Kommentar

Blachmans vision for folkeskolen er forfejlet romantik

Ifølge Thomas Blachman bør det være folkeskolens opgave at befrugte eleverne med ideer og identitet. Men yderligere institutionalisering af børns fantasi og livsvilje er det sidste, den danske folkeskole har brug for. Reel fritænkning og originalitet kan slet ikke opdyrkes på nyromantisk X Factor-manér
Blachman vil lære eleverne at mærke sig selv, lære dem at få og praksisomsætte ideer, og så vil han indgyde poderne fantasi og selvstændig livsvilje.

Blachman vil lære eleverne at mærke sig selv, lære dem at få og praksisomsætte ideer, og så vil han indgyde poderne fantasi og selvstændig livsvilje.

Unger Anthon

Debat
4. april 2018

X Factor afslutter snart sin 11. og sidste sæson, og DR har allerede planen klar for husoraklet, Thomas Blachman. Når X Factor er slut, skal han redde folkeskolen.

For nylig løftede DR så lidt af sløret for indholdet af Blachmans kommende skolerevolution. Han har nemlig – på baggrund af sine besøg i en skoleklasse i Hvidovre, som snart bliver sendt som et nyt program – været inviteret til høring i Folketingets undervisningsudvalg. DR postede herefter et potpourri af Blachmans punchlines fra den lejlighed på Facebook. Klippet er i skrivende stund set over en million gange, og kommentarfeltet flyder over med lovprisninger.

Men Blachmans vision for folkeskolen er hverken original eller meningsfuld.

Udgangspunktet for Blachmans involvering i skolen er den triste, gamle sang om, at danskerne i fremtiden kommer til at »producere kopivarer for kineserne«, hvis vi ikke gør noget ved folkeskolen nu. Blachman vil lære eleverne at mærke sig selv, lære dem at få og praksisomsætte ideer, og så vil han indgyde poderne fantasi og selvstændig livsvilje.

Blachman foreslår konkret, at den understøttende undervisning, der for indeværende har et sigte om pædagogisk og relationelt arbejde med elevgruppen, bliver erstattet af et fag, der dels handler om at få selvstændige ideer, og dels handler om at finde sig selv: et identitetsfag.

Eleverne skal have et frirum, siger Blachman. To timers identitetsfag om ugen skulle være rigeligt til at frelse den skole, som ifølge Blachman gør eleverne fantasiløse og uselvstændige. I hvert fald konstaterer han med vanlig ydmyghed i den afsluttende del af sit høringsindlæg, at han selv har formået »at få 21 elever til at ankomme på 12 uger til deres eget fuldstændigt afklarede billede af, hvad de har lyst til at bruge deres liv til«. Imponerende må man sige!

Hvad Blachman øjensynlig ikke ved, fordi han ikke har researchet det felt, han med elefantagtig elegance entrerer, er, at idégenerering og selvrefleksion som skolelivets omdrejningspunkt for længst er slået igennem.

Innovation står i bekendtgørelsesstof fra folkeskole til universitet. Selvrefleksionskulturen er så gennemgribende i folkeskolen, at eleverne konstant foreholdes selvevalueringer, personlige læringsmål og spørgsmål om, hvem de er, hvad de kan, hvad de ikke kan, og hvad de skal arbejde frem imod. Det er jeg, mig og mig selv i folkeskolen. Hele tiden.

Bese, besæt, kassér

Blachman siger i høringsindlægget, at hans indsigt i skolelivet alene er baseret på egne erfaringer. At indtil flere pædagogiske revolutioner har fundet sted, siden Blachman gik i skole for godt 40 år siden, glemmer han således at medregne.

Men Blachman har ret i én ting: Eleverne trænger i allerhøjeste grad til et frirum. De trænger til plads og tid i barnelivet til at udvikle sig som mennesker igennem fri leg og levet liv uden for skolens udviklingsplaner, selvrefleksion, føleri og selvmaksimering.

De trænger til frihed fra identitetsræset, frihed fra byrden af at skulle udkonkurrere en fiktiv kinesisk trussel og frihed fra Blachmans identitetsromantik, der vil institutionalisere barndommens bedste guld: den frie og uskolede fantasi.

På mine børns vegne vil jeg gerne takke nej til Blachmans ambition. Skolelæreren skal ikke være børnenes guru, terapeut eller eksistentielle bogholder. Skolen skal være børnenes møde med verdens mangfoldighed. Den skal handle om verden, ikke om mig.

Det er paradoksalt, at DR gør en mand med Blachmans meritter til talerør for idérigdom og originalitet. X Factor består af endeløse, rituelle gentagelser og fremstår fuldstændig identisk og karakterløst på tværs af klodens utallige tv-kanaler.

Som en anden Pygmalion former Blachman og de øvrige dommere deres deltagere i udsendelserne efter det ønskede salgbare billede. Deltagerne er at betragte som ler i mesterens hånd, og der udtrykkes ikke skyggen af individuel originalitet fra nogen anden end Blachman og dennes meddommere i programmets karaokeløjer. Af samme grund er dommerne de eneste blivende stjerner, programmet nogensinde har produceret. Deltagerne er kulturelle forbrugsvarer: bese, besæt, kassér!

Det er foruroligende, at en nævneværdig del af den danske befolkning tiljubler Blachmans input i uddannelsesdebatten, som rummer samme fattige menneske- og originalitetssyn som X Factor. Det er børnenes sidste frirum fra samtidens institutionstotalitarisme, som Blachman vil kolonisere med sit forslag.

For et frirum i regi af skolen er slet ikke et frirum. Identitet skabt under institutionernes formgivende hænder er ikke fri identitet. Der er næppe tvivl om, at Blachmans ideer er udtryk for behjertet romantik. Men det er værd at erindre, at netop velmenende romantiske ideer så ganske ofte har vist sig at udgøre de sten, som vejen til helvede brolægges med.

Søren Søberg Poulsen er underviser og skribent

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørgen Wind-Willassen

Nu kan Blachman jo godt lide kvalitet.
Den kommer altså ikke af at sidde og pille navle et par timer om ugen, men ved at øve sig.
Det være sig sprogligt - læsning skrivning eller ved at regne - og løse opgaver.
Uden en basal faglighed kommer der altså ikke kvalitet, men kun elendig amatørisme.
Kvalitet kræver arbejde og flid.
Det er vel hvad X-factor viser.
Mærkværdigt at Blachman ikke selv har fået øje på det.

Kirsten Lindemark, Mihail Larsen, Jørn Andersen og Maria Jensen anbefalede denne kommentar

Hvor er det skræmmende, at sådan en nulbon kan på indflydelse på noget så vigtigt som folkeskolen. Potentielt kan han komme til at forme en hel generation i sit overfladiske, indholdsløse, narcissistiske billede - alene fordi han qua sin evne til at tiltrække sig opmærksomhed er blevet DRs darling med tilsyneladende ubegrænset adgang til alle kanaler. Det er det modsatte af public service, og det understreger nødvendigheden af at få stækket DRs magt.

Michael W Pedersen og Christian De Thurah anbefalede denne kommentar
Frede Jørgensen

Thomas Blachman er en visionær og intelligent mand
som man burde lytte til ..

Kirsten Lindemark

Vi har et iderigt, hamrende egocentrisk, intelligent menneske, der i den grad får sin plads i den underholdningsbranche hvor de, der kan kapere det kan nyde selviscenesættelsen. Fint - lad snak løs. Men at gøre den iøvrigt usammenhængende, forvirrede kreativitetsprædiken til en slags TED TALK er jo nærmest patetisk.

Bare fordi Blachman er med i det til tider usympatiske X Factor konkurrence show, kan han vel nok have ret i nogle udsagn om Folkeskolen. Især om al den ydrestyring, så de unge ikke mærker sig selv. Manden har en vigtig pointe.