Kommentar

Hadtale fører til vold. Så hvorfor forsvarer ytringsfrihedens fundamentalister den?

Storbritanniens indrejseforbud for fire højreekstremister er blevet kritiseret, men vi glemmer, at retten til en platform ikke er absolut
Mandag i sidste uge blev Lutz Bachmann nægtet indrejse i Storbritannien og sat på et fly tilbage til Tyskland. Hans ærinde var at holde en tale på Speakers’ Corner i Londons Hyde Park, men myndighederne vurderede, at hans tilstedeværelse »ikke ville fremme noget offentligt gode«.

Mandag i sidste uge blev Lutz Bachmann nægtet indrejse i Storbritannien og sat på et fly tilbage til Tyskland. Hans ærinde var at holde en tale på Speakers’ Corner i Londons Hyde Park, men myndighederne vurderede, at hans tilstedeværelse »ikke ville fremme noget offentligt gode«.

Joel Goodman

26. marts 2018

Det er sjældent, jeg finder anledning til at rose det britiske indenrigsministerium. Men det vil jeg gøre nu: Ved at nægte at ligge under for disse års grumsede ophøjelse af begrebet om ytringsfrihed har ministeriet trukket en velgørende streg i sandet.

Inden for kun to uger har det nægtet fire højreekstremister indrejse til Storbritannien. Den seneste, der forsøgte at krydse grænsen, var stifteren af den højreradikale tyske gruppe, Pegida, Lutz Bachmann. Mandag i sidste uge blev Bachmann nægtet indrejse og sat på et fly tilbage til Tyskland. Hans ærinde var at holde en tale på Speakers’ Corner i Londons Hyde Park, men myndighederne vurderede, at hans tilstedeværelse »ikke ville fremme noget offentligt gode«.

Bachmann skulle have talt ved et ’ytringsfrihedsmøde’. Det står ikke klart, på hvilken måde dette møde skulle afvige fra de møder, Pegida ellers holder, ud over at frame modstand imod mødet som censur.

Figurer som Bachmann er imidlertid ikke uskyldige ofre for manglende ytringsfrihed. De udnytter tværtimod deres ytringsfrihed med stor kynisme. Som de hustlere, der venter på gadehjørnet for at springe ud foran din bil, fingere et uheld og foregive at være kommet til skade – alt sammen i den hensigt at afpresse dig. Hvorfor falder vi for det?

De fleste ytringsfrihedsdebatter går ud fra den falske præmis, at det skulle være censur at nægte andre en bestemt platform at tale fra. Lad os i stedet gå ud fra den korrekte præmis: Ytringsfrihed er frihed fra at blive straffet for noget, man ytrer. Bliver man ikke retsforfulgt og straffet af staten for sine ytringer, har man ytringsfrihed. Man får ikke frataget ytringsfrihed, blot fordi man ikke får mulighed for at ytre sig gennem denne eller hin kanal.

De forsvundne i Egypten, de fængslede og de piskede ’blasfemikere’ i Saudi-Arabien, de vilkårligt tilbageholdte bloggere og journalister i Kina derimod – de har fået frataget ytringsfrihed. Det er en fornærmelse imod disse autentisk forfulgte at sidestille lukningen af Milo Yiannopoulos’ twitterkonto med deres prøvelser. Da jeg i sidste måned rejste rundt i Nordafrika, kunne jeg konstatere mig afskåret fra internetadgang til en række mainstreammedier. Se, det var censur. Mere kompliceret er det heller ikke.

Glidebaneargumenter

Men forbyder vi mennesker at udtrykke de synspunkter, vi ikke kan lide, hvad bliver så det næste, siger ytringsfrihedsfundamentalisterne. Til det vil jeg sige, at vi generelt skal være varsomme over for glidebaneargumenter. De bygger nemlig på den antagelse, at mennesker kun kan agere absolut og ikke agere differentieret og situationsafpasset, og at vejen til fascisme derfor ligger åben.

Vi kunne selvfølgelig definere ytringsfrihed, så den indebar forpligtelse til, at alle kunne få en platform. Hvad ville så blive det næste? Offentlige møder for pædofile? Det lyder absurd, men eksemplet synliggør, at der findes grænser, og at disse grænser i bred forstand er dikteret af, hvor meget bestemte værdier er grundfæstet i samfundet.

Grunden til, at ytringsfrihedsfundamentalister ikke kæmper for børnemishandleres eller islamistiske hadprædikanters ytringsfrihed, er, at vores samfund regulerer sådanne ulovlige eller anstødelige synspunkter væk, før vi bliver nødt til at skulle forholde os til dem på Speakers’ Corner.

I On Liberty bemærker en af ytringsfrihedens største tænkere, John Stuart Mill, at der altid vil opstå konflikter mellem autoritet og frihed. Men vi kan ikke have det ene uden det andet, hævder han videre:

»Når tilværelsen har værdi for os alle, beror det på, at det er muligt at lægge bånd på andre menneskers handlinger. Nogle regler for opførsel må altså gennemtvinges – i lov ved første omgang og i næste omgang ved den almindelige mening om de mange andre ting, som ikke egner sig som genstand for lovoperationer.«

Men denne indsigt er tæt på at blive glemt i dag. ’Ytringsfrihed’ er blevet et smuthul, som ustraffet kan udnyttes af trolls, racister og fortalere for etnisk udrensning. Og i stigende grad ser vi nu, hvordan disse kræfter bistås af dem, jeg vil kalde nyttige idioter – de ytringsfrihedsfundamentalister, der efterplaprer mantraet om, at »jeg vil gå i døden for din ret til at sige det«. Og som raser imod ’politisk korrekthed’ som altdominerende trussel mod ytringsfrihed i dag, men forbigår sådanne ytringer, som ansporer til vold eller kompromitterer andres sikkerhed.

De nyttige liberale idioter har slugt to myter om ytringsfrihed råt: For det første redefineringen af begrebet til ikke kun at omfatte frihed fra forfølgelse, men også en ret til en platform. For det andet den vildfarelse, at ytringsfrihed skulle være et neutralt princip ubesmittet af historie og social bias.

Nesrine Malik er klummeskribent på The Guardian.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
  • Steffen Gliese
David Zennaro, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjørn Pedersen

Storbritanniens forhold til ytringsfrihed er blevet mere og mere som Rusland eller Kinas. Det burde jo ikke være ulovligt, selv for islamister, nazister, pædofile, kommunister eller liberale, at have samme ret til at finde en platform. I Storbritannien blev en YouTuber for nyligt dømt for "hate speech" for at have at lavet en video, hvor hans lille hund "heiler" og reagerer på ordene "Gas the Jews". Uden at manden iøvrigt er nazist eller overhovedet højreorienteret. Det er provo-humor, ikke særlig veludført, men ikke mere "hate speech" end Frankie Boyle eller alle andre britiske komikere.

Lad mig i øvrigt henvise til Kenan Maliks (kan næsten ikke forestille mig de skulle være i familie), også i Guardian, udmærkede forsvar for ytringsfrihed og argument for højere kritisk sans hvad angår bedømmelse af hvad der er "hate speech" eller ej:

https://www.theguardian.com/commentisfree/2018/mar/25/being-offensive-sh...

Med andre ord, er det briterne angriber vitterligt ikke bare et spørgsmål om at man ikke anerkender at alle skal have ret til en platform, men at visse typer af politiske og ideologiske ytringer gøres forbudte, uanset platform. Når det er helt forbudt for borgeren at opsøge nogen som helst platform, der kan nå omverdenen, er det reelt borgerens ytringsfrihed og ikke hans "platformsret" der angribes.

Niels Duus Nielsen, Karsten Aaen og Teis Iversen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Grunden til, at ytringsfrihedsfundamentalister ikke kæmper for børnemishandleres eller islamistiske hadprædikanters ytringsfrihed, er, at vores samfund regulerer sådanne ulovlige eller anstødelige synspunkter væk, før vi bliver nødt til at skulle forholde os til dem på Speakers’ Corner.

Det er svært at forlige sig med det faktum, at et så himmelråbende stupidt udsagn først trykkes i The Guardian, og nu altså siden i Information:

- Først defineres uden skelnen en gruppe: 'Ytringsfrihedsfundamentalister'. Ingen nævnt - ingen glemt.

- Herefter tillægges denne gruppe over én kam en fælles, i sagens natur ganske udokumenteret tilbøjelighed: "kæmper ikke for børnemishandleres eller islamistiske hadprædikanters ytringsfrihed".

- Og endelig evner skribenten end ikke at skelne mellem henholdsvis ulovlige eller anstødelige udsagn. Årsagen til dette intellektuelle forlis - den tanke ligger lige for - kan være, at skribenten vitterligt ikke ser nogen forskel på ulovlige og anstødelige udsagn.

Anstødelige udsagn bør være ulovlige?

Hvor er det dog beskæmmende læsning!

Henrik Plaschke

Torsten Jacobsen

Dit problem med Nesrine Maliks tekst skyldes nok til dels, at den passage, du citerer, er meget upræcist oversat. Originalen lyder:

“The reason free speech proponents are not out there fighting to hear from child abusers or some radical Muslim clerics is because society or the law regulate the more unpalatable or illegal views away before we have to deal with them at Speakers’ Corner.”

“Free speech proponents” er således blevet til ”ytringsfrihedsfundamentalister”, hvilket måske er en lidt tendentiøs oversættelse.

Endvidere skelner originalen mellem ”society or the law”, hvilket helt er forsvundet i den danske oversættelse. Og forfatteren mener – sådan læser jeg det i hvert fald – netop, at samfundet regulerer anstødelige synspunkter væk, mens det er loven, der regulerer ulovlige synspunkter væk.

Forfatteren skelner således mellem anstødelige og ulovlige synspunkter.

Torsten Jacobsen

Henrik Plaschke,

Tak for præciseringen, men den gør nu ikke Nesrine Maliks synspunkter mere spiselige for mig:

'Speakers Corner' er i hendes tekst helt klart en metafor for den offentlige 'meningernes markedsplads', som hun bifalder visse aktørers - aktører hun ikke bryder sig om - begrænsede adgang til. Det er hendes ret. Det gør hende også til en autoritær antidemokrat - i det mindste i mine øjne.

Men bevares, det må hun selv ligge og tumle med. Værre er det, når hun - bevidst? - tillægger 'free speech proponents' motiver og handlinger, som 'de' - hvem 'de' så end er - ikke har:

" The reason free speech proponents are not out there fighting to hear from child abusers or some radical Muslim clerics..[...]".

Underforstået i det udsagn er påstanden om, at 'free speech proponents' kæmper for at få f.eks. en Lutz Bachmann til orde. Dette er ikke i overensstemmelse med sandheden. I det mindste visse 'free speech proponents' (heriblandt undertegnede) - og vi er vel alle i sidste ende blot individer? - ville såmænd drage et lettelsens suk, hvis alle idioterne dog blot ville enten holde kæft eller sågar stilfærdigt holde op med at eksistere.

At dømme ud fra historien - eller for nu at blive perfidt partikulær - Nesrine Maliks klumme, er der dog ikke tegn i hverken sol, måne eller stjerner på, at en så lyksalig tilstand vil indfinde sig foreløbig. Så indtil lammet og løven vitterligt villigt ligger sig tæt sammen uden sult og frygt, så var det måske en idé at lade selv de mest horrible tanker kollidere med og knuses mod civilisationens mure på Speaker's Corner? Og så ellers overlade det til politiet hvis det udarter til blodsudgydelser eller trusler om samme?

Eller findes der vitterligt et for mig ukendt, værdigt modsvar til salig Christopher Hitchens' udfordring til en stadig mere forkrøblet tid?

https://www.youtube.com/watch?v=jyoOfRog1EM

Henrik Plaschke

Torsten Jacobsen

Jeg læser ikke Nesrine Malik på samme måde, som du gør det. Når du skriver:

”Underforstået i det udsagn er påstanden om, at ’free speech proponents’ kæmper for at få f.eks. en Lutz Bachmann til orde”

er jeg uenig i, at det skulle være underforstået. Ytringsfrihedskæmpere ønsker – som jeg læser Malik - næppe at kæmpe for, men er desværre nødt til at affinde sig med situationen. Jeg tror faktisk Malik ville være enig i:

”hvis alle idioterne dog blot ville enten holde kæft eller sågar stilfærdigt holde op med at eksistere.”

Som jeg læser teksterne, er Nesrine Malik, du og jeg faktisk stort set enige.

Du beder mig til sidst om at forholde mig til et indlæg af Christopher Hitchens. Det ønsker jeg ikke at gøre. Verden er fuld af indlæg og debattører, som man kan bruge sin tid på. Jeg har læst et par indlæg af Hitchens i tidens løb, og det opmuntrer ikke til gentagelse. Læsning af eller forholden sig til Hitchens er efter min opfattelse rendyrket spild af tid. Men det gider jeg ikke diskutere.

Torsten Jacobsen

Henrik Plaschke,

Jeg respekterer dit ønske om ikke at diskutere mit link yderligere, men finder dog anledning til at knytte en uddybende kommentar, da det for mig at se i og for sig har relevans for nærværende diskussion.

Christopher Hitchens har ved gud sagt og skrevet meget, som jeg ikke vil skrive under på. Hvis jeg ikke husker helt galt, oprettede jeg i sin tid min profil her på Information i indignation over et indlæg fra hans hånd, som Information på det tidspunkt genoptrykte. Måske fortænker jeg det, men pointen er således illustreret:

For hvor giftig og umiddelbart modstandsvækkende et indtryk af manden jeg på det tidspunkt end måtte have dannet mig, så har det siden forandret sig. Og dette ikke mindst i kraft af den særdeles overbevisende forsvarstale for tankens og ordets frihed, som jeg så frimodigt henviste til.

Dette refererer direkte til substansen i Nesrine Maliks indlæg i debatten:

Hun finder det ønskværdigt - så langt læser vi vel teksten ens - at visse individers synspunkter undertrykkes i en offentlig debat. Og - dette er det afgørende punkt - ikke blot i kraft af hvad de siger, men i kraft af hvad de har sagt.

Ifølge Nesrine Malik havde jeg været bedre tjent, hvis jeg aldrig havde hørt Christopher Hitchens forsvar for det frie ord. I det mindste hvis hun og hendes finder det belejligt - som jeg i min ungdoms vår gjorde - at betegne hans ord som 'Hate Speech'.

Du burde virkelig lytte til den tale, og så påpege hvor du er uenig ;)

Jeg har overfladisk googlet Lutz Bachmann, som Malik specifikt henviser til. Han lyder som en led satan. Ikke just selskab eller synspunkter man ønsker sine børn bekendt med. Eller sine venner, for den sags skyld. Men sådan forholder det sig jo med så meget: Jeg ønsker ikke et øjeblik, at min søn for eksempel skal sætte ben i et indremissionsk bedehus. En Islamisk madrassa. Et landsmøde for Liberal Alliances ungdom. Eller et møde hos socialdemokratisk ungdom, for nu at stramme den en anelse.

Men omvendt ønsker jeg ikke at leve i en verden, hvor den slags forskruede idéer ikke kan finde deres naturlige udtryk. Den slags verdener har et navn: Diktaturer, kalder vi dem. Selv de selverklærede menneskekærlige af slagsen. Mon ikke selv en Hitler så sig som menneskehedens frelser, sådan i sidste ende? Og var det virkelig for megen talefrihed, som bragte manden til magten? I så fald har jeg læst mine historiebøger forkert...

Min søns forstand er i min varetægt. Indtil videre. Når han bliver ældre, overgiver jeg den med frygt og bæven - sikkert før end jeg ønsker - primært til den kultur, som også jeg er medansvarlig for.

Får jeg min vilje, bliver det en kultur, hvor han - uden at blive råbt ned - kan give udtryk for selv sine mest fejlagtige påstande og forestillinger om tilværelsen, i tryg forvisning om, at almenvellet nok skal korrigere ham på behørig vis.

Først ordet, dernæst konsekvenserne. Ellers hører alting op, og vi bliver alle dummere i faldet...

Karsten Aaen, Bo Klindt Poulsen og Jakob Venning anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

" Får jeg min vilje, bliver det en kultur, hvor han - uden at blive råbt ned - kan give udtryk for selv sine mest fejlagtige påstande og forestillinger om tilværelsen, i tryg forvisning om, at almenvellet nok skal korrigere ham på behørig vis."
"De nyttige liberale idioter har slugt to myter om ytringsfrihed råt: For det første redefineringen af begrebet til ikke kun at omfatte frihed fra forfølgelse, men også en ret til en platform. For det andet den vildfarelse, at ytringsfrihed skulle være et neutralt princip ubesmittet af historie og social bias."

Niels Duus Nielsen

Da jeg som barn spurgte mine forældre, hvorfor nazisme ikke var forbudt, svarede de, at folk skal have lov til at sige lige hvad de vil, fordi da tyskerne var i landet, oplevede alle, hvordan det var, ikke at kunne ytre sig frit. Så selv om mine forældre ikke var socialdemokrater, og da slet ikke kommunister, syntes de altså, at besættelsesmagten gik langt over stregen, da den forbød kommunistpartiet.

I tyskland kunne man jo ikke engang være socialdemokrat uden at komme i kz-lejr.

I det hele taget tror jeg, at mine forældres generation havde en del ting i frisk erindring, som senere generationer synes at have glemt. Så selv om de virkelig ikke brød sig om nazistisk hadetale, brød de sig endnu mindre om at henrette folk for tankeforbrydelser.

Torsten Jacobsen, Karsten Aaen, stefan kjær jensen og Bo Klindt Poulsen anbefalede denne kommentar