Kommentar

Alternativet er et studie i at undgå folkelig opbakning

Ingen idé er så sympatisk eller fornuftig, at jeg ikke får lyst til at undsige den, så snart Alternativet stiller sig bag den. Intet kan vække den gamle, reaktionære mand inden i mig, som Alternativets champagnesocialisme
For Alternativet lader borgerløn til at være et frihedsprojekt for storbyeliten.

For Alternativet lader borgerløn til at være et frihedsprojekt for storbyeliten.

Sophia Juliane Lydolph

26. marts 2018

I sidste uge holdt Alternativet konference om borgerløn på Christiansborg. Jeg ankom til arrangementet som forsigtig tilhænger af konceptet. Da jeg forlod Christiansborg, fandt jeg ideen latterlig.

Det skyldes først og fremmest, at det var netop Alternativet, der havde fremstillet ideen. Alternativet er nemlig et klasseparti, der ser ethvert samfundsmæssigt problem gennem et prisme af storbyakademikernes interesser.

Konferencen blev indledt med en udmelding om, at dagen ikke skulle gå med at diskutere de kedelige og praktiske udfordringer ved at indføre borgerløn. Ingen irriterende indvendinger om, hvordan samfundet skal finansiere en månedlig basisindkomst uden modkrav til alle borgere. Ingen nævenyttige spørgsmål om folkelig opbakning eller realpolitik.

»I dag skal vi tale fra fremtiden,« forklarede ordstyreren.

Det betyder, oversat fra alternativistisk, at alle, der talte, skulle forestille sig, at borgerløn allerede var indført i borgerløn i Danmark. Og så måtte man heller ikke klappe. I stedet skulle vi »udtrykke anerkendelse« ved at række armene i vejret og ryste vores hænder. Vores »jazzhænder«.

Da ordstyreren første gang fik held til at provokere de fire gråhårede mænd og kvinder i striktrøjer på rækken foran mig til at hæve deres arme, ryste jazzhænderne og tabe al den værdighed, de havde akkumuleret gennem et langt liv, var det sket. Jeg var imod borgerløn.

Når nogle mennesker, som jeg, oplever en instinktiv modvilje over for enhver idé, Alternativet fremfører, er det ikke alene på grund af partiets omgangsformer. Det skyldes også, at partiet er åbenlyst champagnesocialistisk. Alternativet taler konsekvent om samfundet fra de privilegeredes perspektiv.

Det blev tydeligt, da den første taler gik på. Lødige intellektuelle som Robert Reich og Guy Standing støtter ideen om borgerløn. De vurderer, at den teknologiske udvikling og globaliseringen af økonomien truer med at presse almindelige lønmodtagere ud af trygge fastansættelser og over på et arbejdsmarked præget af korttidsansættelser og usikkerhed. For Reich og Standing er borgerløn et værn for de svageste. Det ny arbejdsmarkeds sikkerhedsnet. 

For Alternativet lader borgerløn til at være et frihedsprojekt for storbyeliten. 

Klasseparti

Dagens første taler var en nyuddannet sociolog, som nødig ville tage et job, han »ikke sympatiserede med«. Han ville gerne leve uden at mærke »konkurrencestatens klamme ånd«. Og den mærkede han faktisk hele tiden, også selv om taleren med egne ord var et »kreativt og politisk anlagt menneske«, der »faktisk er ret god til at stå imod samfundets normative pres«.

Den nyuddannede sociolog fremstod som en karikatur på en selvretfærdig storbyakademiker, der simpelthen ikke kan forstå, hvorfor samfundet og alle de andre mennesker, der ikke som ham har alle muligheder i samfundet, kan være så provinsielle og dumme. En figur alle elsker at hade.

Undtagen Alternativet, der virker som et snævert klasseparti for netop denne karikatur. Det er tilfældet, når Niko Grünfeld hellere vil være kulturborgmester end beskæftigelses- og socialborgmester. Københavns førtidspensionister bliver måske behandlet urimeligt, men den alternative klasse er ikke på førtidspension. De bekymrer sig mere om de fire dage midt i august, hvor der slet ikke afholdes nogen udendørs festival i København. Nul. 

Ret skal være ret. Senere på konferencen fik to langtidsledige ordet. Men først efter at digteren Henrik Nordbrandt havde fortalt, hvordan han hellere ville have haft borgerløn end kunststøtte. Det havde nemlig sparet ham for det ubehagelige ved »på én gang at blive hyldet som stor kunstner og foragtet som samfundsnasser«.

Ingen mennesker ved deres fulde fem vil støtte ideen om borgerløn efter at have fået den fremstillet sådan. Medmindre de altså opfatter sig selv som ’kreative og politisk anlagte’. Og det er det værste ved Alternativet.

De er i stand til at præsentere fornuftige ideer eller pege på reelle problemer på en måde, så alle andre end de mennesker, partiet repræsenterer, pr. refleks mener det modsatte af dem.

RETTELSE: I denne klumme stod der oprindeligt, at sociologen under sit oplæg på konferencen om borgerløn omtalte sig selv som et kreativt og musikalsk menneske. Det er en fejl. Han omtalte sig selv som et kreativt og politisk anlagt menneske. Derudover stod der tidligere, at han med borgerløn ville bruge sin tid på at anlægge en have efter permakulturelle principper sammen med sin kæreste. Dette er også en fejl – det er i stedet sociologens kæreste, der vil anlægge en permakulturel have. Tidligere stod der også, at sociologen havde brugt ordene »konkurrencestatens klamme ånde«, men Information er blevet gjort opmærksom på, at sociologen ikke brugte ordet ’ånde’, men derimod ordet ’ånd’. Fejlene er rettet og Information beklager.

Alternativet er ikke et parti, der er bange for at bekræfte fordommene om sig selv. Her taler politisk leder Uffe Elbæk på græstæppet på scenen.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Stjerneklar
  • Stig Bøg
  • Jens Falkenberg
  • Flemming Berger
  • Torben K L Jensen
  • Christian De Thurah
  • Søren Kramer
  • Gustav Alexander
  • Anne Eriksen
  • Jan Damskier
  • Henrik Bonne Larsen
  • Hans Larsen
  • Leif Sigaard
  • Frede Jørgensen
  • Grethe Preisler
  • Benno Hansen
  • Hans Aagaard
Jørn Stjerneklar, Stig Bøg, Jens Falkenberg, Flemming Berger, Torben K L Jensen, Christian De Thurah, Søren Kramer, Gustav Alexander, Anne Eriksen, Jan Damskier, Henrik Bonne Larsen, Hans Larsen, Leif Sigaard, Frede Jørgensen, Grethe Preisler, Benno Hansen og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Pedersen

Hvis kommer borgerløn eller ej, så bliver satsen nok ikke højere end kontanthjælpssatsen.

Sandsynligheden for borgerlønnens indførelse er omvendt proportional med ydelsens størrelse.

Niels-Simon Larsen

Michael: Man kan ikke leve et hæderligt samfundsliv på kontanthjælp, så borgerlønnen skal være højere.
Men sig mig lige, hvad du laver til hverdag, og hvorfor du synes, at nogle skal trykkes ned på 7000kr/md!

Niels-Simon Larsen

Hvis der ikke er nogen kontanthjælpsmodtager, der får over 9000kr/md/netto, kan man godt indføre en borgerløn på det beløb. Så bliver mange glade, og ingen bliver forfulgt. De, der er glade for at arbejde, kan jo bare fortsætte, og dagpengeordningen kan fortsætte, indtil borgerlønnen kommer derop omkring.
Hvem er så sure? De, der hævder, at de ikke vil gå og knokle, mens andre bare får pengene. Jamen, de kan da bare lade være så, og leve på borgerlønnen.
Det er klart, at tjener man ‘gode’ penge, får man ikke gavn af borgerlønnen. Den dækker kun de basale livsfornødenheder samt lidt overskud til politisk/kulturel medleven.
Vil man leve i luksus, må man knokle i sit ansigts sved, men det er der jo også rigtigt mange, der ser en mening i - tilsyneladende.

Min stillingtagen til UBI er ikke baseret på økonomiske forhold hos mig selv eller hos den enkelte.
Jeg og min kone mangler ingenting som folkepensionister - tværtimod, ift flere af jer, der skriver om det her på avisen. Muligheden og fornuftig planlægning har resulteret i gældfrit parcelhus og ingen husleje.

Min stillingtagen sker udelukkende ud fra en politisk holdning, som afspejler en stillingtagen til alt, herunder UBI- Basisindkomst.
Overskriften er personlig frihed under ansvar, fri for statens omklamring.

Et enkelt økonomisk for hold vil jeg gøre opmærksom på, fordi det synes glemt. UBI er personlig - individuel - uafhængig af civilstand og boligfællesskab. Derfor er det en fordel at være sammen, to eller flere. Beløbet reduceres ikke som nu - hvis man da ikke fristes til at være social bedrager.
I den forbindelse er børnene med - et socialt aspekt, som give bedre valgfrihed til at passe sine små selv.
Bare et lille hjørne af de mange følgevirkninger, hvor det er svært at se nogle negative.

Husk helheden - Glem egoismen.

Randi Christiansen, Niels-Simon Larsen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Michael Pedersen

En borgerløn på 7.000 synes ganske passende.

Det er ikke meget, men det er lavere end overførsler som er baseret, at det er en uønsket situation som fx arbejdsløs eller førtidspensionist.

Torsten Jacobsen

For Marts måned fik jeg 15.800 kroner udbetalt. Det er for 37,5 timers arbejde + 2,5 timers selvbetalt frokostpause. Altså for 40 timers arbejde/uge. Indeholdt i lønnen er et 'funktionstillæg' på 2000kr (før skat), som jeg og et par udvalgte andre medarbejdere modtager i kraft af, at vi udfylder 'ikke let erstattelige roller' i vores afdeling af firmaet. En form for bestikkelse/kompensation for den lave løn, der - som jeg aldrig bliver træt af at understrege - udgør latterlige 121,5 kr/timen. Indeholdt i sidste lønseddel er desuden måske - måske ikke - en bonus for at nå af firmaet fastatte KPI-tal: 'Key Performance Indicators': Et begreb opfundet af konsulenter, som tjener væsentlig mere end 121,5kr/time på at opfinde fremmedgørende akronymer...

Som andre har været inde på, så bør man nok ikke vurdere en endelig sats for en UBI/borgerløn set i lyset af de eksisterende omkostningsniveauer eller kulturdannelser. Hvis vi forestiller os en situation, hvor alle voksne danskere får udbetalt 7000/måned uanset, så vil både boligmarked og boformer nok se væsentligt anderledes ud. En af de så højtbesungne 'afledte effekter'...

Kun idioter og/eller modstandere af borgerløn laver opmålinger i det nuværende samfund, med henblik på at indrette sig i det kommende..

Niels-Simon Larsen

Der er kommet en hel fantastisk tendens med at offentliggøre sin lønningsseddel. Der var en af de demonstrerende i TV en aften, der nævnede et beløb, nogle lignende dit, Torsten. Det er et ømtåleligt emne, men jeg tror, at det er nødvendigt med åbenhed. Det er påfaldende, at vi, der debatterer hyppigt her, ligger i den fattigere ende af samfundsborgerne. Jeg er hverken fattig eller rig, men føler mig rig med de ca. 16.000kr der ryger ind på min konto hver måned. Jeg var tjenestemand en årrække, og det skæpper godt. Jeg har venner, der har arbejdet i det kreative vækstlag, gjort en masse for andre, men ikke haft pensionsgivende stillinger, og så fortjener de åbenbart ikke noget. Det er virkelig uretfærdigt.

Som sagt før går jeg personlig ind for en borgerløn på mindst 9000kr. Det kan sagtens lade sig gøre uden at vælte hele butikken. Det vil tværtimod virke som en saltvandsindsprøjtning på hele samfundet. Vi bliver mere frie og lige. Arbejdsbegrebet, om at alle skal gå på arbejde, skal erstattes med et borgerbegreb. Vi skal definere, hvad en borger er, og min definition er: En borger får en hæderlig borgerløn og er principielt aktiv. Der er betalte aktiviteter, som enhver kan tage, uden det indskrænker borgerlønnen. Det betyder et nyt syn på det at leve i et moderne samfund.
Jeg kan godt lide ordet ‘højskoleborgerløn’, for det bliver nødvendigt at opdrage os selv til det nye fællesskabssamfund. Vi skal ikke tænke borgerløn ind i det nuværende samfund, men se os selv i en ny forståelse. Sådan opfatter jeg i øvrigt den sidste linje i dit indlæg, Torsten.

Steffen Gliese

Niels-Simon, det handler om at afkoble det, man lever af, fra det, man gør. Nytten ligger i lysten eller nødvendigheden. Vi må tro på, at folk gerne vil - og gerne vil sammen. Vi ser masser af eksempler på det, og vi ser masser af eksempler på, at folk realiserer deres vilje til at hjælpe hinanden eller gøre noget sammen som konsekvens af, at de tjener nok på det lønarbejde, de udfører, til at have lysten og overskuddet.
Lønarbejdet har altid været en nødløsning i stedet for at gøre ting for deres egen skyld - af lyst eller pga. nødvendighed. Pengesystemet var den smarteste måde af kommunikere dette på: sende retten til forbrug som i en rørpost fra den ene del af samfundet til den anden. Nu har vi kommunikationen digitalt, vi kan overskue. hvad der overhovedet findes at efterspørge og forbruge, men også hvilke opgaver, der skal løses - og indtil videre ikke kan løses med teknologiens hjælp uden mellemkomst.
Vi kan gøre, hvad vi kan, når der er behov for det, uden at frygte for ikke til gengæld at kunne få hjælp eller det fornødne, som vi selv måtte have behov for. Med dette omvendte system, der ikke begærer fra andre, men i stedet generøst giver til dem med behovet, opnår vi det samme, men tilfredsstillende i stedet for overskudstømmende.
Afkoblingen af at give og at få er, hvad der vil være den største gevinst, et farvel til den kapitalistiske fremmedgørelse i processerne. Det er også, hvad vi får størst kamp med, for al bestræbelse, hele grundlaget for ødelæggelsen af velfærdsstaten, er netop opgøret med 'den gratis frokost' til gengæld for 'noget for noget'. Imidlertid vil de fleste gerne give og føler sig ubehageligt tilmode over at skulle tage, især når man som i dag ofte beder dem selv opstille et krav. Ingen kan lide det, alle beder om for lidt.

Randi Christiansen, Lise Lotte Rahbek og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Peter Andersen

Pas nu på hvad du skriver Mathias.
Jeg tror Information er gået hen og blevet Alternativets nye organ.
Partiet for gamle verdensfjerne socialister samt proselytter - med og uden stemmeret..

Sider