Kommentar

Jeg har prostatakræft. Men jeg er lykkelig

På trods af min dystre diagnose, og på trods af at der venter mig en farlig operation, er jeg glad, ja faktisk lykkelig. Det er jeg, fordi jeg efterlever tre principper, som for mig at se definerer det gode liv
Alt for længe har kræft været låst inde i en skuffe med ’Ting, Vi Ikke Taler Om’, skriver George Monbiot.

Alt for længe har kræft været låst inde i en skuffe med ’Ting, Vi Ikke Taler Om’, skriver George Monbiot.

Graham Jepson

20. marts 2018

Det kom så pludseligt som et pistolskud på en stille gade. Og var lige så chokerende og forvirrende. En decemberdag blev min urin brun. Næste dag havde jeg feber og svært ved at tisse.

Min første tanke var, at det måtte være en urinvejsinfektion. Ubehageligt nok, men heller ikke værre – det ville snart gå over.

Lægen kunne imidlertid fortælle, at en sådan infektion var usædvanlig for en mand i min alder. Noget andet kunne ligge bag. Jeg fik foretaget en PSA-måling og en MRI-scanning, der bekræftede mine værste anelser: prostatakræft.

Nu venter et kirurgisk indgreb. Min prostatakirtel skal fjernes. Den sidder langt inde foran endetarmen, under urinblæren, og omgiver urinrøret, kanalen som urinen løber ud af, så det er en større operation. På grund af de skader, der vil ske på det omgivende nervevæv, er der høj risiko for rejsningsproblemer.

Jeg må også imødese at skulle leve med urininkontinens – i værste fald permanent.

Det er let at blive vred og spørge: Hvorfor mig? Jeg har aldrig røget, og jeg har drukket mådeholdent. Jeg spiser en næsten hysterisk fornuftig kost og er veltrænet takket være hyppige besøg i fitnesscenteret. Og jeg er 20-30 yngre end de fleste af de andre mænd, jeg mødte i venteværelset.

Men alligevel er jeg på en måde lykkelig – ja, faktisk mere lykkelig end før diagnosen. Det er jeg, fordi jeg altid har forsøgt at efterleve de tre principper, som for mig at se definerer det gode liv.

Det første princip er det vigtigste: Forestil dig hellere, hvor meget værre end hvor meget bedre tingene kunne være.

Når man diagnosticeres med prostatakræft, bliver ens lidelse rangeret efter den såkaldte Gleason-skala, der måler kræftens aggressivitet. Syv ud af ti ligger min på.

Men det tal siger ikke noget om min generelle situation, så derfor har jeg selv opfundet min egen skala, Shitstorm-skalaen med parametre som disse:

Hvordan er min situation sammenlignet med situationen for andre mennesker, som har oplevet alvorlige lidelser eller familietragedier? Hvad hvis kræften ikke var blevet opdaget nu, men havde nået at metastasere ud over min prostatakirtel? Hvilke langt værre katastrofer kunne i stedet være overgået mig?

Når jeg gennemløber sådanne overvejelser, indser jeg, hvor heldig jeg alligevel er. Jeg har kærlige venner og familie, støtte fra min arbejdsgiver og adgang til statsbetalt behandling i et af verdens bedste hospitalsvæsener. På min Shitstorm-skala er jeg kun to ud af ti.

Mit andet princip er dette: Vi skal ændre på det, vi kan ændre på, men acceptere det, vi ikke kan ændre på, som det er. Det er ikke en opskrift på passivitet.

Jeg har brugt det meste af mit arbejdsliv på at ændre på ting, som for andre forekom umulige at rokke ved. Faktisk er dette temaet for min seneste bog, der handler om, hvordan vores politiske nederlag afspejler vores mangel på politisk fantasi. Men det sker, at vi støder på forhindringer, der ikke lader sig overvinde. Fatalisme er under disse omstændigheder en forsvarsmekanisme. 

Jeg vil ikke som 81-årige Groucho Marx udbryde:

»Jeg er på vej til Iowa for at modtage en hæderspris. Senere optræder jeg i Carnegie Hall – alle pladser er udsolgt. Så skal jeg til Frankrig – deres regering vil slå mig til ridder. Men alt det ville jeg være villig til opgive for bare en erektion.« I dag har vi gudskelov Viagra.

Tredje princip er dette: Lad ikke frygt styre dit liv. Frygt hæmmer os og hindrer os i at tænke klart og gå op op imod undertrykkelse. Chancen for, at operationen går godt, er 80 procent, så frygt føler jeg, selvfølgelig. Men jeg ser tre strategier til at overvinde den: Sæt navn på den, normalisér den, socialisér den.

Alt for længe har kræft været låst inde i en skuffe med ’Ting, Vi Ikke Taler Om’.

Jeg har besluttet at diskutere min kræftsygdom, som jeg ville diskutere ethvert andet emne. Jeg vil derfor heller ikke undskylde for ikke at forskåne nogen for ubehagelige detaljer. Jo mere fortrolig, jeg bliver med dem, jo mindre frygtelige vil de også blive.

George Monbiot er en journalist, forfatter og politisk aktivist.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Toke Kåre Wagener
  • Erik Karlsen
  • Steffen Gliese
  • Ole Frank
  • David Zennaro
  • Christian De Thurah
  • ulrik mortensen
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Martin Madsen
Toke Kåre Wagener, Erik Karlsen, Steffen Gliese, Ole Frank, David Zennaro, Christian De Thurah, ulrik mortensen, Peter Beck-Lauritzen og Martin Madsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Prostataen, her kan kvinderne for en gang skyld ikke snakke med, men vi mænd taler helst ikke om den. Det er min opfattelse, at mange mænd ikke aner, hvad der gemmer sig der. Prostataen siges at vokse på alle mænd med alderen, men kun hos en fjerdedel, skal der en operation til (pga hyppig vandladning). Det holder vi os også tilbage med at tale om, det er simpelthen et for kedeligt emne - der skal jo helst ikke være noget i vejen, vel? Da jeg blev træt af at fise ud på wc’et hele tiden, fik jeg skrællet noget af fyren, og det har jeg bestemt ikke fortrudt.

christen thomsen

Monbiot har gjort en stor indsats som 'miljøforkæmper'. Nu skriver han om sit privatliv. Der snakkes utroligt meget sygdom i Informations spalter. Ligesom at lytte til nogen på mobiltelefonen i toget. Send en stille tak til Ebbe Reich Kløvedal eller Villy Sørensen, der forstod forskellen mellem det private og det, der har offentlig interesse.

Hans Larsen, Thomas Tanghus, Jørn Andersen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar

Jeg kan ikke se noget galt i at være åben om et problem og så endda positiv om situationen, i hvert fald ud ad til. Lad os der ikke rammes glæde os og lad medfølelsen strømme mod de der er ramt.

Niels-Simon Larsen, David Zennaro og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Ting, man ikke taler om, er som regel tabuiserede snarere end ''uinteressante", og kun ved at bringe dem frem og tale om dem, kan andre, ubefæstede sjæle, blive klogere på dem og dermed mere opmærksomme på endnu en facet af livet i verden.

Niels-Simon Larsen, ulrik mortensen, Viggo Okholm og David Zennaro anbefalede denne kommentar