Kommentar

Pinkers sjusk er en hån imod de oplysningsprincipper, han hævder at forsvare

Steven Pinkers forsøg på at redde troen på fremskridt lever ikke op til hans egen højt besungne påkaldelse af logik, fornuft og fakta
Steven Pinkers forsøg på at redde troen på fremskridt lever ikke op til hans egen højt besungne påkaldelse af logik, fornuft og fakta

Matthias Balk

15. marts 2018

Med høje forventninger kastede jeg mig over læsningen af psykologiprofessor Steven Pinkers netop udkomne, allerede meget omtalte forsvar for oplysningstænkningen, Enlightenment Now – the Case for Reason, Science, Humanism and Progress. Høje, fordi jeg over store træk identificerer mig med Pinkers verdenssyn.

Ganske som han har jeg f.eks. let til begejstring over ny teknologi, som virker afskrækkende på mange – det være sig fjerdegenerationsatomreaktorer eller kunstigt kød.

Jeg forestillede mig, at bogen ville være intellektuelt stimulerende, originalt tænkt og frem for alt velunderbygget i argumentation og dokumentation.

Min skepsis blev dog straks vakt, da jeg læste forfatterens karakteristik af mainstreammiljøbevægelser som »gennemsyrede af misantropi, herunder ligegyldighed over for hungersnød og sygelig dyrkelse af skumle visioner om en affolket planet med nazismelignende sammenligninger af mennesker med skadedyr og kræftbylder«.

Jeg kender miljø- og klimabevægelserne ret indgående, og synspunkter, som dem Pinker her fremhæver, er bestemt ikke mainstream, men sjældenheder. De er lige så lidt repræsentative for miljøbevægelsen, som de er for mennesker i almindelighed.

Beskrivelsen er stærkt karikeret, men Pinkers problem stikker dybere. Snarere end at benytte sig af primærkilder, trækker han på anekdotisk belæg, selektive botaniseringer og for længst miskrediterede pointer fra tænketanke, der vides at være fjendtligt indstillede over for miljøbevægelsen.

Stråmandsargumentation

Tag f.eks. Pinkers påstande om Rom-klubbens skelsættende Grænser for vækst fra 1972 – i forvejen et yndet mål for miljøbevægelsens kritikere.

Pinker henviser til en fremskrivning i bogen om, at verdens ressourcer af aluminium, kobber, krom, guld, nikkel, tungsten og zink vil være opbrugt i 1992, men forveksler som Bjørn Lomborg før ham en beskrivelse af ét scenarie blandt flere mulige med en præcis forudsigelse.

Bogens mere fundamentale forudsigelse er, at »størstedelen af de aktuelt ikke genanvendelige ressourcer vil om 100 år blive ekstremt kostbare« – en påstand, man selvfølgelig kan anfægte og kritisere.

Vaskemaskinen er eksempel på den bærende pointe i den amerikanske psykolog og offentlige intellektuelle Steven Pinkers nye bog ’Enlightenment Now’; Vi er omgivet af fremskridt, som vi ikke bemærker.
Læs også

Det er derimod ikke i orden at genbruge en allerede gendrevet kritik, der bygger på en misforståelse. Pinker er ude i en stråmandsargumentation, der ganske strider imod de fornuftprincipper, han selv er fortaler for.

Men der er flere misforståelser. I en diskussion om artsudryddelser citerer Pinker den ansete økolog Stuart Pimm for, at »den samlede udryddelsesrate er nedbragt med 75 procent«. Men Pimm har ikke hævdet noget sådant. Jeg har selv tjekket referencen. Pinker har botaniseret sig frem til et otte ord langt citat i New Yorker, tillagt det en præcision, der ikke lå i det fra Pimms side og ladet det referere til alle arter, selv om det kun refererer til fuglearter.

Pimms analyser opererer mere generelt med en samlet artsudryddelsesrate, der ligger 1.000 over den naturlige baggrundsrate, »og fremtidige udryddelsesrater vil formentlig være 10.000 gange højere«, noterer Pimm også. Selektiv botanisering – også kendt som cherrypicking – strider også imod fornuftens principper.

Tendentiøse kilder

Pinker hævder også, at »vi kan have nået et kulminationspunkt for det globale bilsalg« (kaldet Peak Car), selv om det globale bilsalg faktisk steg med ikke færre end 11 procent mellem 2014 og 2017. Ligesom han påstår, at jo rigere lande bliver, »desto mere tænker de på at leve grønt og bæredygtigt«.

Virkeligheden er imidlertid en anden, hvad Pinker kunne have forvisset sig om ved at kaste et blik på det såkaldte Greendex Survey fra 2014, hvoraf det fremgår, at lande som Indien og Kina konsekvent ligger klart over Storbritannien, Frankrig, Japan, Canada og USA i alle fem hidtidige Greendex-målinger, der måler hvor bæredygtigt befolkninger lever i 17 lande ud fra forbrugervaner inden for mad, trans­port, varer og bolig.

Venstre- og højrefløjen er sammen med postmodernisterne skyld i at vi svigter oplysningens idealer. Det giver gode vækstbetingelser for ekstremisme og populisme, mener den kontroversielle Harvard-professor Steven Pinker, der er aktuel med bogen ’Enlightenment now!’
Læs også

Pinker forlader sig på meget tendentiøse kilder til at belyse et felt, han ikke kender. Er man nødt til at bruge folk som den amerikanske økomodernist Stewart Brand og den tidligere leder af Northern Rock, Matt Ridley, som kilder, skylder man sig at dobbelttjekke deres påstande. Pinkers sjusk er en hån imod de oplysningsprincipper, han hævder at forsvare.

Har Pinker ladet sig forføre af ideologiske dagsordener, som kritisk fornuft og oplysning burde være i stand til at gennemhulle? Hvad der ligner en støt forbedring i menneskelig velfærd og civilisation kan meget vel visse at være et historisk mellemspil mellem en fortidig form for forarmelse og den kommende.

George Monbiot er journalist, forfatter og politisk aktivist. © The Guardian og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Curt Sørensen
  • Jakob Venning
  • Jørn Andersen
  • Peter Knap
  • Troels Ken Pedersen
Ejvind Larsen, Curt Sørensen, Jakob Venning, Jørn Andersen, Peter Knap og Troels Ken Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Har Pinker ladet sig forføre af ideologiske dagsordener, som kritisk fornuft og oplysning burde være i stand til at gennemhulle?"

Et spørgsmål, som det altid er relevant at stille sig i enhver debat i medierne.

Hvis synspunkter skal tages alvorligt i en debat, må det forudsætte, at de bygger på en grundlæggende tilvejebragt viden om den pågældende sag samt betjener sig af dokumentation og argumentation.

Det gælder f.eks. også i forskellige debatter om, hvor ligestillede vi på forskellige måder er i en land som Danmark. Når to dominerende synspunkter står forholdsvis skarpt over for hinanden, kan man selvfølgelig godt beklage den pågældende uenighed på området, med for seriøse medier må det afgørende spørgsmål være at få belyst, i hvilket omfang de dominerende synspunkter betjener sig af grundlæggende tilvejebragt viden om den pågældende sag samt betjener sig af dokumentation og argumentation.

Er det sådan, at niveauet for den oplyste debat i en række seriøse medier, som f.eks. Information, har været faldende, samtidig med at debatten på diverse sociale medier svømmer over med usaglige og løse påstande? Inden for en række andre områder advarer man mod den såkaldte "nivelleringstendens".