I sidste uge holdt Alternativet konference om borgerløn på Christiansborg. Jeg ankom til arrangementet som forsigtig tilhænger af konceptet. Da jeg forlod Christiansborg, fandt jeg ideen latterlig.
Det skyldes først og fremmest, at det var netop Alternativet, der havde fremstillet ideen. Alternativet er nemlig et klasseparti, der ser ethvert samfundsmæssigt problem gennem et prisme af storbyakademikernes interesser.
Konferencen blev indledt med en udmelding om, at dagen ikke skulle gå med at diskutere de kedelige og praktiske udfordringer ved at indføre borgerløn. Ingen irriterende indvendinger om, hvordan samfundet skal finansiere en månedlig basisindkomst uden modkrav til alle borgere. Ingen nævenyttige spørgsmål om folkelig opbakning eller realpolitik.
»I dag skal vi tale fra fremtiden,« forklarede ordstyreren.
Det betyder, oversat fra alternativistisk, at alle, der talte, skulle forestille sig, at borgerløn allerede var indført i borgerløn i Danmark. Og så måtte man heller ikke klappe. I stedet skulle vi »udtrykke anerkendelse« ved at række armene i vejret og ryste vores hænder. Vores »jazzhænder«.
Da ordstyreren første gang fik held til at provokere de fire gråhårede mænd og kvinder i striktrøjer på rækken foran mig til at hæve deres arme, ryste jazzhænderne og tabe al den værdighed, de havde akkumuleret gennem et langt liv, var det sket. Jeg var imod borgerløn.
Når nogle mennesker, som jeg, oplever en instinktiv modvilje over for enhver idé, Alternativet fremfører, er det ikke alene på grund af partiets omgangsformer. Det skyldes også, at partiet er åbenlyst champagnesocialistisk. Alternativet taler konsekvent om samfundet fra de privilegeredes perspektiv.
Det blev tydeligt, da den første taler gik på. Lødige intellektuelle som Robert Reich og Guy Standing støtter ideen om borgerløn. De vurderer, at den teknologiske udvikling og globaliseringen af økonomien truer med at presse almindelige lønmodtagere ud af trygge fastansættelser og over på et arbejdsmarked præget af korttidsansættelser og usikkerhed. For Reich og Standing er borgerløn et værn for de svageste. Det ny arbejdsmarkeds sikkerhedsnet.
For Alternativet lader borgerløn til at være et frihedsprojekt for storbyeliten.
Klasseparti
Dagens første taler var en nyuddannet sociolog, som nødig ville tage et job, han »ikke sympatiserede med«. Han ville gerne leve uden at mærke »konkurrencestatens klamme ånd«. Og den mærkede han faktisk hele tiden, også selv om taleren med egne ord var et »kreativt og politisk anlagt menneske«, der »faktisk er ret god til at stå imod samfundets normative pres«.
Den nyuddannede sociolog fremstod som en karikatur på en selvretfærdig storbyakademiker, der simpelthen ikke kan forstå, hvorfor samfundet og alle de andre mennesker, der ikke som ham har alle muligheder i samfundet, kan være så provinsielle og dumme. En figur alle elsker at hade.
Undtagen Alternativet, der virker som et snævert klasseparti for netop denne karikatur. Det er tilfældet, når Niko Grünfeld hellere vil være kulturborgmester end beskæftigelses- og socialborgmester. Københavns førtidspensionister bliver måske behandlet urimeligt, men den alternative klasse er ikke på førtidspension. De bekymrer sig mere om de fire dage midt i august, hvor der slet ikke afholdes nogen udendørs festival i København. Nul.
Ret skal være ret. Senere på konferencen fik to langtidsledige ordet. Men først efter at digteren Henrik Nordbrandt havde fortalt, hvordan han hellere ville have haft borgerløn end kunststøtte. Det havde nemlig sparet ham for det ubehagelige ved »på én gang at blive hyldet som stor kunstner og foragtet som samfundsnasser«.
Ingen mennesker ved deres fulde fem vil støtte ideen om borgerløn efter at have fået den fremstillet sådan. Medmindre de altså opfatter sig selv som ’kreative og politisk anlagte’. Og det er det værste ved Alternativet.
De er i stand til at præsentere fornuftige ideer eller pege på reelle problemer på en måde, så alle andre end de mennesker, partiet repræsenterer, pr. refleks mener det modsatte af dem.
RETTELSE: I denne klumme stod der oprindeligt, at sociologen under sit oplæg på konferencen om borgerløn omtalte sig selv som et kreativt og musikalsk menneske. Det er en fejl. Han omtalte sig selv som et kreativt og politisk anlagt menneske. Derudover stod der tidligere, at han med borgerløn ville bruge sin tid på at anlægge en have efter permakulturelle principper sammen med sin kæreste. Dette er også en fejl – det er i stedet sociologens kæreste, der vil anlægge en permakulturel have. Tidligere stod der også, at sociologen havde brugt ordene »konkurrencestatens klamme ånde«, men Information er blevet gjort opmærksom på, at sociologen ikke brugte ordet ’ånde’, men derimod ordet ’ånd’. Fejlene er rettet og Information beklager.
Mathias' debatindlæg er svært at forholde sig til. Jeg deltog selv i den meget velbesøgte konference og lyttede til vældig gode indlæg fra forskere, praktikere, og medborgere i vore ikke altid fungerende velfærdssystemer. Udgangspunktet var bedre at forstå hvad borgerløn kan have af virkninger, for den enkelte borger og for samfundet og dér gav konferencen rigtig gode bud, også fra fagforeningsledere som Dennis Christensen og Bente Sorgenfrey. Det er svært for mig at forstå hvordan konferencen kan føre til den reaktion som Mathias beskriver, men jeg anbefaler ham at sætte sig ind i hvad Alternativets samlede Borgerlønspolitik går ud på (inkl. bud på finansiering) og derefter vil han forhåbentlig være i stand til at have en informeret og reel mulighed for at forholde sig til den. Indlægget her giver ikke mening.
"Det betyder, oversat fra alternativistisk, at alle, der talte, skulle forestille sig, at borgerløn allerede var indført i borgerløn i Danmark. Og så måtte man heller ikke klappe. I stedet skulle vi »udtrykke anerkendelse« ved at række armene i vejret og ryste vores hænder. Vores »jazzhænder«."
kilde: artiklen om det her.
Se, nu har jeg en døv niece. Og når de døve klapper, så gør de netop som beskrevet her! Og det er da godt, at den her artikel ikke er i en amerikansk avis, for så ville både skribenten, og Information få tørt på - med ord som 'gøren grin med døves måde at klappe på.'
On the point - om artiklen:
Ift, til artiklens emne, vil jeg påstå, at vi allerede har en form for borgerløn i DK - det hedder kontanthjælp! Den er hvad samfundet/staten DK mener man kan eksistere for - på et minimum - her i landet i år 2018. Og skulle borgerløn engang blive indført, så ville den i kr. og øre vil også udgøre om 6.000 til 8.000 kr. (før skat, hvis beløbet da ikke er skattefrit?) eller lidt mere...
Jeg forstår simpelthen ikke indlægget. Det holder fast i en rolle for mennesker, som netop borgerlønsystemet er et opgør med: at man skal gøre sig fortjent. Det fik vi sådan set et opgør med i 1975, da vi gik bistandsloven; men den er jo over årene blevet udhulet af politikere, der syntes, det gik for vidt - og hvad vi ser med borgerlønsdebatten, er egentlig en gentagelse af den svære forståelse af demokratiets vilkår: at man først og fremmest er ligestillet borger i et samfund, som derfor må prioritere indsatsen for at give alle mulighed for at realisere denne ligestilling på samfundsniveau.
Det kræver faktisk større forandringer, som vi måske i virkeligheden får demonstreret af dette indlæg: vi skal for alvor adskille indsats og berettigelse, ligesom det jo altid har været gældende for de privilegerede klasser i vores samfund. De skal så være lidt mindre privilegerede, fordi udbredelsen af privilegiet vil udhule det for dem, der i dag besidder det eksklusivt.
Når maskinerne udrydder en lang række forsynings- og aktivitetsproblemer, er der ikke længere en barriere baseret på indkomst. Man kan håbe, at statusmarkørerne også transformeres til individmarkører - så vi stopper med at opdrage vores yngel til at 'være nogle helvedes karle', som forsøger at finde kærester med asocial og uhensigtsmæssig adfærd.
Det behøver ikke at være sådan, kan man sige, det er sjældent den måde, man scorer på i minoritetsmiljøer.
Permakulturel disruptiiv diskurs på højt intellektuelt niveau.
Nu med gymnastiske øvelser for begyndere i kunsten at snakke sort til 'Mads og Maren i Kjæret'
"Sandhed er en sjælden vare,
den, som ejer den, bør spare."
(Piet Hein)
Mathias kan ikke lide Alternativet. Alt hvad Alternativet går ind for går Mathias imod, for Mathias kan ikke lide Alternativet. Mathias er en professionel journalist, der holder dig til substansen, men ikke når det det drejer sig om Alternativet, for nej dem kan Mathias ikke lide.
Således velorientert kan jeg afslutte min morgenkaffe.
Ha, ha, den Mathias Sindberg gør det godt. Dårlig omtale af borgerløn spreder også vores gode budskab. Til indledning vil jeg lige sige, at jeg var en af arrangørerne af Konferencen, Borgerløn på dansk, og den gik rent hjem, undtagen for M.S. som måske mener det modsatte af, hvad han skriver. Jo, det kan nemlig godt tænkes, for hvis ‘Alternativet er et studie i at undgå folkelig opbakning’, betyder det, at de andre partier render efter vælgerne (populisme), og Å må så være det eneste parti med en selvstændig mening.
‘Latterlige’, det kan vi jo ikke være, når vi lige har haft et kanon kommunalvalg, altså med mindre at vælgerne også er det. Nej, jeg er i tvivl om, hvad M.S. fortæller os. Det er nemlig også svært at tage alvorligt, når det er udvendigheder, han tager fat på fx de der jazzhænder. Åh, det er da rart at blive fri for at høre på den evindelige klappen. Jazzhænderne har bredt sig de senere år. Vi bruger den også i Københavns fødevarefællesskab, men det er selvfølgelig djævleøens københavnere, så de er heller ikke rigtigt kloge.
Kulturborgmester Niko Grünfeld var slet ikke derinde, så hvorfor skal han trækkes frem? Jo, fordi M.S. gerne vil trække spøgen helt derud, hvor enhver kan se, at man gerne må kritisere Å, men skal gøre det ordentligt, og det er dette eksempel ikke, blandt flere andre.
Så, jeg siger tak til M.S. for en rigtig klam artikel, der fortæller om alt andet end det centrale i borgerløn. Godt gået. Jeg håber så, at Alternativets borgerlønsgruppe kan få plads i Inf., den dag vi er klar med den ægte vare. Der har lige været en kronik, hvor en, der slet ikke havde fingeren på pulsen, fik lov at udbrede sig. Nu ikke flere skæve, inf., det er emnet for alvorligt til.
Jeg kan godt følge Mathias Sindberg et stykke henad vejen. Jeg stemte selv på Alternativet ved sidste valg, og vil formentlig også gøre det næste gang, simpelthen fordi de er det parti, som kommer tættest på mine politiske overbevisninger.
Men det er sket indtil flere gange, at jeg har følt mig ret frastødt af deres gøgleri. Det er en svær balance, for jeg synes på den anden side, det er ret fedt, de tør træde udenfor den klassiske tørre omgangsform. Nogle gange kammer det bare over ift. min smag, og helt sikkert også ift. rigtig mange andres.
Hvis Alternativet ville tænke strategisk, skulle de nok skrue lidt ned for gøgleriet. Men hvis de vil holde fast i deres egne principper, så bør de jo netop ikke tænke strategisk, men bare være sig selv helt åbne og ærlige. Så må vi andre bare fortsætte opbakningen og sluge en gøglerkamel i ny og næ.
Så sent som i går var vi nogle, der undrede sig over Alternativets lave vælgeropbakning. For som det også fremføres her, er der i Alternativet en helvedes masse gode forslag og holdninger til et bedre samfund, men vælgertilslutningen afspejler ikke dette.
Vores konklusion gik i en retning af, at Alternativet selv ødelægger alt for de store linier, når alt "normalt" gøres "sygt", når kun anderledes er godt, og når alt der ikke er feminisme, LGBTQVRITS eller hvad det nu hedder i dag, ikke er godt.
De store sager, de store linier, de vigtigste dagsordener, ja selv klimaet drukner og forsvinder i skridtfiksering, forargelsen over almindeligheden og lignende.
Så ja, på en måde giver jeg skribenten her ret i de store linier: At Alternativet er deres egen værste fjende.
Jeg var med som underskriver ved partiets start, men sidder nu med en mærkelig følelse....af tomhed.....
.....for hvorfor skal reelle ligegyldigheder smadre vælgeropbakningen til idealismen og fremsynethed i det helt store spil om naturen og klodens fremtid?
"Ordet skaber, hvad det nævner."
(N.F.S. Grundtvig)
Nu bliver det da først for alvor sjovt at være medlem af en af 'Alternativets' tænketanke på 'Borgen', Niels Simon Larsen. For hvad er så egentlig forskellen på liste Å's 'Ubetingede Borgerløn' til alle fra vugge til grav og 'Livslang parkering på kontanthjælp' til dem, der ikke har nået at følge med tiden i tide?
Bortset fra at det, som forfatteren Henrik Nordbrandt er citereret for at have bidraget til underholdningen med, sparer medlemmerne af 'den kreative overklasse' for følelsen af at være til grin for vælgerne fra den skattebetalende underklasse af 'lønmodtagere', som må træde til og fylde kassen med sponsorater til 'kunst- og kunstlivet' op igen, hver gang et nyt segment af 'Markedets Hysteriske Kællinger' lænser den for midler til at holde liv i resterne af 'Den Danske Model' alias velfærdssamfundets taberproletariat af 'lønmodtagere' på venteliste til 'den store gevinst i tallotteriet' for kreative bogholdere, politiske kandestøbere og børsspekulanter fra parcelhusproletariatets yderste kartoffelrækker?
Journalister skal vel også have lov til at have sure opstød. Mavefornemmelser kan være svære at styre, og i dette tilfælde fandt ubehaget så vej til avisens spalter.
Vi kan alle have en dårlig dag, hvor hjernen sætter ud og vi ufrivilligt afslører os selv som de fordomsfulde mennesker, vi også er.
Rettelse til fjerde linje i andet afsnit: 'kassen med sponsorater til kunst- og kulturlivet' (ikke 'kunst- og kunstlivet')
@Niels Nielsen,
ja - vi kan alle have en dårlig dag med tanke på (beton)kommunisten, forfatteren og kunstmaleren Hans Scherfigs roman om 'idalisterne i Bogtrykkeriet Damaskus' baglokale' fra det herrens år 1942, som udkom på Gyldendals forlag i Danmark med to års forsinkelse (i 1944), mens ophavsmanden selv var på tålt ophold i broderlandet Sverige.
Alverdens jazzhænder og girafsprog kan ikke skjule ridefogedmentaliteten.
Karsten Aaen:
Borgerløn er blot én betegnelse for det, der også betegnes for UBI - UBETINGET Basis Indkomst.
Det er ca. så langt fra kontanthjælpen, som herfra og til månen. Især de nuværende forhold taget i betragtning, dvs. dem der hersker siden MF's arbejdsmarkedsreform!
Eftersom kontanthjælpssystemet er blevet diskuteret intensivt i den senere tid, også i Information, undrer det mig virkelig, at nogle sammenligner nogen form for basisindkomst/borgerløn, med det eksisterende kontanthjælpssystem! Også henvisningen til at være 'parkeret på kontanthjælp' i sammenligning med UBI må være en misforståelse!
De mennesker, der føler sig 'parkeret på kontanthjælp' eller anses for at være det, er især syge mennesker med en stærkt nedsat arbejdsevne, som til trods for entydige diagnoser, lægerapporter mv. alligevel ikke får førtidspension. Det er dem, der i årevis føres (eller piskes) rundt i JC-manegen, ressourceforløb, tilbage til start og om igen - en velkendt spareøvelse for kommunerne, som har fået mange til at bukket under og kun meget få i nogen form for arbejde (faktisk er der ca. lige mange der døde under ressourceforløb og lignende aktivitetsfremmende programmer, som der kom i arbejde).
At der er andre end Alternativet, der går ind for UBI, er almen viden. Nyt er, at nogle toppolitikere i gode gamle SPD er begyndt at tænke lidt i de baner! Og selv om artiklen i Spiegel online afslører, at det alligevel ikke er helt så UBI-mæssigt, som de umiddelbart giver udtryk for, så er der dog én befriende tanke i deres overvejelser: VÆK med pisken, kontrolinstanser og meningsløs aktivering over for langtidsledige! Bedste nyhed fra SPD længe.
http://www.spiegel.de/wirtschaft/soziales/hartz-iv-was-das-solidarische-...
Mathias Sindberg er indbegrebet af janteloven. Det kan ingen beskylde Alternativet for.
Jeg forstår ikke anklagerne for gøgleri, og møder det kun i avisernes skandalehungrende spalter. Der må gerne være lidt fest i gaden. Vi gik fx i demonstrationstog til Dr. Louises bro med vores lygter i hånden for at lyse op på en plakat, hvor der stod Håb. Det var da bare sjovt, men den slags kan visse journalister godt få ondt i røven af. JP osten lavede skandale ud af restauranten på valgaftenen, som blev gjort til et skandaløst homo-sted. I virkeligheden var personalet venligt, og jeg kunne ikke finde noget at blive forarget over.
Vi nærmer os spærregrænsen, ser det ud til, men jeg tror ikke, det er så slemt. Tænk, at Jesper Lunde og hans parti ønsker dobbelt så meget ‘svineri’. Læs bagsidelederen i dag. Hvordan kan nogen finde på at stemme på hans parti? Se, det er en virkelig skandale.
Alternativet er stadig et enmandsparti. Gode idéer, men uden tække. Og uden tække ingen bred folkelig opbakning, og dermed ingen bredt anvendelig og troværdig substans i de fremlagte idéer AT STØTTE og FORSTÆRKE.
Jeg forstår journalistens anke: Ankommer til debatten af en god idé. Går derfra vendt mod idéen pga. Alternativets håndtering af den. Min samme oplevelse af dem.
Men de kreative, som reelt ikke interesserer sig for politik, men blot ønsker den grønne fremtid uden krig, fattigdom og forurening hurtigst muligt, har fundet en mand at stemme på.
Britta B.H.: Tak for at fremhæve forskellen på kontanthjælp og borgerløn. Der laves mange ‘rotteforsøg’ med mennesker i dag for at se, hvor langt man kan drive dem ud. Borgerløn hviler på en anstændig måde at se medborgere på. Vi skal bort fra klientgørelsen. Vi skal ikke hjælpe, men give retfærdige vilkår. Det er de overvejelser, Å opfordrer til. Målet er, at tvinge modstanderne til diskussionsbordet, så vi kan få en grundlæggende debat om, hvad et værdigt liv er, og hvad virkelig velfærd er.
Kenneth: Jeg fatter ikke, hvordan en journalist kan gå hjem fra Konferencen i nedtrykt sindsstemning. Det var den mest vellykkede konference med både tilhængere og modstandere. Oplægget var anskue klart: Forestil dig at borgerløn er indført og pengene er på plads. Hvordan går det hos dig og dine?
Der er jo mange ting, vi ikke vil diskutere mere: Forsørgelse af enker og faderløse, Almindelig stemmeret, arbejdsløshedsunderstøttelse, folkepension, SU m.m. Vi er kommet langt, men mangler borgerløn. Den er uforståelig for mange, men lad os tænke nogle år frem...
Steffen Gliese
26. marts, 2018 - 04:09
Av for den. Jeg sætter i regelen stor pris på dine interessante og udfordrende indspark, men her minder din argumentation mig om de stærke kvinder (Feminister, red.), for hvem det ypperste ville være at arbejde 80 timer om ugen i en C25 virksomhed. "Det er jo det som de privilegerede gør", lyder forklaringen fra de stærke kvinder. Problemet er imidlertid, at de p r i v i l i g e r e d e - hvad enten det er højt positionerede individer i finanssektoren, eller i-landene og vores CO2 aftryk - pr. definition agerer uholdbart; det er ikke socialt bæredygtigt at arbejde 80 timer om ugen, og det er simpelthen psykotisk at udlede den mængde CO2 som i-landene udleder, og forbruge den mængde ressourcer som vi forbruger. Det er derfor fjollet at ræsonnere, at alle bør indhylles i de samme klæder som de privilegerede. De privilegerede har nemlig slet ingen klæder på! Der skal ske en rekalibrering af samspillet mellem indsats og gevinst, ja. men dit ønske om at frakoble indsats og gevinst helt og aldeles forekommer mig i bedste fald reaktionært, og i værste fald grænsende til totalitært. Og useriøst, da du ikke forsøger at adressere ophavet til problemerne. Den type argumentation er et problem, netop fordi den ikke italesætter problemernes ophav.
Nuvel. Der er ingen fare på færde hos de Privilegerede, så længe at Proletarens største ønske er at blive Kapitalist.
Kære Matthias
Jeg er ked af at sige det – men du er gået til den forkerte konference. Vi vil meget gerne tale finansieringsmodeller ved en anden lejlighed. Men det var altså ikke temaet for denne her konference, og det fremgik soleklart af konferenceinvitationen.
At forlange at konferencen skal handle om noget andet end dens eget tema svarer til at rejse til Berlin for at klage over, at man ikke kan finde Eiffeltårnet. Så skulle man nok være rejst til en anden storby. Man kan heller ikke undgå at blive skuffet over en operaforestilling, hvis man troede man var på vej til ballet.
Så skulle den pointe vist være på plads. Din skuffelse er ærgerlig og forståelig – men ikke konferencens problem.
Og så lige et par basale forhold om borgerløn: borgerløn er ikke en fattigdomsydelse. Det er jo det, der er hele pointen. Borgerlønnen ophæver skellet mellem ”de stakkels svage” og ”de barmhjertige stærke”, som allernådigst smidder lidt håndører. Borgerløn sætter en fundamental lighed, som et velfungerende demokrati ikke kan undvære. Den understreger det faktum, at også de stærke er helt afhængige af et stærkt fællesskab. Det handler ikke om fattighjælp. Den frisættende pointe var vel den gennemgående pointe i alle de personlige indlæg i konferencens første del?
Og det kan være nok så vigtigt at få drøftet som finansieringsmodellerne – det gjorde vi så den 15. marts på Christiansborg. Hvis du havde hørt efter, i stedet for blot at lede efter de hår i suppen, som kan bekræfte dine fordomme, var der meget at lære den dag – af hver eneste indlægsholder.
Hvor kommer den fordom i øvrigt fra, at kreativitet er forbeholdt en snæver kreds i storbyerne? Sidst jeg så efter, gik det meget godt med det også uden for Købenavn.
Vi vil meget gerne diskutere finansieringsmodeller ved en anden lejlighed. Du kan jo fx invitere til en konference om emnet – så møder vi meget gerne op!
Med dét sagt:
Henrik Nordbrandts bitterhed kan jeg ikke gå med på, men hans modsætningsfyldte oplevelse som forfatter af samtidig respekt og despekt, jo.
Men RESPEKTEN for den kreative, rå transformering af Verdens- og Sindsstof til noget andre kan deltage i, tilhører Fremtiden, hvor den er resultatet af en årelang og vedvarende indoktrineringsbestræbelse om ALLE de elementer, der medgår til en kollektivt harmonisk hverdag, herunder at betragte kunsten på linje med enhver anden form for fokuseret og professionel indsats for Helet. Nogenlunde sådan jeg ser alle Alternativets kongstanker.
Om end jeg forestiller mig, at i en sådan fremtid, Henrik Nordbrandt, vil din skabende modstand og dit poetiske korrektiv så næppe længere være nødvendigt. Det er i VORES tid, at du skal være bitter og vred og skuffet, fordi det er hér, man kan sige at der er grund til og nødvendighed for disse følelser. At vi HAR behandlet og STADIG behandler os selv og hinanden og Jorden RIGTIG DÅRLIGT. (Selvom at være bitter måske er mere til skade for dig end gavn for os.)
Alternativet, som Nordbrandt støtter, jubler hellere åbenlyst over at vi er i live og DERMED fantastiske, end fokuserer realpolitisk på et grænsesprængende samarbejde, som MÅSKE kunne vække optimisme i andre lande også - så denne mere harmoniske fremtid måske engang ville kunne siges OGSÅ at have oprindelse i partipolitik og ikke alene som folkelig bevægelse og nødvendighed helt nede på marken, hvor de fleste af os forandrer og opretholder samværsformer. Men partiets grundholdning udgør så samtidig et lille og realistisk hjørne af ethvert menneskes psyke: At festen skal være der som en del og ikke bare BELØNNING. At livet i sig selv er værd at fejre. Ikke som en ignorering af lidelse, men som netop dét at LIVET ER FUCKING FANTASTISK - så hvorfor selv føje til mere lidelse ved at fokusere ALENE på lidelsen? Socialisme staver ikke Lidelse. Fest staver ikke intellektualisme. Både socialisme og fest er nødvendigheder!
Champagnesocialisme... Well, jubeloptimisme hed det bredt før, men dette fine korrektiv af Champagne (udmærket drik) og Socialisme (FOR menneskene) til et skældsord... Meget dygtigt. Men der ER faktisk behov for optimisme.
Så, hvad nu hvis DU som journalist OG menneske, frem for OGSÅ at komme med et surt opstød, forsøgte at forstå og oversætte HVORDAN det er muligt for nogle mennesker at være optimistiske stillet over for den verden, som vi ser i dag? Klartseende, dygtige, anerkendte, bitre Nordbrandt har behov for optimisme og føler sig talt til af et parti, der iscenesætter optimismen gennem festligheder. Men du, som journalist, har kun 1 indstilling på maskinen: Skyd på alt, der ikke oversætter entydigt eller kan beskyldes for ikke at ville menneskene det seriøst eller åbenlyst med-lidende nok. (Jeg kan nævne en del politikere og partier, som dén konflikt ville passe bedre på).
Nej, for fanden gør det selv. Skriv dén historie, hvor du ikke bare har en holdning om det, der tilfredstiller dine egne snævre, absolutistiske behov. Skriv om, hvordan det er muligt at være optimistisk i den her verden. Find ud af hvordan du SELV kan forandres til at se lysere på alt. Og fortæl os andre dét.
Så vil der måske komme andre venlige, optimistiske, festlige folk end Uf•Fe, Uf•Fe-typerne til magten.
Hvad med sådan en festlig hverdagsoptimisme med en stille kop kaffe og tango på radioen, hvor det hele giver mening? Som bund i en dag?
Det værste der kan ske for et parti, det er at blive gjort til grin.
Det er det, kommentaristen prøver på her. Han får hurtigt held med det, i et af de første afsnit fyrer han følgende af: »Og så måtte man heller ikke klappe. I stedet skulle vi »udtrykke anerkendelse« ved at række armene i vejret og ryste vores hænder. Vores »jazzhænder«.
Det er jo sådan, at mange af os danskere opfatter den slags som fjollet og useriøst.
Så jeg spurgte hos Å hvorfor de egentlig gør sådan? Og fik dette svar:
" Det er lydløst, alle kan tilkendegive deres begejstring/tilslutning til noget der bliver sagt, uden at forstyrre andre med støj fra klappende hænder, som også almindeligvis tager længere til at afslutte end en kort markering med jazzhænder. Taleren kan uforstyrret fortsætte, i alle tilfælde hurtigere end ved klapsalver, så det er også et spørgsmål om effektivitet ift. at gennemføre et program, hvor tid ofte er en flaskehals."
Så kan jeg reflektere lidt over det. ;-)
Det er ikke nok at sige til den ene procent og deres lakajer, at de skal slippe slanterne. Deres klamme magt-og ressourcemisbrug må også vedholdende og ufravigeligt påpeges og afsløres. For den er gal med forvaltningen af fællesejet, som ligger ubeskyttet hen på rovdyrskapitalisteres savanne. Det ville klæde alternativet med socialistisk bevidsthed - og socialisterne kan inspireres af de, som tør være gøglere og hele mennesker.
Og så er der lige den med alternativets opbakning til krigsdeltagelse/udstationering af soldater i baltikum. Det ser ikke godt ud. Vi må fokusere indsatsen på fredsbevarende initiativer i stedet.
En meget præcis karakteristik af dette sære parti. Og sært at iagttage så mange der får ondt i et organ pga af karakteristikken.
Jan Damskier -
nej, det er ikke en præcis beskrivelse af Alternativet, men derimod en præcis beskrivelse af en journalist, der gør sit bedste for at få sine fordomme bekræftet.
Sjovt nok gider han ikke videregive, hvad de 2 langtidsledige havde at sige, men vil hellere citere Henrik Nordbrandt. Det giver nok mere "streetcred" hos den velhavende storbyelite, han er en del af.
P.S. jeg foretrækker til enhver tid champagnesocialisme i farver fremfor den lunken-høkerbajer, unisex denimklædte-socialisme, 1970'erne flød over af. Hvor meget var det lige den ændrede for
de lavtlønnede, hvis opbakning den i øvrigt ikke havde ?
Jamen hvor er det dog trist og sørgeligt, at dagbladet Informations udsendte reporter ikke havde sans for sin moralske forpligtelse til at agere indpisker for Alternativets debatarrangement for alle, der kan samles om 'det gode, det skønne og det sande' i kongeriget Danmark. I opposition til alt, hvad der lugter af lønnet beskæftigelse med arbejde, som ikke 'bærer lønnen i sig selv' for dem, der udfører det.
Penge er åbenbart ikke noget, man taler om i dannede kredse, det er noget man har. Og har du penge, så kan du få, men har du ingen, så må du gå hjem igen med uforrettet sag, indtil du har regnet ud, hvem du skal fedte for og 'netværke' med for at tjene en hyre, du kan leve af uden at undvære alt andet end det, du kan klunse sig til i den progressive kulturelites skraldekcntainer med levninger fra det 'permakulturelle' Alternativs fundraising-arrangmenter i ridebanefløjen på Christiansborg.
Så ned med forfatteren Henrik Nordbrandt, der bliver beskattet af hver en femøre af den kunstnerløn, han får tildelt på finansloven. Og op med den nyuddannede sociolog, som nødigt vil tage et job, han ikke 'sympatierer med' men hellere vil 'anlægge en have efter permakulturelle principper' sammen med sin kæreste uden at mærke 'konkurrencesamfundets klamme ånde' i nakken ;-)
Alle bør og kan bidrage med noget nyttigt til fællesskabet. Yde efter evne.
Hvad der er nyttigt bestemmes af fællesskabet. Uanset om det er frivillige der arbejder for en forening. Om der er penge i det eller ej.
At give penge til individet for at det kan realisere hvad det individuelt anser for det vigtigste er ultraliberalistisk nonsense uden hensyn til det større fællesskab. Uden forpligtigelser. Frihed uden mening.
@Søren Kramer:
Ikke at jeg abonnerer på den decideret liberalistiske forestilling om individet som en slags lukket system, der kan fungere uafhængigt af fællesskabet, men det er nu engang alligevel individet, der har livsoplevelsen, og derfor vil jeg mene, at fællesskabet er til for individernes (dem alles vel at mærke) skyld og ikke omvendt. Det modsatte synspunkt synes at have været afprøvet i f.eks. Tyskland og Sovjet med ubehagelige følger.
Hvis det er muligt for fællesskabet at sætte individet frit til at gøre, som det lyster det meste af tiden, hvorfor i alverden skulle dette så ikke realiseres? Hvorfor denne romantisering af nødvendighedens arbejde, som mennesker gennem tiderne har drømt om at slippe for? Hvorfor ikke omfavne muligheden for at kunne beskæftige sig med lige præcis de ting, som giver ens liv mening, hvis dette er en mulighed?
Når der bliver talt om, at man skal yde før man kan nyde osv. ifm. diskussioner om UBI, får jeg lidt den samme følelse som når jeg hører indremissionske prædike om, at livet ikke skal være en leg. Men hvis det er praktisk muligt at gøre livet til en leg, og denne leg i øvrigt ikke gør skade på nogen, hvorfor i alverden skulle man så ikke gøre det?
Alternativet er en knopskydning fra det radikale venstre - som LA så alt hvad der kommer fra det parti får jeg knopper af. Et i bund og grund et elitært borgerligt parti.
Selvfølgeligt er individets oplevelse og liv en konsekvens af det fællesskab det indgår i.
Det går lige præcist galt når noget skal være til for den anden.
Borgerløn lægger desværre an til den vinkel. Uden at det nødvendigvis burde være sådan principielt set i UBI.
Din argumentation er ikke anderledes en enhver fra Liberal alliance kunne fremføre den.
At se Alternativet som champagne socialister er forkert. Det er vor tids nyliberale. På den måde er de såmænd ikke anderledes end mange gamle hippier der havde nok i sig selv.
Der er ingen grund til at lave statssponsorering af det. Det er der nok af.
Mon ikke både forestillingen om UBI/Borgerløn og Alternativet vil være til grin i det brede folkedyb en 20-30 år endnu - mindst?
Tiden er endnu ikke moden. Måske bliver den det aldrig?
Men indtil tiden den måske en dag bliver det - moden - ville det da klæde arrangørerne af bemeldte konference at tage nærværende - ganske umodne og misforståede, må man forstå? - brugerkritik dybt alvorligt?
For mens det selvfølgelig er muligt, at Mathias Sindberg både ganske har misforstået noget, og at han samtidig blot søgte at få sine fordomme bekræftet, så har han dog opbygget sine fordomme på et eller andet grundlag? Måske ikke et særligt frugtbart eller solidt grundlag, men dog et grundlag?
Selv det tætteste røgslør udspringer som regel af et bål et sted - eller er den sammenhæng for længst blevet 'disruptet' af de nye vinde?
Lettest er det selvfølgelig at skyde budbringeren: 'Hvorfor bruger han dog tid og spalteplads på 'jazzhænder'?'. Ja, hvorfor mon? Og 'Hvorfor noterer han sig dog den forkælede sociolog?'. Ja, hvorfor mon? 'Hvorfor forstår han ikke hvad det hele i virkeligheden drejer sig om?' Ja, hvorfor mon?
Hvorfor mon?
Alternativets svære opgave - hvis man da ønsker at være et virkeligt alternativ til det bestående - må være at skabe en bevægelse, der ikke blot appellerer til mennesker med en privilegeret - snæver - forståelseshorisont, og dermed - implicit - en gruppe mennesker med en bred mulighedshorisont.
Det lykkes imidlertid ikke - for nu i det mindste. Måske tiden først skal blive moden? Eller måske det er partiet, som stadig er lidt grønt i foret?
Hvordan dét end måtte forholde sig, så føler jeg som enkeltindivid mig ikke inkluderet i/af Alternativet. Jeg står udenfor og kigger ind. Det ligner en fest derinde, men temaet er lidt ubestemmeligt. Musikken til tider utålelig *Host* Henrik Marstal *Host* og værten er vist på vej videre og væk.
Selv skal jeg på arbejde igen i morgen, så det må blive næste gang...
Det er for nemt at latterliggøre jazzhænderne - som er et fremragende alternativ ! til det ulidelige og tidskrævende klapperi, som man får ondt i hænderne af.
Og i stedet for bare at hælde lort ud, hvad så med selv at deltage i projektet - det er faktisk det, alternativet inviterer til : borgernes egen forvaltning. Men det er selvfølgelig nemmere at sidde på sidelinjen og mobbe dem, der i det mindste prøver.
Randi Christiansen,
Ja, hvorfor mon?
@Søren Kramer:
Men at du synes, jeg lyder som en fra LA, besvarer jo ikke mine spørgsmål.
Jeg ser ikke selv UBI som et liberalt projekt, men snarere som en velafbalanceret fusion af socialisme og liberalisme; mennesket stilles frit til at bestemme selv, men det er staten, der sikrer denne frihed.
Prøv lige at læs den her - alternative? - byden op til dans éen gang til:
"Og i stedet for bare at hælde lort ud, hvad så med selv at deltage i projektet - det er faktisk det, alternativet inviterer til : borgernes egen forvaltning. Men det er selvfølgelig nemmere at sidde på sidelinjen og mobbe dem, der i det mindste prøver."
Og læs den så igen. Og igen. Og igen.
Det er svært ikke at lugte lunten, ikke? ;)
Søren Kramer skriver:
"Alle bør og kan bidrage med noget nyttigt til fællesskabet. Yde efter evne.
Hvad der er nyttigt bestemmes af fællesskabet. Uanset om det er frivillige der arbejder for en forening. Om der er penge i det eller ej.
At give penge til individet for at det kan realisere hvad det individuelt anser for det vigtigste er ultraliberalistisk nonsense uden hensyn til det større fællesskab. Uden forpligtigelser. Frihed uden mening."
Men hvad er nyttigt, Søren Kramer, og hvem afgør om den betimelige, nyttige indsats vitterligt aflønnes med rimelighed?
"Det bestemmes af fællesskabet", kan du selvfølgelig svare, men i så fald er det ikke et fællesskab, som jeg ønsker at være en del af. For Lars Larsen er ikke et par millioner gange mere værd end jeg. En selvindlysende sandhed, skulle man mene..Men ikke for 'fællesskabet', tydeligvis.
Man kan ikke rigtig melde sig ud af fællesskabet. Der er tale om et tvungent fællesskab, altså en af definitionerne på slaveri. Og mens kampen om pisken og huset på bjerget tydeligvis tilfredsstiller en skræmmende stor del af 'fællesskabets' slaver, så 'bør' det vel ikke med nødvendighed forholde sig sådan - for alle? 'Bør' man vitterligt blot yde sit, og så håbe på det bedste? Hverken mere eller mindre og på trods af alt?
Torsten, jeg lugter ikke lunten - udover din meget letkøbte allegori til mit uforsigtige sprogbrug. Hvad mener du egentlig?
Udover at man selvfølgelig altid kan påpege, at deltagelse er, hvad alle partier inviterer til. Alternativet forsøger noget alternativt, noget ægte inkluderende - og et nytænkende opgør med vanetænkning. Men ok, det kan man jo altid komme og sige til de arme stakler, som sidder fast i den ene procents hamsterhjul.
Endnu en gang skal Torsten fortælle
om hans lortedag på arbejdet
Randi Christiansen,
Noget "ægte inkluderende"? Jeg føler mig ikke inkluderet. Mathias Sindberg tydeligvis heller ikke.
Hvordan stiller det mig? Der må være noget galt med mig, ikke sandt?
Hvad har du selv forsøgt for at være med torsten? Spørgsmålet er, om du deler værdierne? Og såfremt det er tilfældet, er det flueknepperi at brokke sig over jazzhænder og andre detaljer. Som en dame af mit bekendtskab replicerede, da jeg tillod mig at vurdere en billedkunstners arbejde som talentløst : "muligvis, men vedkommende har gjort det - mal selv et billede før du kloger dig på andres arbejde"
Det tog jeg, som du kan forstå, til mig - selvom jeg har en vis kompetence mht at vurdere billedkunst.
Det handler om at være med - blot at sidde på sidelinjen og mobbe og brokke sig er simpelthen for tyndt. Valide analyser derimod kan vi bruge til noget.
Frede Jørgensen,
Du er vist ikke helt på omgangshøjde?
Hele den moralsk/ideologiske ballast, som det gode skib 'MS UBI/Borgerløn' stævner fra land med, består i et opgør med det tvungne erhvervsarbejde på fuld tid.
Forestillingen er, at den gennem UBI/borgerløn vundne potentielle frihed - flere ledige timer i døgnet for den enkelte - vil medføre en eksplosion af kreativ og social energi, som i tilgift til en begrænsning af en postuleret - og umiddelbart mærkbar, vil jeg hævde - udbredt udbrændthed i samfundet som helhed, vil medføre en eksplosion af kreativ og social energi, som så igen vil medvirke til at bære samfundet videre af den kurs, som selve indførslen af UBI/borgerløn udstikker.
At håne en lille stakkel som mig, der i skrivende stund vakler under et lavtlønnet fuldtidsarbejdes åg, fremstiller dig derfor ikke just som den SoMe-helt, du utvivlsomt ser, når du halvt bevidst glor ind i spejlet.`.. Tværtimod får dine små, muntre 'stikpiller' dig i værste fald til at fremstå som en kynisk idiot, i bedste fald som en ignorant lille usling.
Har du slet ikke noget af betydning at sige? Jeg har vist spurgt dig før?
Torsten
Har du et godt liv ?
Det handler ganske rigtigt om gode konservative værdier, med skæg for sig og snot for sig: at arbejdet ikke får værdi, fordi nogen vil betale for det, men fordi det i sig selv er noget værd. Det eneste af umistelig værdi, vi har, er den relativt korte tid, vi lever, og den skulle gerne bruges på andet end blot og bart jagten på dagligt brød.
Randi Christiansen,
Deler man værdierne? Det var dog et besynderligt spørgsmål. Har du overhovedet læst Mathias Sindbergs klumme?
Hvor højt skal det siges?
"Der er nogle - tilsyneladende en overvældende majoritet af de stemmeafgivende danskere - som ikke finder, at Alternativet inkluderer netop dem. Dette på trods af - og dette strider indrømmet tilsyneladende mod al fornuft - Alternativets ægte inkluderende tilgang til tilværelsen sådan i det helt store perspektiv."
Well, en stor del af den brogede danske vælgerskare deler med sikkerhed ikke Alternativets værdier. De synes at have investeret alt - deres identitet inklusive - i lodder til væksthjulets store tombola: Der er trods alt en vis vindergaranti på den korte bane, og så satser de ellers på, at denne verdens Stephen Hawking'er (oops...wait a minute..!) får sat en prop for polernes smeltevand i den nærmeste fremtid...
Men så er der jo rosset tilbage...Alle de potentielle Alternavister: Et fåtal af dem har jazzhænder, arbejder prekært med noget kulturelt projektarbejde *Host*Dagpengeryttere*Host*, eller er sågar i fuld - gerne offentlig beskæftigelse - i 'disruptionsråd', thinkability-komitéer, og dybt personligt tilfredsstillende, socialt arbejde. Hvis de da ikke skriver klummer i Politiken om det biologiske køns umulighed, og patriarkatets voldtægt af både folk og fæ. Lavede man en analyse af dette smalle segments livsstil og rejsevaner, ville man sikkert - et postulat, bevares - finde en høj frekvens af 'feminism', 'veganism', 'yogaism', 'spiritualism', og ikke mindst flyrejser mod alverdens destinationer - i den gode sags tjeneste, forstås. "Networking in a global, multicultural, nongendered reality". "Disrupting the borders". You fucking name it...Se Venedig og dø, ikke sandt? (eller var det Tokyo?).
Ved siden af dette højtflyvende elitesegment, har vi så de højtbesungne 'græsrødder': Et skønt sammenrend af folkepensionister, efterlønnere, Flex-jobbere (hvis Far Stat ikke får øje på deres skørlevned), og deltidsansatte med aktier i Montobello Bank. De allerede delvist frigjorte, forstås.
De har ikke helt samme midler til rådighed som 1. klasse, og tænker derfor ikke deres dybe tanker i Tokyo, New York, eller på den der helt usigeligt uberørte men for insidere kendte ø i det græske øhav. Det bliver højest til en bustur til Dresden med 'Informations Venner', eller et dannelsesophold på Samsø, hvor det bæredygtige samfund efter sigende allerede er mestendels realiseret.
Dem holder jeg af, btw!
Og så er der resten. Resten af resten: 'Mobberne', 'de modvillige'. Dem uden blik for billedkunst. Os med 'idiotjobbene', som end ikke kan få øje på vores egen programmering. Fårene..
Vi fatter ikke en skid, selvsagt. Hele herligheden er lagt ud for os, men vi ser det ikke. På 'ægte inkluderende' vis bydes vi indenfor, men vi vil hellere stå og bræge i regnen. Dumme os..
Mæææææææhhhhhhh!
'Giv tid, giv tid, den nynner glad,og ryster de små hænder
Jeg har det faktisk også efterhånden med Alternativets forlovelse med blomsterne og biernes beskyttere fra borgerbevægelsen for tværpolitiske humanister, som jeg har det med tidligere folketingsmedlem Jacob Haugaard fra Sammenslutningen Af Arbejdssky Elementer (SABAE) og mediebuddhisten Mr Fatmann fra Radio 24syv søndag morgen før kirketid, når holdet af kommunikationseksperter fra 'Det Vi Taler Om' tager tager over til benefice for ateisterne og medlemmerne af Det Store Spaghettimonsters Menighed i Danmark.
Skal der være gilde, så lad der være gilde, og lad hellere Jacob Haugaard stå for musikken til dansen på ridebanefløjens bonede gulve, og croone sit udødelige hit fra slutningen af forrige århundrede, næste gang I holder konference sammen på Christiansborg.
"Jeg bor til leje på Havaje
i Restaurant Den gyldne Reje.
Min kone vil så gerne eje
en strandpromenade på Havaje.
Så vi be'r bare guderne om godt vejr.
Vi be'r bare guderne om godt vejr.
æh - øh - åh"
https://www.logicallyfallacious.com/tools/lp/Bo/LogicalFallacies/38/Appe...
..er en logisk fejslutning der meget godt beskriver såvel B som Å.
Ved du hvad torsten, jeg kan sagtens se, hvad du mener, de skal passe på med at være for irriterende smart asses, ydmyghed er klædeligt tak. Og til folkemødet blev jeg da også mopset over at se rasmus nordquist til fest med kendisserne på liberal alliances båd, mens fodfolket vandrede rundt, som om de var på bakken, og festen om aftenen var kun for insiderne ... jojo, men så må man jo selv på dupperne og være aktiv, og være med og påvirke. Vi har brug for alternativets grønne bevidsthed, og alternativet har brug for socialisternes morgenrøde. Vi har brug for hinanden, vi må samarbejde, vi må modvirke den degenererede kultur, som suger liv og lyst og kærlighed ud af os.
Sider