Donald Trump efterlader os gang på gang med valget mellem nationernes kamp og nyliberalismens verdensorden. Mellem Trumps verden, hvor der kun er vindere og tabere, og den globale fortælling om en ’frihandel’, hvor alle skulle være vindere.
Mellem to højreorienterede positioner: Den ene taler til vreden og kampen, mens den anden lader, som om kampen ikke findes, og vreden er irrationel. Den første position vil forandre verden, mens den anden vil bevare den globale orden, som den er.
Trump vil slå noget i stykker, som venstreorienterede har været systematisk kritiske over for: de globale handelsftaler. Og så hører vi de ansvarlige demokratiske ledere, de kompetente økonomer og iagttagere sige, at frihandel ikke er et nulsumsspil; der skal derimod skabes vindere på begge sider af bordet, alle bliver rigere, og verdens velstand vil stige.
Det er næsten umuligt for verdens venstreorienterede at vælge mellem den nye protektionisme og den allerede gamle nyliberalisme.
National sikkerhed
Torsdag aften stod Trump i noget, der lignede et klassisk socialdemokratisk scenario, omringet af arbejdere i Det Hvide Hus. Han underskrev de to love, som skal lægge ekstra told på import af stål og aluminium. Det er ikke i sig selv starten på det totale opgør med verdens handelssystem, for de konkrete initiativer omfatter kun to procent af den amerikanske import. Men det kan sagtens eskalere.
Og Trumps præsentation var eskalerende: Vi har vænnet os til, at Trump forestiller sig verden som et slagsmål. Han opererer ikke med den præmis, at en forhandling kan føre til fremskridt for begge parter. Idealet er vinderen, og hvis der skal være en vinder, skal der også være en taber. Nogle skal have bank.
Men Trump annoncerede, at det handlede om national sikkerhed. Han hævdede implicit, at handelspartnere som eksempelvis EU er at betragte som USA’s fjender:
»Mange af de lande, der behandler os værst i forhold til handel og militær, er vores allierede, som de plejer at kalde sig,« som han sagde.
Trump er konstitutionelt tvunget til at henvise til ’national sikkerhed’, hvis han skal kunne hæve toldsatserne. Den globale handelsorganisation WTO tillader nemlig et medlem »at gøre hvad som helst, det betragter som nødvendigt for at beskytte sine væsentlige sikkerhedsinteresser«.
Forkert diagnose
Trump har ret i to ting: Den ene er, at konkurrencen med Kina om stål og aluminium er ulige, fordi den kinesiske industri er stærkt statssubsidieret. Det klagede Obama også over. Men importen af stål fra Kina udgør ifølge Financial Times kun en procent af den samlede amerikanske stålimport. Trumps angreb på Kina rammer således næsten kun andre lande.
Den anden ting er, at der er tabere i den globale frihandel. For en global betragtning er uligheden faldet i verden over de seneste årtier, fordi flere hundrede millioner kinesere og indere har oplevet en markant økonomisk fremgang. Men i de enkelte lande er uligheden steget.
De amerikanske arbejdere og den lavere middelklasses lønninger er stagneret, mens overklassens er steget dramatisk. Siden 1998 har den amerikanske økonomi mistet fem en halv millioner industriarbejdspladser; nogle på grund af automatisering, men mange fordi ydelserne kan købes billigere andre steder. En fremgang i den globale økonomi og vækst i USA betyder således ikke fremgang for alle, men et spil med tabere og vindere.
Den overordnede pointe er, at truslen mod den politiske og økonomiske verdensorden kommer fra utilfredshed og vrede i nationalstaterne. Det er nederlagene derhjemme, som hævner sig i verden. Lederne bliver valgt i nationalstater, men regerer over hele verden.
Og Trumps diagnose er ikke forkert. Men det er hans politik. Hans offensiv kan føre til noget, som ikke findes i hans forestillingsverden: et slagsmål, hvor alle taber. Han er et produkt af en krise, som han forværrer. Det er derfor, valget mellem den gamle orden og hans opgør med det er umuligt for venstreorienterede.
Medmindre man minder om, at frihandelsaftaler ikke er frihandel, men stærke reguleringer. Og at det progressive forsvar for den globale handelsorden er at bruge truslen fra Trump til at kræve omfordeling derhjemme og nye rettigheder indskrevet i frihandelsaftaler. Kampen findes jo, og vreden er virkelig. Og de konservative ved jo godt, at man skal forandre, hvis man vil bevare.
USA har mange og store problemer. Men i virkeligheden har USA så mange ressourcer indenfor egne grænser, at man på nær 8% mineraler kan klare sig selv helt uden udlandet. Det kan ingen andre lande, og det udstiller nogle af USA's store interne problemer.
Men altså:
- Et af USA´s store problemer er i hvert fald, at samfundet ikke sparer op, men anvender fortsat flere og flere penge på skattelettelser til de virkelig velstående.
- Et andet af USA´s store problemer er, at man ikke uddanner arbejdsstyrken, så den kan tage de jobs, der trods alt er.
- Et tredje af USA´s store problemer er måske en fortsættelse af ovennævnte, nemlig at USA-kapital lægger store dele af sin produktion i Kina.
Men i stedet for at løse disse store interne problemer har Donald Duck altså udnævnt andre lande som selve problem for USA´s INTERNE SIKKERHED? Desuden har han selv opstillet spillereglerne for denne konflikt, Samt har udpeget sig selv som overdommer.
Jeg tror, det hele ender som da Georg Busch indførte protektionisme. - Altså at det fungerer ganske kort tid med lidt tab rundt omkring i verden men med ret store tab for USA. Og så lader USA denne sag falde, da de dømmes til at have overtrådt WTO-reglerne, der regulerer handel over grænser.
Men begrundelsen for denne konflikt, at det skulle være et problem for USA´s interne sikkerhed, vise nok mere om problemerne med denne Donald Duck, end det viser om de reelle problemer, som USA har.
Rune - Du glemmer det faktum at Trump er et gammeldags magtmenneske der med "Make America Great Again" bruger den samme retorik som Hitler,da han talte om sit nazistiske "tusindsrige" med Rudolf Hess som arkitekt. Tænk på Hitlers oprustning med autostrada,volkswagen,flyindustri,udvikling af moderne slagskibe og ubåde der kunne operere i hele atlanterhavet. Alt sammen for at gøre Tyskland "great again" efter 1. verdenskrig og den ydmygende fred med krigsskadeserstatninger der kun kunne overvindes med hyperinflation.
Trump tænker at frihandel har plyndret USA på samme måde som Tyskland blev plyndret af sejrherrerne i 1.verdenskrig - Netop den krig der skulle være enden på krige blev indledningen til 2. verdenskrig. At det her fører til 3. verdenskrig med hvad DET indebærer kan ingen med sikkerhed vide - men med en sindssyg person,rådgivet Steve Brannon, i det hvide hus kan det ikke udelukkes - 100 %
Der er gode grunde til at lave de globale spilleregler om, men det er ikke godt, at USA tager ensidige skridt i stedet for at forhandle sig frem til en ny orden. Det er krigerisk. USA har en global lederrolle, om ikke alene så i hvert fald sammen med de andre rige lande, og de mest magtfulde bør skabe fred og orden i stedet for ufred og uorden.
At tage afstand fra USA’s krigeriskhed – også i militær henseende – er ikke at tage afstand fra USA’s grundlæggende magt, men at tage afstand fra den måde, amerikanerne bruger magten på. Man skal først og fremmest bruge diplomati. Dernæst kan man eventuelt – om nødvendigt og helst i mindre omfang – bruge militære midler, trusler, sanktioner, handelskrig o.s.v.