Klumme

Paradokset er, at vi seksualiserer vores børn for at passe på dem

Debatten om 1970’ernes syn på seksuelle relationer mellem børn og voksne tydeliggør, hvor mundlam en tid vi lever i, når det kommer til det komplekse forhold mellem børns seksualitet og de voksnes ansvar
23. marts 2018

En ven fortalte mig engang om en oplevelse, der for en tid rystede hans selvbillede. En dag, hvor hans toårige datter kravlede rundt på hans skød – de legede vist en sangleg af en slags – mærkede han pludselig, at han fik erektion.

Han kastede pigen fra sig, der naturligvis reagerede på legens abrubte afslutning og faderens voldsomme bevægelser med forvirret gråd. I tiden efter kunne min ven ikke ryste tanken af sig: Havde han pædofile tilbøjligheder?

Og den tanke gik han så rundt med helt alene. Til den dag mange år efter, hvor han fortalte historien til mig og et par stykker andre på et skummelt værtshus, og gu’ helvede var han da ikke pædofil, og skål på det. Det var en sag om simpel friktion, mente selskabet, og en krop, der gjorde, hvad sådan nogle jo gør.

Den aften på det værtshus er den eneste gang i mit liv, hvor jeg har befundet mig i en sådan samtale. For sådan noget taler vi ikke om. Overhovedet at antyde, at der er en seksuel komponent i relationen mellem barn og voksen, kræver i dag så meget mod, at de færreste af os kan være med.

Så det skal du heller ikke forvente dig af denne klumme – bare så du ikke beskylder mig for at spilde din tid. 

Læs også

I sidste uge kom filminstruktør Christian Braad Thomsen virkelig galt af sted i Deadline i en samtale med Weekendavisens Søren K. Villemoes. I halen af Politikens rystende afsløringer af omfattende seksuelt misbrug af børn i filmbranchen i 1970’erne beskyldte Villemoes her Braad Thomsen for at have forsvaret sex mellem børn og voksne i forbindelse med hans dokumentarfilm om emnet.

Det udviklede sig til en virkelig tosset debat, som ingen blev klogere af, men den fik mig til at tænke på, at jeg aldrig har set – på danske læber – en debat om, hvordan voskne skal forholde sig til børns seksualitet, der gør os netop det: klogere. For det er, som om alt imploderer, hvis der så meget som insinueres, at der eksiterer et dilemma. At grænserne er flydende, og at det som voksen kan være svært at tackle børns seksualitet. 

Og det er et problem. 

Forældrerollen

Jeg er barn af 1970’erne og voksede op midt i oprøret, og der er ingen tvivl om, at der i en tid var skridende grænser. Alt var blevet smidt op i luften, og spørgsmålene stod i kø. Hvad skal man stille op med dilemmaet om, at hvis man ønskede at sætte mennesket frit, så skulle barnet også sættes fri, og hvad så med den seksualitet, man dermed skulle tage ud af gemmerne bag cykelskuret? For så længe barnet skulle sove med hænderne over dynen og blev blind af onani, var det jo nemt nok for den voksne at læse godnathistorie uden at blive konfronteret med barnets intime liv. 

En del af spørgsmålene, som den sekuelle frigørelse rejste, er aldrig blevet besvaret, og det ser nogle gange ud, som om vi er holdt op med at prøve. Jeg taler ikke om at forstå de sager, hvor en forskruet overgrebsmand misbruger børn. Jeg taler om det, som alle forældre er konfronret med: At det er en tæskekompliceret voksenopgave at skulle afvise sine børn.

For paradoksalt nok er det os, der skal seksualisere vores børn. Vi skal over for de uskyldige små væsner, vi er blevet sat til at passe på, udpege områder af deres krop, der er seksuelle, definere nogle af dets berøringer som forbudte og fratage dem nogle af de kærtegn, som de tidligere har fået og nydt.

For det er på den måde, man anviser, hvad der er kulturelt acceptabelt og fælles vedtaget; hvad der er forbudt og seksuelt; og hvad der er okay stimuli af hinandens kroppe. Og det skal helst gøres uden at give barnet for meget skyld og skam og krampagtig kropsangst med i bagagen.

»Jeg kan lave pruttelyde på din mave, skat, men ti cm længere nede er et helt andet territorium, som jeg ikke kan prutte dig på, selv om du har lyst, og selv om jeg kunne gøre det, til du blev cirka otte måneder, og jeg kan ikke rigtig forklare dig hvorfor. Men jeg vil gerne på forhånd undskylde for at fratage dig din uskyld, fordi jeg skal sætte denne grænse.« 

Den opgave var jeg ret uforberedt på, da jeg blev mor. Og jeg tænker, at en hel del andre også har det sådan. Tænk, hvis vi kunne skille tingene ad i stedet for at blive stive af angst over risikoen for at blive beskyldt for det værste af alt. Så kunne jeg helt sikkert også skrive en bedre klumme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Eva Bertram
  • Ib Christensen
  • David Zennaro
  • Steffen Gliese
  • Eva Schwanenflügel
  • Katrine Damm
Eva Bertram, Ib Christensen, David Zennaro, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel og Katrine Damm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sex er et så tabu belagt område, at det er stort set umuligt at diskutere det bare nogenlunde frit.
Du kan ikke på nogen måde lære dit barn sexadfærd på samme måde som du lærer det bordskik. I din sexopdragelse inddrager du så mange personlige holdninger og følelsesmæssige problematikker, at du præger hele dit barns adfærd dybt. Også hvis du slet ikke omtaler emnet med dit barn, forstår det signalerne om slige ting.
Vi kun prøve at forske os ud af problemet. Her i Information kan jeg vist godt tillade den udgangshypotese, at sex er et naturligt behov.
Det er også rimeligt at antage, det det fremtræder meget individuelt.
Så kunne et projekt være, forskellige måder at mætte sexbehovet med robotter og kunstig intelligens. Når vi er sexuelt mætte, er det måske nemmere at omgå andres sexbehov. Herunder børns, for de har et sexbehov i form interesse for kønsorganer, men ikke, mener jeg at vide, samme kønsdrift som kønsmodne individer.
Den sexuelle mæthed er et vigtigt element for neutral omgang med andre. Det er som forskellen på at købe ind i et supermarked stok mæt eller hunde sulten.

Niels-Simon Larsen

A von S: Den er god nok den klumme, og du rører ved det urørlige.
Da jeg var ung, fortalte en af mine venner, at han skulle passe på, når han en søndag morgen lå med sin kone i sengen og de små myldrede rundt. Jeg havde det lige sådan, og lagde mig på maven eller stod op. Der skal hverken laves en scene eller selvbebrejdelser ud af det. Der skal bare trækkes en grænse, og det skal den voksne gøre lige så stille. Slut prut.

Om der er en ‘seksuel komponent mellem barn og voksen’ er jeg usikker på, hvad du mener med, når der er en klar skillelinje, som der jo skal være. Jeg så engang en mor og hendes 14 årige dreng være alt for tæt bundet til hinanden (efter min mening). Det er ikke nok at være voksen, man skal også være moden til at være forældre, men modenhed er jo først noget, der kommer med udfordringerne.

Der er klare linjer på forskellige områder: Ingen sex mellem lærer og elev, og heller eller ikke mellem terapeut og klient, og når det gælder skuespillere må instruktøren ikke presse sig til sex og skuespilleren ikke ‘ligge sig til en rolle’. Sex skal foregå på lige vilkår, men man kan dog ikke forhindre folk i at se op til hinanden, og så er der slør i hjulet igen. At en far ikke må have sex med sin datter er så indlysende som noget, men man kan ikke forbyde en far at være betaget af sin datter, når nu konen er i gang med at blomstre af. Man kan sige, at det er tilladt at være betaget, men at betagelsen ikke må føre til noget.
I mange tilfælde hedder svaret bare nej, uden diskussion. Dermed kommer livet til at ligne en stor lagkage, man ikke må spise. Der er næsten ingen grænser for, hvad man ikke må. I visse tilfælde kommer straffen af sig selv, i andre gennem retssystemet.

Sikke da synd for barnet med de knubs og skrammer, som det måtte have pådraget sig ved faldet. Men har du egentlig tænkt over, at du faktisk overskrider dit barns ikke-erkendte grænser ved at prutte det på maven? Overgrebsmæssigt er der ingen forskel på at kilde sit barn på maven eller mellem benene for egen magtnydelse, fordi samtykket i sagens natur er fraværende. Jeg vil ikke beskylde dig for pædofili, men hvorfor er det kun acceptabelt at prutte børn på maven eller kilde dem i armhulerne - hvorfor er det ikke også omfattet af listen over scoretricks på voksne, når nu det tilsyneladende er så acceptabelt at udøve mod børn, som det er? Forældrenes paradoks er, at de på en gang skal lære barnet, hvad krænkelser, lyst og kærlighed er. Og i den proces bliver de nødt til at guide med eksempler. Jeg havde engang en diskussiom med en meget ideologisk nyfeminist, som i ramme alvor (og måske fuldskab) mente, at det var en krænkende handling for en mor at kysse sit spædbarn uden dets samtykke, men selv om jeg ikke fandt påstanden direkte forkert, så satte det alligevel tanker i gang om, at så længe barnet ikke evner at reflektere og formulere, så må forælderen nødvendigvis vide og mærke efter, hvad der er bedst for barnet. Det var i hvert fald min påstand under seancen. Hvem af osder var mest feministisk med sit princip står nok hen i det uvisse. Om det så er et kys på panden, en vibrationsoplevelse i maveregionen, eller en finger op i numsen. Det du gør ved barnet, er hvad barnet forventer og lærer sig om andre og tager videre med ud i livet i egenopførsel og som adfærdskodeks, så det er i sagens natur hverken en god idé at kilde det til det tisser i bukserne eller penetrere det analt/vaginalt/oralt for at tilfredsstille egne voksenfantasier om underkastelse og overmagt, fordi man risikerer at myndighederne en dag står uden for døren med en anklage mod barnet for seksuelle overgreb mod andre børn. Ved at stimulere børneseksualiteten gennem kropslige aktiviteter uamset art, har du derigennem et ansvar for at sørge for, at barnet ikke i fremtiden bliver en voldtægtsudøver.

Steffen Gliese

Driften mod tabuisering er fremherskende i tiden, Torben Knudsen; men det er nu samtalen, der er det bedste værn. Erfaringsudveksling af strategier til at komme ud af de prekære og ubærlige situationer er nu det bedste værn.