Denne vinter kan jeg slet ikke kende mågerne, rågerne, vintergækkerne og roserne

Fra det venstre vindue i mit arbejdsværelse har jeg udsigt til Maglebjerg. Det hedder den høje bakke, som ligger ud til Stege Nor mellem landsbyerne Tøvelde og Svensmarke.

Når man står på toppen af den, er udsigten storslået til alle fire sider, men til daglig påkalder den sig ikke megen opmærksomhed.

Det har den dog gjort denne vinter. Pludselig har der konstant svævet kolossale måge- og rågeflokke over den, skrigende, landende, lettende; skrigende ad hinanden, landende og lettende igen. I ét væk. Hvide måger og sorte råger som en endeløs, luftbåren skakturnering.

Det har undret os, for vi har aldrig oplevet det før.

Men forleden fik vi en forklaring, der lyder plausibel. En naturvejleder mente, at det nok skyldtes vand. Fordi det har regnet så umådeligt meget, er jorden blevet så gennemblødt, at regnormene i større mængder søger op til overfladen. Slet og ret for ikke at drukne.

I stedet bliver de ædt. Jeg håber, der bliver nogle tilbage.

Andet har også været underligt. Det er heller aldrig sket før, at vintergækker er kommet før erantis, men denne vinter har man kunnet skimte de hvide gækkespidser allerede i midten af december, mens erantisserne først nu er i færd med at skubbe sig op af jorden med nakken forrest.

Jeg gætter på, at erantis er lysafhængige, mens vintergækker pejler efter temperaturen. I det mindste står gækkerne nu fuldt udsprungne, mens det kun er de allerførste erantis, der har rejst deres runde, gule, blommehoveder omme ved lindelysthuset. Lige op ad stammerne ser det ud til, at de føler sig bedre tilpas end ude på græsplænen.

Det uvante føles overraskende ubehageligt. Man vil helst være fortrolig med det, der sker derude, men i øjeblikket efterlader en tur rundt i haven snarere samme fornemmelse, som hvis man møder en veninde, man engang har kendt og må konstatere, at det, man dengang havde til fælles, ikke længere vil indfinde sig. Nu går man rundt og føler sig lidt fremmed, og alt det, haven indbyder til, netop fordi det ikke er frostvejr, har man svært ved at tage sig sammen til.

Man kunne give sig til at luge. Sandt at sige er det længe siden, der har været så god grund til at gå i gang, for det milde vejr har jo betydet, at ukrudtet ikke har set nogen mening i at sove vintersøvn, og samtidig er jorden stadig blød.

En enkelt rose

Men det kan også vente, man orker ikke rigtigt. Det regner. Vinden veksler mellem blæst, stærk blæst og stiv kuling. Øjnene løber, næsen drypper, og det hele er brunt og gråt og vissengult.

Nej, ikke det hele. For faste flader er overtrukket med en grøn hinde af alger. Gårdspladsens sten er grønne. Fliserne under pergolaen er grønne. Lamperne ved porten er grønne.

Det gør dog ikke helhedsindtrykket bedre. Den grønne farve skyldes nemlig ammoniakken fra den gylle, der bliver spredt på markerne, vi ved det, vi har set det før!

Men jeg kan ikke frigøre mig fra mistanken om, at fugten har sammensvoret sig med gyllen, så det grønne breder sig mere end normalt.

Og der er endnu flere besynderlige fænomener. Roserne er tre gange så høje, som de burde være. De er skudt helt urimeligt i vejret i år! Ranglede og ribbede for blade står de, og det skal man se på lige til dronningens fødselsdag. Før skal man nemlig ikke beskære roser. Måske vil jeg ligefrem flage i år, når dagen omsider oprinder.

Men en enkelt lyserød, halvt udsprungen rose er der tilbage. Hele vinteren har den svævet to meter oppe i luften henne foran pergolaen, den er ikke til at ruske af, uanset hvor meget den står på blæst, stærk blæst eller stiv kuling. Den danser bare frem og tilbage i vinden, som om den vil sige:  »Se dog mig. Jeg er her da!«

Det er den, ja. Jeg holder øje med den og hilser på den. Hver gang jeg kommer forbi, får den et opmuntrende nik for sin ukuelighed. Det er helt godt gået af en lille rose.

Og vintergækkerne myldrer jo også frem. Om lidt går jeg ud og plukker en buket ind.

Før det bliver mørkt.