Kronik

Den neoliberale stat er ikke en minimalstat, men en stor oppustet administrativ sektor

Neoliberalismen er ikke en moderne version af den neoklassiske økonomiske teori, men derimod en statsteori, der handler om, hvilke instrumenter det politiske og administrative apparat skal styres efter
»Der, hvor neoliberalismen står stærkest, er ikke i forhold til den økonomiske styring af landet, men derimod på helt andre områder, såsom universitetsområder, sundhedsomnrådet og klimaområdet,« skriver Theresa Scavenius

»Der, hvor neoliberalismen står stærkest, er ikke i forhold til den økonomiske styring af landet, men derimod på helt andre områder, såsom universitetsområder, sundhedsomnrådet og klimaområdet,« skriver Theresa Scavenius

Lars Laursen

Debat
27. marts 2018

Informations interview med Rune Møller Stahl om neoliberalismens hendøende den 7. marts har fået flere liberale økonomer til at fare i blækhuset.

Stahl kritiseres for at diskutere en økonomisk teori, som ifølge CEPOS’ analysechef, Otto Brøns-Petersen, og Børsens debatredaktør og økonomiske kommentator, Thomas Bernt, slet ikke findes.

Bernt skriver i Børsen den 11. marts, at neoliberalismen ikke er en økonomisk teori, og Brøns-Petersen skriver i Punditokraterne den 12. marts, at neoliberalismen er en form for selvskabt ideologi.

Stahl fortæller i interviewet i Information, hvordan neoliberalismen som økonomisk paradigme er ved at miste forklaringskraft, og at dette paradigme er ved at miste sin status som den »uomtvistelige sandhed inden for økonomisk teori«.

I interviewet fremhæver han, at en af grundtankerne i neoliberalismen er at skabe »vækst ved hjælp af skattelettelser«, og at neoliberalismens forfædre er Friedrich Hayek og Chicago-skolen.

Det er forståeligt, at flere økonomener ser et behov for at tage til genmæle.

Forvirringen skyldes to ting. Dels at Stahl blander betegnelsen neoliberalisme sammen med begreber inden for økonomisk teori. Dels at de liberale økonomener blander politisk rettighedsbaseret liberalisme sammen med økonomisk teori for rationalitet, incitamenter og markedets effektivitet.

Systemet som konkurrencefremmende

Lad os tage den første misforståelse først. Det er rigtigt, som Bernt skriver, at neoliberalisme ikke er en moderne version af neoklassisk økonomisk teori. Det er derfor, at nulevende økonomer ikke betegner sig selv som neoliberale.

Men det betyder ikke, at neoliberalismen ikke findes. Neoliberalisme anvendes af politologer, embedsmænd og politikere som politisk styringsramme.

Neoliberalismen er en politologisk teori for relationen mellem stat og marked. Den teoretiske kerne omhandler, hvilke politiske instrumenter man bør anvende til at fremme bestemte politiske målsætninger.

Den neoliberale statsteori overtager grundmodellen fra økonomisk teori – nemlig at den mest effektive måde at organisere, handle og distribuere viden er gennem markeder. Men den adskiller sig fra minimalstatsliberalismen ved, at neoliberalismen mener, at det er det politiske apparats opgave at fremme denne konkurrence.

Der er derfor ikke tale om fri konkurrence, men derimod om ekstremt styrede politiske processer, der forsøger at fremme en fri konkurrence.

Der, hvor neoliberalismen står stærkest, er derfor ikke i forhold til den økonomiske styring af landet, men derimod på helt andre områder, såsom universitetsområdet, sundhedsområdet og klimaområdet. Politisk set udvikles der sindrige systemer til at fremme konkurrence og markedsincitamenter i sektorer, hvor der ikke er en naturlig konkurrence.

På universitetet anvendes for eksempel et BFI-system (der tæller publikationer), som skal imitere en markedsbaseret prisdannelse (’hvor meget er en forsker værd’). På klimaområdet udvikles for eksempel kvoter (der tæller CO2-udledninger), der skal udgøre ’produkterne’, som kan sælges på markedet.

Resultatet er ikke, at staten bliver mindre. Tværtimod. Det kræver et enormt stort administrativt apparat at holde styr på alle disse nye systemer, som skal imitere og skabe markeder, dersom i en klassisk weberiansk statsteori ville ligge uden for markedet.

Dette er også forklaringen på, at den offentlige sektor i Danmark ikke er blevet mindre på trods af de sidste regeringers nedskæringer. Det skyldes, at man flytter personale og ressourcer fra kerneopgaverne og de faglige sektorer til den administrative sektor, som skal styre og understøtte disse nye kunstige markeder.

Neoliberalismen er derfor en frugtbar forståelsesramme til at forstå de politisk-økonomiske dynamikker, som i øjeblikket udfordrer velfærdsstaten og grundlæggende er ved at forandre den demokratiske stat, som vi kender den.

Det, der udfordrer det demokratiske samfund i dag, er den neoliberale statsteori, som anvender det administrative og politiske apparat til at fremme og beskytte markedskonkurrence på alle områder.

Hayek ville vende sig i sin grav

Dette er også forklaringen på, at den offentlige sektor i Danmark ikke er blevet mindre på trods af de seneste regeringers nedskæringer. Det skyldes, at man flytter personale og ressourcer fra kerneopgaverne og de faglige sektorer til det administrative system, som skal styre og understøtte disse nye kunstige markeder.

Det er derfor en stor misforståelse, som Stahl gør sig skyld i, når han mener, at Friedrich Hayek er neoliberalismens forfader. Hayek ville vende sig i sin grav, hvis han hørte dette. Han er nemlig en klassisk økonom fra den tid, hvor man sondrede skarpt imellem, hvad der er statens opgaver, og hvad der er markedets opgaver.

Hayek havde en kompliceret teori for, hvorfor markedet er mest effektivt i de tilfælde, hvor den enkelte person eller virksomhed ikke har komplet viden om, hvad der foregår i samfundet. Her er markedet en effektiv måde at sprede viden på, fordi priserne på materialer og lignende vil justere sig hurtigt som en effekt af ændringer i samfundet.

Dette argument kan imidlertid ikke bruges i forhold til skabelsen af de kunstige markeder inden for uddannelse, sundhed og klimaområdet. Tværtimod. De kunstige markeder vil jo netop lave de statsfejl, som Hayek siger, at for meget politisk styring vil foretage.

Hvis man er hayekianer, vil man derfor i højere grad se denne neoliberale form for markedsdannelse og de politisk initierede og styrede kunstige markeder som afarter af en planøkonomi i stedet for en markedsøkonomi.

Sammenblanding af diskussioner

Nu kommer vi til den anden misforståelse, som flere af de liberale økonomer gør sig skyldig i. De blander deres økonomiske argumenter for markedets effektivitet sammen med deres politiske og ideologiske holdninger til rettigheder og frihed.

Pointen er her, at der er tale om to meget forskellige problemstillinger, og det ene kan ikke bruges til at argumentere for det andet. Det er det, som er udfordringen for minimalstatsliberalisterne. De argumenterer politisk for, at de ønsker mest mulig frihed til det enkelte menneske.

Som Jonas Herby skriver i sin kronik i Information den 20. marts, så har minimalstatsliberalister ikke andre visioner for samfundet end mest mulig frihed til individet. Midlet til at opnå denne frihed antages så at være en begrænset stat.

Et argument for dette er ifølge Herby, at borgerne og politikerne er »irrationelle«. Dette er en variant af Hayeks argument – at hverken borgere eller politikere har tilstrækkelig viden til politisk at styre markedet (som var tilfældet i planøkonomien), så derfor skulle vi have markedsøkonomi.

Argumentet for en lille stat bliver ofte kædet sammen med ønsket om mest mulig individuel frihed og beskyttelse af borgernes rettigheder samt argumentet om, at markedet er den mest rationelle og effektive organiseringsform. Der er dog ingen sammenhæng mellem disse argumenter.

Det er muligt at ønske mest mulig individuel frihed og så være imod en minimalstat, fordi man mener, at individuel frihed er noget, som skal beskyttes og fremmes igennem for eksempel adgang til fri uddannelse, fri viden og frie medier.

Når vi taler om neoliberalisme, er det derfor afgørende, at vi ikke blander diskussionerne sammen. Det er først her, vi kan se, at den neoliberale stat slet ikke er en minimalstat, men derimod en stor oppustet administrativ sektor, som har svært ved at regulere og udvikle politiske normer, fordi regulering og normer ikke er markedsunderstøttende.

Theresa Scavenius er ph.d. og lektor Aalborg Universitet i København

Serie

Polemikken om neoliberalismen

Neoliberalisme som økonomisk paradigme har mistet sin forklaringskraft, udtalte forskeren Rune Møller Stahl for nylig i Information i forbindelse med sin ph.d.-afhandling. Men neoliberalisme er blot en betegnelse, som venstrefløjen bruger om alt det, den ikke bryder sig om, svarede Jonas Herby fra CEPOS. Siden har flere stemmer blandet sig i debatten, og der er opstået en veritabel polemik om neoliberalismen.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Jens Winther, læs en bog.

Sider