Den psykiske sygdom er ligesom sorgen. Den er usynlig, medmindre vi taler om den

Du hoppede ud igennem et vindue. Du fløj og ophævede al tyngdekraft. Du udfordrede alt, hvad der er virkelighed, og du brød alle rammer for, hvad der er normalt.

Du fortalte, at du skulle svinge dig imellem træerne. Du sagde, at du løb fra rockerne. Du ville lave et rullefald. Så du hoppede ud igennem det lukkede vindue på hospitalet. Du hoppede igennem ruden, du ramte en bænk, du brækkede nakken.

Jeg har altid drømt om en far, der kunne flyve. Men ikke på den her måde.

Du var gået fra en svær depression til en psykotisk tilstand, hvor du i hallucinationer troede, at rockerne var efter dig. Din angst manifesterede sig altid i, at det var rockerne, du var bange for. Det kom af, at vi engang har boet ved siden af nogle rockere, og i din sygdom blev de billedet på din angst. Igen, skulle du stikke af fra dem. Denne gang overlevede du det ikke.

Nu sidder jeg her i mit hjem, og du lever ikke mere. Efter at du hoppede ud igennem vinduet, kom du på traumecenteret, semiintensiv, intensiv og til sidst døde du efter 12 timers operation på Rigshospitalet. Jeg sad i stueetagen, i sofaerne foran 7-Eleven og ventede den dag.

Jeg var vågnet den tirsdag morgen, inden solen var stået op, til beskeden om, at du var kørt til operation igen. Om lørdagen havde de opereret din brækkede nakke. Nu skulle de fjerne blodpropper ved lungernes indgang til hjertet.

»Det er kritisk,« skrev din kone til mig.

Jeg stod op, gik i bad, vaskede mig, tog mine sorte bukser og min sweater på. Jeg cyklede igennem Frederiksberg, Nørrebro, Østerbro og til sidst parkerede jeg min cykel foran Rigshospitalet.

Sygeplejerskerne på afdelingen kunne ikke fortælle noget. De kunne kun se på en skærm, at du var i operation. Så vi sad og ventede i sofaerne, og min lillebrors hoved lå på mit skød. Lægen ringede til din kones telefon en gang i timen og fortalte, hvad der skete. »Det er meget kritisk,« sagde han i telefonen og tilføjede noget med, at en maskine havde overtaget for dit hjerte og dine lunger.

Vi sad der i stueetagen, i sofaerne foran 7-Eleven, da din kones telefon ringede. Det var lægen, og jeg fik telefonen i hånden. Jeg vidste, at jeg fik det at vide nu, så jeg rejste mig fra sofaen og stod op.

»Din far er afgået ved døden i dag,« sagde lægen.

Min vejrtrækning forsvandt, og jeg sagde ikke noget. Min onkel holdt om mig. Jeg kunne ikke mærke min krop, imens hele min verden gik i stykker og blev fremmed for mig.

Starter forfra

Nu sidder jeg her i mit hjem, og jeg taler til dig. Jeg skriver til dig. Jeg prøver at finde ud af, hvilken størrelse du har, når du ikke har nogen fysisk størrelse længere. Når du er væk, og jeg ikke kan se dig, række ud efter dig eller høre dig mere. Jeg løber til kirkegården og hjem igen. Jeg har dage, hvor jeg græder og jeg har dage, hvor jeg er lykkelig, bare fordi jeg lever.

Det er snart fem måneder siden, og jeg synes ikke, at sorgen er blevet nemmere. Den er stadig altomfattende. Den gør ondt. Jeg har svært ved at mærke mine fingre, min vejrtrækning er urytmisk, og det trykker for mit bryst, så jeg går bare og venter på, at jeg kan se de blå mærker. Men de blå mærker på min brystkasse kommer ikke. For sorgen er usynlig. Ingen kan se, at det gør ondt.

Der var heller ikke nogen, der kunne se din sygdom. Du var maniodepressiv – bipolar affektiv sindslidelse – men ingen kunne se det på dig bortset fra os. Jeg kunne se det i dine øjne, når du blev syg. Jeg kunne høre det i din stemme. Jeg kunne mærke det i hele min krop, når du havde det dårligt. Men ingen omkring os kunne se det, hvis vi ikke sagde det. Den psykiske sygdom er ligesom sorgen. Den er usynlig, medmindre vi taler om den.

At opleve ens verden vælte, er ligesom, når et punktum skaber rum til en ny sætning. Der er et før, og der er et efter. For når alting forsvinder, så skal alting skabes igen. Det er, som om jeg prøver alting for første gang efter din død. Jeg skal finde tilbage. Jeg skal lære at sove, jeg skal lære at spise. Jeg glemte alle navne, så jeg skulle igen finde ud af, hvad folk hed. Det var, som om det var første gang, jeg cyklede på gaden, stod i supermarkedet og kiggede på en mælk, valgte at tage på arbejde eller gik en tur. Hele verden fortsætter, imens jeg skal finde ud af, hvordan min verden ser ud.

Din kaotiske død, afspejler et kaotisk liv. Min veninde spurgte mig, hvorfor ingen talte om din sygdom til bisættelsen. Jeg svarede, at den ikke betød noget den dag. Jeg fortalte hende, at jeg altid fortæller om din sygdom, om hvordan din bipolare sindslidelse nogle gange overtog vores verden og gjorde alting uoverskueligt og kaotisk. Hvordan sygdommen flere gange har revet alting fra hinanden, og at jeg gang på gang har skulle samle mig selv, dig, min bror og hele vores familie op igen.

Stille for første gang

Og nu sidder jeg her, og pludselig er der stille. For første gang i mit liv er der stille. Der er ikke noget, der pludselig kan eksplodere. Jeg skal ikke være i alarmberedskab længere. Jeg sad og kiggede på dig på Rigshospitalet, da du ikke længere trak vejret. Jeg sad og kiggede efter, om der var liv. Det er svært at se, om et menneske trækker vejret. Det er voldsomt at skulle forstå, at livet er slut. Men det er tydeligt at mærke, at der ikke længere er liv. Det er tydeligt at mærke, at du er væk. Eventyret er slut. Du svarer mig ikke, når jeg taler til dig.

Du var det smukkeste menneske, jeg nogensinde har mødt. Og du var maniodepressiv. Ikke ’men’ du var maniodepressiv, eller ’på trods af’ at du var maniodepressiv. Du var bare det smukkeste menneske, jeg nogensinde har mødt. Og du var maniodepressiv.

Det bliver meget tydeligt, at jeg aldrig ville have været hverken dig eller din sygdom foruden. Du var vores far, og du serverede is for os til aftensmad, sendte mig beskeder om natten og skrev, at det var vigtigt, at jeg købte et par sko på udsalg. Du kørte hurtigt, du fløj igennem livet, og du sørgede for, at vi havde det sjovt. Med alt hvad det indebar.

Din sygdom var et ’og’. Den kom oveni. Det var en ekstra dimension i vores tilværelse. Din sygdom var en del af dig, for man kan ikke dele sindet og den psykiske sygdom op. Du var bare dét mere, end alle andre mennesker, du havde et ekstra lag, og du lærte mig, at virkeligheden er langt større og rækker meget længere. Der er også den virkelighed, vi selv skaber, vi hallucinerer, vi ser og vi hører. Der er den virkelighed, som ingen andre kan se.

Nu er der en stilhed, som ingen larm kan overdøve. Der er noget inden i mig, der er gået i stykker. Min sorg er stor, men den afspejler blot den betydning, du har haft i mit liv. Min sorg skal ikke gå væk, min sorg er en del af min verden, og det er i sorgen, at jeg ved, at du har været i live.

Det sidste, du sagde, var »undskyld«. Det sidste, jeg sagde, var »alt er tilgivet«.

Emilie Adelina Monies er film- og tv-fotograf.