Kronik

I denne verden hylder man fri bevægelighed for alt. Undtagen mennesker

Når grænserne søges gjort hermetisk lukkede for ‘forkerte’ mennesker, rammes jeg af udvejsløse tanker om den frie verdens markedslogik. Den herskende politiske konsensus i Danmark er hyklerisk og fylder mig med ubehag og undren
Lesbos er blevet et symbol på flygtningekrisen og porten til Europa for hundredetusinder flygtninge og migranter. I dag er øen blevet et permanent opholdssted for flygtninge og migranter, der hverken kan komme videre op igennem Europa, eller tilbage hvor de kom fra.

Lesbos er blevet et symbol på flygtningekrisen og porten til Europa for hundredetusinder flygtninge og migranter. I dag er øen blevet et permanent opholdssted for flygtninge og migranter, der hverken kan komme videre op igennem Europa, eller tilbage hvor de kom fra.

Sille Veilmark

Debat
17. februar 2018

Havnebyen Santo Domingo i Den Dominikanske Republik, efteråret 1982. Som general purpose worker (altmuligmand, red.) banker jeg rust på et dansk containerskib under bekvemmelighedsflag på åbent hav. Men nu skal vi i land i det lille mellemamerikanske land for en kort stund, inden turen går videre.

Repetitivt løfter kæmpestore kraner containere højt op i luften for at ’ryste’ dem ti-15 meter over asfalten. Lågerne smækkes op på vid gab med høje metalliske lyde til følge. Det sker for at tjekke, at de er tomme, siger folk på havnen – eller rettere for at undgå, at der skjuler sig mennesker i dem, før de standardiserede varekasser skal videre på deres færd nordpå til Amerika.

Februar 2018: Milliardæren Elon Musk sender en rød Tesla-elbil ud i rummet med en kraftig raket. Sportsvognen kommer ikke til at befinde sig helt alene i det tomme rum, som rumhunden Laika var det i 1957. Undervejs kan den nemlig lytte til David Bowies tidløse spacemusik.

Umiddelbart ville det nok også have ødelagt den gode stemning og de futuristiske planer om ’at gøre mennesket til en multiplanetar art’, hvis højtalerne var blevet tunet ind på Mette Frederiksens alvorstunge og periodisk messende radiostemme, der fremlagde Socialdemokratiets plan ’Retfærdig og realistisk – en udlændingepolitik der samler Danmark’.

Hver eneste dag cirkulerer der milliarder af varer, penge, investeringer, ord, billeder og tegn rundt i den globale trafik på et eskalerende, pivåbent og principielt grænseløst verdensmarked. Den frie verden hylder det frie marked. Væk med skranker og toldmure for varer, tjenesteydelser og lønsomme kapitalbevægelser.

Det dominerende narrativ forkynder, at rigtige liberalister går ind for fri bevægelighed af alt og alle. Lad den risikovillige udenlandske kapital booste investeringerne i bio- og computerteknologi i Danmark. Vi spiser lækre bøffer fra Argentina og eksotisk tang fra Østen.

Arabisk musik fylder æteren, og der læses japanske tegneserier. Børnebørnene studerer i Bologna eller er på studietur til Kina. Den næste familierejse går måske til Sumatra, eller hvad med en romantisk weekend for to i Paris?

Kun for mennesker er der ikke fuldkommen fri bevægelighed. Den højtbesungne frie bevægelighed af (varen) arbejdskraft, der blandt andet har været en af hovedbegrundelserne for at forme det overnationale europæiske samarbejde, der nu kaldes for EU, hilses primært velkommen, hvis den er værd at udbytte (produktiv), højtuddannet og eftertragtet.

Men fattige, flygtende og asylsøgende mennesker er overhovedet ikke velkomne. De skal blive, hvor de er, eller fluks sendes retur, hvis de er kommet for nær.

Der er tilsyneladende politisk konsensus om at fortsætte, intensivere og fintune det åbenlyse hykleri, at kun mennesker – men eksempelvis ikke biler, popmusik, frosne pizzaer, colaflasker, tv-serien Dollars og pornosites – møder håndfaste grænser, når de forsøger at bevæge sig.

Lykkeriddere mellem høje mure og udlængsel

På én gang snedigt, men også meget problemforvoldende er det at betænke, at mens varer, penge, kapital, billeder og tegn er notorisk ligeglade med, hvor de befinder sig, bare deres interessenter får mulighed for at bruge og flytte dem i fri cirkulation, så kan mennesker ikke være komplet indifferente over for, hvor de befinder sig eller har lyst til at bevæge sig hen. Mennesker er nemlig udstyret med kroppe, tanker, følelser, historie, sprog, tilhørsforhold, sociale bindinger, håb, forestillingsevne etc.

Den amerikanske præsident Donald Trump, der drømmer om at bygge en høj mur på grænsen til Mexico, havde driftige forfædre, der for cirka 160 år siden udvandrede fra Tyskland til Californien.

I guldfeberens driftige kølvand drev de med stor dygtighed og held en lukrativ hotel- og bordelvirksomhed for datidens rodløse lykkeriddere. Senere generationer af Trump-familien brugte disse penge på at investere og spekulere i ejendomme.

Millioner af mennesker rejste fra Europa til USA for at starte på en frisk, oftest på flugt fra fattigdom og en udsigtsløs fremtid. Men også dengang blev mange sendt retur, og langt fra alle var velkomne.

Det kræver gedigen historieløshed, sleben kynisme og en god portion angst for de(t) fremmede at argumentere for, at mennesker ikke har ret til at bryde op og rejse hvorhen, de vil og kan. Hvilken verdenshistorisk ret har europæerne og amerikanere til at lukke grænserne og til at forsvare privilegier og rigdomme, der ikke mindst er opnået på baggrund af tidligere generationers virke som lykkeriddere med udlængsel?

Nogle gange var de også engagerede som opdagelsesrejsende, slavehandlere, imperialister, missionærer, handelsrejsende, soldater og forskere, der formeligt væltede rundt i verdens muligheder. Mange af dem fik plads ved samlebåndet på kød- og bilfabrikkerne, andre blev landmænd, kvægavlere og avisbude og 117 andre ting.

36 år efter

Oplevelsen på havnen i Santo Domingo har her 36 år efter brændt sig fast som selveste sindbilledet på indvarslingen af en rå, menneskefjendsk og effektiv praksis, der i dag søges transformeret til noget, der tager sig bedre ud, men principielt adlyder den selvsamme logik.

Hvorfor lokaliserer og afslører vi ikke bare ’falske’ asylansøgere, så vi kan hælde dem ud igen? Eller parkerer dem i mere eller mindre fantasidesignede lejre langt fra København og Kruså? Nej, det politiske liv er noget mere konsekvent hertillands og såmænd også rede til både at gradbøje menneskerettighederne og opsige eller skævvride internationale konventioner. Den ’retfærdige’ og ’realistiske’ øvelse handler nemlig om at hindre uønskede mennesker i at komme hertil.

Jeg gætter på, at argumentationen og tonen i denne kronik vil blive mødt af et letantændeligt folkeligt brøl: Det er sgu’ da totalt urealistisk, halalhippieagtigt og frem for alt elitært og kulturradikalt. Vi kan ikke tage imod alle verdens flygtninge, asylsøgende og lykkeriddere, og vi har ikke lyst til at dele vores goder med dem.

Vi kan ikke frelse eller hjælpe alle fattige og forfulgte. Vi er kun et lille land. Sammenhængskraften i Danmark vil gå itu, den solidaritet, som gennem mange år er opbygget i velfærdsstaten, kan slet ikke løfte byrden. Danmark er primært et land for danskere, der taler dansk og ser danske ud. Vi må gøre os hårde og gennemføre ’den nødvendige politik’.

Skjules skal det ikke, at argumentet om syv milliarder menneskers principielle ret til frit at bevæge sig sikkert ikke lader sig virkeliggøre i praksis. Svimlende og komplekse problemer vil tårne sig op, hvis mange af verdens fattige, klimaflygtninge og lykkeriddere sætter sig aktivt i bevægelse.

Men jeg drister mig til at minde mine potentielle kritikere om, at nationale grænser er historisk tilblevne og dermed foranderlige, og at mennesker altid har bevæget sig og vil vedblive med at gøre det.

Der ville slet ikke have været mennesker i Danmark, hvis ikke de første mennesker var udvandret fra Afrika for cirka 200.000 år siden (tallet er omstridt). Og hvis ikke istidens forsvinden for cirka 12.000 år siden havde muliggjort, at nogle rensdyrjægere var kommet ud af kurs og endt heroppe i nord sammen med nogle andre indvandrere, der søgte lykken og efterhånden blev til vores fastboende, jorddyrkende og husdyravlende urforfædre.

Dertil kommer, at det må krænke intelligente menneskers logiske sans og medvirke til at demontere de skrøbelige rester af en empatisk indlevelsesevne at skulle udbasunere – eller i smug fremføre, acceptere eller i mangel af bedre have forståelse for – himmelråbende hykleriske påstande om det frie markeds lyksalighedsbringende kraft for alt. Bortset fra mennesker.

Steen Nepper Larsen er lektor ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU), Aarhus Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels Duus Nielsen

Leo Nygaard: "...der er rigeligt at ha` dårlig samvittighed over..." - her må jeg erklære mig uenig.

Jeg har ikke et mikrogram dårlig samvittighed over, hvad mine forfædre har begået af forbrydelser. I det omfang jeg nyder godt af mine forfædres forbrydelser, er jeg villig til at diskutere kompensationsordninger. Denne villighed er drevet af et ønske om retfærdighed, ikke af dårlig samvittighed.

Ellers er vi enige.

Henrik Plaschke

En rettelse til mit indlæg (19. februar – 13.39):

Det er naturligvis en fatwa mod kvindelig omskæring og ikke mod kvindelig opskæring.

Henrik Plaschke

Britta B. Hansen

Som en lille opfølgning på vores tidligere dialog om prævention m.v. i islamisk sammenhæng kan jeg også henvise dig til Sheik Nefzaouis Den duftende have, Hans Reitzels Forlag, København 1955. Denne bog er en arabisk elskovslære fra 1500-tallet, og den rummer mange interessante betragtninger om elskovskunsten hemmeligheder. Den rummer også et kapitel om svangerskabsafbrydende midler.

Mit eksemplar af bogen indeholder i øvrigt også en kendelse fra Københavns Byret (stadfæstet af Østre Landsret), der efter lange og grundige overvejelser når frem til at denne bog ikke skal beslaglægges, som krævet af anklagemyndigheden!

Sider