Klumme

Denne vinter kan jeg slet ikke kende mågerne, rågerne, vintergækkerne og roserne

Man vil helst være fortrolig med det, der sker ude i haven. Så når vejret presser planterne og dyrene til pludselig at opføre sig anderledes, er det overraskende ubehageligt
5. februar 2018

Fra det venstre vindue i mit arbejdsværelse har jeg udsigt til Maglebjerg. Det hedder den høje bakke, som ligger ud til Stege Nor mellem landsbyerne Tøvelde og Svensmarke.

Når man står på toppen af den, er udsigten storslået til alle fire sider, men til daglig påkalder den sig ikke megen opmærksomhed.

Det har den dog gjort denne vinter. Pludselig har der konstant svævet kolossale måge- og rågeflokke over den, skrigende, landende, lettende; skrigende ad hinanden, landende og lettende igen. I ét væk. Hvide måger og sorte råger som en endeløs, luftbåren skakturnering.

Det har undret os, for vi har aldrig oplevet det før.

Men forleden fik vi en forklaring, der lyder plausibel. En naturvejleder mente, at det nok skyldtes vand. Fordi det har regnet så umådeligt meget, er jorden blevet så gennemblødt, at regnormene i større mængder søger op til overfladen. Slet og ret for ikke at drukne.

I stedet bliver de ædt. Jeg håber, der bliver nogle tilbage.

Andet har også været underligt. Det er heller aldrig sket før, at vintergækker er kommet før erantis, men denne vinter har man kunnet skimte de hvide gækkespidser allerede i midten af december, mens erantisserne først nu er i færd med at skubbe sig op af jorden med nakken forrest.

Jeg gætter på, at erantis er lysafhængige, mens vintergækker pejler efter temperaturen. I det mindste står gækkerne nu fuldt udsprungne, mens det kun er de allerførste erantis, der har rejst deres runde, gule, blommehoveder omme ved lindelysthuset. Lige op ad stammerne ser det ud til, at de føler sig bedre tilpas end ude på græsplænen.

Det uvante føles overraskende ubehageligt. Man vil helst være fortrolig med det, der sker derude, men i øjeblikket efterlader en tur rundt i haven snarere samme fornemmelse, som hvis man møder en veninde, man engang har kendt og må konstatere, at det, man dengang havde til fælles, ikke længere vil indfinde sig. Nu går man rundt og føler sig lidt fremmed, og alt det, haven indbyder til, netop fordi det ikke er frostvejr, har man svært ved at tage sig sammen til.

Man kunne give sig til at luge. Sandt at sige er det længe siden, der har været så god grund til at gå i gang, for det milde vejr har jo betydet, at ukrudtet ikke har set nogen mening i at sove vintersøvn, og samtidig er jorden stadig blød.

En enkelt rose

Men det kan også vente, man orker ikke rigtigt. Det regner. Vinden veksler mellem blæst, stærk blæst og stiv kuling. Øjnene løber, næsen drypper, og det hele er brunt og gråt og vissengult.

Nej, ikke det hele. For faste flader er overtrukket med en grøn hinde af alger. Gårdspladsens sten er grønne. Fliserne under pergolaen er grønne. Lamperne ved porten er grønne.

Det gør dog ikke helhedsindtrykket bedre. Den grønne farve skyldes nemlig ammoniakken fra den gylle, der bliver spredt på markerne, vi ved det, vi har set det før!

Men jeg kan ikke frigøre mig fra mistanken om, at fugten har sammensvoret sig med gyllen, så det grønne breder sig mere end normalt.

Og der er endnu flere besynderlige fænomener. Roserne er tre gange så høje, som de burde være. De er skudt helt urimeligt i vejret i år! Ranglede og ribbede for blade står de, og det skal man se på lige til dronningens fødselsdag. Før skal man nemlig ikke beskære roser. Måske vil jeg ligefrem flage i år, når dagen omsider oprinder.

Men en enkelt lyserød, halvt udsprungen rose er der tilbage. Hele vinteren har den svævet to meter oppe i luften henne foran pergolaen, den er ikke til at ruske af, uanset hvor meget den står på blæst, stærk blæst eller stiv kuling. Den danser bare frem og tilbage i vinden, som om den vil sige:  »Se dog mig. Jeg er her da!«

Det er den, ja. Jeg holder øje med den og hilser på den. Hver gang jeg kommer forbi, får den et opmuntrende nik for sin ukuelighed. Det er helt godt gået af en lille rose.

Og vintergækkerne myldrer jo også frem. Om lidt går jeg ud og plukker en buket ind.

Før det bliver mørkt.

Serie

Karens have

Lad ukrudtet gro, det er jo godt for klimaet. Rådyr, dræbersnegle og klimaforandringer set fra Møn. Mangeårig journalist på Information Karen Syberg bor i dag på sydhavsøen, hvorfra hun med jævne mellemrum rapporterer om små og store dramaer, der udspiller sig i hendes have. 

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Benno Hansen
  • Eva Schwanenflügel
  • Lise Lotte Rahbek
  • Tommy Clausen
  • Frede Jørgensen
Maj-Britt Kent Hansen, Benno Hansen, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek, Tommy Clausen og Frede Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den voldsomme algevækst har også undret mig - og har haft samme overvejelser omkring ammoniak og fugt. Men det har undret at forholdsvis nye bygninger efter få år fremstår med grønne overflader på især vest og nordvendte sider.

Eva Schwanenflügel

Jeg er ret vild med disse natur-vignetter fra din hånd, Karen Syberg.
Måske det kan glæde dig, at vi nu langt om længe har fået frost - og SNE.. Tænk at sne skulle blive et så sjældent syn i Danmark, at det første jeg gør når søvnen forsvinder, er at åbne vinduet og nyde den særlige stille hvidhed og den perlende, frostklare luft?