Kronik

Offentligt ansatte bliver brugt som kanonføde i en konflikt med tre usolidariske og ligegyldige krav

Den såkaldt påståede musketered om, at de offentligt ansatte står sammen og er solidariske, er en enlig svale, der er væk, når konflikten er ovre. LO-gruppen får intet ud af den
En række nordjyske organisationer havde onsdag indkaldt til demonstration på Gammel Torv i Aalborgs midtby. 100.000 børn kan stå uden undervisning og pasning fra 4. april, hvis der ikke kommer løsning inden. Lærerne har ikke været solidariske med lavtlønsgrupperne eller med pædagogerne, som lærerne helst ser ude af skolerne – i hvert fald fra undervisningen, skriver dagens kronikør.

En række nordjyske organisationer havde onsdag indkaldt til demonstration på Gammel Torv i Aalborgs midtby. 100.000 børn kan stå uden undervisning og pasning fra 4. april, hvis der ikke kommer løsning inden. Lærerne har ikke været solidariske med lavtlønsgrupperne eller med pædagogerne, som lærerne helst ser ude af skolerne – i hvert fald fra undervisningen, skriver dagens kronikør.

Henning Bagger

26. marts 2018

Jeg har tidligere arbejdet i over 20 år som jurist i FOA, og derfor tror de fleste, at jeg automatisk står fuldstændig bag de offentligt ansattes og fagforeningers krav i den store overenskomstkonflikt på det offentlige område. Men selv om jeg bestemt mener, at der er plads til forbedringer i det offentlige – jeg er for eksempel imod krav om mere og mere effektivisering – så synes jeg, at fagforeningers krav i overenskomstforhandlingerne er alt for små til at skabe så stor en konflikt over.

De såkaldt konfliktudløsende krav handler om lærernes arbejdstid, betalt spisepause og højere løn til offentligt ansatte.

Hvad angår højere løn, er de offentligt ansatte blevet tilbudt en lønstigning svarende til det private områdes, men der er uenighed om, hvorvidt der skyldes cirka 1,6 procent som følge af lønudviklingen på det private område. Her har Flemming Vinther, formand for Centralorganisationernes Fællesorganisation, udtalt, at han blev snydt/sov i timen, da han forhandlede med Corydon i 2015, hvor man opnåede enighed om, at udgangspunktet for beregningerne af lønnen er lønniveauet i 2008. Men det er ubestridt, at der er indgået en aftale. Den vil forhandlerne nu bare ikke vedkende sig.

Fakta er imidlertid, at der er en reguleringsordning, som er aftalt mellem parterne, og som sikrer en tilnærmelsesvis parallel lønudvikling mellem det offentlige og private arbejdsmarked. Efter de ganske pæne lønstigninger på det offentlige område i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 2008 var reguleringsordningen negativ i 2010, 2011 og 2012 – det vil sige, at organisationerne skyldte penge, der skulle modregnes i de ellers aftalte lønstigninger, fordi lønudviklingen i det offentlige havde overhalet det private område.

Herudover ser det ud, som om der er uenighed om spisepause til de statsansatte – men det er et ikkeeksisterende problem, idet stort set de fleste statsansatte har betalt spisepause i dag, som der ikke af Moderniseringsstyrelsen er rejst krav om skal afskaffes, og der i regioner og kommuner allerede er bestemmelser herom.

Og endelig er det lærernes arbejdstidsregler, der – indrømmet ganske uhørt – blev presset ned over hovedet på dem i 2013 ved et lovindgreb (Lov 409). Men indholdsmæssigt svarer de til reglerne om arbejdstid på det øvrige arbejdsmarked, og i tre ud af fire kommuner er der allerede indgået lokalaftaler, der fraviger Lov 409.

Alt i alt gavner denne konflikt ikke de offentligt ansatte og slet ikke de lavestlønnede, der blot er kanonføde.

Den danske model ikke truet

Der har været påstande om, at den danske model er truet, fordi et flertal i Folketinget vil kunne foretage et lovindgreb. Jeg har også bemærket, at mange, herunder politikere og organisationer, nu piver, fordi arbejdsgiverne som modsvar til en strejke har varslet lockout. Men hvad havde man ellers forestillet sig? Er man så naive, at man troede, at arbejdsgiverne bare ville sige ’nå’ og ikke svare igen?

Begynder man et slagsmål, må man regne med at få nogen på hovedet.

Lovindgreb er noget, man også har på det private område. Man forhandler, og opnår man ikke enighed, fremsætter forligsmanden et eventuelt mæglingsforslag, hvis det har udsigt til at blive vedtaget af parterne. Forkastes det, medfører det konflikt (strejke og lockout), der imidlertid ikke får lov til at ’udarte’ sig, før der kommer et lovindgreb. For eksempel vil en strejke, hvor vitale samfundsinteresser er truet – for eksempel hvis renovationsarbejdere, oliechauffører, færgepersonale og/eller flypersonale strejker – relativt hurtigt føre til et indgreb. Det samme vil gælde længerevarende konflikter, der truer samfundet – uanset hvilken regering der sidder for bordenden.

Forskellen på det offentlige og private område er, at det offentlige sparer penge ved en konflikt, idet man sparer udgiften til løn til deltagerne i konflikten, hvilket selvsagt ikke er formålet for nogen regering. Ingen ønsker, at de offentlige servicefunktioner, der er nødvendige for at holde samfundet i gang, lammes. Det siger sig selv.

I øvrigt er det ikke atypisk, at man – hvis parterne ikke kan opnå enighed, og der end ikke kan fremsættes et mæglingsforslag – forlænger de eksisterende overenskomster med en regulering af lønnen. Dette gælder både på det private og offentlige område.

Hvad er man solidarisk om?

Der har også været fremført argumenter om, at man skal være solidariske på tværs af (hoved) organisationer, og at konflikten er symbol på den store forbrødring mellem akademikere, funktionærer og arbejdere. Men hvad er det, man er solidariske om?

Det er ikke de store lønforskelle mellem lavtlønnede og højerelønnede. Man kræver ikke, at udmøntningen af lønforhøjelser sker med samme kronebeløb til alle – en procentregulering giver selvsagt mere, jo mere man tjener, og derfor vil de højtlønnede offentligt ansatte få mest.

Heller ikke kampen om lærernes arbejdstidsregler er særlig solidarisk. Som skrevet adskiller den sig ikke væsentligt fra arbejdstidsreglerne for de øvrige ansatte. Hvad det rent faktisk er, lærerne ønsker ændret, er derfor noget uklart, men fakta er, at resten af fagbevægelsen er taget som gidsler for, at lærerne kan få bedre regler end det øvrige offentlige arbejdsmarked.

Mig bekendt har lærerne desuden ikke været solidariske med lavtlønsgrupperne eller med pædagogerne, som lærerne helst ser ude af skolerne – i hvert fald fra undervisningen.

Så solidariteten ligger altså på et meget lille sted – og er formentlig glemt, når man skal dele de penge, der vil blive afsat til lønforbedringer.

Yderligere er solidariteten i FTF-organisationerne med egne medlemmer til at overse. Man yder konfliktunderstøttelse til de strejkende og lader de lockoutede sejle deres egen sø – dog med mulighed for at låne penge af organisationerne. For AC-organisationernes vedkommende gives ingen konfliktstøtte, hverken til strejkende eller lockoutede, men alene mulighed for konfliktlån.

I modsætning hertil yder LO-fagbevægelsen konfliktunderstøttelse til alle, minimum svarende til dagpengesatsen eller som sædvanlig løn.

Man har iværksat en strejke og bruger resten af medlemmerne som kanonføde.

Gavner yderfløjene

For mig at se gavner konflikten kun de politiske yderfløje, der ret tidligt i forløbet har blandet sig og lagt det politiske system for had på et tidspunkt, hvor der stadig forhandles, og inden der overhovedet er iværksat en konflikt. Der er ikke længe til et folketingsvalg, og det skal udnyttes.

Jeg har fuld forståelse for, at mange er utilfredse med både arbejdsvilkår, et stresset arbejdstempo, dårligt psykisk arbejdsmiljø, lønninger, der ikke er for høje – slet ikke for de lavestlønnede ­– utidig kontrol af arbejde, opskruet arbejdstempo, indskrænkninger i friheden (for eksempel rygeforbud mv.), ’tag selv bord’ for de højestlønnede ved lønforhandlinger, bonusordninger til chefer, der ikke er det værd, manglende ligeløn, og jeg kunne blive ved. Men det er jo netop ikke disse forhold, der er en del af konflikten.

Og man skal vide, at når denne konflikt er slut – så er solidariteten det også. Det skal man huske.

Man har valgt at konflikte på tre krav, der ikke tjener det store flertals interesser. Og tilsyneladende uden ønske om en forligsmæssig løsning, hvilket indebærer et indgreb, hvor Socialdemokratiet kan fremstå som den store skurk.

Efter min mening ville det klæde de faglige ledere, der nu er ved at føre deres medlemmer ud i en udsigtsløs konflikt, der blot vil tømme strejkekasserne og for en kort periode sætter væsentlige dele af samfundet i stå, at spørge medlemmerne, hvad de synes. Det kunne for eksempel ske ved en urafstemning, ligesom man stemmer om opnåede forlig. Desuden kunne de faglige ledere – og for den sags skyld også de politiske ledere på arbejdsgiversiden – være solidariske med deres egne og i konfliktperioden modtage den samme konflikthjælp, som man spiser sine egne af med.

Og så vil jeg opfordre medlemmerne til at kræve, at de bliver spurgt, om de vil i konflikt, inden den iværksættes.

Erik Herss er tidligere FOA-forbundsjurist gennem mere end 20 år og forfatter til ’Fra rod til rose – respekt er det du gi’r’.

Serie

Overenskomstforhandlinger 2018

Lærernes arbejdstid, løn, betalt frokostpause og musketered er nogle af de ting, der er på spil, når der forhandles nye overenskomster for de cirka 750.000 offentligt ansatte i stat, kommuner og regioner.

Ifølge køreplanen skulle aftalerne være på plads ved udgangen af februar og i løbet af marts sendt ud til urafstemning blandt medlemmerne i de enkelte fagforbund. Det skete ikke, og parterne er nu i Forligsinstitutionen. Senest har staten, regionerne og KL varslet lockout som modsvar til fagbevægelsens konfliktvarsel.

Seneste artikler

  • Aftalen er en skuffelse for lærerne. Men den er bedre end en ny konflikt

    5. juni 2018
    Selv om det helt centrale krav om en ny arbejdstidsaftale ikke er blevet indfriet, har et stort flertal af lærerne stemt ja til en ny overenskomst. Alternativet var en ny konklikt, og det havde alligevel ikke nyttet noget, forklarer lærer Jonna Andersen fra Tune Skole, der fodslæbende har stemt ja
  • Lærerne har valgt en ny vej

    5. juni 2018
    Lærernes ja til overenskomstforliget er et presset og lunkent ja. Men det er godt for den offentlige sektor, hvis kompromiser kan afløse drama ved forhandlingsbordene
  • Lærer: Derfor stemmer jeg nej til OK18-aftalen

    31. maj 2018
    Anders Bondo Christensen har kæmpet en sej kamp for os medlemmer, men jeg er ikke enig i hans beslutning om at indgå en aftale om en kommission uden beslutningskompetence
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Winther
  • Iver Jensen
  • Hans Aagaard
Jens Winther, Iver Jensen og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Fabricius

Hvem I den socialdemokratiske ledelse har bedt dig

Olav Bertelsen, Henrik Klausen, Kim Folke Knudsen, Martin Mørch, Bjarne Andersen, Elise Berg, Ulla Søgaard, Kjell Nilsson, Ulla Jeppesen, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen, Karsten Aaen, Steen K Petersen, Tue Romanow, Niels Nielsen, Ryan Klitholm, Hans Larsen, Jes Balle Hansen , Henrik Glensbo, Børge Neiiendam, Torben Skov, Steffen Gliese og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar
Troels Ken Pedersen

Lærernes arbejdstidsforhold er væsentlige netop fordi deres arbejde IKKE er direkte sammenligneligt med de fleste andres på det punkt. Kombinationen af stadige besparelser og "ledelsesfrihed" ift. forholdet mellem undervisning og forberedelse er en invitation til at udnytte at mange lærere er samvittighedsfulde nok til at bruge deres egen fritid på forberedelse, når nu man i heldagsskolens navn sætter dem til at passe børn under forhold, der ikke er forenelige med koncentreret og effektiv forberedelse. Lokalaftalerne er kommet i stand, fordi folk ude omkring ikke var så urimelige, som Moderniseringsstyrelsen havde håbet på, og MS har kæmpet mod dem med næb og kløer.

Spørgsmålet er her overordnet set om offentlige arbejdsgivere kan udnytte deres taktiske position til at tromle lønmodtagersiden frit. Hvis præcedensen fra 2013 får lov at blive stående, er svaret helt klart ja.

Olav Bertelsen, Henrik Klausen, Kim Folke Knudsen, Bo Sørensen, jørgen djørup, Colin Bradley, Jakob Venning, Elise Berg, Ulla Søgaard, Torben Bruhn Andersen, Eva Schwanenflügel, Maiken Guttorm, Curt Sørensen, Carsten Wienholtz, Peter Andersen, Jan Damskier, Anders Reinholdt, Karsten Aaen, Michael Hullevad, Torben K L Jensen, Steen K Petersen, Lars Madsen, Steen Christophersen, Anne Eriksen, Christian de Coninck Lucas, Tue Romanow, Ryan Klitholm, Viggo Okholm, Egon Stich, Dorte Sørensen, Andreas Kræn Tranæs, Bjarne Bisgaard Jensen, Børge Neiiendam, Torben Skov og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Der ytres allerede forventninger om, at en forligsskitse vil blive nedstemt, fordi forhandlerne ikke tilnærmelsesvis griber fat i de grundlæggende spørgsmål, de offentligt ansatte med rette er utilfredse med, herunder især muligheden for at kunne yde et tilstrækkeligt og tilfredsstillende stykke arbejde indenfor sit fag.

Kim Folke Knudsen, Colin Bradley, Ulla Søgaard, Henriette Bøhne, Eva Schwanenflügel, Peter Andersen, Karsten Aaen, Anne Mette Jørgensen, Michael Hullevad, Torben K L Jensen, Vibeke Hansen, Christian de Coninck Lucas, Ryan Klitholm, Dorte Sørensen, John Andersen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Henrik Glensbo

Nu er det sådan at magthaverne fremover vil være både de røde og de blå og derfor er det nødvendigt at skærpe de fælles faglige krav om ordentlige løn og arbejdsvilkår. De skal ikke kobles sammen med en politisk synsvinkel men en fælles faglig kamp for vores opnåede rettigheder. Det er forhåbentlig sådan, at vi fremover i fagforeningerne kan stå sammen og skabe den nødvendige uro, så vi ikke bare kan blive kørt over en ad gangen.

Olav Bertelsen, Henrik Klausen, Frederik Groth Nordstrøm, Ulla Søgaard, Helene Kristensen, Eva Schwanenflügel, Karsten Aaen, Steffen Gliese, Vibeke Hansen, Anne Eriksen, Niels Nielsen, Jørgen Wassmann, Ryan Klitholm, Dorte Sørensen og Børge Neiiendam anbefalede denne kommentar
Børge Neiiendam

Erik Herss åbner dørene på klem på skabene, så nogle skeletter derinde rasler uheldsvarende.

Den almindelige Borger i Danmark, ved sikkert intet om de reelle konfliktspørgsmål og forhandlingsresultaterne til nu. Dette konfirmerer muligheden for konspirationsteorier. Jeg kan ikke gennemskue hvad EH reelt ved om nuværende konfliktindhold.

Er EHs overordnede skøn rigtige, så er der ingen vi kan stole på, hverken egne Organisationer eller de Politikere vi normalt tror og stemmer på. Vi kan åbenbart ej heller tro på Musketeredens sympatiske ide om sammenhold og effekt.

Det er meget interessant hvad Forligskvinden kommer op med, for hun plejer at være god til at samle trådene og have overblikket - desværre tror jeg ikke at vi får noget at vide om hendes forslag, hvis de forkastes. Men det kan jo også være at både Organisationer og Politikere har en helt anden agenda, end den umiddelbart kendte ... ?

Kim Folke Knudsen, Christina Balslev, Karsten Aaen og Michael Hullevad anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Undskyld Erik Herss hvordan kan du skrive at fagforeningernes krav er for små til at gå i konflikt for.
Mener du at lærer og alle andre grupper bare skal lade sig tromle ned og lade arbejdsgiverne i det offentlige helt køre med "klatten" - uden problemer bare kan tage fridage, en betalt frokostpause - det må så betyde at sygeplejersker, fængselsbetjente osv bare kan sige kan ikke komme da jeg har pause - samt kan flyttes rund på arbejdstid og arbejdssted som det behager arbejdsgiverne - så det bliver umuligt for lønmodtageren at planlægge sin fritid osv....
Ligeledes er det da i samfundets interesse, at lærerne har tid til en ordenlig forberedelse så "vore" børn kan få den bedste undervisning.

Henrik Klausen, Kim Folke Knudsen, Ulla Søgaard, Mogens Holme, Ulla Jeppesen, Eva Schwanenflügel, Karsten Aaen, Steen K Petersen, Jens Thaarup Nyberg, Per Klüver, Steffen Gliese, Anne Eriksen, Niels Nielsen og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar

Jeg tror de færreste blandt de offentligt ansatte som sådan vil ud i en strejke for højere løn samlet set
Problematikken er som Erik Herss her beskriver langt dybere. Alle ved selvfølgelig eller burde vide at absolut ingen bliver lykkeligere eller rigere med ca 2 kr mere i timen. Konflikten ligger helt klart mellem en i alt for stor grad af magt og gevinster til ledelser rundt omkring set i forhold til de mennesker som er de nødvendige tandhjul for at der i det hele taget kan ledes. Desværre er retorikken op til en konflikt helt i skoven fra begge parters side, lidt som når verdens magthavere viser sig på en måde så almindelige mennesker får politikerlede og tåkrumning.

Bruno Andersen, Henrik Klausen, Flemming Berger, Michael Borregaard, Henriette Bøhne, Eva Schwanenflügel, Linda Højmark, Karsten Aaen, Michael Hullevad, Verner Nielsen, Børge Neiiendam, Steffen Gliese, Anne Eriksen og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Nielsen

"For mig at se gavner konflikten kun de politiske yderfløje..." - hvad galt er der i det? Det såkaldte centrum er jo ude af stand til at gøre noget ved de reelle problemer, så måske er det på tide at få nye boller på suppen? Blot at befinde sig på "midten" - som den nye borgerlige position fejlagtigt kaldes - er ikke et tegn på kvalitet, snarere - i lyset af de seneste tyve års politiske tiltag - et tegn på det modsatte.

Hele indlægget ligner et bestillingsarbejde fra Socialdemokratiet, som er parat til at støtte et regeringsindgreb, men samtidig er bange for at miste opbakning. Derfor spredes der gylle med løs hånd i et forsøg på at underminere solidariteten.

Men hr. Herss glemmer, at OK-forhandlingerne kun er anledningen til al balladen, den dybere årsag er mange års udsultning af det offentlige, bagtalelse af uforskyldt ledige og manglende gennemsigtighed i forvaltningen - ledsaget af en magtretorik, som færre og færre kan genkende sig selv i, fordi flere og flere rammes af forringelser og nedskæringer.

I dag de offentligt ansatte, i morgen dig.

Kurt Nielsen, Henrik Klausen, Kim Folke Knudsen, Cristina Nielsen, Lisbeth Holm Bilander, Martin Mørch, Roselille Pedersen, jørgen djørup, Christina Balslev, Jakob Venning, Mogens Holme, Flemming Berger, Helene Kristensen, Holger Madsen, Ulla Jeppesen, Torben Bruhn Andersen, Carsten Wienholtz, Gaderummet Regnbuen, Ole Bach, Eva Schwanenflügel, Lillian Larsen, Maiken Guttorm, Curt Sørensen, Anne Mette Jørgensen, Karsten Aaen, Herdis Weins, Steen K Petersen, Børge Neiiendam, Per Klüver, Steffen Gliese, Jan Pedersen, Dorte Sørensen, Viggo Okholm, Jens Thaarup Nyberg, Anne Eriksen og Tue Romanow anbefalede denne kommentar
Brian W. Andersen

@ Troels Ken Pedersen

"ift. forholdet mellem undervisning og forberedelse er en invitation til at udnytte at mange lærere er samvittighedsfulde nok til at bruge deres egen fritid på forberedelse"

Man bør ikke overse at "interessetimer" har været det nye sort på det private arbejdsmarked i et godt stykke tid, samt at brug og accept af disse er stigende og det faktum at vi har en regering, der forherliger det private arbejdsmarked. Uanset om der tales højt om det eller ej, så er der et pænt antal politiske profiler, der gerne ser interessetimerne gøre et større indtog på det offentlige arbejdsmarked. Hvis man kan få folk til at udføre flere af disse ud fra egen samvittighed og ansvarsfølelse, så kan der spares mange penge på arbejdsgiversiden, imens man kalder det pæne ting som frihed og frivillighed.

Niels Nielsen, Henrik Klausen, Kim Folke Knudsen, Eva Schwanenflügel og ingemaje lange anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

" ... man opnåede enighed om, at udgangspunktet for beregningerne af lønnen er lønniveauet i 2008. ... det er ubestridt, at der er indgået en aftale. Den vil forhandlerne nu bare ikke vedkende sig."
Jo, det vil forhandlerne, men mener udgangspunktet ikke er repræsentativt, og vil derfor genforhandle; det modsætter modparten sig.

Ole Bach, Henrik Klausen, Eva Schwanenflügel, Per Klüver og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Morten Hansen

Flere andre kommentarer har allerede grebet fat i det noget besynderlige billede Erik Herss her tegner af den igangværende konflikt. Disse stridspunkter kan man naturligvis godt være uenige om (jeg deler eks. ikke Herss’s udlægning), men hvad der er langt mere beskæmmende er Herss’s præsentation af konfliktlån som et tegn på manglende solidaritet - i modsætning til konfliktunderstøttelse.

Problemet er, at Herss med sin baggrund burde vide, hvorfor det netop på det offentlige område er en bedre ide at udbetale “konfliktmidler” som lån i stedet for understøttelse:

Udbetaler fagforeningerne konfliktunderstøttelse, så er denne skattepligtig, hvilket ikke kun får strejkekasserne til at tømmes hurtigere (da udbetalingerne jo skal dække både løn og skat), men også giver de offentlige arbejdsgivere i både pose og sæk: De sparer jo så både lønudgifter OG får skatteindtægter fra konfliktunderstøttelsen(!)

Det er svært for mig at forestille mig, at en mand med Herss’s professionelle baggrund ikke har gennemskuet dette perspektiv, hvilket antyder at han i stedet bevidst har valgt at diske op med en søforklaring om konfliktlån som tegn på manglende solidaritet.

Kurt Nielsen, Henrik Klausen, Kim Folke Knudsen, Cristina Nielsen, Henriette Bøhne, Susanne Berg, jørgen djørup, Jesper Sano Højdal, Jakob Venning, Ulla Søgaard, Mogens Holme, Flemming Berger, Helene Kristensen, Ulla Jeppesen, Carsten Wienholtz, Ole Bach, Eva Schwanenflügel, Maiken Guttorm, Kjeld Hansen, Dorte Sørensen, Niels Nielsen, Anne Mette Jørgensen, Poul Erik Pedersen, Michael Hullevad, Karsten Aaen, Anders Reinholdt, Lars Bo Jensen, Børge Neiiendam, Jens Thaarup Nyberg, Henrik Leffers, Per Klüver og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Herss skriver, at der er 3 ligegyldige krav, der kan udløse en storkonflikt. Lad os lige for et øjeblik glemme, at det altså er arbejdsgiverne, der vil lægge hele det offentlige DK ned med deres lockout, og ikke fagforeningen, så er det han skriver angående 2 qf de andre krav noget værre sludder.
Angående frokostpausen hævder han, at hverken Modernioseringsstyrelsen eller kommunerne har krævet dem afskaffet. Så kan det jo undre, at arbejdsgiverne ikke bare giver sig på det punkt, og indkriver pausen i overenskomsten. Hvis det ikke er et problem ifølge Herss, hvorfor så nægte? Det er selvfølgelig fordi arbejdgiverne så uden videre kan sløjfe pausen uden om oevernskomsten - og den mulighed har netop Moderniseringsstyrelsen jo lige skitseret. Så enten har Herss en meget kort hukommelse, eller også taler han mod bedre vidende.
Så er der arbejdstidsaftalen. Herss anfører, at langt de fleste kommuner har lavet en lokal aftale. Men hvad forhindrer så KL i at bruge de lokale aftaler som en generel bestemmelse i overnskomsten? Igen må skytset ikke rettes mod fagforeningerne, men mod arbejdsgiverne.

Kurt Nielsen, Henrik Klausen, Kim Folke Knudsen, Susanne Berg, Ulla Søgaard, Kjell Nilsson, Mogens Holme, Flemming Berger, Ulla Jeppesen, Carsten Wienholtz, Ole Bach, Eva Schwanenflügel, Viggo Okholm, Maiken Guttorm, Kjeld Hansen, Dorte Sørensen, Niels Nielsen, Tage Korsdal Nielsen, Poul Erik Pedersen, Karsten Aaen, Anders Reinholdt og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Nu tror jeg helt enkelt, at den musketered der øjensynligt eksisterer mellem de offentligt ansattes fagforbund handler om mere end løn. Med udgangspunkt i lærernes konflikt i 2013 kunne de offentligt ansatte jo skue, at de offentlige arbejdsgivere kunne banke faggruppe for faggruppe på plads gennem lock outer og efterfølgende lovindgreb.

Og kravene om ophør af den betalte frokostpause handler jo om en regulær forringelse af en for længst tilkæmpet ret for de offentligt ansatte, der reelt kan se frem til en udvidelse af arbejdsugen med 2½ time..

Og proportionerne af den varslede lock out har jo også proportioner til, at man næsten kan forudse et hurtigt regeringsindgreb. Så det er vel lidt meget sagt, at de er de offentligt ansattes organisationer der sætter vitale samfundsinteresser på spil?

De offentlige arbejdsgivere på både hvad angår statens, regionernes og kommunernes område har jo et regeringsindgreb i baghånden, og alene af den grund kan man jo stille spørgsmålstegn ved i hvor høj grad de er villige til, at komme arbejdstagerne i møde. Ikke mindst når man betænker, at moderniseringsstyrelsen har en agenda om effektivisering af den offentlige sektor (læs nærmest automatisk udrulning af besparelser)

Det kan selvfølgelig godt virke lidt farvet, at sige, at L409 og det der overgik lærerne i 2013 var en "bøllemetode". Ikke desto mindre var sagen måske klappet af mellem KL og HTS regeringen på forhånd.

Og det er er måske endda et eksempel som der vil blive fulgt op på i fremtidige overenskomstforhandlinger - og måske også denne gang. Det vil jo vise sig.

Og det er i den kontekst, at solidariteten hos de offentligt ansatte - eller musketereden mellem fagforbundene skal ses. Paradokset er, at de offentlige arbejdsgivere både er arbejdsgivere og har en direkte linje til det politiske niveau. Politikerne kan jo beslutte, at suspendere hvad der tilsyneladende er forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter. Og på den led giver de ikke meget mening om, at tale om den danske model. Det er åbenbart nye tider.

Bruno Andersen, Ole Bach, Kim Folke Knudsen, Colin Bradley, Viggo Okholm, Ulla Jeppesen, Eva Schwanenflügel, Maiken Guttorm, Linda Højmark, Steffen Gliese, Dorte Sørensen, Niels Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Konflikten er ikke et spørgsmål om penge - det er en kamp mod "New Public Management" og djøffiseringen af så godt som alle lag i samfundet - den del der tror man kan spare sig til kvalitet og gode arbejdsvilkår.

Bruno Andersen, Kim Folke Knudsen, jørgen djørup, Vivi Rindom, Jakob Venning, Ulla Søgaard, Ulla Jeppesen, Torben Bruhn Andersen, Frede Jørgensen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Kjeld Hansen, Jan Bruun, Niels Nielsen, Anne Mette Jørgensen, Karsten Aaen, Michael Hullevad og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

Erik Herss skriver, at i 2013 blev lærernes arbejdsforhold sammenlignelige med andre faggruppers i det offentlige. Hvordan og hvorfor de blev det, har jeg altså svært ved at se? Sygeplejerskernes norm-periode i regionerne er 14 uger (3 måneder), en lærers norm-periode er 12 måneder, altså et år. Folk, der arbejder på kontor, f.eks. i ministerierne eller i kommunen kan aftale med deres ledere, at de går tidligt en dag, hvorefter de så arbejder om aftenen i stedet for, eller i weekenden. På stort set alle kontorer, både i det offentlige og i det private, har man flekstid; det havde lærerne også indtil overenskomsten i 2013, med virkning fra 1.08.2014. Så hvordan lærernes arbejdstid og arbejdsforhold nu er de samme som for alle andre mennesker på det danske arbejdsmarked, aner jeg altså ikke....

Kim Folke Knudsen, Henriette Bøhne, Colin Bradley, Jakob Venning, Ulla Søgaard, Michael Borregaard, Ulla Jeppesen, Eva Schwanenflügel, Viggo Okholm, jens peter hansen, Steffen Gliese, Kjeld Hansen, Jan Bruun og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Bettina Jensen

"Der ytres allerede forventninger om, at en forligsskitse vil blive nedstemt, fordi forhandlerne ikke tilnærmelsesvis griber fat i de grundlæggende spørgsmål, de offentligt ansatte med rette er utilfredse med, herunder især muligheden for at kunne yde et tilstrækkeligt og tilfredsstillende stykke arbejde indenfor sit fag."

Konsekvensen af ikke at kunne udøve sit fag, i forstanden ikke at kunne udføre en passende indsats på en kompetent måde under hensigtsmæssige forhold, kan benævnes fagetisk slitage - og udtrykket er ikke noget arbejdsgiversiden bryder sig særskilt om. når budgetterne skal besluttes. De efterhånden mange dekaders NPM-udvikling af den offentlige sektor har elimineret mulighederne for at skabe nye beslutnings- og koordineringsformer (delt ledelse, samledelse, kollektiv ledelse etc.) indenfor offentlig drift, selvom man hér stod med muligheden for at afprøve alternativer til de klassisk kendte ledelsesformer (hvor f.eks. styrmandsledelse er dominant). Af bl.a. denne årsag står vi i det offentlige med det samme hierarkisk funderede, dikotome interessemodsætningsforhold mellem arbejdstager og arbejdsgiver når det kommer til beslutninger om aflønning, arbejdsforhold, arbejdsmiljø o.a., som vi formentligt til alle tider har stået med på det private arbejdsmarked, hvor kampmidlerne har været og er nødvendige.

Den såkaldt danske model, som hviler på at arbejdsgiver rammes af indtægtstab ved strejke/lockout og at arbejdstager rammes tilsvarende på lønnen, er selvsagt hverken effektiv eller hensigtsmæssig på det såkaldt offentlige arbejdsmarked - og mange andre samfundsinteresser/-funktioner rammes end det typisk vil være tilfældet når private ansættelsesforhold omfattes af modellen. Med andre ord insisterer hovedparten af de danske politikere og en lang række interessegrupper/opinionsdannere på at anvende et ineffektivt kampsystem, hvis spredningseffekter er ude af proportion - og samlet er det til stor skade for vore muligheder for at udvikle en fornuftig offentlig sektor.

Alternativ til det nuværende strejkevarsel med udsigt til en ministerielt aftalt knockout?: Civil ulydighed over det ganske land; opgør med NPM-regimentet, (økonomisk) demokratisering samt fag og folk ind i beslutningsarenaerne. F.eks.

Kim Folke Knudsen, Jakob Venning, Ulla Jeppesen, Eva Schwanenflügel, Linda Højmark, Jan Bruun, Niels Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Bjarne Thyregod

Som mange allerede har antydet så er Erik Herss en nyttig socialdemokratisk partisoldat
Desværre har alene det politiske partimedlemsskab forblændet mange Socialdemokrater så de nægter at se virkeligheden i øjnene
https://www.altinget.dk/kandidater/kv13/Erik-Herss?show=cv

Ole Bach, Kim Folke Knudsen, Susanne Berg, Flemming Berger, Mogens Holme, Steffen Gliese, Michael Borregaard, Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel, Maiken Guttorm, Kjeld Hansen, Jan Bruun og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

I Kristeligt Dagblad har der indenfor de sidste 2-3 uger været en artikel om, at vi ikke kun motives af løn, og gode arbejdsforhold alene, men også af en vision, et kald, om man vil, om at gøre en forskel for andre mennesker. Oftest er det, som driver folk i det vi her kan kalde for hjælper-professionerne; lærere, sygeplejersker, læger, sosu-assistenter mm. og mv. Ikke lønnen.

Og alt alt for ofte oplever vi, som er lærere, sosu-assistenter mm. at systemet tror, at vi udelukkende bliver motiveret af løn; derfor ser vi systemet, symboliseret ved Sophie Løhde (SL) mene, tro, og synes, at en større del af lønnen (f.eks. 30-40 procent) skal aftales individuelt, altså ved at den enkelte medarbejder hvert år går ind til sin leder, og forhandler løn med sin leder. Spørgsmålet er så bare her - hvilken leder?

I mit sidste job og det job, jeg har nu, havde - og har - min nærmeste leder hverken kompetence, eller beføjelse til at forhandle løn med mig - individuelt. Og deres leder havde måske endda heller ikke denne kompetence eller beføjelse - hvilket ville, i mit sidste job, ville have betydet, at jeg skulle have forhandlet med nogle fra Københavner-kontoret. Og mit nuværende job sikkert vil skulle forhandle løn med? ja, hvem? For ikke at tale om, at i mit nuværende job er der mellem 600-900 ansatte på den erhvervsskole, jeg. p.t. underviser i, hvilket ville betyde, at alle 600-900 ansatte, en gang om året, skulle til lønforhandlinger hos en leder. Det ville tage alt alt for lang tid - og optage alt alt for meget af ledernes dyrebare tid, som de kunne have brugt på noget andet og bedre.

SL tror, at det offentlige område er ligesom det private i 1970erne, eller 1990erne, hvor man f.eks. i en håndværkervirksomhed er 10-20 ansatte og har en mester, som man henvender sig direkte til, hvis man gerne vil have mere i løn mm. Og sådan foregår det da sikkert også visse steder, især i Jylland, endnu. Men selv her i den by, hvor jeg bor. hyrer håndværkerfirmaerne f.eks. et fugefirma til at fuge, når de har sat nye vinduer i. Og større håndværkervirksomheder, eller ingeniørvirksomheder som det firma, der udbygger Metroen i København, ja de indgår jo altså kontrakter med underleverandører mm. - hvor lønnen og arbejdsforhold så aftales mellem dem mm. og mv.

Og det som Erik Herss, og andre, inkl. Socialdemokratiet og de borgerlige partier i DK, inkl. Dansk Folkeparti, ikke har fattet, eller ikke vil forstå, er det her: Vi, der er ansat i det offentlige, eller får vores løn fra det offentlige, er trætte, meget trætte af at vi hele tiden skal sammenlignes med det private arbejdsmarked, og hele tiden, have vores forhold sammenlignet med det private arbejds-marked, f.eks. politikerne hele tiden taler om, at Danfos eller Lego effektiviserer 2-3 procent om året, og derfor tror, at vi kan gøre det samme indenfor lærergerningen, hos pædagogerne, eller i plejen af de syge, hos sygeplejerskerne og sosu-assisterne mm. og mv. Det kan vi ganske enkelt ikke; det at lære lille Peter eller store Sophie at regne (færdighedsregning) og at regne den ud
(problemregning) eller skrive en nogenlunde sammenhængende dansk skriftlig opgave, tager stadig den tid det nu tager, ligesom en klipning stadig tager den tid det nu tager, ligesom en tid hos tandlægen tager den tid, det nu tager. Sidste gang jeg var hos tandlægen tog det 50 minutter cirka (som det har gjort i de sidste tyve år!) at få lavet to huller på samme tid, sagt goddag og farvel mm.
Og når jeg er hos frisøren, ja så tager det stadig en halv times tid at få klippet mit hår :) - også selvom der er kommet alle mulige tekniske hjælpemidler siden hen.

Pointen er den her:
Der er ganske enkelt nogle opgaver i samfundet, som tager lige så lang tid som de gjorde for 20 år siden, eller 10 år siden, uafhængigt af hvem der udfører dem hvornår, herunder det at klippe hår, være til tandlæge, lære elever at skrive, regne, og tale fremmede sprog, eller passe børn i en børnehave, men det er som om politikerne i DK slet slet ikke vil anerkende dette, ligesom de heller ikke synes at ville anerkende, at den nyeste forskning indenfor sygeplejen faktisk viser, at folk kommer sig hurtigere på et hospital, hvis der er en sygeplejerske, eller en sosu-assistent til at holde dem i hånden, når de er bange og skræmte - fordi alt åbenbart skal være maskulint og effektivt!

Bruno Andersen, Kurt Nielsen, jens peter hansen, Kim Folke Knudsen, Christina Balslev, Colin Bradley, Ulla Søgaard, Flemming Berger, Viggo Okholm, Henriette Bøhne, Helene Kristensen, Michael Borregaard, Ulla Jeppesen, Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel, Kim Houmøller, Anders Reinholdt, Maiken Guttorm, Erik Jakobsen, Steffen Gliese, Kjeld Hansen, Steen K Petersen og Jan Bruun anbefalede denne kommentar
Michael Borregaard

Det er et forudsigeligt politisk spil. Fra et (u)økonomisk og juridisk perspektiv af uddannelse er det sært at noget grundlæggende aldrig omtales. At det handler om illusioner. Som den engelske forfatter Alan Watts skrev helt tilbage i 1930’erne:

Det mærkelige er, at alting er der – fabrikkerne, maskinerne, råmaterialerne, arbejderne … kun pengene mangler, og derfor er alting gået i stå.

Et af problemerne er blandt det, som Erik Hess ikke uddyber, at den aftalte som blev lavet i 2015 som han selv henviser til er en hensigtserklæring. En hensigtserklæring er juridisk udtrykt ved ikke at være bindende.

Og dermed er det forkert når han skriver, ”at det er ubestridt at der er indgået en aftale. Den vil forhandlerne nu bare ikke vedkende sig”. Og hvorfor så det? Fordi der omkring aftalen eksisterer sætningsleddet: lønreguleringen skal i 2018 ”eller snarest derefter” være i balance. Det interessante derimod i netop den specifikke del af teksten er: ”Flemming Vinther, formand for Centralorganisationernes, udtalt, at han blev snydt/sov i timen, da han forhandlede med Corydon i 2015, hvor man opnåede enighed om, at udgangspunktet for beregningerne af lønnen er lønniveauet i 2008.

Fair – eller ikke – fair nok, 2008 er udgangspunktet for forhandlingerne. Derimod indeholder aftalen, lad os nu for f…. da få dette på plads, en ikke helt lille kattelem i form af sætningsleddet ”eller snarest derefter”, hvad er så balance snarest derefter, 2020, 2022 eller 2025 …?

Jeg snakker som jeg har forstand til, så jeg slutter her!

Ole Bach, Karsten Aaen, Colin Bradley og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Spændende at læse debatten og alle postulaterne fra den ene og den anden. Personligt drog jeg et lettelsens suk da jeg læste det saglige indlæg fra Erik Herss, idet det så godt udtrykker de tanker jeg går og tumler i min modstand mod organisationernes fremfærd.
Socialdemokratiet får nogle drøje hug men sagligt set er de fortsat arbejdstagernes moderparti, men har formået at følge udviklingen og særligt med Helle Thorning- Schmidt blev partiet opdateret. Trist for de faglige organisationer at de ikke formår at følge med tiden, og derfor løber ind i det ene indgreb efter det andet, mens medlemmerne betaler høje kontingenter for hvilke de uden indflydelse herpå sendes i strejke.
99% enig med Erik Herss den ene procent er fordi jeg ikke har faktuelle viden som han.

Colin Bradley

"Begynder man et slagsmål, må man regne med at få nogen på hovedet." Idiot. Ja undskyld men det mener jeg - kun for en idiot kan det have glippet at forstå hvordan dette slagsmål begyndte. Hvem er denne amatør provokatør og hvem har hyret ham til at forsøge at så splid? Man forstår godt han ikke længere er ansat hos FOA.
Han kan dog have ret i at vores krav for små. Men det er at misforstå hele pointen. Det er arbejdsgivernes forringelses krav i arbejdsvilkårene der er så massive at vi er tvunget ud i et forsøg på at forsvare hvad fagbevægelsen har brugt et hundrede år til at tilkæmpe sig til mere end at vi kæmper for urimelige gunstige berigelser i løn eller arbejdsvilkår.
Jeg gider ikke remse op. Vil nogen venligst lukke ham ud og lade ham finde et andet sted at gø.

Karsten Aaen, Steffen Gliese, Niels Nielsen og Egon Stich anbefalede denne kommentar
Bettina Jensen

Med til det historiske og ideologiske overblik hører nok også at Adam Smith, som regnes for én af de mest markante beskrivere af kapitalismen som udviklingskraft og ideologi, erklærede at fagforeningerne var nødvendige for udvikling og bibeholdelse af et stabilt, kapitalistisk samfund. Uden fagforeningerne, som ville kunne disciplinere pøbelen og få den bragt ind i pressefoldede systemer som hovedsageligt defineres af kapitalmagten, risikerer kapitalismen anarki og sammenbrud. Smith anså altså fagforeningerne, som her i det 21. århundredes Dannevang varsler en begrænset strejke blandt arbejdstagerne og mødes af en mere end fire gange så omfattende lockout fra arbejdsgiverside, som tilmed er både formelt og uformelt forbundet med indgrebsberettigede folketingspolitikere, som et nødvendigt onde for kapitalismen. En slags stabliserende faktor.

Kim Folke Knudsen

Kære Brian W. Andersen kl 11:37

Godt set med begrebet " Interessetimer ".

I flere private firmaer ansættes unge mennesker uden løn med " Frivillige projekter ". Når de så har gjort sig tilstrækkelig fortjent i ledelsens øjne, så kan de måske ansættes tidsbegrænset på kontrakt.

Enhver kan se, hvad det perspektiv vil føre til med hensyn til Overenskomst og ordnede arbejdsforhold.

Bruno Andersen

Den snak om individuel lønforhandling, den har jeg altså lidt svært ved at gennemskue.

Jeg er fuldstændig enig med Karsten Aaen... det er jo fuldstændig urealistisk, hvis samtlige medarbejdere i det offentlige en gang om året skal ind til en leder og forhandle løn... og det kræver da endvidere, at den pågældende leder har det fornødne beslutningsgrundlag.

Men hvad så, hvis det mangler? For vores vedkommende (DSB's lokomotivpersonale) er det uhyre svært at vurdere, medmindre man indhenter vurderinger fra en lang række interne og eksterne kilder: passagerer, fjernstyringscentraler, driftscenter, togpersonale, undervisere osv. osv.

Endvidere har jeg aldrig i min tid i det private været et sted, hvor der var forskel på lønnen, baseret på kvalifikationerne. Vi fik det samme i løn for en given stilling - og hvis man ikke var dygtig nok, så røg man ud!
Og ja, det gælder også for lokomotivførere - selv for os, der er tjenestemænd.
Hvor mange glemte standsninger, sikkerhedsmæssige hændelser, forsildekomster osv. osv. tror I, at jeg kan tillade mig at have, inden jeg bliver afskediget? Dæleme ikke ret mange....

Hvordan vurderer man i øvrigt "dygtig"? Er det en, der tjener mange penge til sit firma? Så bliver der rift om at komme væk fra DSB's regionaltog de sene hverdagstimer og over på lyntogene i weekenderne. Eller er det en, der arbejder hurtigt? Hmm ja, men hvis vi må jo ikke køre før tiden... og hov, der var også lige noget med passagerernes sikkerhed, den var nok ikke så god at blande sammen med akkordarbejde...(!)
Og hvad med læger og sygeplejersker? Læger? Skal de have bonus for hurtige operationer eller lynhurtige 10-, 11- og 13-taller hos eleverne?

Vore ledere får løn ud fra den devise... men det eneste det afspejler, er, hvor mange de kan svinge pisken over. F.eks. får de bonus, hvis VI ikke er syge. Hvis nogen skal have ekstra, hvis jeg ikke er syg, så er det sq da mig, ikke min leder??!