Kommentar

Britisk storstrejke er kulminationen på de konservatives ideologiske kamp mod offentlige universiteter

En massiv strejke er i gang på universiteterne i Storbritannien. Vi er ved at vinde en historisk sejr, der viser, hvor effektiv en velorganiseret og motiveret fagforeningsbevægelse kan være
20. marts 2018

I Storbritannien er jeg og mere end 40.000 andre ansatte ved 64 universiteter i gang med den største universitetsstrejke i landets historie – vi er nu i fjerde og formentlig sidste uge af en storstilet protest mod nedskæringer i den statslige pensionsordning.

De fleste universiteter står i disse dage stille, undervisningen er aflyst og tusindvis af ansatte går strejkevagt for at holde universitetsbygningerne tomme.

Grunden til strejken er, at paraplyorganisationen for de britiske universiteter, Universities UK (UUK), har vedtaget en ændring i pensionsordningen, der betyder, at en lektor på et universitet får 100.000 kroner mindre i pension om året, når de afslutter deres karriere. I løbet af en gennemsnitlig pension løber det op i omtrent 2,5 millioner kroner mindre. For yngre ansatte svarer det til en halvering af den samlede pension.

Vores fagforening, University and Colleges Union (UCU), nåede i sidste uge en for de fleste ansatte utilfredsstillende kompromisaftale med UUK, som er stålsatte i jagten på denne massive nedskæring. Teknisk set er UUK’s indgriben en ændring i pensionen fra en traditionel tjenestemandspension til en variabel rate, der følger aktiekurserne. Dette er til en ufavorabel rate for os ansatte.

92 lokale afdelinger af UCU nedstemte aftalen og gik dermed imod fagforeningsledelsen, der er klemt som en lus mellem to negle. En sjældent set handling i et land, hvor fagforeningerne har relativt begrænset magt, og hvor medlemmerne traditionelt set er moderate.

UUK har bestyret deres massive pensionsfond katastrofalt dårligt. I de seneste års aktiefest har de ikke desto mindre formået at opbygge en stor grøft mellem det nødvendige kapitalniveau og den faktiske situation. Ansvaret for denne dårlige ledelse falder ikke på dem, der har lavet fejlene, men på de ansatte. Som vi efterhånden alle er klar over, belønnes inkompetent spekulation og finansstyrelse som regel med store bonusser og gyldne håndtryk, mens vi almindelige ansatte får regningen.

Men strejken handler om mere end blot denne massive pensionsforringelse. Den er kulminationen på den ideologiske kamp, den konservative britiske regering har ført mod universiteterne de seneste otte år.

Rektorer forgyldes

David Cameron og nu Theresa May har ødelagt de offentlige universiteter for at bane vejen for indtoget af markedskræfter og i sidste ende privatisering af vores institutioner.

Studieudgiften blev tredoblet i 2010, så det nu koster en almindelig bachelorstuderende næsten 100.000 kroner om året at læse og dobbelt så meget, hvis man ikke har EU-statsborgerskab. Samtidig har universiteterne massivt øget deres optag uden at investere i ekstra akademisk personale og har dermed øget arbejdsbyrden især inden for administrative og bureaukratiske opgaver hos forskerne.

Universiteterne drives som fabrikker – derfor bruger vi velkendte metoder fra arbejderbevægelsen for at sætte os imod forringelserne.

De studerende har begrænset kontakttid, og den kontakt de har, er typisk med os timelønnede ph.d.-studerende, der står for hovedparten af undervisningen. Vi kan kigge langt efter en reel pension.

Samtidig får den nyansatte rektor på mit universitet en årsløn på fire millioner kroner samt stillet en overdådig seksværelses luksusbolig i hjertet af Edinburghs historiske bydel gratis til rådighed.

Rektorerne er de eneste, der kan stoppe denne pensionsskandale og få os til at aflyse resten af strejken. Hvis UUK ikke går med til et mere refærdigt forslag, kan dette være katalysatoren for en britisk fagbevægelse, der endelig træder i karakter og sætter hårdt mod hårdt. 

Der er allerede nu varslet såkaldt action short of strike, når strejken slutter den 20. marts. Det betyder, at de studerendes årseksaminer ikke kan gennemføres, og dermed er universiteterne hårdt presset til at finde en løsning hurtigst muligt. Dette viser hvor effektivt, det kan være, hvis man organiserer sig i slag- og handlekraftige fagforeninger.

Tidligere storstrejker har været en gevinst for lønmodtagerne. Det har ført til 37 timers arbejdsuge, en sjette ferieuge og lønstigninger. Nu ser det ud som om, at en ny storstrejke er under opsejling, og de offentligt ansatte står historisk samlet
Læs også

Mange af os unge ansatte på universiteterne var aktive i den britiske studenterbevægelse i 2010, hvor vores massive kampagne mod tredoblingen af studieafgiften blev knust af regeringen. Selv om vi tabte kampen, blev vi radikaliseret af at se en stat og regering, der havde til formål at svække de offentlige universiteter.

På dusinvis af universiteter har studerende besat dele af deres bygninger i solidaritet med sine strejkende lærere, præcis som vi gjorde for otte år siden. Dermed har denne strejke vokset sig til en generel mobilisering, der bygger broer og netværk mellem mennesker, der fremover bedre vil kunne stå imod nedskæringer og forringelser. Indtil da vil vi gøre alt, vi kan, for at få UUK til at trække ændringerne tilbage, så vi kan nå en aftale, der sikrer lærerpersonalet et værdigt pensionistliv.

Lukas Slothuus er ph.d.-studerende og underviser i politisk teori ved University of Edinburgh

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Leffers
  • Niels Duus Nielsen
  • Steffen Gliese
  • Flemming Berger
  • Alvin Jensen
  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
  • Jes Enevoldsen
  • Torben K L Jensen
Henrik Leffers, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese, Flemming Berger, Alvin Jensen, David Zennaro, Eva Schwanenflügel, Jes Enevoldsen og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Gid vi ville se lignende aktioner udover hele samfundet, private og offentlige lønmodtagere i fællesskab. Det er nødvendigt at markere, hvor det virkelige for at skabe og fastholde et samfund foregår.

Nike Forsander Lorentsen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar