Kommentar

Når man ønsker sig noget, så udfordrer man skæbnen

Da sneen endelig kom, gik det op for mig, at man måske faktisk skal passe på, hvad man ønsker sig
5. marts 2018

»Man skal passe på, hvad man ønsker sig. For det meste får man det lige i nakken.«

Om jeg husker ret, så siger Betty Olsen, Jonnas mor, sådan i Kirsten Thorups tobindsroman Lille Jonna og Den lange sommer. Men sætningen faldt mig ind et sted mellem Langebæk og Gammel Kalvehave klokken lidt over 22 forleden.

Jeg havde ønsket mig sne, jeg havde virkelig gået og savnet sne i denne sneløse vinter, og nu havde jeg sørme fået det! Problemet var bare, at sneen kom netop den dag, hvor jeg var nødt til at tage hjemme fra Møn til København. Det gik endda, mens det var lyst, og jeg kørte til Vordingborg for at tage toget derfra – selv om sigtbarheden var under ti meter og indimellem nul, fordi det føg. Og selv om turen tog en stiv klokketime mod den sædvanlige halve time.

Men nu var det aften og mørkt, og snefnuggene piskede mod forruden. Man skulle gætte sig til, hvad der var landevej, og hvad der ikke var noget, og på alle åbne strækninger føg det, så sneen som dansende spøgelser hoppede op på køleren og fuldkommen lukkede ethvert synsindtryk ude. Det var som at få bind for øjnene.

Så var det, at Bettys visdomsord faldt mig ind – bortset fra at jeg ville have elsket at få sneen i nakken frem for i synet.

Både bilen og jeg nåede dog helskindede hjem i andet gear, og i dag sidder jeg i varmen og kigger ud på netop det landskab, jeg har gået og længtes efter. Himlen driver af sted i alle de farver, himle kan opdrive. Fra den skæreste silkeblå over hvide, blågrå og mørklilla skyer til det sortnende sorte, når en ny snebyge lægger vejen forbi.

Fnuggene hænger fast i buskenes grene, så havens vækster har fået huer og vanter på af det blødeste, glitrende hvide. Solen kommer frem i blus for i næste øjeblik at blive afløst af nye snefald. Og midt i alt det hvide sidder en kuglerund, sort solsort med appelsingult næb på foderbrættet og er den eneste kontrast, jeg kan skimte derude, når sneen tager sig endnu en dans.

Ønskefri

Det vælter ned, og det bliver ved, man kan slet ikke ønske sig mere. Jeg er ønskemæt! Men min biltur forleden har fået mig til endnu en gang at fundere over, at der altid er noget, som er en lille smule faretruende ved at ønske.

Man udfordrer skæbnen. Man ved jo godt, at den, uanset hvad man ønsker, er i stand til at have noget i baghånden, som man ikke kan forestille sig. Man plukker en lille bid ud af noget meget større og til enhver tid uoverskueligt, når man ønsker.

Det er ikke tilfældigt, at megen åndelig visdom sigter mod at blive fri for ønsker. Først når man er ønskefri, får man ro i sjælen. At ønske er lig med uro, lig med at være splittet, delt. Noget i én skiller sig ud, vil noget andet. Mærke noget andet end man mærker, se anderledes ud, end man gør. Være et andet sted, i en anden tilstand – være en anden. Bare en lille smule.

Og det er åh så menneskeligt. Skal man tro endnu en digter, nemlig Ludvig Holberg, så befrier selv døden, eller bevidstheden om døden, ikke det åh så menneskelige menneske for det begær, der ligger i at ønske. Selv når man forsøger at afværge den uberegnelig skæbne ved at gøre sig så ydmyg og beskeden som overhovedet muligt og bare fremsætte et lillebitte ønske, som umuligt kan være for meget forlangt.

Som når hans Jeppe siger:

»Skulde jeg ønske mig levende igien, var det alleene for at faa et Kruus Øll at ledske mig paa.«

Nu sidder der både en kuglerund sjagger og en kuglerund solsort på toppen af forsytiabuskene. Normalt ville sjaggeren jage solsorten bort for at få maden for sig selv, en flok sjaggere kan blive ved med at jage solsortene væk, så længe der bare er et halvspist æbleskrog tilbage. Men i dag sidder de to kamphaner hver for sig inde i hver deres fjerbold og virker begge fuldkommen indadvendte.

Som om de slet ikke ønsker andet end bare at sidde der, hvor de sidder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Christian Mondrup
  • Jens Østergaard Petersen
  • Tommy Clausen
Eva Schwanenflügel, Christian Mondrup, Jens Østergaard Petersen og Tommy Clausen anbefalede denne artikel

Kommentarer