Kronik

Assad-regimet har skabt en ny form for etnisk udrensning – og Vesten er ligeglad

Assad bedriver etnisk udrensning gennem tvungen belejring og flytning af befolkninger. Strategien er udviklet til at undgå international fordømmelse
Indbyggere i det østlige Ghouta flygter fra Assad-regimets bombardement. Kommer Ghouta til at være et af de første eksempler på, at Assad-regimet går væk fra forsoningsaftaler og over til anvendelsen af massakrer i større skala end før?

Indbyggere i det østlige Ghouta flygter fra Assad-regimets bombardement. Kommer Ghouta til at være et af de første eksempler på, at Assad-regimet går væk fra forsoningsaftaler og over til anvendelsen af massakrer i større skala end før?

Abdulmonam Eassa

9. marts 2018

For en gangs skyld trak Syrien overskrifter forleden.

Et ugelangt bombardement af Damaskus-bydelen Ghouta var nok til at bryde igennem nyhedsstrømmens metaltræthed over for det borgerkrigsramte land.

Konteksten er, at den østlige del af Ghouta under den syriske borgerkrig, der på torsdag har varet i syv år, har været kontrolleret af oprørsstyrker. Det føler Assad sig nu sig sikker nok til at ændre på.

Læger uden Grænser har i skrivende stund sat dødstallet til op imod 500, og flere hospitaler og klinikker er blevet bombet. I FN’s Sikkerhedsråd forsøger man at få Rusland, der sammen med Iran er Assad-regimets hovedsponsor, med på en våbenhvile.

Assad-regimets terrorbombning af belejrede byområder som overlagt strategi er ikke en ny ting. Det har fundet sted mange gange før – siden 2012. Herhjemme har vi primært stiftet bekendtskab med terrorbombningerne gennem 20 sekunders reportager fra journalister med hjelm på få gange om måneden, hvor de fremstilles som noget uundgåeligt ved borgerkrig.

Men bombardementet og den kommende invasion af Ghouta er ikke tilfældig. Det er et eksempel på Assad-regimets bevidste belejringsstrategi, som er steget i udbredelse i takt med det internationale miljøs stigende fatalisme vis-a-vis Syrien.

I ngo-kredse er strategien kendt som surrender or starve – overgiv jer eller sult ihjel – og den kombinerer udsultning med terrorbombning ved hjælp af artilleri, flybomber og de frygtede tøndebomber.

Men hvorfor gør Assad-regimet dette? Er belejringsstrategien en desperat strategi, der anvendes som eneste måde, hvorpå regimet kan generobre oprørsbefæstede byområder?

Nej. Det er første led i en etnisk udrensning, som sker ved geografisk omfordeling af Syriens civilbefolkning langs etniske linjer. Dette faktum er blevet overset af mange vestlige kommentatorer, medier og befolkninger.

Den etniske udrensning finder ikke sted ved massemord, men ved tvungen flytning af civilbefolkningen og overtagelse af dens ejendom.

Dette er rent historisk en morbidt interessant innovation, som det er nødvendigt for Vesten at kende til, da innovationen sandsynligvis vil blive brugt igen i fremtiden – af Assad selv eller andre.

Etnisk udrensning

Strategiens oprindelse ligger tilbage i begyndelsen af den syriske borgerkrig, hvor regimets pansrede kolonner led nederlag. Regimet forsøgte sig med sovjetinspireret pansret lynkrig mod et oprør, der især i byområderne viste sig utroligt stærkt. Kolonnerne oplevede tab og hårdknuder, der historisk lignede de russiske pansrede styrkers nederlag til tjetjenske oprørere i Grosnyj i 1994-1995.

Efter dette dødvande skiftede Assad strategi. Nu blev byområderne belejret med pansrede enheder i en cirkel omkring dem, alt imens Hizbollah, hvis viden om guerillakrigsførelse savner moderne sidestykke, blev indsat for at hjælpe regimets republikanergarde og militser med at føre kampen inde i byerne – hjulpet på vej af iranske officerers vejledning.

Et af nøgleelementerne i belejringsstrategien er at bombe civilbefolkningen og dens infrastruktur for at neutralisere støtte til oprørsstyrkerne. Skoler, hospitaler og markeder gøres til mål – ofte med hjælp fra Assad-regimets statslige partnere Rusland og Iran. Flere kilder og nyhedsmedier har eksempelvis bekræftet, at Rusland overlagt har bombet hospitaler.

Assad-regimet lægger ved surrender or starve-strategien maksimalt pres på civilbefolkningen, så en overgivelse af oprørsstyrkerne bliver set som eneste alternativ. Så vidt så godt, og hertil er strategien hverken mere innovativ eller mere pervers, end hvad man har set i andre krige.

Men det er i strategiens andet led, ved selve overgivelsen, at man kan se innovationen i diktatorernes værktøjskasse. For sammen med overgivelsen gives civilbefolkningen og oprørsstyrkerne et tilbud, de ikke kan afslå, i form af såkaldte reconciliation agreements – forsoningsaftaler.

Når oprørerne og civilbefolkningen knækkes, tilbydes de transport og frit lejde ud af de belejrede områder, på betingelse af at de ikke kommer igen. Forsoningsaftalerne, som de med newspeek bliver kaldt, er oprindeligt udformet til at omgå international reaktion på det gamle værktøj for etnisk udrensning, decideret folkemord.

Denne folkeflytningsstrategi er ikke decideret folkemord, men etnisk udrensning i den forstand, at sunnibefolkningen og andre befolkningsgrupper, der ses som potentielle sikkerhedstrusler mod regimet, flyttes østpå ind i de fattigere og mindre vigtige områder, hvor de kan sygne hen i lejre som internt fordrevne flygtninge.

Deres ejendom bliver tilbudt Assad-regimets mæcener (Iran) og proselytter (militsledere og fodfolk), blandt andet for at afdrage på regimets økonomiske og politiske gæld til samme.

Rusland ser ud til at være mere interesseret i især genopbygnings- og ressourceudvindingsaftaler. Men både Iran og Rusland er engageret i forsoningsaftalerne. Rusland bemander eksempelvis et Russian Centre for Reconciliation på dets flybase i Hmeimim, der er bemandet af militært personel, og som hører under det russiske forsvarsministerium.

Kan junior inspireres af senior?

Ghouta er interessant, ikke kun fordi bydelen og dens lidelser har været i stand til at bryde igennem nyhedsstrømmen, men også fordi den kan komme til at stå som et skelsættende punkt, hvor Assad-regimet igen skifter strategi i dets håndtering af oprøret.

Kommer Ghouta til at være et af de første eksempler på, at Assad-regimet går væk fra forsoningsaftaler og over til anvendelsen af massakrer i større skala end før?

Der er en spænding i autokratiske regimers logik mellem, hvordan de mest effektivt kommer af med problematiske individer eller befolkningsgrupper. Kontra hvor stor fordømmelse, regimerne vil møde fra det internationale samfund ved at gøre det.

Givet at det internationale samfunds indflydelse i Syrien er minimal, er der nu en fornyet risiko for, at Assad vælger at anvende det gamle værktøj for etnisk udrensning – nemlig folkemordet – frem for hans innovation, folkeflytningerne gennem forsoningsaftaler. Især da regimet historisk har anvendt folkemordet som værktøj tidligere.

Både Assad og Putin ser Ghouta som nøglen til at få kontrol med Damaskus og vinde krigen – men udenfor den syriske heksekedel tænker både deres venner og fjender nu, at de to statsledere kan have forregnet sig.
Læs også

I 1982 valgte Hafez al-Assad, den nuværende præsident Bashar al-Assads far, at belejre byen Hama, hvor et oprør ledet af det Muslimske Broderskab var opstået. Efter to ugers belejring og intensivt bombardement indsatte regimet hæren, og en massakre med mellem 10.000 og 25.000 dræbte fulgte.

En taktik var blandt andre at fylde tunneler og kloakker med diesel, antænde, og så stille kampvogne ved indgangene. Efter Hama var det Muslimske Broderskabs indflydelse i Syrien knækket mange år fremover. Man kan frygte, at Assad junior i fraværet af international opmærksomhed og vilje til handling omkring den syriske borgerkrig vil lade sig inspirere af Assad senior i den fremtidige håndtering af oprøret.

Andre ikkerelaterede udviklinger i den syriske borgerkrig kan bidrage hertil. Den syriske borgerkrigs karakter som en krig mellem en oprørsk befolkning og et diktatorisk regime er nemlig ovre. Krigen handler nu om forskellige statslige og ikkestatslige aktørers kamp om indflydelsessfærer og såkaldt strategisk dybde – blandt andet ved den geografiske og politiske omfordeling af etniske grupper – herunder Rusland, Iran, Tyrkiet, Golfstaterne og et fodslæbende USA. Slutspillet er altså et andet.

Spillerummet for beskidt strategi, såsom etnisk udrensning gennem sporadiske massakrer, folkeflytninger eller decideret folkemord, er større, fordi krigens tåge på en sådan kampplads er tykkere. Allerede nu bekæmper ét NATO-medlem, Tyrkiet, andre NATO-medlemmers faste støtte i landet, den kurdiske YPG-milits.

Assad-regimets strategiske brutalitet i Ghouta er under disse logikker en afprøvning af det internationale samfunds ligegyldighed over for Syrien.

Jon Kjellund er cand.scient.pol, sprogofficer og videnskabelig assistent på Center for Militære Studier

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Eriksen
  • Center for Militære Studier Københavns Universitet
  • Troels Ken Pedersen
  • Peter Knap
Anne Eriksen, Center for Militære Studier Københavns Universitet, Troels Ken Pedersen og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peder Meyhoff

Det er vel det samme Tyrkiet gør i Afrin-enklaven nu. Ud med kurderne, så der kan blive plads til nogle Tyrkiet-venlige flygtninge i stedet. Og det får Tyrkiet også lov at gøre helt uden at nogle lande siger fra.

Vibeke Hansen, Karsten Lundsby, Flemming Berger, Bjarne Bisgaard Jensen, Gert Romme, Mogens Holme, Hans Aagaard, Kim Abildskov og John Christensen anbefalede denne kommentar
Jan Weber Fritsbøger

den vigtigste grund til at ingen lande siger fra, er formodentlig at magthavere nødigt kritiserer andre magthavere for at bruge magt, i virkeligheden er et massivt flertal af verdens befolkning imod militære løsninger, men når magthaverne siger der ikke er andre muligheder, tror mange på det og accepterer "nødvendigheden" selvom det er løgn.
Krig kan sagtens undværes og militær er ikke nødvendigt, endsige gavnligt på nogen som helst måde.

Torben Arendal, Erik Karlsen og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar

"......afprøvning af det internationale samfunds ligegyldighed over for Syrien."
Ligegyldighed nu ! Bare ligegyldigheden havde været tilstede fra begyndelsen for mange år siden.
Bush, Fogh og Blair fortryder måske, men kun Blair indrømmer fejlen.

Det blev man ikke klogere af. Skal jeg nu forvente, at når mig og vennerne har samlet våben nok og besat Nørrebro, så vil skribenten kalde os moderate oprørere?

Lau Dam Mortensen

Det jeg forstår på Kjellund er at USA og Vesten skal invadere Syrien og med deres alfadelige arme redde Syrerne. Ligesom vi har reddet Irakkerne og Libyerne? Hvordan er det lige gået? Det er sjovt at han ikke taler om hvordan USA og vesten stiltiende accepterer Tyrkiske massakrer i Afrin der er lige så slemme. Nej han kritiserer slet ikke vesten. For når vi støtter massakrer er det for de gode grunde.

Desuden en meget meget bred definition af folkemord (som jo er den juridiske grund til intervention). I det tilfælde har USA begået folkemord i Irak og Libyen, og vel også i Sydamerika, hvor mange blev tvubget til at flygte fra Pinochet regimet. Betyder det at USA har begået folkemord og en intervention i USA er berettiget.

Sørgerligt at se at Information er blevet en del af propaganda apparatet. Information og deres forsøg på at skabe en enighed omkring USA's udenrigspolitik burde gøre avisen medansvarlig for krigsforbrydelser begået af vesten. Information har deres lille medansvar for at Libyen er i kaos idag. Jeg synes deres ledere skal stilles for en domstol, for de spreder propaganda og oplyser ikke befolkningen.

Jan Hayder, Per Torbensen, Anders Graae, Torben Arendal, Tonny Helleskov, Janus Agerbo, Bjarne Frederiksen og mikkel schou anbefalede denne kommentar

500000 lig på bordet og 11 millioner flygtninge er først og fremmest vestens ansvar (i spidsen USA). Ved hjælp af sine brutale allierede (siden hænderne var optaget i Irak og Afghanistan), og i demokratiets navn ødelagte de en hel nation. Både direkte og indirekte (ved hjælp af sine wahhabist-venner) pumpet de våben og islamister ind i Syrien for at befri syriske folk og støtte så kaldt "arabisk forår".
Vestens Hykleri, dobbelt moralsk, selektiv demokrati og menneskerettigheder ses tydeligst i forbindelse med nedslagtningen af massedemonstrationerne mod det enevældige kongedømme Bahrain og Saudi Arabien.
Yes, demokrati når det passer med vestens strategiske interesser, og med vestens præmisser. Vesten selv har skabt al det rod. Vesten sammen med sine allierede oceaner af blod på sine hænder og er stadig i gang (Yemen osv.)

Jan Hayder, Per Torbensen, Lau Dam Mortensen, Torben Arendal, Tonny Helleskov og mikkel schou anbefalede denne kommentar