Kronik

Vi bør være mere nervøse for et Rusland uden Putin end et med Putin

Putins fjerde periode bliver uden de store forandringer. Det er, hvad der sker, når Putin formentlig ikke længere er russisk præsident om seks år, vi skal bekymre os om
Det er sikkert, at Putin bliver genvalgt som præsident, når russerne går til valg på søndag. Det er dog ikke Putins næste periode, som bør bekymre os, men tiden efter ham, skriver dagens kronikør.

Det er sikkert, at Putin bliver genvalgt som præsident, når russerne går til valg på søndag. Det er dog ikke Putins næste periode, som bør bekymre os, men tiden efter ham, skriver dagens kronikør.

Natalia Kolesnikova

16. marts 2018

På søndag er der valg i Rusland. At den 65-årige Vladimir Putin stadig er russisk præsident på mandag, er stensikkert.

Hvad der vil ske i Putins fjerde og formodentlig sidste periode, er blevet vendt og drejet i mange interessante analyser – for eksempel hos tænketanken Carnegie Endowment, hvor blandt andre journalist og senior fellow Andrei Kolesnikov, politisk analytiker Tatyana Stanovaya samt politolog Gleb Pavlovsky har givet deres besyv med.

Her er konklusionen, at vi i de kommende år vil opleve inerti og status quo – med eller uden tilbageslag. Ingen af de nævnte analytikere venter ekstraordinære initiativer fra Putins side frem til 2024. Med andre ord: Skibet (Rusland) og dets besætning skal ro stærkere, men på samme sted.

De forandringer, der muligvis kommer til at ske, vil ikke være særligt dybtgående eller anderledes, i forhold til hvad vi allerede har set. Ligesom mange unge teknokrater allerede er kommet til, vil der i de kommende år sikkert stadig ske administrative omrokeringer og udskiftninger på lederposter.

Effektivitet har nemlig vist sig vigtigere end loyalitet i Putins øjne, hvilket allerede har betydet, at en del af Putins tro støtter har mistet deres poster eller er degraderet. Magten koncentreres mere og mere uden for de formelle institutioner, herunder præsidentinstitutionen.

Den tendens vil fortsætte også i næste præsidentperiode, hvor vi derfor med stor sandsynlighed vil opleve endnu større rivalisering mellem de forskellige magtinstanser. Måske vil der endda opstå et magtvakuum og ad den vej en styrkelse af den ikke-systemiske opposition.

Putin vil, lyder vurderingerne, i stedet i stigende grad holde sig fri af dag-til-dag politikken og prøve at afbalancere de forskellige fraktioner inden for bureaukratiet og den politiske elite – og derigennem undgå ustabilitet.

Visse liberalt tænkende økonomer, for eksempel Alexei Kudrin og German Gref, er stadig en del af hans bureaukratiske bagland, men Putin vil fortrinsvist være en hands on-leder, være autoritært indstillet, men, som formuleret af Stanovaya, i højere grad være en depolitiseret, apolitisk og symbolsk statsmand. Putin har nemlig aldrig været særlig interesseret i politik i den mere klassiske betydning.

Så alt i alt en nogenlunde fastholdelse af status quo. Det store spørgsmål er derfor ikke, hvad der sker i Putins fjerde periode. Spørgsmålet er i stedet, hvad der vil ske i året 2024 og i årene derefter, når Putin formentlig har trukket sig tilbage som præsident. Vil han udnævne sin efterfølger og måske ad den vej styre bag kulissen?

Ingens præsident

Selv hvis Putin udnævner sin efterfølger, skriver Kolesnikov, vil Rusland være truet af kaos. Ja, Putins eget liv vil i værste fald kunne være i fare, eller han kan lide den livsvarige fængselsstraf (måske dødsdom), som Ukraines Janukovitj formentlig havde fået i 2014, hvis han var blevet i Ukraine.

Systemet kan måske vise sig umuligt at kontrollere. Derfor gælder det om for Putin så tidligt som muligt at få inddæmmet den ’systemiske’ opposition, altså de grupper, der direkte udfordrer den herskende elite. Af samme årsag er der flere gange blevet grebet ind mod de større landsomfattende demonstrationer.

Vi vil formentlig ikke i det kommende opleve økonomiske katastrofer og revolutionære tilstande, lyder vurderingerne. Det er der ikke tradition for. Men Putin vil i sin sidste periode gradvist miste den direkte kontrol over begivenheder, ideer og handlinger. En strategisk vision for Rusland, skriver Pavlovsky, er ellers hårdt savnet. Putin vil være »nobody’s president«. Hans tid er jo ved at rinde ud. Han vil i 2024 efterlade et komplekst politisk og økonomisk system, der i høj grad er Putins eget værk.

Som den russiske oliemagnet Mikail Khodorkovski meget rigtigt har sagt, er det vigtigste ikke, hvem der vil afløse Putin. Det vigtigste er, hvad – hvilket system – der vil komme til efter 2024.

Diskussionerne (målene) drejer sig derfor om enten at bevare eller alternativt at ændre selve systemet – ikke om at bevare Putin selv. Om status quo kan oprettes efter Putin, er tvivlsomt.

Lilija Sjetsova, kendt politolog og forsker ved Brookings Institution, gør i et interview i den polske avis Gazeta Wyborcza opmærksom på, at den russiske økonomiske elite i høj grad er globaliseret. Derfor rammer vestlige sanktioner hårdt. Ruslands rigeste kan ikke forestille sig, at Rusland skulle lukkes ude fra omverdenen, at de pludselig ikke kunne købe ejendom i udlandet, og at deres børn ikke kan studere i vestlige lande. Om de fortsat vil være loyale over for regimet og Putin, er ikke sikkert. I værste fald vil vi opleve en brutal magtkamp med oligarkerne som de centrale aktører.

Ikke som i Francos Spanien

Det er i løbet af årene blevet diskuteret, i hvor høj grad russisk politik er konstant eller bestemt af, hvem der til enhver tid er ved roret i Kreml.

Når Putin går af, og afløseren måske er fundet, bliver vi klogere. Her vil det vise sig, om det er personen Putin, der har været roden til det, mange i Vesten opfatter som ’et onde’.

I 2024 vil vi have haft Putin ved magten i omtrent et kvart århundrede. Om ikke andet har putinismen været en ret stabil samfundsformation forstået på den måde, at Putin har kunnet kontrollere parlamentet, bureaukratiet og oligarkerne – og stabilitet er jo i sig selv et gode i en meget kaotisk og usikker verden. Det kan være slut fra 2024 og måske allerede før.

At liberale kræfter vil komme til, er usandsynligt. At Krim vender tilbage til Ukraine, når Putin er væk, er rent drømmeri. De vestlige sanktioner styrkede umiddelbart Putin, men det er ikke sikkert, at de vil gøre det på sigt, da sanktionerne som tidligere nævnt kan undergrave oligarkernes opbakning til regimet.

Putins mål har været at gøre Rusland ’great again’ eller i hvert fald at gøre det til en stormagt efter nedturen i 1990’erne. Det er over årene skiftevist sket med brug af hård og blød magt, diplomati og alliancer. Og det er faktisk lykkedes et stykke – dog med en ny halv ’kold krig’ til følge.

Året 2024 vil på en måde minde en hel del om forholdene i Spanien i de sidste år under Francos styre. Forskellen er dog, at Franco havde fået etableret en mekanisme for efterfølgere på de politiske poster. Desuden havde han kongen, Juan Carlos, at støtte sig til i overgangsperioden. Der blev i Spanien skabt en fredelig overgang samt politisk og økonomisk stabilisering, og i 1989 var Spanien et ideal for Central- og Østeuropa efter murens fald.

Rusland 2024 vil være i en anderledes situation – frem for alt fordi hverken den nye post-putinistiske magtelite eller selve indholdet i systemet efter Putin vil være på plads.

Rusland vil som Spanien være i en overgangsfase, men karakteren af det nye system er uvist, og det vestlige liberale projekt har ikke mange muligheder efter at have bragt det liberale projekt i dyb miskredit i 1990’erne. Det vil ikke fremstå som et bæredygtigt alternativ i 2024.

Rusland er en økonomisk dværg, men også en atommagt. Det maner til eftertanke, når vi i det (også) kriseramte Vesten skal fastlægge Rusland-politikken.

Søren Riishøj er lektor på SDU.

Serie

Hvad gør Putin, når han vinder igen?

18.marts skal Rusland til præsidentvalg, men de egentlige udfordringer for Valdimir Putin venter først efter valget. Landet har alvorligt brug for økonomiske reformer, demonstrationer mod regimet er ikke længere et særsyn, og magtspillet om tiden efter Putin er allerede i gang.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Palle Yndal-Olsen
  • Jens Thaarup Nyberg
  • Bjørn Pedersen
  • Niels Duus Nielsen
Espen Bøgh, Palle Yndal-Olsen, Jens Thaarup Nyberg, Bjørn Pedersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

En noget spekulativ kronik efter min smag. Putins liv i fare ligefrem. Mon dog. Men det er rart at kunne se enden på det, og så vælger jeg at tro at fremtiden bliver lysere. Ham der var hans hånddukke sidst var i hvert fald mere fornuftig

Vi skal handle med og involvere os mest muligt i Rusland. Så længe vi udskammer og nedgør Rusland, risikerer vi at russerne bliver mere og mere overbevist om, at vi er den imperialistiske fjende, som fortsætter den kolde krig langt videre ud over sovjetunionens totale nederlag. Vores ageren efter murens fald bringer minder frem om versailles traktaten.

Russerne er mennesker som vi. De har bare valgt en uhyrligt problematisk leder, men hvad, det er de jo ikke ene om. Hvis vi kunne neddrosle vores halvdel af krigsretorikken, ville det være en bet for Putin i hans forhåbentlig sidste periode og sandsynligvis berede vejen for et mere forudsigeligt styre i et Rusland med en befolkning, der kender os bedre, og vi dem. Love the ones you're with.

Espen Bøgh, Mogens Holme, Henrik L Nielsen, Niels Duus Nielsen, Karsten Aaen og Dagmar Christiandottir anbefalede denne kommentar
René Arestrup

Der er frit slag for spekulationer. Mit gæt vil være, at Putin, under ingen omstændigheder, vil udsætte sig selv for en post-præsidentiel granskelse, med oplagt risiko for at blive ydmyget og dømt for det magtmisbrug og de forbrydelser, han har gjort sig skyldig i. På den baggrund er jeg ikke sikker på, at dette bliver hans sidste præsidentperiode. Han vil i hvert fald, og som minimum, sørge for at indsætte en proselyt, som garanterer ham selv fuldstændig amnesti.

Henrik L Nielsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
René Arestrup

Jeg tror Putin er blottet for politiske visioner, lige bortset fra, at han er stærkt optaget af en nationalistisk dagsorden, hvor Rusland skal bringes tilbage til fordums geopolitiske storhed.
Putin har fået sin professionelle opdragelse i KGB, før murens fald. Hans verdensbillede er formet af den kolde krig og et paranoidt efterretnings-univers, hvor alle var potientielle fjender og hvor det at lyve og manipulere blot var en måde at overleve på - og opnå resultater.
Ja, han ynder at fremstille sig selv som en simpel mand med beskedne fordringer - en folkets tjener, som arbejder utrætteligt til nationens bedste. Men han opererer bag et utal af masker og har bla benyttet sin politiske position til at berige sig selv og sine venner. Folk, der beskæftiger sig med den slags, anslår, at Putin har en personlig formue på mere end en milliard US Dollars - penge han har tyvstjålet fra det russiske samfund og dermed fra det russiske folk - et folk, han hævder at ofre sig for.

Niels Duus Nielsen

Rene Arestrup: "Folk, der beskæftiger sig med den slags, anslår..."

Du indrømmer altså, at du farer med løse rygter? Og at du ikke rigtigt ved, hvad du taler om, men blot formoder? Fordi der er nogle mennesker, som siger at de ved noget, men enten ikke er villige til - eller ikke er i stand til - at fremføre evidens for deres viden?

Giv mig en rationel grund til at tro disse selvudnævnte eksperter. At Putin engang var ansat i KBG gør ham jo lige så troværdig eller utroværdig som USAs nye udenrigsminister. Da han er politiker er jeg selvfølgelig tilbøjelig til at mistro ham, netop fordi han er politiker, og det er jo derfor jeg opfordrer til at lytte til, hvad han rent faktisk siger og så sammenligne med hvad han rent faktisk gør, i stedet for at gætte på alle mulige og umulige motiver, hvor de motiver, jeg skyder ham i skoene, kan være lige så gode som de motiver, du skyder ham i skoene.

Og du mener altså, at en fortid med skæg og blå briller er vigtigere end hvad der sker her og nu.

Fint nok, ikke særlig rationelt, men der skal jo også være plads til følelser i politik, har jeg hørt. Resultatet bliver så også derefter.

Jens Thaarup Nyberg

"Hvis man VIL fortsætte at lægge stort pres på Putins Rusland ... "
Var Tyskland og andre i færd med at tale om et lempe det anstrengte forhold til Rusland, da mordene indtraf ?

René Arestrup

@Niels Nielsen
Professor Karen Dawisha har skrevet en bredt anerkendt bog - 'Putin's Kleptocracy: Who owns Russia?' - om den udbredte kriminalitet og korruption i Putins indercirkel.
Men du har ret, der findes ingen konkrete beviser, men masser af indicier på, at Putin i den grad har raget til sig. Denne artikel fra NYT giver et udmærket overblik:
https://www.nytimes.com/2014/04/27/world/sanctions-revive-search-for-sec...
Selvfølgelig betyder Putins baggrund noget. Hans KGB-fortid har da været med til at forme ham som det menneske han er, hans værdier og syn på verden.
Og nej, jeg gider ikke diskutere ditto amerikanske politikere, men vil tillade mig at fastholde, at denne diskussion handler om Putin og hverken om USAs udenrigdminister eller Maren i Kæret.
Og spar mig venligst for din patroniserende rationalitet. Den kan du stikker derop, hvor solen aldrig skinner!

Jens Thaarup Nyberg

"Jeg tror Putin er blottet for politiske visioner, lige bortset fra, at han er stærkt optaget af en nationalistisk dagsorden, hvor Rusland skal bringes tilbage til fordums geopolitiske storhed."
Well, rent formelt passer den karakteristik på en hvilken som helst statsleder uanset baggrund. Men, hvad Putin gør, har, naturligvis, en særlig, en russisk form.

Eneste interessante ved artiklen er overskriftens spørgsmål om "et Rusland uden Putin end et
med Putin", og hvad så til den tid?

Artiklen lugter lidt for meget af skribenter, der er bosiddende i Vesten, og har været det i længere tid, så det skal nok tages med et vist forbehold.

Fra artiklen: "Når Putin går af, og afløseren måske er fundet, bliver vi klogere. Her vil det vise sig, om det er personen Putin, der har været roden til det, mange i Vesten opfatter som "et onde"!

Ja hvad har vi ikke i tiden løb hørt fra Amerikansk side; "den gule fare, og siden også den røde fare" for vesten(Amerika) kan ikke leve uden fjendebilleder konstant.

Tja, hvordan bliver efterskriftet om Putin, og hvem skal skrive det - eller skriver han det selv, ligesom mange Europæiske politiske ledere selv gør nu om stunder, så deres eget selvbillede og selvforståelse bliver historien for en verden de befandt sig i.

Et andet citat fra artiklen: "dog med en ny halv ’kold krig’ til følge", et ret så ensidigt udsagn der alene har målet at pege på Putin som den skyldige heri.

Sammenligningen med Spanien efter Franco er falsk og dermed helt irrelevant, og undergraver
troværdigheden til skribenten.

- Havde Juan Carlos ikke valgt side for demokratiet, havde militæret grebet magten i Spanien, og som bekendt faldt militærkuppet fra hinanden!

- Det gør ikke noget man kender sin historie, - når man vil referere til den!

Fra tråden - Jan August:

"Det vrimler med rige kyniske svin både omkring Putin og blandt hans modstandere", - det er
vist en lignelse, der også kan bruges ved det Amerikanske samfund og dets politiske top.
(skoleskyderier og penge fra NRA og andre store virksomheder til politikerne)

Fra tråden - Niels Nielsen:

"Oliver Stone var bovlam" - jeps, og Putin svarede helt politisk - "spørg om noget i Øst og få
svar i vest", - det kender vi fra vore egne vestelige hjemlande, så det er der intet nyt i.

Hackerspørgsmålet - blev besvaret med hjemvendelsen til moderlandet(Amerika) og dets egne lov-
overtrædelser af privatlivets fred(NSA's aflytninger af egne borgere) - krænkelser fra statens side uden nogen blev stillet til ansvar, for overtrædelse af landets love og forfatning!

Tilføjelsen hertil fra Putin var aflytningerne af alle ens allierede og politiske ledere, som man delte liberal ideologisk standpunkt med.

Putin uddelte også en snert over snuden til Vesten i forbindelse med såvel Irak og Libyen med
det vestlige systemskifte til følge, og efter ønske herom.

Det samme var også tilfældet med Ruslands sammenbrud i 1988-89 og tilbagetrækningen fra alle de Østeuropæiske lande, til de gamle grænser før 2. VK. - fjenden var blevet væk fra vestens
nærhed, og den kolde krigs retorik forsvandt ved samme lejlighed.

"Hvad May siger i denne sammenhæng er ligegyldigt, hun står med en gordisk knude, hun ikke er i
stand til at løse, og griber derfor enhver chance for at tale om noget andet."
- Helt korrekt set!

- Kufferthistorien og datteren - lyder hverken rigtig eller forkert, men er altså i min optik tankespind.

Den vestlige koldkrigs retorik er som bekendt vendt tilbage med fuld styrke, og fortrinsvis med Amerika i førersædet, - hvis ikke som sædvanlig.

Er der snart noget land der ikke har mærket eller er blevet "slået i hovedet" med Amerikansk retorik om manglende demokrati, eller er mistænk - for et eller andet, eller Amerika blev snydt, en aftale der er til ufordel til Amerika, eller andre moralske dyder som overtrædes som - Amerika ikke selv overholder, men kræves og politisk propagandisk skræppes op om til hele verden.

Nogle lande følger lystigt med i dette skræppekor, men det bemærkes også at flere holder sig tilbage, og senest så vi ved afstemningen i FN, at mange allierede - "undlod at stemme" trods Trumps trusler om det ville indhente dem sidenhen, - "hentet lige fra lærebogen om fascismens vigtigste pressionsmiddel mod andre"!

Det Amerikanske politiske hegemoni som liberal verdensorden kan ikke mættes før Rusland er nedlagt, og udsalget af deres enorme naturressourcer er på Amerikanske hænder til kommerciel brug og udnyttelse, og med løgne og bedrag føres vestens allierede med ind i den opfattelse - nærmest med bind for de politiske øjne,

Retorikken er den modernes slavehandlers, nedladende og irettesættende overfor tredjelande og deres politiske ideologi og ledere, som var det undermennesker i forhold til vestens høje standard for moral, etik og menneskesyn fra vestens intellektuelle politiske systemer og landes.

Verden efter Putin må vente, verden nu med Putin og koldkrigsretorikken risikerer på den ene side en alliance med Kina, så har begge ryggen fri, - men overfor dette står atter engang et Amerika, der skal udkæmpe en krig fra fremmed jord, som herunder bliver Europa, - og som atter engang vil sende Europa tilbage til et sønderbombet stenalderniveauet, og et Amerika der igen undgår en krig på egne landområder.

Det bliver så vore børn og børnebørn skæbne at rende rundt i ruinerne og finde ly og læ, men også forsøge finde noget at spise - døde rotter og deslige, - og det kan vi ikke tilbyde dem for at Amerika kan forfølge deres hegemoniske drømme om et amerikansk verdensherredømme fordi vi aldrig sagde stop.

Jens Thaarup Nyberg, Karsten Aaen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Rene Arestrup: "Hans verdensbillede er formet af den kolde krig og et paranoidt efterretnings-univers, hvor alle var potientielle fjender og hvor det at lyve og manipulere blot var en måde at overleve på - og opnå resultater."

I denne smukke sætning optræder der slet ingen patroniserende rationalitet, men derimod alene en videreførelse af et følelsesbåret og paranoidt koldkrigsunivers, formet af en blanding af spionfilm og romaner om diverse efterretningstjenester, hvor plottet kun hænger sammen ved at postulere at alle anderledes tænkende er potentielle fjender.

Been there, done that, jeg har trods alt måttet lægge øre til NATOs manipulationer hele mit liv, så jeg kan efterhånden genkende en sikkerhedspolitisk løgn, når jeg ser den.

René Arestrup

@Niels Nielsen
Har du en særlig indsigt i KGB og de metoder KGB betjente sig af før murens fald?
Vil du ikke i det mindste medgive, at mennesker er påvirkelige af de professionelle miljøer, de er opdraget i?
Og kan vi blive enige om, at der er forskel på at være KGB efterretningsofficer i Dresden, henholdsvis buschauffør i Moskva?
Putin har selv kaldt sammenbruddet af Sovjetunionen for den største geopolitiske katastrofe i nyere verdenshistorie. Det siger da i høj grad noget om hvordan manden tænker.
Og mht din evne til at gennemskue sikkerhedspolitiske løgne, er du helt åbenbart kun nået et stykke ad vejen. Uanset hvor rationelt tænkende, du selv mener du er.

Niels Duus Nielsen

Rene Arestrup, vi er ikke enige om sikkerhedspolitikken, men vi plejer at kunne undgå mudderkastning, og det håber jeg, vi kan blive ved med.

Jeg vil godt medgive dig, at Putins erfaringer gennem livet har formet ham som menneske, alt andet ville være mærkeligt. Men at gå derfra og til ligefrem at erklære at "en gang rød, altid rød" og "en god kommunist er en død kommunist" er at se helt bort fra de tyve år, som er gået siden Putin forlod KGB. I disse år har han med egne øjne kunnet se, hvad opløsningen af Sovjetunionen under Yeltsin betød for det russiske samfund og den russiske befolkning, og at kalde det en katastrofe giver indenrigspolitisk god mening.

At det også geopolitisk set har været en katastrofe er netop det, vi er uenige om og derfor det, vi diskuterer her. Den gamle bipolære magtbalance eksisterer ikke mere, men er afløst af en ny, unilateral verdensorden. Det er denne situation, jeg forholder mig til, og det er i dette lys, mit forsvar af Putin skal ses. Og det er i dette lys, jeg finder det nødvendigt hele tiden at inddrage USA, fordi man ikke kan diskutere en balance ved kun at se på den ene vægtskål.

Om det bliver Rusland eller Kina, der bliver den kommende geopolitiske modpol, der kan holde amerikanerne i skak, kan fra mit danske perspektiv være ret lige meget, bare de bliver holdt i skak. Og at både Rusland og Kina har en fortid som "reelt eksisterende" socialistiske lande spiller kun en mindre rolle, selv om det selvfølgelig forklarer en del. Så vi har forklaringerne, hvad der mangler er forståelsen.

Lad os fortsat holde debatten civiliseret, du har mange gode pointer, og det har jeg også. .

Mange her i Vesten tror, at det nye Rusland er lig med det gamle Sovjet, Men det er det altså ikke. I Oliver Stones interview med Putin kom det jo bl.a. frem, at Ruslands militærudgifter er cirka 66 mia. dollars, mens USA's militærudgifter er over 660 mia. kr., altså mere end 10 gange så meget som Ruslands! Tror I virkelig, at Rusland under Putin er interesseret i at støtte revolutionære bevægelser i den 3. verden som Sovjet gjorde; vel er Rusland da ikke det! (I så fald, hvorfor opkøber Rusland så ikke Venezuelas olie?)

Bare det at nogle kommentatorer, som f.eks. Søren Liborius, anvender udtrykket 'Kreml' om Ruslands magtbase tyder på, at han, Liborius, stadig tror, at Rusland er som Sovjet. Men det er altså aldeles ikke! Dertil kommer altså, at almindelige russere stadig godt kan huske det neo-liberale eksperiment, som USA, IMF og Verdensbanken tvang Rusland til, under Jeltsin, i 1990erne; hvor almindelige menneskers penge forsvandt op i luften til de rigeste russere, hvor oligarkerne svindlede og bedragede, og blev rige på oliehandel og på fup og svindel mm. med andre menneskers penge, altså helt almindelige russeres penge. De almindelige russere kan godt huske dette - og de ser Putin som udtryk for stabilitet, både socialt, økonomisk og måske også moralsk.

Jan August, Niels Duus Nielsen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

"Putin har selv kaldt sammenbruddet af Sovjetunionen for den største geopolitiske katastrofe i nyere verdenshistorie. Det siger da i høj grad noget om hvordan manden tænker."
Jowda, men han er nok ikke den eneste der har den opfattelse - KGB agent eller ej.

Den dag Putin dør kommer borgerkrigen og selvstændigheden til landdistrikterne og de undertrykte. Det er jeg 100% sikker på.