Kronik

Er Foucault en middelalderlig, skamfuld eller ukritisk tænker?

Ifølge Per Aage Brandt indeholder et ikke før udgivet interview med Foucault nøglen til den franske filosofs værk, som »ingen har kunnet finde hoved eller hale på«. Men hvem er det, der ikke kan det? Hvilken form for kritik kræver det at lære noget nyt? Og kan man undgå at begynde i fordommen?
Per Aage Brandts absolutistiske tilgang til Foucault spreder tåge i stedet for at virke afklarende om den franske filosof Michel Foucault, mener dagens kronikører.

Per Aage Brandts absolutistiske tilgang til Foucault spreder tåge i stedet for at virke afklarende om den franske filosof Michel Foucault, mener dagens kronikører.

Gamma Rapho

22. marts 2018

I et indlæg i Information den 2. marts skaber Per Aage Brandt (PAB) sensation. Et ikke tidligere udgivet interview med den franske filosof Michel Foucault fra 1979 viser sig, skriver PAB, at indeholde »nøglen til værk, som ingen har kunnet finde hoved eller hale på«, selv om det »har haft størst indflydelse på tænkningen inden for humaniora gennem de sidste 50 år.«

Først og fremmest rummer det, ifølge PAB, ikke alene forklaringen på Foucaults dubiøse støtte til den iranske oprørsbevægelse og en problematisk akklamation af middelalderlig spiritualitet. Et »inderligt håb« om dennes genkomst viser sig samtidig her at være nøglen til forfatterskabet.

Udover at finde kernen i og forklaringen på Foucaults samlede (problematiske) tænkning gætter PAB på en forklaring på, at interviewet først er udkommet 35 år senere: Foucault »angrede, at han havde været for åbenmundet«. Han holdt selv interviewet tilbage for ikke at komme til at afsløre sig selv, konkluderer PAB.

En sådan afsløringsjournalistik kan være prisværdig, hvis den bringer vigtigt hemmeligholdt materiale til torvs. Men sensationshungrende nyfigenhed snarere end kritisk nysgerrighed kan være problematisk, når det drejer sig om at undersøge mere komplekst stof og forholde sig differentieret til det.

PAB’s oplysning er en oplysning, der kalder på at blive genoplyst. Hans kritik er netop af den art, foucauldiansk kritik søger at overskride.

Rejserne til Iran

Når man vil udøve kritik, er det en fordel at kende både fakta og sammenhæng. I forhold til Foucaults påståede »støtte til den islamiske oprørsbevægelse i Iran« er det værd at vide, at Foucault tog til Iran i september og november af 1978, hvor Shahen stadig var landets overhoved, for at dække opstandene mod det gældende styre i en række dagbladsartikler.

Det italienske dagblad Corriere della sera (’Aftenposten’) havde bedt Foucault om regelmæssige bidrag. Derfor foreslog han at danne et hold af intellektuelle reportere, der skulle rejse til brændpunkter og lave ’idéreportager’ og undersøge, hvordan en særlig form for begivenheder, nemlig ideer, var i færd med at blive til eller afgå ved døden.

Formålet med idéreportagerne var ikke at engagere sig moralsk for eller imod det undersøgte fænomen, men nysgerrigt at udforske spirerne til det nye, hvilke kræfter der gjorde sig gældende i det, samt hvilket lys det kastede over en vestlig kontekst.

Som det fremgår af et indlæg publiceret af Foucault i det franske nyhedsmagasin Le nouvel observateur i november 1978, mener han allerede på det tidspunkt, at »islam som en politisk magt er et essentielt problem for vores tidsalder og i årene fremover«. »Den første betingelse for, at man kan give sig i lag med det på bare en smule intelligent vis, er, at man undgår at starte med hadet.«

I samme indlæg pointerer han, at man ikke må tillægge ham forestillingen om, at »en islamisk spiritualitet og en islamisk regering med fordel kan erstatte diktaturet under shahen«. I april det følgende år protesterer han i et åbent brev til regeringschef Mehdi Bazargan mod en bølge henrettelser.

Foucaults anliggende med rejserne til Iran i 1978 er således ikke at støtte en iransk eller islamisk revolution. Derimod tager han ned for nøjere at undersøge en folkelig bevægelse i dens initiale fase, hvor den stadig har karakter af en opstand mod et gældende styre. Foucault er således ikke interesseret i den islamiske revolution, men derimod i den folkelige opstand eller revolte.

I et indlæg i Le Monde i 1979 beskriver Foucault det fascinerende i Iran som den folkelige opstand, han mødte. Herved forstår han »bevægelsen, i hvilken et enkelt menneske, en minoritet, eller et helt folk siger ’Vi adlyder ikke’, idet de sætter livet på spil over for en magt, som de betragter som uretfærdig«.

Oprørets moment er for Foucault besættende, i og med at det er »en del af historien«, men samtidig et »irreducibelt, uforklarligt og fundamentalt moment, der undslipper denne«.

Følg Foucault!

Gå ikke glip af, hvad vi skriver om Foucault. Følg emneordet ’Michel Foucault’ på mail. Så får du automatisk en påmindelse i din indbakke, når vi har nyt om filosoffen. Meld dig til her

Ofte sammenligner Foucault sin interesse i revolten i Iran og andetsteds med Kants optagethed af Den Franske Revolution. For Kant var det skelsættende ikke først og fremmest den historiske begivenhed og dens resultat. Rundt om i Europa blev begivenheden modtaget med en begejstring, der ikke bare var begrundet i en umiddelbar personlig fordel, og som heller ikke bare forsvandt med revolutionens degenerering til terror.

Entusiasmen, man ikke blot kan vælge at glemme, er for Kant et vink om et ønske hos iagttagerne om at sætte skel mellem i dag og i går, sådan at verden bliver bedre. I lighed med Kant interesserer Foucault sig for virtualiteten i historiske omvæltninger: Det, der var i færd med at opstå og kunne være blevet, men måske aldrig blev fuldt realiseret.

Hvad Foucault forstår ved spiritualitet, ofte betegnet ’politisk spiritualitet’, er ikke en mystisk transcenderen eller selvopgivelse, sådan som PAB tror. Det er derimod den mulighed, der åbnes, når »man selv gør oprør mod en subjektposition, man er blevet tildelt af en politisk eller religiøs magt, et dogme, en social struktur« og således bliver en anden, end den man hidtil har været.

Foucault ser Kants opfordring til sine samtidige om at leve op til oplysningens fordring om at vove at vide og lede sig selv som en opfordring til en sådan politisk spiritualitet.

PAB’s forsøg på at karakterisere Foucaults politiske spiritualitet som »en bevidst selvopgivelse« er derfor misvisende. Spiritualitet er her tværtimod en bestræbelse på selvaffirmation, hvori man udfordrer instanser, som prøver at knægte folks selvstændige selvudfoldelse. Modsat middelalderen, hvorfor Foucaults faglige værk også rummer en lang kritik af middelalderens åndelige teknologier.

Angrende og skamfuld?

PAB’s afsluttende afsløring af, at Foucault som en middelalderlig skamfuld pønitent oven i købet skulle have angret og selv holdt interviewet tilbage, fordi han blev klar over, at han afslørede sig selv, er en ganske dristig ekstrapolering uden basis i det sagte.

For at afprøve den har vi kontaktet Sabrina Bremner fra Columbia University, der gravede samtalen frem af arkiverne. Hun meddeler, at der ikke er nogen indikationer på, hvorfor den forblev upubliceret. Den slags sker jo, også uden skændige og lyssky bevæggrunde. Der er intet belæg for at hævde, at Foucault selv holdt publikationen tilbage. PAB’s påstand om fortrydelse og skamfulde bevæggrunde fremstår som postulat og ren konspirationsfiktion.

I det hele taget trumfer motiv- og årsagsforskning nysgerrighed i PAB’s indlæg. Det er ærgerligt, for man kan sagtens rejse en interessant og differentieret kritik af knaphederne i Foucaults undersøgelser.

Allerede reportagerne fra opstandene i Iran rejser f.eks. spørgsmålet, om der var noget, han ikke havde tilstrækkelig viden om og sans for. Havde han blik for de mange heterogene elementer i opstanden, og hvor de kunne pege hen? Havde han sans nok for historiske og koloniale magtkampe? Interesserede han sig tilstrækkeligt for kønnede aspekter?

Spørgsmålet er, om de diskussioner lader sig rejse på produktiv vis, og om det bliver muligt at anlægge en afsøgende tilgang, hvor nyt kan læres, hvis man allerede i udgangspunktet, før man har sat sig en smule ind i empirien, afkræves en entydig stillingtagen for eller imod de fænomener, man udforsker?

For så vidt som PAB’s indlæg følger en bestemt skabelon, rejser der sig også en vigtig diskussion af passende og produktive former for kritik. Er afsløringsjournalistiske og krimiinspirerede tilgange, der søger at buste nogen ved at forevise en smoking gun og afsløre en simpel bagvedliggende sandhed, produktive, hvis det drejer sig om at sætte sig ind og kritisere et forholdsvis differentieret tankeunivers? Eller er det muligt at udøve kritik og lære nyt uden at starte i fordømmelse, afstandtagen eller had?

Under alle omstændigheder demonstrerer det konkrete tilfælde her, at absolutistiske tilgange som PAB’s nemt bliver misvisende og spreder tåge i stedet for at virke afklarende.

Sverre Raffnsøe er professor på Copenhagen Business School, Dorthe Staunæs er professor på Aarhus Universitet.

Serie

Foucault-fejden

Da Per Aage Brandt redegjorde for Michel Foucaults utrykte interview om spiritualitet og støtte til det islamiske oprør i Iran, satte det gang i en større debat om den franske filosof. Vi har samlet alle indlæg i denne serie.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Jørgensen
  • Olaf Tehrani
  • Jeppe Lykke Møller
  • Steffen Gliese
  • Per Klüver
Bjarne Jørgensen, Olaf Tehrani, Jeppe Lykke Møller, Steffen Gliese og Per Klüver anbefalede denne artikel

Kommentarer

Børge Neiiendam

Det er basal viden at Informations læsere fordres at være vidende på et rimeligt højt niveau. Denne artikel beviser det til fulde.

Salig Foucault er et fyrtårn i visse kredse. Blot et mere eller mindre kendt navn hos nogle af os andre. De gode professorer Raffnsøe og Staunæs lander her en artikel, så indviklet og elitær, at jeg kunne ønske at Informations redaktion havde bedt oplægsholderne om at skære artiklen ned til max. 2 x 10 linier, med oplysning og konklusion i et sprog der kan læses af de fleste. Jeg har i skrivende stund, fravalgt at læse PAB's opslag, men det kan være at nysgerrigheden tager overhånd senere, for Foucault er åbenbart vigtig at kende, hvis vi/man skal vide noget om udviklingen i verdenshistorien. Håber ikke at læsning herom, er en sovepille en sen aftenstund.

Jens Pedersen, Lise Lotte Rahbek og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

"...bevægelsen, i hvilken et enkelt menneske, en minoritet, eller et helt folk siger ’Vi adlyder ikke’, idet de sætter livet på spil over for en magt, som de betragter som uretfærdig".

Salig Niklas Luhmann, som vist ikke kan anklages for at være foucaultianer, indrømmer åbent, at hans systemteori, som meget overbevisende synes at kunne forklare alt menneskeligt samvær som udtryk for et antal relativt simple semantiske systemer, ikke kan forklare de folkelige bevægelser. De unddrager sig i deres anarkistiske tilgang til verden simpelthen systemanalysen.

Han har et helt kapitel i sin "Die Gesellschaft der Gesellschaft", hvor han går rundt om den varme grød og ender med at konstatere, at hans teori med dens store forklaringskraft ikke kan forklare de folkelige bevægelser, selv om de er afgørende i den historiske udvikling og institutionaliseringen af de sociale systemer.

Til hans store ærgrelse, selvfølgelig, men som den ærlige forsker, han er, kan han ikke undlade at gøre opmærksom på sin teoris mangler, hvorfor han ikke forsøger at bortforklare det på 2x10 linier med oplysning og konklusion i et sprog der kan læses af de fleste.

Kurt Nielsen, Christina Balslev, Hans Aagaard, Steffen Gliese, Torsten Jacobsen, Karsten Aaen, Per Klüver, Jens Pedersen, Ejvind Larsen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Det kan meget vel være min egen ignorance, men jeg har altid mistænkt Foucault for at være en kejser uden klæder; meget lig en række af post-strukturalisterne.

Det har altid været meget svært at læse og forstå Foucault og som jeg er blevet ældre og oplever en reel forståelse af andet filosofi, har jeg opgivet mindreværdskomplekset, der siger "du er nok bare ikke intelligent nok". Jeg tror bare ikke, at han har noget tøj på.

Hvorfor er Foucault fortsat en del af en filosofisk slagmark på venstrefløjen? Hvad har han konkret biddraget med til opgør med magstrukturene? For mig at se solidificerer hans filosofi disse strukturere, da han mystificerer undertrykkelsesforhold ud i ukonkretheder såsom at:

"man selv gør oprør mod en subjektposition, man er blevet tildelt af en politisk eller religiøs magt, et dogme, en social struktur"

Hvordan skal det oprør foregå? Hvad involverer 'subjektpositionen' som vi underlægges hver i sær og hvordan gør man meningsfuldt oprør mod den? Hvis der er nogen vellæste foucaultianere derude, må I meget gerne oplyse mig her, da jeg ikke har læst meget Foucault og har forstået endnu mindre.

Robert Ørsted-Jensen, Kurt Nielsen, Palle Yndal-Olsen, Børge Neiiendam og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

" ... han mystificerer undertrykkelsesforhold ud i ukonkretheder såsom at:
"man selv gør oprør mod en subjektposition, man er blevet tildelt af en politisk eller religiøs magt, et dogme, en social struktur"
Hvordan skal det oprør foregå? Hvad involverer ’subjektpositionen’ som vi underlægges hver i sær og hvordan gør man meningsfuldt oprør mod den? Hvis der er nogen vellæste foucaultianere derude, må I meget gerne oplyse mig her, da jeg ikke har læst meget Foucault og har forstået endnu mindre."
Jeg har aldrig læst Faucault, men du er ude i en sproglig forbistring der beror på, at det af dit citerede er universelt formuleret, og derfor ikke kan tage hensyn til det konkrete tilfælde, hvor den enkelte, også sammen med andre i lignende subjektposition, selv må erkende dens egenart, og gøre op med den.
Det bliver op til den enkelte - sagen sagen her er fremlagt - at afmystificere undertrykkelsesforholdene.

Gustav Alexander

Jens, for mig at se efterlader din forklaring mange spørgsmål, som jeg ikke selv kan finde svaret på. Bør filosofien ikke netop være universelt formuleret, hvis der overhovedet skal være tale om filosofi, skal der vel være tale om fundamentalt menneskelige - og derved universelle - dispositioner?

Og selvom jeg forstår begrebet subjektposition, så forklares der hverken i ovenstående eller i dit indlæg hvorledes eller hvorfor man får en subjektposition, som man må gøre op med? Eller hvad det opgør reelt involverer? Hvad vil det konkret sige? Det har jeg simpelthen svært ved at se.

Niels Duus Nielsen

Dennis Jensen, Foucault har i mine øjne præciseret forskellen mellem "nødvendig" og "kontingent" ved at påvise, at de ord, vi bruger og de kategorier, vi opdeler verden i, ikke kun er nødvendige, naturbestemte eller gudgivne, eller en del af "tingene i sig selv", som Kant ville have formuleret det, men derimod en fortolkningsramme, vi mennesker lægger ned over tingene.

Det afgørende er her - for mig, i det mindste - at han ser denne kategorisering som et resultat af en historisk udvikling, drevet af magt og viden i et blandingsforhold, som fastlægges, ikke af videnskaberne, men af de til enhver tid gældende magtstrukturer.

Han er her i overensstemmelse med Kierkegaards skelnen mellem livet, som det leves - forlæns - og livet som det forstås - baglæns. Når vi ser fremad på noget nyt, kræver dette nye ofte en ny kategorisering, og når vi så i bakspejlet ser på, hvilke kategoriseringer, der faktisk blev de konsensuelt gældende, vil vi se, at det ikke altid er sandheden, der er den determinerende faktor i etableringen af det herskende begrebsapparat, men derimod magtforholdene.

Postmodernister har så ofte en tendens til helt at se bort fra sandheden og betragte alt som styret af magtforholdene, hvilket selvfølgelig er en fejllæsning af Foucault, som betragtede sit værk som en korrektion til det gældende vidensregime, ikke en erstatning.

Der er selvfølgelig meget mere i Foucaults værk end blot dette, men det er den side af hans tænkning, som passer bedst med min egen kæphest. Som er at forsøge at sætte et skel mellem den perfektive tænkning og den ikke perfektive tænkning, "perfektiv" og "imperfektiv" her i begrebernes grammatiske betydning:

Når jeg overvejer fremtiden og forsøger at beslutte mig for en eller anden mulig handling, anvender jeg imperfektiv tænkning, da jeg ikke kender resultatet på forhånd. Når jeg efterfølgende ser tilbage på handlingen, anvender jeg perfektiv tænkning, da jeg nu har viden om, hvad handlingen afstedkom. Så længe jeg læste (imperfektiv datid) avisen, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle mene om det, der stod i den, men efter at have læst (perfektiv datid) avisen ved jeg, hvad konklusionerne på de enkelte artikler er, hvorefter jeg danne mig en mening om avisens indhold.

Eller et andet eksempel: et kast med en terning. Inden kastet er der seks mulige resultater, og ingen kan med deres imperfektive viden på forhånd vide, hvilken af de seks, der bliver udfaldet. Når først terningen er kastet, kan vi alle se, hvad resultatet blev, og har dermed perfektiv viden om den historiske sandhed om dette terningkast, som nu ikke længere står til at ændre. Terningen kunne have faldet anderledes, men efter at den er faldet, står resultatet ikke længere til at ændre.

Helt det samme finder sted omkring begrebsdannelse: Der er mange mulige måder, verden kan opdeles på for tanken, men før eller siden lægger vi os fast på´en bestemt opdeling, som vi så betragter som gældende, måske endda videnskabeligt gældende- indtil ny forskning frembringer nye kendsgerninger som kræver nye begreber.

Foucaults fortjeneste er, at han ved at undersøge et antal vidensregimer - fx galskab, lægevidenskab, seksualitet - har påvist, at også begreberne er kontingente. Hvilket jo, når man tænker sig om, er ret indlysende, nu hvor vi ved det (perfektivt set), men at det ikke er umiddelbart indlysende kan jo ses af den store modstand, der er mod Foucaults indsigter..

Politikere, der påstår, at det er nødvendigt, at vi gør som de siger, selv om det faktisk kun er kontingent, er skoleeksempler på denne sammenblanding af perfektiv og imperfektiv tænkning, som Foucault gjorde opmærksom på, og som magthaverne ikke bryder sig om, at der laves om på.

Kurt Nielsen, Bjarne Jørgensen, Morten Hillgaard, Christina Balslev, Michael Borregaard, Anna Regine Irgens Bromann, Jeppe Lykke Møller, Hans Aagaard, Steffen Gliese, Karsten Aaen, Anders Reinholdt og Marie Louise Wammen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Lige kort om "subjektpositionen" - jeg tror, at "subjekt" her skal læses både i betydningen "undersåt" i forhold til en suveræn og i den betydning, som optræder som modsætning til begrebet "objekt". En udefra pålagt subjektposition er underordnet objektiviteten, og det Foucault protesterer imod, er selve dette modsætningspar, som er et i visse situationer nyttigt men i andre et falsk skel, der ikke findes i virkeligheden uden for den menneskelige begrebsverden.

Når Kierkegaard fx hævder, at subjektiviteten er sandheden, taler han ikke om en narcissistisk og solipsistisk postmoderne subjektivitet, men kræver med sit udsagn en ophævelse - i hegelsk forstand - af begrebsparret subjekt-objekt; en ny syntese, om man vil, hvor subjektiviteten igen bringes til ære og værdighed i forhold til den rent ydre objektivitet, som for Kierkegaard var blevet den herskende kategori, hvilket kom til udtryk i det, han hånende kaldte "Kristenheden", og som Hegel og hegelianerne havde banet vejen for. Højrehegelianeren Max Stirner (af Marx kaldet "den hellige Max") er her en spændende subjektivistisk læsning, som ikke desto mindre står i kontrast til Kierkegaards Hegel-læsning.

Okay, det går op for mig, at jeg forstår Foucault via Kierkegaard, hvorfor man nok ikke skal tage alt, hvad jeg skriver, som udtryk for den autoritativt korrekte udlægning af Foucaults tanker, men snarere som en videretænkning af det bagvedliggende problemkompleks. Men det er vel det, filosofi går ud på?

Kurt Nielsen, Povl Jensen, Jeppe Lykke Møller, Hans Aagaard, Steffen Gliese og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Jens Pedersen

Jeg er selv sociolog og har altid næret en vis potin afsky for MF. Nævner man navne som Kant, Durkheim, Marx, Comte, Giddens,m Bourdieu eller Butler, fremstår deres budskaber som baberblade; knivskarpe. Alle deler de den styrke, at både deres begrebsverdener og teorier kan koges ned til simple, universielle, letforståelige anskuelser, med hvilke verden bliver beriget. Jeg har nu gennem de seneste fire år læst manden relativt intenst, i perioder af kortere og længere varighed. Med ganske gå undtagelser, kan jeg desværre ikke sige det samme om MF. Han fremstår for mig uhæderlig i sin vidensabsteoretiske tilgange, som mere opsat på at forlænge sine skrifter (og dermed modtage en højere løn) end at skabe reel systematik i det sociale, at ville elevere sig selv til en position, hvor hans konkrete budskaber bliver så formudrede, at han selv alene har patent på afkodnngen af han skrifter. Not a fan...

ulrik mortensen, Børge Neiiendam, christian christensen, Henrik L Nielsen og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

@Jens Pedersen: "deres begrebsverdener og teorier kan koges ned til simple, universielle, letforståelige anskuelser", og " sin vidensabsteoretiske tilgang".
Foucaults tænkning er bl.a. et filosofisk opgør med de nævnte måde at undersøge verden på, og så er det da ret klart, at du ikke kan finde det hos ham. Din fremgangsmåde kan sammenlignes med at kravle op i et pæretræ og efterfølgende være sur over, at du ingen æbler fandt.

Kurt Nielsen, Christina Balslev, Niels Duus Nielsen, Anna Regine Irgens Bromann, Khadra Cool, Jeppe Lykke Møller og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

For at komme Foucault lidt i forsvar vedr. Iran. Prøvede sociologen Giddens ikke også at påvirke virkeligheden med den såkaldte tredie vej. Det gik godt i lidt tid. Så blev det hadekomponent n.r 1.

Bjarne Toft Sørensen

@Niels Nielsen: Det at blive pålagt en "subjektposition" skal vel forstås negativt på den baggrund, at Foucault ikke anerkender den traditionelle skellen mellem subjekt og objekt, som du nævner. Men ud over det skal et oprør mod en "subjektposition" vel forstås som en oprør mod en forståelse af en måde at være menneske på, som man er blevet pålagt af de forskellige former for kræfter, man har været underlagt. Gennem dette oprør bliver man en anden.

Jørn Andersen

Hans filosofi ledte ham i armene på præstestyret.Enten var han forstyrret i hovedet eller også fundamentalist måske begge dele. Et træ skal kendes på dets frugter , i dette tilfælde var de bitre og fordærvede. Ham og hans "filosofi " fortjener kun hån og foragt.

Torsten Jacobsen

Niels Nielsen skriver,

"Når jeg overvejer fremtiden og forsøger at beslutte mig for en eller anden mulig handling, anvender jeg imperfektiv tænkning, da jeg ikke kender resultatet på forhånd. Når jeg efterfølgende ser tilbage på handlingen, anvender jeg perfektiv tænkning, da jeg nu har viden om, hvad handlingen afstedkom. Så længe jeg læste (imperfektiv datid) avisen, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle mene om det, der stod i den, men efter at have læst (perfektiv datid) avisen ved jeg, hvad konklusionerne på de enkelte artikler er, hvorefter jeg danne mig en mening om avisens indhold."

Med al respekt for filosofien, bevæger vi os her i en vis forstand ud over dens genstandsfelt (et kontroversielt udsagn, bevares). Vi er i stedet for på psykologiens område, og belæste hjerner - tynget ned af Kant, Foucault, og andre fantaster (endnu et kontroversielt synspunkt) - kunne med fordel læse lidt J. J. Gibson, Ulric Neisser, Leontjev, og Kahneman.

Bjarne Toft Sørensen

@Niels Nielsen: Det bør vel præciseres, at videnskaberne er en del af de til enhver tid gældende magtstrukturer, og at vidensregimer er nødvendige. Samfund kan ikke eksistere uden et vidensregime?

Vidensregimer er vel noget, der er herskende i en bestemt historisk periode inden for en række områder?

Når politikere påstår, at noget er nødvendigt, er det forkert, som du skriver, og det vil altid bygge på nogle bestemte forudsætninger, som politikerne har defineret. Men det betyder jo til gengæld ikke, at alt andet så vil være muligt, men at rummet for det mulige vil være større end det, som politikerne vil forsøge at bilde os ind, er nødvendigt.

Torsten Jacobsen

Bjarne Toft Sørensen,

Rummet for det mulige kan kun afsøges gennem erfaringen. Problemet er, at mødet med umuligheden ofte ender fatalt. Derfor foretrækker de fleste - med god grund - at lade sig styre af ikke blot egne erfaringer, men tillige af andres. Det vi med et fint ord kalder 'kultur' eller 'sædvane'. Mere spottende kunne man betegne samme forteelse som 'konformitet'.

At betegne den sammensparede, kollektive erfaring som et 'regime' er efter min mening at stramme den en tand for meget..

Steffen Gliese

Subjektpositions-spørgsmålet er vel netop det, vi kæmper med i de former, klassekampen for tiden antager, hvor den enkelte pålægges ansvar for strukturelle konsekvenser.

Bjarne Toft Sørensen

@Niels Nielsen: Luhmanns systemteori og systemanalyse er en del af sociologien, mens Foucaults historiske undersøgelser er filosofiske, så i en vis forstand vil Foucault være mere frit stillet i sin tilgang til undersøgelser af folkelige bevægelser og oprør (f.eks. i forhold til teori, metode, operationalisering og dokumentation).

Kontekster klargøres hos Foucault på en bestemt måde i erkendelsen, ligesom erkendelsen først klargøres, når den indgår i en kontekst. Han er sig bevidst om, at der undervejs træffes en række valg, der kunne have været anderledes, og som ville have bevæget undersøgelserne i en anden retning.

Han formulerer derfor ikke en teori for at være bundet til den, men kigger tilbage på sine undersøgelser for at gøre sig status overvejelser, før han bevæger sig frem mod nye erkendelser.

På den måde har hans filosofiske tænkning og undersøgelser flere lighedstræk med det, der har fået betegnelsen "kunstnerisk udviklingsvirksomhed" på kunstakademierne end med forskningen i videnskaberne. Der er eksplicitte refleksioner over processer og resultater, dokumentation og formidling, men ikke egentlige teoretisk - videnskabelige tilgange med fuldt dokumenterbare og reproducerbare resultater.

Der er tale om forskellige former for erkendelse, der ud fra hver deres særlige forudsætninger har noget vigtigt at bidrage med.

Steffen Gliese

Reelt er der jo ikke nogen, der med sin vidensarkæologi lægger mere klassisk videnskabelighed i sin ide- og magthistoriske udredning end Foucault.
Han er jo forskeren, der demaskerer universaliteten, når han f.eks. påviser, hvordan rationalismen blev knæsat ved at udrense det, der modbeviste de paradigmatiske påstande.
Disse kobles jo som regel med historiske nedslag, der eksemplificerer praksis, som i en af mine yndlingsartikler om retspsykiatriens skridt til at opnå respekt og troværdighed, monomanien, der jo retteligt hedder 'homocidal monomani', fordi den var en diagnose, hvor forbrydelsen, det uforklarlige mord, også producerede diagnosen.
På det grundlag blev ikke alene især kvinder dømt for mord, som vi i dag kan analysere os frem til skyldtes fortvivlende sociale forhold især, men det kastede kunst af sig, som vi stadig nyder, f.eks. Georg Büchners "Woyzeck" og Cammaranos og Donizettis "Lucia di Lammermoor".

Kurt Nielsen, Christina Balslev, Niels Duus Nielsen, Anna Regine Irgens Bromann og Jeppe Lykke Møller anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Torsten Jakobsen og Bjarne Toft Sørensen, når jeg her beskæftiger mig med psykologi og sociologi er mit fokus på begrebsdannelsen i de enkelte videnskabelige discipliner. Så når jeg læser Luhmann, Bourdieu, Goffman, Marx, Freud, Jung, Leontjev, Peterson, Propp osv. etc. læser jeg dem som filosoffer, altså som tænkere, der alle udviklede nye begreber, og vel at mærke samlede disse begreber o teoretiske systemer. Ingen videnskab hviler i sig selv, alle videnskaber har et metafysisk grundlag, og metafysik og videnskabsteori er filosofiske discipliner, også når det er psykologer eller sociologer, der filosoferer.

Steffen Gliese, dit eksempel med den "homocidale monomani" er et godt eksempel på, hvorledes en faggruppe opnår et monopol på at definitionere afgrænsede udsnit af verden. At kalde et sådant monopol for et "vidensregime" finder jeg helt på sin plads, Torsten Jakobsen, især når den underliggende metafysik - som er kontingent og historisk bestemt, ikke nødvendig og evig - hævdes at være "naturlig", "selvindlysende", "uomgængelig", "evig" og/eller "gudgiven" eller på anden måde undtaget fra kritik.

Den forkætrede neoliberalisme er netop et sådant vidensregime, som efterhånden totalt dominerer den statslige tænkning, og som er immun over for kritik, på trods af, at alle erfaringer efterhånden har vist, at den underliggende metafysik er ikke bare uholdbar, men direkte skadelig for det store flertal af borgerne.

Kurt Nielsen, Karsten Aaen, Christina Balslev og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Thomas Østergaard

Jeg synes altså at vi er nødt til at holde debatten på sporet i stedet for al den tågesnak om vidensarkæologi og neoliberalismens underliggende metafysik.

Den skamstøtte der bør stå over Foucault er, at han opfandt diskursbegrebet, så Gud og hvermand nu hyler op om at de bliver stigmatiserede og vil have ændret menigmands opfattelse af dem og kastet offentlige midler efter sig, ved at påvirke medierne i stedet for selv at skulle gøre en aktiv indsats for at blive opfattet mere positivt.

Det er meget muligt at det ikke var hans mening, men sådan er det altså blevet, og hans eftermæle bør lide under det - ikke mere eller mindre fortænkte mistanker om tankeforbrydelser mod den gængse moral mange år efter hans død.

Niels Duus Nielsen

Thomas Østergaard: "...tågesnak om vidensarkæologi...." - jeg fornemmer, at du ikke har forstået, hvad vidensarkæologi er. Men hvorfor så diskutere Foucault, hvis du ikke forstår hans centrale tanker?

Der er ikke noget galt med diskursbegrebet, det, der er galt, er at "Gud og menigmand" bruger diskursbegrebet uden at vide, hvad det dækker. Det er et meget udbredt fænomen, at de halvlærde smider om sig med fremmedord, som de ikke helt ved, hvad betyder. Og i takt med at universitetsuddannelserne forringes, får vi stadig flere halvlærde her i samfundet.

På diverse handels- og management"universiteter" lærer man ligefrem en bestemt måde at tale på, som derefter bliver gjort til en "kompetence", der skal legitimere, at man er "kompetent" til at lede et firma uden at vide noget om, hvad firmaet faktisk beskæftiger sig med, blot man kan læse et regneark og tale den særlige form for newspeak, som fagfællerne fra de samme læreanstalter er udlærte i.

Hvor det eneste, man faktisk er kompetent til, er at fremføre sine argumenter i en særlig diskursiv form, en "one-size-fits-all"-diskurs, som sikrer det administrative lag magten over det produktive og reproduktive lag i befolkningen.

At en tænkers disciple misforstår tænkerens budskab er ikke nødvendigvis tænkerens fejl, men i langt de fleste tilfælde disciplenes - og så de modstanderes, som ikke sætter sig ind i tankerne, men blot kritiserer stråmænd, fordi de ikke har forstået, hvad det hele drejer sig om.

Nietzsche er et godt eksempel: Hans tanker bliver stadig misforstået i vore dage, ikke fordi han er bevidst uklar i mælet, men fordi det ikke er nemt at fjerne grundlaget under en metafysik, når man stadig kæmper med at formulere en erstatning.

Gud er død, men gudsbegrebet lever stadig. Hvordan tackler man lige det problem? Foucault har givet et bud, Deleuze har givet et andet, Sam Harris giver et tredje og både feminister, neoliberalister, socialister, identitære og narcissister har forslag til, hvordan det skal tackles.

Der hersker anarki i ideernes verden, og det er ikke specielt Foucaults skyld, snarere skyldes det alle de halvstuderede røvere, som tror, at de har forstået, men som faktisk bare har overtaget en metafysik, der er blevet dem serveret, og som de ikke selv er skarpe nok til at kunne se, er netop det: En metafysik.

Der er sågar mennesker, der tror, at der ikke findes sådan en ting som metafysik - hvilket selvfølgelig har sine fordele, for så slipper man jo for at tage stilling til sin egen.

Kurt Nielsen, Povl Jensen, Dennis Jørgensen, Steffen Gliese, Karsten Aaen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Steffen Gliese: "Han er jo forskeren, der demaskerer universaliteten, når han f.eks. påviser, hvordan rationalismen blev knæsat ved at udrense det, der modbeviste de paradigmatiske påstande.
Disse kobles jo som regel med historiske nedslag, der eksemplificerer praksis".

Her kan man ud fra en videnskabelig tilgang svare, at hans fortællinger er konstruerede. Han påviser ikke noget, men anlægger et nyt perspektiv. Hvordan kan man afgøre, om der ikke kunne have været andre lige så velvalgte tilgange til de historiske arkiver? Der er en række forudsætninger og valg i hans fremgangsmåde, som aldrig bliver klargjort. Derfor bliver det billede også fra videnskabelig side brugt om tænkere som Foucault, at deres undersøgelser er bygninger på sand.

Dette er på ingen måde sagt for at forklejne Foucault som filosof.

Dermed heller ikke sagt, at en række af Foucaults begreber ikke kan videnskabeliggøres ved at definere og afgrænse dem og dermed fastlåse dem i tid og rum, og det er jo allerede gjort, f.eks. i form af forskellige diskursanalytiske tilgange.

Bjarne Toft Sørensen

Niels Nielsen: "Det er et meget udbredt fænomen, at de halvlærde smider om sig med fremmedord, som de ikke helt ved, hvad betyder. Og i takt med at universitetsuddannelserne forringes, får vi stadig flere halvlærde her i samfundet".

Der er en hel del sandhed i det, du her får formuleret, og på mange institutter gør det måske heller ikke så meget, hvis det ellers kan fungere som marketing og dermed kan bidrage til at skaffe nye forskningsmidler.

Vores indlæg krydsede hinanden.

Niels Duus Nielsen

Bjarne Toft Sørensen, Foucaults undersøgelser er måske bygget på sand, men er det ikke netop det, hans undersøgelser munder ud i - altså at undersøgelser altid til en vis grad bygger på sand, fordi al argumentation forudsætter en række forudsætninger og valg, som ikke bliver gjort explicitte?

Bemærk, dette er ikke det samme som at erklære, at alt er relativt og at sandheden ikke findes, blot er det en konstatering af, at vi aldrig kan være helt sikre på, hvad der faktisk er sandt i en given situation. Hvilket ikke forhindrer at vi opererer med sandhed som et regulativt deal, blot at vi tør være lidt mindre skråsikre i vores omgang med sandheden. Fra tid til anden er noget "sandt nok" til at vi kan handle på det, men det vil være hybris at tro, at vi besidder den evige sandhed.

Videnskaberne er her det bedste bevis på, at sandhed ikke er en fast størrelse, men derimod noget, som forbedres i takt med at vi udvikler nye metoder og teorier.

Kurt Nielsen, Povl Jensen, Steffen Gliese og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Til dem, der vil skaffe sig et forholdsvis hurtigt overblik over Foucaults tænkning, kan jeg anbefale:

Kapitel 35: "Michel Foucault. Magtens blik", s. 703 - 724 i Ole Thyssen: "Det filosofiske blik. Europæiske mestertænkere", Ole Thyssen og Informations forlag, 2012.

"Foucault: Filosofiens historicitet", s. 222 - 247 i Poul Lübcke (red.): "Fransk filosofi - Engagement og struktur", Politikens Forlag A/S 2003.

Sidstnævnte er også tilgængeligt her:
http://xn--raffnse-v1a.com/wp-content/uploads/Fransk-Filosofi_Michel-Fou...

Thomas Østergaard

Niels Nielsen: Det er helt korrekt at jeg er filosofisk lægmand, (var det brugen af ordet tãgesnak der røbede mig?) og dermed ikke kvalificeret til at diskutere Foucault, vidensarkæologi og neoliberalismens metafysik, men nu var mit ærinde jo ikke at diskutere Faucault, kun at drage ham til ansvar for at have opfundet diskursanalysen og korrumperet ungdommen.
Og det er der en lang og stolt tradition for at vi lægmænd gør med filosoffer på et spinkelt grundlag.

Fordelen ved at begive sig ind på ukendte felter hvor al sandhed er til debat og facitlister ikke eksisterer, er naturligvis, at ingen kan bevise at man tager grusomt fejl.

Hans Ditlev Nissen

tak for dit sidste link 12:58, Bjarne Toft Sørensen, men vi kommer til at stå og føle os udisciplinerede
fordi side 242 og 243 mangler så (redegørelsen for) disciplineringen blir amputeret

Bjarne Toft Sørensen

Hans Ditlev Nissen: Beklager. Jeg opdagede i anden sammenhæng, at afsnittet var lagt på nettet, og har ikke tjekket sidetallene, da jeg bruger bogen. Den kan ikke længere skaffes fra forlaget, men er selvfølgelig til rådighed på bibliotekerne.

Niels Duus Nielsen

Thomas Østergaard, din kritik af diskursanalysen er berettiget, for så vidt den netop vender sig mod den universalisering af diskursen, som bl. a. kommer til udtryk i Derridas spidsformulering "Alt er text".

Postmodernisternes mere vulgære proselytter har netop taget denne spidsformulering til sig og ser den som udtryk for en evig sandhed, hvad den jo på ingen måde er. Alt er text i det diskursive univers, men det diskursive univers er ikke hele verden. At tro, at alt kan reduceres til tekst - hvilket mange pomoer faktisk tror - er simpelthen en vrangforestilling; de vigtigste ting i tilværelsen har vi ikke engang et sprog for. "Det hvorim, man ikke kan tale..."

Og du gør helt ret i at kritisere filosofferne for tågesnak, for hvis ikke de filosofiske tekster kan oversættes til noget, som "almindelige" mennesker (til forskel fra fagfilosoffer) forstår, er beskæftigelsen med filosofi nyttesløs.

Blot må du acceptere, at det kræver lidt hjernegymnastik at sætte sig ind i en uvant tanke, og at selv den største pædagog ikke kan lære fra sig, hvis ikke eleven åbner sig for det, som skal læres.

Min egen indsats er i al beskedenhed at forsøge at oversætte nogle af de "store" tanker til noget, som folk uden særlige filosofiske forudsætninger kan forstå. Det lykkes ikke altid, som du ser, men det skal ikke forhindre mig i at forsøge. Ellers ville mit filosofistudium have været rent spild af tid - hvad glæde har jeg at at besidde sandheden, hvis jeg ikke kan dele den med nogen?

PS: Jeg hævder på ingen måde, at jeg besidder sandheden, tværtimod, så ovenstående sætning skal læses konditionelt: "Hvis jeg var i besiddelse af sandheden, ville det ikke berede mig med nogen glæde, hvis ikke jeg kunne dele den med mine medmennesker"- for nu at være irriterende pernittengrynet og uudholdeligt præcis i min formulering (hvilket vi fagfilosofer ofte kritiseres for ;-)).

Kurt Nielsen, Povl Jensen og Dennis Jørgensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Niels Nielsen: Som Per Aage Brandt gør opmærksom på i den artikel, som nærværende artikel forholder sig kritisk til, er Foucault "---- den franske filosof, som har haft størst indflydelse på tænkningen ved de humanvidenskabelige fag i de sidste 50 år. At man kan sige »diskurs« på dansk i dag skyldes således udelukkende ham".

Som bekendt er videnskabsfilosofien en del af filosofien, men du undgår i denne debatstreng let og elegant at forholde dig til forskellen på anvendelsen af Foucaults tænkning inden for videnskab og inden for filosofi. Som filosof må du vel have en holdning til demarkationsspørgsmålet, altså spørgsmålet om, hvilke betingelser der skal være opfyldt, for at noget fortjener betegnelsen videnskab (i det danske samfund år 2018 inden for de humanvidenskabelige fag).

Er det korrekt, at du på mange måder er enige med pomoerne, når de på den ene sider jubler over Focaults videnskabskritik, og dernæst ukritisk anvender Foucault - inspierede former for filosofisk tænkning og kalder det videnskab? Uden på nogen måde at forholde sig til demarkationsspørgsmålet (som jo også er noget ubehageligt og bøvlet noget at skulle forholde sig til, hvis man alligevel kan fremme sin videnskabelige karriere uden at skulle gøre det).

Et helt centralt spørgsmål må være, hvordan man kan gøre Foucaults tænkning anvendelig inden for humanvidenskaberne?

Som der står i beskrivelsen til et kursus på CBS, godt nok om Foucaults tænkning som indgang til social analyse og kritik:
"Faget skal således også gøre det muligt at forholde sig kritisk til Foucault. Det vil blive undersøgt, hvilken form for social analyse, historisk diagnose og samtidsdiagnose hans værker tillader at etablere.
I forlængelse heraf åbner sig også spørgsmålene om betingelserne og udfordringerne for socialanalyse og samtidsdiagnose mere generelt. Samt en diskussion af videnskab og videnskabelighed i det aktuelle samfund".
http://kursuskatalog.cbs.dk/2018-2019/BA-BFILV2002U.aspx

Niels Duus Nielsen

At jeg forsøger at undgå demarkationsspørgsmålet, Bjarne Toft Sørensen, skyldes måske, er det er et minefelt man bevæger sig ud i med denne diskussion, især hvis man insistere på at forholde sig Foucault generelt?

For ikke at risikere at sige noget, som jeg siden kan blive skudt for, vil jeg derfor kræve i hvert enkelt tilfælde - i hver enkelt konkrete videnskabelige afhandling - at få mulighed for at læse de metodologiske overvejelser, der ligger bag de videnskabelige resultater, så jeg kan danne mig et konkret overblik over, hvorvidt metoderne er sunde eller usunde. Hvorledes overføres Foucaults begrebsapparat til den konkrete videnskabelige analyse, hvilke begreber er i spil, er der en 1-til-1 korrelation mellem Foucaults eksemplificeringer og det konkrete emne? Er der tale om interne kausale sammenhænge i stoffet eller ydre analogier, hvor kommer magten konkret ind i billedet i udformningen af den omhandlede viden, hvad er sandhedens status, hvilket sandhedsbegreb anvendes, hvilke kontrolinstanser betjener afhandlingen sig af for at undgå falske analogier og kan resultatet instrumentaliseres på en meningsfuld måde? Osv.

Det eneste, jeg på forhånd kan erklære med rimelig sindsro er, at den videnskabelighed, som er resultatet af en diskursanalyse, ikke kan sammenlignes med den videnskabelighed, som hersker indenfor naturvidenskaberne.

Især sociologien lider under dette skisma mellem målbare materielle sagsforhold, som kan bestemmes i afgrænsede og betydningsmæssigt "lukkede" protokolsætninger på den ene side (Skinner et al), og så de kvalitative og mere "åbne" redegørelser, hvor det er de semantiske denotationer og konnotationer, der er det afgørende for en dybere forståelse af stoffet på den anden (Goffman, til dels Bourdieu).

Det lyder umiddelbart som et interessant kursus, som du henviser til, og hvis undervisningen tager udgangspunkt i en konkret undersøgelse af et konkret emne, vil diskussionen af Foucaults mulige bidrag til en forståelse af stoffet kunne være endda meget interessant.

Fra en hel anden boldgade: Habermas' kommunikative etik er i dag blevet indarbejdet i den danske forvaltning i form af partshøringer, men hvor Habermas' ide var, at give alle interessenter mulighed for at ytre sig om et givet emne, er det i den statslige diskurs blevet en metode til at afvise interessenternes kritik "efter en konkret vurdering", som det hedder på kancellisprog, når forvaltningerne giver generelle afslag.

Er det Habermas' skyld, at hans forslag til en frigørende kommunikation mellem det offentlige og borgeren er blevet shanghajet til at virke som pseudodemokratisk legitimation af statsræssonen? Er det Foucaults skyld, at diskursanalysen bliver misbrugt af pomoerne til at relativere alle udsagn?

Jeg har allerede angivet, hvorledes man efter min mening bør anvende Foucault inden for humanvidenskaberne: Som korrektion til hhv. positivistisk, scientistisk, historicistisk og strukturalistisk forskning. Et godt sted at anvende Foucault kritisk vil faktisk være på diskursanalysen selv, i den form, som den har fået på de humanistiske fakulteter. Hvis viden er magt, og magt er viden, hvad er det så, der gør, at pomoerne har fået så meget magt på humaniora? Er det fordi pomoerne har fat i sandheden, eller fordi de går efter magten?

Bjarne Toft Sørensen

Niels Nielsen: Et godt svar, for så vidt det drejer sig om konkrete videnskabelige afhandlinger, og som jeg gør opmærksom på, mener jeg, at Foucaults begreber kan gøres videnskabeligt anvendelige, men tilpasset kravene til videnskab (teori, metode, empiri m.m.) i dag inden for de respektive fagområder, hvor visse forskelle i måden at forske og fremstille på trods alt må respekteres.

Jeg har læst en del afhandlinger, hvor diskursbegrebet har en afgørende betydning i redegørelsen for metode, og hvor afgrænsninger og præciseringer af begrebet har karakter af overfladiske statements, med referencer til Foucault og Lauclau & Mouffe og/eller Fairclou. Som om det hele sådan set kunne være det samme, og så burde man åbenbart selv kunne regne resten ud.

Foucault omtales ofte som idehistoriker, og jeg kalder ham for historiefilosof, fordi han i sine hovedværker ikke lever op til kravene til videnskabelig historisk metode i dag, af grunde som jeg tidligere har præciseret. Når man betegner ham som idehistoriker, må man vel mene, at han gør det.

Jeg er på ingen måde Foucault - ekspert, men har efterhånden læst en del værker om hans forfatterskab og dermed en hel del fremstillinger af og kritik af hans metodiske tilgange.

Bjarne A. Frandsen

Afvist læserbrev til Information:
Foucault og Iran
Professor Per Aage Brandt (Information 2.3.2018) gør et stort nummer ud af et ikke-offenliggjort interview med Michel Foucault fra 1979 om ’den åndelige vækkelse’ under Khomeini og de to professorer Sverre Raffnsøe og Dorthe Staunæs (22.3.) forsøger derefter nedtone kritikken af Foucaults artikler fra 1978-79 om Iran. Det kan undre, at ingen af dem inddrager Kevin B. Anderson og Janet Afarys bog fra 2005, ”Foucault and the Iranian Revolution: Gender and the Seductions of Islamism”. Her dokumenteres for os ikke franskkyndige Foucaults uvidenhed og ukritiske holdning til politisk islam, og hans negligering af islamisternes reaktionære angreb mod venstrefløjen og kvinderne. Foucault ignorerede også den samtidige kritik fra feminister og sekulære socialister. For et sammendrag af bogen, se artiklen ”Revisiting Foucault and the Iranian Revolution” (New Politics, 2004, www.newpol.org/content/revisiting-foucault-and-iranian-revolution).

Jens Thaarup Nyberg

Dennis Jensen; 22. marts - 13:35
" ...
Og selvom jeg forstår begrebet subjektposition, så forklares der hverken i ovenstående eller i dit indlæg hvorledes eller hvorfor man får en subjektposition, som man må gøre op med? Eller hvad det opgør reelt involverer? Hvad vil det konkret sige? Det har jeg simpelthen svært ved at se."
Vi er altid i en subjektposition - som jeg forstår det - og opgøret består i, at indse og ændre position, søge ind under andre / ændre forhold.

Jens Pedersen

@ Bjarne Toft Sørensen: Nu er problemet med den udmelding så (hvilken jeg på ingen måde betvivler er en førstehåndskilde) at MF jo så netop forsøger sig med samme praksis. Forskellen fra Kant, Durkheim, Marx, Comte, Giddens, Bourdieu og Butler, er at det kun er når at det er til hans egen fordel, at han bevæger sig i universelle paradigmer. Fx når han taler om straf og magt. Her er han på ingen måde bange for at opstille omridset af en strukturel systematik. Problemet er bare at manden for det første er en dårlig historiker. For det andet ser jeg på ingen måde hans ide om subjektpositionen som hverken epokegørende eller interessant.