Sagerne om seksuelle overgreb og stærkt upassende adfærd begået af medarbejdere i Oxfam, Læger Uden Grænser og Røde Kors vækker berettiget bekymring. Men er det egentlig så overraskende? Nej. Undersøgelser og forskning gennem de senere år peger samstemmende på en kultur i mange NGO’er, der er så syg og usund, at det ikke burde komme bag på nogen, at der også finder den form for krænkelser sted.
For et par år siden interviewede jeg den amerikanske forsker Paul Gorski til nærværende avis. Gorski kunne på baggrund af sin forskning fortælle om, hvor udbredt stress og udbrændthed er i aktivistmiljøerne og NGO’erne. Grunden er blandt andet, at NGO’erne er ekstremt dårlige til at passe på medarbejderne. Stress er et tabu, og derudover er konkurrencekulturen så hård i mange organisationer, at medarbejderne ikke er i stand til at sige fra.
Andre undersøgelser peger i samme retning. NGO’erne avler medarbejdere, der kæmper med problemer med alkohol og euforiserende stoffer i en jernhård kultur, og hvor de svage hurtigt sættes af eller ender med at bukke under for presset.
Og det er hele vejen rundt, det foregår. Fra små NGO’er, der kæmper hårdt for at få finansieringen til at hænge sammen og hele vejen op til de store internationale NGO’er. Sidste år havde jeg kontakt med centralt placerede personer i en af verdens største nødhjælpsorganisationer CARE, hvor stort set hele topledelsen i det europæiske hovedkontor var sygemeldt med stress.
I en kultur, hvor mennesker hele tiden presses til det yderste, er det ikke overraskende, at nogle af dem også selv kommer til at gå til grænsen. Og over grænsen. Seksuelle krænkelser kan aldrig forsvares, men vi kan måske lære at forstå, hvorfor de også opstår i den godgørende branche.
De aktuelle sager viser med al tydelighed, at det ikke er nok at bede medarbejderne om at underskrive en erklæring om at udvise reglementeret adfærd, som en af de berørte organisationer gør.
Hvis kulturen i organisationen er usund, avler det usund adfærd. Og i værste fald kan en syg kultur få medarbejderne til at overskride egne moralske grænser. Det gælder i bankverdenen, og det gælder for aktivistorganisationerne.
Men hvordan kan organisationer, der lever af at gøre det godt for andre mennesker ende med at gøre det så skidt for dem selv og deres medarbejdere, at sager som disse opstår? Det kan historien om Greenpeace måske give et svar på.
Greenpeace-aktivister fandt spirituel styrke
Da den første Greenpeace-mission fandt sted for snart 50 år siden, var skibet fyldt op med kvækere, pacifister, økologer, journalister og hippier, som alle var båret af en stærk spirituel selvforståelse. Det spirituelle fundament udstak retningslinjerne for de ikkevoldelige aktioner til søs, når Greenpeace-aktivisterne beskyttede hvalerne mod hvalfangernes harpuner.
Greenpeace blev skabt i symbiose med de oprindelige folk, og netop de oprindelige amerikaneres animistiske naturforståelse lå dybt i de oprindelige Greenpeace-aktivisters dna. Forståelsen for sammenhængen mellem alt levende i naturen var lige så essentiel for aktivisterne som for de oprindelige folk, og derfor var solidariteten med dem sidestillet med beskyttelsen af naturen.
Med spiritualiteten fik aktivisterne et solidt åndeligt fundament, der gjorde dem bedre i stand til at håndtere akut stress. De brugte blandt andet meditation og spirituelle selvundersøgelser (hvad vi i dag vil kalde for mindfullness) til at håndtere udfordringerne.
Greenpeace så dengang sig selv som en spirituel bevægelse, som Greenpeace-medstifteren Rex Weyler har beskrevet det i bogen Greenpeace. An insider’s account.
Takket være den spirituelle praksis undgik aktivisterne at lade sig forføre af succesen fra de vellykkede kampagner og den medieomtale, der blev en af nøglekomponenterne i organisationens aktivisme. Aktivisterne brugte spiritualiteten til at foretage en bevidst frigørelse fra egoet og de personlige behov, så de bedre kunne fokusere på sagen.
Flimmer på det moralske kompas
Kritiske tunger siger, at det begyndte at gå ned ad bakke for Greenpeace, da den spirituelle fraktion i slutningen af 1970’erne blev skubbet ud, og en ny ledelse – der kun havde foragt til overs for det spirituelle – overtog rorpinden. Da mekanikerne kom ind, røg mystikerne ud, som Rex Weyler kalder dem. Spiritualiteten blev nu betragtet som verdensfjernt bras.
Mekanikerne gjorde Greenpeace til verdens mest magtfulde miljø-NGO, men med mystikernes afgang kom der flimmer på det moralske kompas, og organisationens historie er sidenhen plastret til med sager, der har stillet Greenpeace i et dårligt lys.
Op igennem 1990’erne og 2000’erne og helt frem til i dag er Greenpeace jævnligt blevet beskyldt for at være imperialistisk og for at udvise kulturel ignorance. Tidligere Greenpeace-medlemmer har offentligt anklaget organisationen for at træffe valg, der hellere handler om at oppebære sig selv frem for at kæmpe for de sager, der for alvor kan gøre en forskel. Organisationens kamp mod sælfangst fik eksempelvis store kulturelle og økonomiske konsekvenser for de oprindelige folk, der lever af sælfangst. Men der var gode tv-billeder i kampagnen.
Nødhjælpsindustrien er blevet en karriereplatform
Greenpeace har undergået en forandring, der er ganske normal for bevægelser og organisationer, der vokser sig så store, at de ender med at organisere sig i magtstrukturer, hvor hensynet til sagerne må træde i anden række, og hvor der hele tiden skal tjenes mange penge for at holde maskineriet kørende.
Derudover tiltrækker de store og magtfulde NGO’er karrieremennesker, der ofte er drevet af egne drømme og ambitioner. Ikke bare miljøbevægelsen, men hele nødhjælpsindustrien, er blevet en karriereplatform, hvor det er vigtigere for den enkelte at holde fast i karrieren end i sagernes substans.
Frygten for at miste jobbet bliver en barriere for at turde udfordre organisationen indefra, og dermed ender de lønnede aktivister med at acceptere konformiteten, så organisationerne ikke længere kan opvise den radikalitet, som er nødvendig for at skabe forandringer i verden.
Og dermed er de magtfulde NGO’er ikke bare endt med at fastholde status quo i stedet for at forandre verden. De har gjort sig sårbare overfor de sygdomme, der kendetegner og florerer i virksomheder og organisationer, der er styret af magt, penge og karrieremæssige hensyn.
Spiritualiteten er den faktor, der beskytter os, når vi er under hårdt pres og savner en moralsk orden og mening med livet. Især for mennesker, der arbejder med aktivisme og nødhjælp, er det vigtigt at kende det indre, spirituelle kompas.
Det er kun NGO-medarbejderne selv, der kan indstille det spirituelle kompas, men organisationerne har også et ansvar, der kan hjælpe på vej. Og det ansvar rækker langt udover at bede medarbejderne om at underskrive et stykke papir om udvisning af retvisende adfærd. Det handler om at skabe en kultur i NGO’erne, der opbygger mennesker i stedet for at nedbryde dem. En kultur, som indadtil er i tråd med det, organisationerne vil for andre mennesker udadtil.
For det er, når kulturen er i disharmoni med sig selv, at det går galt. Så er det, at medarbejderne går ned med stress og udbrændthed, og den syge kultur får enkelte medarbejderne til at gå over grænsen, som de aktuelle sager med seksuelle overgreb er triste eksempler på.
Morten Steiniche er aktivist og freelancejournalist.
Pludselig at læse om en organisation som Greenpeace, at den idag er drevet af helt andre motiver, end i dens fødsel, er en øjenåbner for mig.
Når man tænker over tingene, så kan man se symptomerne til nu. Selvom eksempelvis de store seksuelt betonede overskrifter er udeblevet i den almindelige presse. Hvorimod det er tydeligt, at bevægelsens stærke personligheder er fremme i forreste linie, alene for deres personligheds skyld.
Egentlig syntes jeg, at artiklen både viser en anden side, men også er ganske unuanceret.
Jeg tænker i hvert fald stadig på, da man lod en efterretningstjeneste sænke et Greenpeace-fartøj i havn med levende mennesker i.
Og jeg kunne da godt tænke mig at vide, hvordan verden ville se ud, hvis ikke skruppelløse politikere har disse organisationer som deres dårlig samvittighed.
Er det ikke lidt naivt at sætte karriere op mod spiritualitet på denne måde? Der kunne vel også være organisatoriske grunde til den megen stress. Man kunne også pege på den hårde konkurrence ngo’erne imellem om “markedet”. Min tålmodighed bliver i hvert fald sat på prøve, når jeg ringes op af emsige og yderst velformulerede “sælgere” eller antastes af dem på gaden.
@gert: Jeg er overbevist om at Greenpeace har holdt mange skrupelløse virksomheder og Lande i ørerne, ligesom de har sat fokus på noget af det der sker i det skjulte. Jeg har ihvertfald følt mig oplyst.
Men som med alle andre Organisationer, så kan også G komme ind i et forløb, hvor mennesker begynder at betyde mere end Sagen. Tiden vil vise om G kan holde sig på Vejen.
Nu ved jeg godt at kronikken fokuserer på Greenpeace, men prøv at se på NGO’erne under ét. På reklame-TV minder NGO-reklamerne meget om de kommercielle. Organisationerne køres næsten som andre multinationale virksomheder bortset fra det med ‘det gode’. Da udtrykket ‘godhedsindustrien’ kom frem, tog jeg stærkt afstand fra det, men nu synes jeg, der er noget om snakken. På Blegdamsvej, Østerbro, flyttede Røde Kors ind. Man fældede 8-10 gamle magnolietræer, og nu står der en koloenorm cementtrappe camoufleret med gul skaldmur. Jeg spurgte håndværkerne, hvad den havde kostet, men det vidste de ikke. Der kan sikkert siges meget om denne front-indkørsel, men Røde Kors får ikke en krone af mig mere. Kronikken fortæller om det, der hedder udvikling. Det må gå sådan.
Det er tid til at begynde forfra.
Greenpeace er involveret i meget og har uden tvivl brugt nogle af deres mange penge og store indflydelse efter fromålet:
At sikre bedre levevilkår og mindre forurening.
MEN
Hvis man læser på http://wp.me/p1RKWc-p2 vil man også se noget andet.
Greenpeaces troværdighed er en myte.
Eller overvej nedenstående.
Patric Moore var en af de medstifterne af Greenpeace og blev valgt til præsident af Greenpeace Foundation i begyndelsen af 1977.
Senere forlod han organisationen, for at kritisere dens anti-humane, agenda og udvikling med udtalelsen:
“I midten af 1980’erne har miljøbevægelsen forladt videnskab og logik til fordel for følelser og sensationsjournalistik.”
Moore var aktivt imod atomkraft i 1970’erne, da han troede, at
“Atomkraft var ensbetydende med atombomber og holocaust” og
“Alt med atom var af det onde”.
Siden kom han til at støtte atomkraft.
@Niels-Simon Larsen: Den “cementteappe” på Blegdamsvej, du refererer til, er et (arkitekttegnet) Frivillighus, der er doneret til Røde Kors af A.P.Møllers Fond, så endnu flere helt almindelige danskere kan være med til at udvikle frivilligheden i Danmark, så vi i fællesskab kan hjælpe endnu flere udsatte borgere i Danmark og ude i verden. På taget, der rigtig nok er udformet som en trappe, kan man fremover sidde under de nyplantede magnoliatræer, og måske tænke lidt over, hvordan vi (også dig?) fremmer medmenneskeligheden i dagens Danmark. Du er meget velkommen til at kigge forbi og måske endda indenfor i Frivillighuset og høre og se om det hjælpearbejde Røde Kors hver eneste dag udfører for de allermest udsatte mennesker i Danmark og ude i verden.
Morten S.L.: Du lader til at være godt inde i sagerne hos Røde Kors, så du må kunne fortælle mig, hvor mange millioner den trappe har kostet.
Jeg vidste godt, det var en donation, og sådan er der jo så meget i dag, der er donationer, da firmaerne efter skattelettelser svømmer i penge. På den måde bliver den, der donerer penge til et godt menneske, selvom vedkommende står for en politik, der tager fra de fattige og giver til de rige.
Og så lidt mere politik: Hvis vi virkelig har så ondt af de ulykkelige, kunne vi jo lade være med at udnytte deres lande. Kolonialismen eksisterer stadig bare med en ny ansigtsmaske. Velgørenhedsorganisationerne er ikke upolitiske. De går hånd i hånd med undertrykkerne, men det kommer bare ikke frem. Man kan godt svinge pisken med den ene hånd og levere forbindinger med den anden, og det er det, Mærsk gør. Den slags er vi ret gode til i Danmark.
Kom med prisen!
Så tager vi den en gang til - 30 år senere: Nej, GP protesterede ikke imod inuitternes sælfangst. Vi lavede aktioner imod kommerciel sælungefangst, hvor hundredtusindvis af de såkaldte whitecoats blev slået ihjel med et hak i hjernen og trukket til skibet af norske, kanadiske og russiske 'fangere' efterfulgt af hunnen, som ikke forstod, hvad der foregik. Følelser eller ej: Er det etisk forsvarligt at dræbe nyfødte unger, fordi pelsen kan indbringe en masse penge? Det var et tegn på 'det moderne menneskes' attitude over for naturen. En indstilling, som en traditionel grønlandsk fanger aldrig ville have. Desværre opstod der en misforståelse, fordi den sælart, som får disse whitecoats hedder grønlandssæl. Samtidigt var der nogle, som havde en interesse i at gøre Gp til syndebukke for det faldende salg af sælskind fra Grønland. I de år var der en overproduktion af skind og priserne faldt på det europæiske marked.
Hvis jeg udskifter det "spirituelle" med "troen" hænger det også sammen for mig. I det spirituelle fokus ser jeg mere trommedans og meditation, end det jeg selv mener er problemet i dag. Jeg tror man også bliver stresset, når man mister troen på at det hjælper og troen på at man også gør denne forskel. Når man ser hvor mange penge der bliver brugt på at indsamle penge, på at reklamere for sig selv, på nye store bygninger, på store lønninger osv. så mister man fokus, overblik og troen på at det hele nytter.
Det var nemmere at tro på det gode og det rigtige i det man arbejdede med til fordel for naturen, miljøet og de fattige i denne verden - for 40 år siden, så måske er det ikke andet at gøre end at få begyndt forfra.
Vi skal ikke redde verden, vi skal bare lade være med at ødelægge den.
Vi skal ikke hjælpe andre, vi skal bare lade være med at udnytte dem.
tak for en grundig analyse - her GreenPeace. Jeg synes ikke det handler om at være for eller imod NGO´ernes store gavnlige indsatser (for modtagerne), snarere hvordan det kan undgås, at de store NGO´er udvikler en selvforståelse, hvor organisationens bevarelse bliver et mål i sig selv. Ser genre at disse store organisationer med millionomsætninger bliver mere transparente, så deres arbejde er funderet på bæredygtighed og transparens, som fremmer tilliden til at støtte dem. Selv om deres selvforståelse er at de gør gode gerninger og er gode mennesker, er følgevirkningerne hos dem de skulle (sam)arbejde med, ikke altid gode for dem - risikoen er jo at modtagerne bliver afhængige af bidragerne fremfor at blive selvstændige virksomme i eget land
@Bina Aylen Seff
En god samvittighed er ofte resultatet af en dårlig hukommelse siger ordsproget.
Det gælder i den grad for den udlægning af Greenpeace's ødelæggelse af den arktiske fangerbefolknings livsgrundlag som Bina Aylen Seff præsenterer: Det er de andres skyld: "Samtidigt var der nogle, som havde en interesse i at gøre Gp til syndebukke for det faldende salg af sælskind fra Grønland.
Greenpeace ødelagde ikke kun livsgrundlaget for de grønlandske fangere, men også for de canadiske. De lokale der udtrykker mere ærligt hvad der skete: "With a few, grainy, black-and-white photographs, Greenpeace nearly annihilated the Inuit way of life" https://qz.com/417805/greenpeace-crashed-the-seal-product-market-and-inu...
Heldigvis er der mere ærlige kræfter i Greenpeace. Forkvinden (undskyld, hendes titel i firmaet er Executive Director) for den Canadiske afdeling skrev for 3 år siden en undskyldning hvor hun erkendte at det var Greenpeaces skyld og ikke prøvede at kaste skylden på andre:
"By some standards, it was a successful campaign. But in one major way, it failed very, very badly."
http://nunatsiaq.com/stories/article/65674greenpeace_hoping_to_set_the_r...
Frivilligsektoren er i dag kæmpestor. Hvis nu alle de gode mennesker aktiverede sig partipolitisk, ville de hjælpe på en helt anden måde. Der er noget nedladende over hjælp, som gerne kommer fra oven og ned. Hvordan er vi fx kommet i en situation, hvor vi er i stand til at hjælpe andre? Ved først at stjæle fra dem selvfølgelig. Ulandshjælpen er det bedste eksempel på det.
I Syrien var der før krigen flere år med tørke dvs. klimaændringer. Det kan man godt sige var forårsaget af den rige verden. Klart, at der så kommer flygtninge. De har ikke noget at komme tilbage til og gør alt for at blive her. Kan vi dog ikke holde dem tilbage i de såkaldte nærområder, og så hjælpe dem der? Vi vil i hvert fald hellere have lejrene der end her, på samme måde som vi hellere vil have de beskidte fabrikker der end her.
Jeg giver selv penge til Greenpeace, men jeg er blevet mere loren ved situationen, og en dag stopper jeg nok. Hjælpeorganisationernes hjælperi og deres psykologisk tilrettelagte reklamer og tiggen om penge er usmagelig for mig. Hvorfor ikke i stedet kæmpe for at gøre DK til et virkeligt foregangsland - nedlæg militæret, og kongehuset (med dets bukken og skraben for Kina og Saudiarabien) og kirken der velsigner hele skidtet? Hvorfor ikke? Nej, fordi vi hellere vil være i den gode hjælpers sko. Hvor usselt!
@ Nils Simon
Solidaritet, ligeværd og et globalt perspektiv ville overflødiggøre godhedsindustrien og Hattedamekulturen .... vi kan jo altid drømme ....