trav for strafansvar.

At sagen ikke mere har prioritet for de politikere, der burde forarges og reagere døgnet rundt til det øjeblik, Løkke er ude af vagten, bekræfter, at historien er ved at blive indskrevet i den store glemmebog. Praksis er dermed allerede ændret i nedadgående spiral.

Det er netop problemet: Løkkes snuhed og faglige indsigt i, hvor juraens mangler er ham hjælpsom, har vundet. Da oppositionen i samrådet end ikke havde orket at anlægge den strategi, der kunne have betydet, at Lars Løkke i dag ville være danmarkshistorie, klarede han selvfølgelig skærene igen og gik på vandet med kvotefisk og tobis i mængder rundhåndet fordelt til vennerne i Thyborøn og omegn, hvor de da for resten stemmer Venstre.

Og Inger er jo Inger.