Kronik

Det er ikke beboerne, der skaber ghettoerne. Det gør beton og boligpolitik

Dansk ghettolitteratur fortæller historien om den arbejderklasse, betonblokkene blev bygget til – og om det prekariat, der blev hængende
Nøglen til at forstår ghettodannelsen ligger i dansk ghettolitteratur , mener dagens kronikør. Her er det Mjølnerparken i København.

Nøglen til at forstår ghettodannelsen ligger i dansk ghettolitteratur , mener dagens kronikør. Her er det Mjølnerparken i København.

Jeppe Bjørn Vejlø

21. marts 2018

Man skulle ikke tro det, når man ser på definitionen af en ghetto i ’ghettolisten’ – den handler jo alene om beboernes alder, uddannelsesniveau, indkomst, kriminalitet og etnicitet.

Men ghettoer er ikke skabt af dem, der bor der. Uanset hvilke problemer, de måtte have. Ghettoer er lavet af beton og rejst af boligpolitik.

Rødderne er historisk dybere end indvandringen fra sidste fjerdedel af det tyvende århundrede og frem. Og de nutidige samfundsmæssige sammenhænge er bredere end de spørgsmål om uddannelse, arbejde og etnicitet, der indgår i regeringens ghettodefinition.

Det drejer sig om en særlig bygge- og planlægningstradition og en i udgangspunkt velmenende boligpolitik. Hvis man vil vide noget om både den dybere historie og de bredere sammenhænge bag ghettoerne i Danmark, kan man for eksempel gå til dansk litteratur. Det gør jeg om lidt, men først en personlig historie.

Den senere TV 2-direktør, Merete Eldrup, som jeg var ven med i gymnasietiden, morede sig en overgang med at kalde mig for ’Jævne Jon’.

Vittigheden gik på, at jeg var professorsøn, kom fra et parcelhuskvarter med store huse, men alligevel havde ondt i røven og komiske proletarfornemmelser i mødet med de børn fra Odenses fine Hunderupkvarter, som var blevet mine nye venner. Drilleriet var velfortjent, og jeg kan desværre ikke sige, jeg tog det pænt, men der skjulte sig et lille gran af ægthed i mine fornemmelser.

Jeg blev født i 1963 på et brunt stykke papir i mine forældres dobbeltseng, der befandt sig på fjerde sal af et moderne blokbyggeri i Aarhus. Kaj Munks Vej hed det. Senere fik mine forældre en ny lejlighed i samme kvarter, inden de i 1968 indtog en femværelses i Rosenhøj, der var ved at blive opført.

Mine forældre tilhørte ikke arbejderklassen, kom begge fra landet med højskoler, bønder og embedsborgerskab i baglandet. Min mor var lærer, mens min far meget langsomt blev færdig på universitetet og endte som professor, og de blev altså ejere af et stort parcelhus syd for Odense.

Mellem lejelejligheden i Rosenhøj og parcelhuset gemmer sig noget af den historie, som dette handler om.

Segregering

Mens min familie ikke stak ud i Rosenhøj anno cirka 1970, så ville den ikke så mange år senere nok have gjort det, for da var de lyse boligblokke blevet en ghetto. Det kan man læse om i Sebastian Bunes Min familie (2017):

»Vores klasselærer siger, at Rosenhøj er en ghetto, og forklarer det med, at børnene ligner hinanden og snakker ens, men det passer ikke. Der bliver talt over tyve forskellige sprog i Rosenhøj.«

Rosenhøj er blevet en ghetto – og det skyldes ikke ghettoboernes kultur, den er meget forskelligartet. Det skyldes de politisk-sociale udskilningsmekanismer, som de firkantede blokke i Viby er endestation for.

Mine egne forældre købte deres første parcelhus i Åbyhøj i 1972 og flyttede altså for første gang siden de kom til Aarhus i 1950’erne ned i jordhøjde og ud af betonblokkene. Det var og er et tidens tegn: At nogle boligområder bliver ghettoer hænger uløseligt sammen med segregering, altså klasseopdeling – der ikke er skabt af dem, der segregeres.

Det så Tage Skou Hansen klart. I slutningen af romanen Krukken og stenen fra 1987 lader han arkitekten Ejnar skue ud over det etagebyggeri, han har tegnet. Ejnar var egentlig godt tilfreds med sit arbejde – der ligner virkelighedens Gellerupplan meget – men i praksis virker det umenneskeligt. Han er gået på kompromis med kvaliteten, og der er sket noget med sammensætningen af beboerne.

»Kernefamilier med udearbejdende forældre blev efterhånden erstattet af gæstearbejdere, bistandsmodtagere og studerende, der opholdt sig i området døgnet rundt, ikke kun når de havde fri,« konstaterer han mismodigt.

Den måde, regeringen omtaler de udsatte boligområder og præsenterer sit udspil, kan være kontraproduktiv, lyder det fra Per Mouritsen.
Læs også

Den store historie, der her antydes, handler om boligbyggeri som social retfærdighed. Meningen var jo, at arbejderklassen skulle ud af den industrielle revolutions slumområder i de store byer, ud til lys og luft i velplanlagte og velfortjente lejelejligheder.

Det, der faktisk skete, var, at arbejderklassen nok ankom, men passerede igennem disse områder på vej til parcelhuset i middelklassen. Tilbage blev i stigende grad – som Ejnar så fra taget af en af sine enorme betonkasser – dem, der ikke selv kunne bestemme, hvor de ville bo. De store planbyggerier er i udgangspunktet beregnet til proletariatet, men overtages af prekariatet med deres usikre relationer til resten af samfundet, og resultatet havner på regeringens ghettoliste.

Spørgsmålet er så, om denne proces er utilsigtet eller ej. Svaret kommer lidt an på, hvem man spørger. Der er ikke tvivl om, at Ejnar og mange virkelige arkitekter, byplanlæggere og borgmestre med ham ville skaffe gode lejeboliger til så mange som muligt. Ellers havde en københavnsk overborgmester næppe lagt navn til Urbanplanen. Men trods velfærdsstatslig velvilje gik det desværre sådan, at det hele blev en ghetto. Øv.

Tilsigtet klasseopdeling

For andre ligner det mere en tanke. Her er det Morten fra Morten Papes Planen (2015), der fortæller historien om netop Urbanplanen:

»For mange år siden blev hovedstadens lort og affald opmagasineret på disse kanter. Lorteøen Amager var dér, hvor man kunne gemme det grimme væk. I dag er lossepladssymbolikken ikke til at overse. Nu er dette stedet, du ikke ønsker dine børn i nærheden af, en uoverskuelighedens arena hvor proletariatets afkom farer rundt i en hektisk krigsdans iført deres hudfarve som uniform. Blege kartofler som jeg er i undertal.«

Her er klasseopdelingen tilsigtet. Ghettoen er det højt specialiserede samfunds losseplads for havarerede eksistenser. Planen er netop ikke at hæve dem ind i samfundsmaskinen, for vi har opgivet dem. Planen er, at de skal blive på deres lorteø, så skal vi andre nok holde hjulene i gang.

Engelske Lynsey Hanleys personlige bog om de store planbyggerier, Estates fra 2007, giver Morten Pape ret: Betonblokkene skal se ud som om, de hjælper nogen med et boligproblem, men er reelt blevet et billigt, effektivt og nådesløst instrument til opretholdelse af det engelske klassesamfund. Og fidusen er samtidig at give de dårligst stillede skylden for deres egen elendighed.

Et andet spørgsmål er, hvilken rolle selve arkitekturen spiller. Også her er Lynsey Hanleys afregning kontant: Kun de allerfærreste ønsker at bo sådan som arkitekterne forestillede sig, da de tegnede de store blokke. Disse få er dem, som ikke selv kan vælge, men bliver anvist en bolig. I den danske ghettolitteraturs fødsel optræder blokkene da også som indbegrebet af alt, hvad der er umenneskeligt ved moderniteten: Det gælder både Michael Buchwalds Blokland (1975) og Bent Hallers enormt skandaleomsuste ungdomsroman Katamaranen (1976).

I romanen ’Planen’ skildrer Morten Pape sin opvækst i Urbanplanen på Amager, hvor han hænger ud med dem, der har en brunere hudfarve end han selv, opsamler somaliske gloser og endda faster med muslimerne en enkelt gang. Det giver ham tilnavnet Perker-Pape. (Arkivfoto).
Læs også

Den slags symbolik er nærliggende, men for firkantet. For det første var og er mange beboere glade for at bo i for eksempel Urbanplanen – det fremgår af bogen og projektet SOUP fra 2008, som er et midlertidigt kunst- og arkitekturprojekt i Urbanplanen. For det andet kan den modernistiske planlægningspakke brydes op og med følsomhed over for det specifikke kvarter gøres mere beboelig sådan, at udsatte boligområder kan bevæge sig Fra ghetto til blandet by – som en nyere bog af arkitekten Claus Bech-Danielsen og antropologen Marie Stender hedder.

Nå, og så indvandrerne? De kommer jo efterhånden til og bliver i stor stil anvist boliger i de samme almennyttige byggerier. Det kan man læse mere om i Aydin Soeis autofiktive Forsoning (2016) med udgangspunkt i hans egen opvækst i Avedøre.

Pointen i hans fortælling og andre fra den nu blomstrende danske ghettolitteratur er bestemt ikke, at der ikke er problemer i de udsatte boligområder – også problemer der specifikt har med koncentrationen af nydanskere at gøre. Pointen i denne sammenhæng er mere, at beboerne ikke alene kan bære ansvaret for de processer, der har skabt de udsatte boligområder.

Det fremgår tydeligt af ghettoens danske litteraturhistorier, som hermed er anbefalet til alle danskeres, ikke mindst ansvarlige politikeres, natbordslæsning.

Jon Helt Haarder er lektor i dansk litteratur ved Institut for Kulturvidenskaber på SDU.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Vivi Rindom
  • Viggo Okholm
  • Flemming Berger
  • ingemaje lange
  • Anders Reinholdt
  • Christian Mondrup
  • Carsten Svendsen
  • Katrine Damm
  • Randi Christiansen
  • Maria Francisca Torrezão
  • Anne Eriksen
  • Henning Kjær
  • Dorte Sørensen
  • Anne Albinus
  • Lise Lotte Rahbek
Eva Schwanenflügel, Vivi Rindom, Viggo Okholm, Flemming Berger, ingemaje lange, Anders Reinholdt, Christian Mondrup, Carsten Svendsen, Katrine Damm, Randi Christiansen, Maria Francisca Torrezão, Anne Eriksen, Henning Kjær, Dorte Sørensen, Anne Albinus og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Bødtcher-Hansen

20/mar/2018

Kære Venner,
som jeg ser det,
er inklusion en forudsætning for integration.

Man kan, så at sige, ikke blive integreret i en
familie eller et land, hvis man ikke er en inklu-
deret del af familien eller landet :-) !

Venlig hilsen
Claus

Eva Schwanenflügel, Werner Gass, Rikke Nielsen og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

PS: Hørte i går Ole Birk Olesen i P1's Ring til regeringen sige, at Folketinget bestemte over Landsbyggefonden og det ikke var lejernes penge men en solidarisk indbetaling.

Ja det er den og solidarisk med, at der kan bygges billigere og de ældre ejendomme kan blive renoveret. Lejerne betaler en del hertil gennem deres husleje. Men vel ikke oprindeligt tænkt at lejerne skal betale for tidligere dårligt boligpolitik. Hvis det SKAL være nogen solidarisk her så må alle skatteyderne være med til at oprette skaderne - tænk på at pengene tages ud af Landsbyggefondens kasse så færre nedslidte lejligheder ikke kan blive renoveret. MEN HER GÆLDER RÅDERUMMET IKKE - det kunne ellers give både skattelettelser , køb af kampfly osv........

Eva Schwanenflügel, Viggo Okholm, Werner Gass, Karsten Aaen, ingemaje lange, Karsten Lundsby og Ole Bach anbefalede denne kommentar
Johnny Werngreen

Det er et særkende ved systemets repræsentanter, at når indsatser og tiltag ikke virker efter hensigten, så er det indsatsens eller tiltagets målgruppe, der er noget galt med - ikke indsatsen eller tiltaget.

Eva Schwanenflügel, Brian W. Andersen, Vivi Rindom, Anne Mette Jørgensen, Werner Gass, Flemming Berger, Rikke Nielsen, Karsten Lundsby, Kenneth Jacobsen, Herdis Weins, Carsten Svendsen, Randi Christiansen, Anne Schøtt, Dorte Sørensen, Anne Eriksen, Bjarne Bisgaard Jensen, Henning Kjær og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Michael Borregaard

"Ghettoplanen" som de skulle være ikke mindre end 8 ministre til at præsentere er intet mindre end, som Johnny Werngreen (in)direkte og korrekt skriver oven for, populismens grundlæggede karakteristikum.

Jørgen Wind-Willassen

Virkeligheden kommer nok til at skuffe forfatteren.
"De segregerede vælger det ikke selv" fortælles der i artiklen.
Det kræves vist, at man både er døv og blind for at komme til den konklusion.

Dorte Sørensen

Jørgen Wind-Willassen, hvordan kan du afvise, at de fleste beboere i de udsatte boligområder ikke har valgt det selv.
Hvis din påstand er rigtig - hvorfor flytter mange så væk fra området når de har fået en uddannelse og et godt arbejde?
Og hvorfor kom der så andre syge , ledige ind i disse områder - mon ikke det er med henvisning fra kommunen osv....... eller fordi det var en pris som de havde mulighed for at betale med eller uden tilskud.

Eva Schwanenflügel, Egon Stich, Werner Gass og Rikke Nielsen anbefalede denne kommentar
Slettet Bruger

Nu er jeg ikke lejer, men noget af det som undrer mig mest med landsbyggefonden er, at når lejerne efter ca. 30 år har betalt de oprindelige lån ud, så fortsætter de med at betale den samme høje husleje. Dvs de fortsætter med at betale afdrag og renter men på ikke længere eksisterende lån, og det er åbenbart disse opsparede milliarder, som andre med et pennestrøg vil konfiskere for at de selv kan blive genvalgt på en plan, som de først kan måles på om 20-30 år. Beboerdemokrati og danske værdier min bare. Det er så heller ikke efter den samme devise som når samfundet er nødt til at komme bankerne til hjælp i en krisesituation.

Bortset fra det, er den almene sektor udtænkt sådan, at man som lejer kan være rimelig sikker på årlige huslejestigninger, der overgår den almindelige prisudvikling, og 100 på at man i modsætning til boligejere ikke kan høste frugter som rentefradragsret og afdragsfrihed med deraf følgende lave leveomkostninger. Ej heller kan man opnå store kontante gevinster ved fraflytning, hvor menuen i stedet typisk byder på unødvendigt høje flytteregninger. Faktisk skal man sjældent have slået meget mere end en prut før at det er nødvendigt at male lejligheden på lejers regning.

Den almene sektor havde måske ikke udviklet sig så uheldigt, hvis man havde brugt en stor del af midlerne på at forbedre og bygge nye boliger, hvor behovet var indlysende stort. Men eftersom der i dag er over 20-30 års ventetid i rigtig mange boligafdelinger, vidner det mere om at ideerne og sektoren har fået lov til at forslumme. Og som den samlede boligpolitik er udformet, så har boligejere sjældent ret stor interesse i at der bliver bygget mange flere gode betalelige lejeboliger, hvor folk ikke er dybt afhængige af boligsikring, hvilket kan give andre udfordringer.

Som en typisk dansk ”løsning” har nogle i sektoren så brugt midler på imagepleje og monkeyshine f.eks. ved at udvikle danmarkbolig portalen, der i et par år har fået lov til at skilte med mange ikke eksisterende ledige boliger til priser, der ikke har holdt i den virkelige verden. En samlet nem indgang til almene boliger ville ellers have været et fremskridt, ikke mindst hvis det havde været ideen, at boligsøgende ikke skulle betale årlige ventelistegebyrer til så mange forskellige kontorer, men kunne nøjes med et gebyr. Det kan jo være en lidt tvivlsom affære at begive sig ud i med så urealistisk lange ventelister, at betale over 2.000 kroner i årlige gebyrer for at være skrevet op til de potentielle almene boliger i en af de større byer.

Folk skal i dag have hovedet langt inde i gasovnen og samtidig være enlige forsørgere for at få anvist en bolig gennem kommunen udenom ventelisterne. Medmindre de da er raske, i job og pendler til kommunen, og derfor som fremtidig kommunal skatteyder får lov til at springe pøblen over på en såkaldt fleksibel udlejning. Regeringens ghetto forslag betyder i denne sammenhæng, at hvis nogen i husstanden har modtaget integrationsydelse, uddannelseshjælp, kontanthjælp, førtidspension, arbejdsløshedsdagspenge eller sygedagpenge i et halvt år, så bliver der endnu flere almene boliger, som de ikke længere må kunne anvises til igennem kommunen. Andre vil fortsat og formodentlig i endnu højere grad end i dag være nødt at benytte nogle for dem uønskede boligafdelinger med korteste ventelister og det blot som gennemgangs lejr til den lejebolig som de ønsker. Metoden er så at bo der proforma for at rykke hurtigt op via fortrinsretten på de interne ventelister. Man skulle næsten tro, at det var nogle politikere i en parallelverden, som havde udtænkt et system, så resistent for fremskridt.

Eva Schwanenflügel, Lillian Larsen, Hanna Grarversen, Brian W. Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Estermarie Mandelquist, Vivi Rindom, Anne Mette Jørgensen, Kim Houmøller, Viggo Okholm, Werner Gass, Flemming Berger, Palle Jensen, Carsten Munk, Lise Lotte Rahbek, Anders Reinholdt, Dorte Sørensen og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar

Overskriften påstår, at det ikke er beboerne, men beton og boligpolitik, der skaber ghettoerne.

Resten af teksten synes med al tydelighed at vise, at det er beboerne (beboersammensætningen), der er afgørende for om et givet boligområde er eller udvikler sig til et ghetto eller ej. Herved illustreres jo netop, at det er beboerne, der skaber ghettoen (og ikke byggeriet som sådan)!

Håber, at Haarder mener "beton" rent symbolsk. Hvis ikke, er budskabet noget vrøvl.
Beton er et byggemateriale, som er velegnet til etage huse, fundamenter, rådhuse og Storebæltsbroer.
Det er ikke noget nyt i, at beton bruges som et skældsord.
Findes der slet ingen gode ghettoer ? Spørg beboerne.

Det er iøvrigt tydeligt, at Haarder kender de almene boligers historie.
Mange gode boliger til en rimelig pris, i hele efterkrigstiden.
Boligernes kost pris kunne de fleste beboere slet ikke betale. Derfor blev boligsikringen opfundet.

Regeringens plan var ikke-eksisterende uden indvandrene - indvandreghettoer !!
Om vi kan li` det eller ej.

Nu kan jeg godt tænke mig at smide spørgsmålet ud til debattører her: Hvad er det egentlig der er galt me dat bo i en ordentlig bolig sammen med mange andre og nu en mangfoldighed?
Hvorfor er det så vigtigt at sidde i eget hus som jo reelt ikke ejes af ejerne men af en kreditforening? Jeg har selv været hele møllen igennem, først som nygift i privat lejet lejlighed af to størrelser og så køb af hus i et familie deling, så en skilsmisse og køb af andet , hvor jeg var udlejer, så en flytning til Jylland i hus, gik på tvangsaktion. Ny skilsmisse og så det skønne møde med min nuværende kone, som jeg var kæreste med før det andet startede. og hun var medlem af boligforening og boede i en blok tæt på ghetto, som man siger i dag og nu i boligforeningshus
I dag ville jeg aldrig købe hus igen og ja jeg kører ofte ud i ghettoen Vollsmose for at handle og være frivillig i en børnehave. Undskyld for en masse privat, men mon jeg er den eneste og i øvrigt bør vi ikke snart droppe alt det fis med klasser? Det er da rigeligt at nogle ikke får så meget at leve for at de er nødsagtet til nådsens brød..

Eva Schwanenflügel, Kjeld Hansen, Karsten Aaen og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Viggo Okholm
Jeg bryder mig ikke om at bo i lejlighed, hvor jeg kan høre de andre lejeres brug af toilettet, at kunne høre når de har gæster eller skændes eller dyrker sex eller tramper eller hører musik. Kort sagt: Jeg vil allerhelst bo lyd-privat i min egen rede. Desværre har jeg ikke råd til den luksus at betale mig fra at være lydvidne til andres privatliv.

Eva Schwanenflügel, Vivi Rindom, Egon Clausen, Karsten Aaen, Slettet Bruger og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar

@Viggo Okholm, der er overhovedet ikke noget galt i at bo sammen med mange andre i en mangfoldighed - hvis alle disse mangfoldige beboere ellers opfører sig ordentligt. Og gør de det, er der ikke tale om en ghetto.

Jens og Lise Lotte:
Det var så to forklaringer og helt legale, og med hensyn til lyde og privatliv ja jeg kan godt se pointen.
Med hensyn til opførsel er der nok helt klart forskelle fra sted til sted. Men jeg tror nu nok et parcelhuskvarter hvor man er rigtige ejere ind imellem kan være dødkedelig.

@ Jens Winther:

Jo, der er skam tale om en ghetto, hvis de her kriterier er opfyldt:

En vis andel skal være af anden etnisk herkomst en dansk.
En vis andel skal kun have en 9.klasses eksamen.
En vis andel skal være udenfor arbejdsmarkedet.

Og så kan de forøvrigt opføre sig lige så ordentligt som de vil!

Eva Schwanenflügel, Lillian Larsen og Brian W. Andersen anbefalede denne kommentar
Torben Morten Lund

Begrebet ghetto er ikke sat fast. Det betyder et bosted man ikke kan flytte fra. Det er socialt-økonomisk fastgørelse.
Den almen sektor er noget andet: folk har i fællesskab besluttet at opføre nogle huse de kan bo i.
Regeringen og støttepartiets hensigt er, at nedbryde fællesskaber og brændemærke en stor del af befolkningen, som anderledes og udenfor.
Det må ikke 'løkkes'

Eva Schwanenflügel, Lillian Larsen, Carsten Munk, Viggo Okholm og Egon Stich anbefalede denne kommentar

@Karsten Aaen, hvis alle dem, du nævner, var fredelige, ville der ikke være noget problem. Ingen vold og trusler, ingen utryghed ved at færdes i kvarteret, ingen skyderier. Hvis de mennesker, der bor i Charlottenlund begyndte at slå løs på hinanden, ville det ikke længere være et rart sted at bo.

@Lise Lotte Rahbek, jeg har boet i hus i årtier - det gider jeg ikke længere. Hellere bo i byens liv - og det er langt fra altid billigere end parcelhuset..

Lise Lotte Rahbek

Winther
Jeg har aldrig boet i parcelhus og gyser ved tanken om villakvarterer.
Som single er lejlighed i byen en tålbar løsning og har været mit hjem i 13 år.
Et hus på landet med tilstrækkelig dyrkningsplads omkring - det er mit næste mål.

Jens Winther:
Ikke ale mennesker er fredelige, bare se verden som den er, og det vil derfor selvfølgelig være utopi at tro at de såkaldte almene eller ghettoområder kan være helt uden konflikter, men derfor kan livet sagtens være godt i disse områder. At være utryg der er en følelse som vi vel hver især vælger mere eller mindre bevidst.

Jens Winther:
Ikke ale mennesker er fredelige, bare se verden som den er, og det vil derfor selvfølgelig være utopi at tro at de såkaldte almene eller ghettoområder kan være helt uden konflikter, men derfor kan livet sagtens være godt i disse områder. At være utryg der er en følelse som vi vel hver især vælger mere eller mindre bevidst.

@Viggo Okholm, der findes heldigvis masser af områder i Danmark, hvor beboerne i almindelighed kan finde ud af at opføre sig ordentligt og afstå fra vold og trusler. Områder, hvor folk ikke er utrygge ved at færdes. Og der er for så vidt ikke noget validt argument for, at vi skal acceptere, at der findes mennesker, som ikke kan lære at opføre sig blot nogenlunde civiliseret. Det er jo ikke fordi det er specielt vanskeligt. At fred og fordragelighed overalt i et samfund som Danmark skulle være en utopi, er ganske enkelt vrøvl og uacceptabelt!