Jeg får dårlig samvittighed over, at jeg slap ud af Syrien i tide, mens andre lever og dør under helikopternes summen

Jeg legede med mine venner i Aleppo og drømte om at blive professionel fodboldspiller, da de første billeder af krigen i Syrien kom til syne på tv-skærmen i dagligstuen i 2011.

Billederne mindede om dem fra Palæstina, som havde været i fjernsynet hele mit liv. Mennesker, der råbte. Soldater, der skød. Bomber, der sprang. Den slog mig ikke, at det havde noget med mig at gøre, så jeg legede videre.

Men en dag bankede krigen på midt i morgenmaden. En politistation tæt på vores hus blev bombet, jorden rystede, og frygten i de voksnes ansigter spredte sig til mit.

En uge efter kom helikopterne. Deres summen blev kun afbrudt, når bomberne, de havde med, ramte deres mål … og de civile, der stod det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Syrien blev langsomt svær at kende. Folk opførte sig på måder, der før var helt utænkelige. En dag gik rygtet om, at der var benzin i byen, så min onkel sendte mig hen for at fylde en toliters dunk. Køen var flere hundrede meter lang, men folk ventede tålmodigt.

Pludselig kom en bil med nogle unge mænd, som insisterede på at komme forrest. Da folk blev vrede og begyndte at skælde ud, skød de dem. Det var som en amerikansk film. Hver gang nogen åbnede munden eller forsøgte at gribe ind, blev de skudt. Manden ved siden af mig blev ramt i skulderen. Så løb jeg.

Da jeg kom hjem med den tomme dunk, blev min onkel vred.

»Du har sikkert bare leget dagen væk, i stedet for at passe dine pligter,« sagde han.

Min forklaring om revolvermændene lød ikke sandsynlig, syntes han. Da scenen rullede over tv’et et par timer efter, mumlede han et forvirret undskyld.

Min familie besluttede sig for at forlade Aleppo og flytte på landet. Jeg blev hevet ud af skolen, de voksne måtte sige deres job op, opsparingen rakte til tre måneder, så var der ikke flere penge. Til gengæld fandt helikopterne vej, og kampene fortsatte om ørene på os. Nogle af vores bekendte blev ramt i deres bil på en indkøbstur. Jeg stirrede vantro på kisterne med familiens fem børn og deres mor, da de blev begravet i landsbyen.

Af og til flyttede fronten sig til landsbyen. Om morgenen lå der døde soldater i gaderne. Nogle af de andre fra landsbyen stjal deres våben, så de kunne forsvare sig, når soldaterne kom næste gang. Syrien var blevet et farligt sted.

Hans Pilgaard som sproglærer

Flere af de voksne begyndte at ane, at kampene ville trække ud, men de fleste håbede fortsat på, at krigen ville blive kort. De var ikke klar til at flygte. Men min far havde tidligere arbejdet i Europa, så for ham var springet ikke så stort. Han talte med sine forbindelser og tog af sted til Tyrkiet, over Grækenland og op gennem Europa for at finde et nyt sted til sin familie. En dag ringede han fra Danmark, syv måneder senere ankom jeg sammen med min mor og søskende – til et land, jeg aldrig havde vidst eksisterede.

Det var fuldstændigt syret at komme fra en krigszone til en julepyntet, dansk provinsby. Jeg gik rundt i gaderne og stirrede på alt det nye, indtil jeg gennemkold vendte hjem til vores nye bolig, hvor min far blev ved at gentage: »Nu begynder vi forfra. Fremtiden begynder nu.«

Min far havde ret. For mig var Danmark mulighedernes land. Jeg begyndte i skole igen og blev hurtigt flyttet fra en skole med en masse arabisktalende til en, hvor næsten alle elever var etnisk danske.

Nu var jeg tvunget til at tale dansk. Jeg kunne ikke længere gemme mig blandt de mørkhårede. Til gengæld kom danskerne til mig, for de syntes, det var synd, at jeg skulle sidde helt alene. Og så begyndte jeg at få danske venner.

Om eftermiddagen så jeg Hvem Vil være Millionær i timevis. Jeg kendte showet fra Syrien og følte mig på hjemmebane, selv om ordene var nye.

»Vil du bruge en livline?« gentog jeg.

»Vil du ringe til en ven eller spørge publikum?«

Hans Pilgaard smilede, og jeg blev bedre til dansk.

Da jeg sidste år var på lejrskole i Tyskland, savnede jeg Danmark, og da vi krydsede grænsen, følte jeg, at jeg var kommet hjem. Danmark vokser på mig. I Danmark kan man opnå alt, hvis bare man knokler hårdt nok.

Daglige kampe

Jeg har fået en fremtid, men krigen kan ikke parkeres i fortiden.

Den dukker op, hver eneste gang jeg går på nettet. For tiden på billeder fra Ghouta, hvor de bærer nyfødte ud af ruinerne til lyden af helikopternes summen. Jeg hader den lyd. Og jeg ved, at de steder i Syrien, hvor folk ikke får bomber i hovederne, er fattigdommen ubeskrivelig. De kæmper, uden at nogen ser på.

Krigen kommer ud gennem telefonen, når min farmor ringer fra Aleppo og græder, fordi hun savner os og ikke ved, om vi nogensinde ses igen.

Krigen er i min fætters blik, når han tænker på sin mor. Han er i Danmark, men hans mor ligger syg i Syrien. Vi aner ikke, hvad den byld på hendes hals betyder, for det er dyrt at komme til en læge. Min morbror er rejst til Libyen for at finde arbejde, så han kan sende penge til hendes behandling.

Krigen stikker sit hoved frem på Messenger, hvor jeg har lange diskussioner med min veninde i Damaskus, som overvejer at droppe ud af gymnasiet, så hun kan tjene nogle penge til sin dødsyge fars medicin. Hun er så dygtig i skolen, og det er ubærligt, hvis hun ender uden uddannelse.

Hver gang krigen viser sig, sniger skammen sig ind på mig. Jeg var bare heldig at nå ud i tide, mens alle i min nære familie stadig var levende, og inden ruten over Grækenland lukkede.

Jeg får dårlig samvittighed og lover at sende penge til min veninde, næste gang jeg får løn fra pizzeriaet, hvor jeg har fritidsjob. Det gør hende glad og holder hende i skolen lidt endnu. Men jeg ved godt, at det ikke rækker.

For nylig lavede jeg en indsamling til UNICEF, som hjælper børn i Syrien. Det gav mig en følelse af at kunne handle. At jeg også kan hjælpe, selv om jeg er langt væk fra Syrien. På få dage samlede jeg mere end 5.000 kroner ind.

Det er typisk danskerne, at de gerne bakker op, når de forstår nødens omfang. Det kan godt være, at der findes politikere, der siger, at det ikke er Danmarks problem, at verden slås, og at de andre må sejle deres egen sø, men danskerne er ikke ligeglade med verden. Jeg brugte indsamlingen som en del af et skoleprojekt. Jeg fik 10, og jeg var så stolt.

Velkommen til!

Mange i Danmark lægger velmenende hovedet på skrå og spørger, om ikke racisme og fremmedhad rammer mig hårdt i Danmark. Svaret er nej. Selvfølgelig møder jeg fordommene. Som for eksempel nytårsaften, hvor en dame i S-toget kaldte mig og mine venner for tyvepak og nasserøve. Men når jeg står i den slags situationer, tænker jeg tit, at jeg sikkert selv ville have haft den slags fordomme, hvis situationen havde været omvendt og der pludselig var kommet en masse flygtninge til Syrien. Uvidenhed er hovedingrediensen.

Damen i toget blev da også overrasket, da jeg på dansk fortalte hende om, hvordan vi var endt i Danmark, om hvordan jeg som lille dreng havde oplevet krigen i Syrien, og om at jeg drømmer om at blive flymekaniker og skabe en fremtid her.

»Det er mennesker som jer, vi har brug for. Velkommen til!« sagde hun, da hun stod af toget.

»Tak,« sagde jeg, og igen blandede lettelsen over at være her sig med skyldfølelsen over for alle dem, der stadig lytter til helikopternes summen.

Ali Bako er 17 år og går i 9. klasse.