Klumme

Stæren er kommet

Endnu kommer stæren hvert forår, men fra midten af 1970’erne til i dag er seks ud af ti stære forsvundet fra Danmark
Endnu kommer stæren hvert forår, men fra midten af 1970’erne til i dag er seks ud af ti stære forsvundet fra Danmark

Ritzau Scanpix

Debat
19. marts 2018

Så kom stæren. Egentlig ikke så overraskende, vi er jo midt i marts, men den sene vinter har bragt kludder i vejrsanserne. Der ligger stadig sneklatter i hjørner og lavninger, og græsset har det rekonvalescensagtige, smudsige præg, som afslører, at det først lige er sluppet fri af sneen.

Men så med ét er luften fuld af stærelyd. Der sidder en hel flok i toppen af ahorntræet nede ved bålpladsen. De fløjter og knebrer og udstøder små, skingre hvin, og det ser ud, som om træet pludselig er blevet fuldt af sære, pæreformede frugter, der har rejst sig lodret op.

Så! Nu er der en, der tager en karruseltur, så nærmer afgangen sig, ved man, og håber, h-å-b-e-r, at de bliver lidt endnu. Og ja! Den sætter sig igen og falder ind i flokkens swingende rytme. Men en ny tager en lille tur, så flyver to, og med ét letter alle i et brusende nu, spreder sig ud i en voksende sky og sætter ivrigt kurs mod vest. Væk.

Men man ved jo, at de kommer igen.

Venter ikke længe

Vi skal have sat den stærekasse op, der faldt ned under en af vinterstormene. Resten af vinteren har den stået under pergolaen, nu er det pludselig på høje tid at få den på plads. Hvert år håber man jo, at det overgår én den ære at få stære som pensionærer.

Dog lader de måske alligevel vente på sig. DMI lover frost endnu en gang, og stæren er en vejrfugl. Bliver det vinter her igen, smutter den tilbage til varmere strøg og ser tiden an. For når den vil rejse, venter den ikke længe.

»Vips, er den af sted og ta’r på eventyr,« som der står i sangen om den åh så fornøjede lille stær.

Hos os betyder stærene forår.

»Lysfyldt morgen, til marven kold
med rim på tage og træer!
En fuglestemmes vellyd fornemmes
eja, den første stær!« skriver Johannes V. Jensen.

Stærene tiltrækker sig ganske vist endnu en gang opmærksomheden, når de samler sig til sort sol for at flyve mod syd. Men der, hvor stæren for alvor er efterårets bebuder, og den sorte sol overgår ethvert andet sted, er i Rom. Der mødes stærene »i hundredtusindvis, mens de venter på at tage af sted i samlet flok mod Afrikas kyster«, skriver den italienske forfatter Italo Calvino i sin roman, Hr. Palomar.

Hr. Palomar sidder på sin terrasse og iagttager den cirkelformede sky, der nærmer sig »som en lavine af vinger, der ruller af sted i luften«. På et tidspunkt opdager han, »at antallet af hvirvlende væsener inde i cirklen forøges hastigt, som om en stærk strøm hældte nye beboere ned, så hurtigt som sandet i et timeglas«.

Uberegnelige årstider

Stærene samler sig i en stadig tættere og mere vrimlende hvirvel, »som en magnet, der holdes skjult under et stykke papir og tiltrækker jernspåner og laver mønstre«, lyder Calvinos beskrivelse. Man mærker, at han har set de stære.

Men stærenes natlogi er platantræerne langs Tiberen, og dér er det ikke klogt at parkere sin bil. I en anden italiensk roman lader forfatteren en ung pige på scooter få kraniebrud, fordi hun skrider ud i stærenes lort under træerne. Stæren er ikke kun elsket i Rom.

Det er den heller ikke i Sydengland, hvor den er en standfugl og nærmest betragtes, som vi betragter duerne. Som en plagsom, flyvende rotte.

Så i virkeligheden er det vist kun heroppe nordpå, at stæren er en længselsfuldt ventet forårsbebuder. Her, hvor vi plejer at have fire årstider, hvor det ikke, som i Rom, lige pludselig en dag er sommer, selv om de kalder det primavera, forår.

Men ligesom årstiderne bliver mere uberegnelige, kan vi heller ikke længere regne med stæren. I midten af 1970’erne ynglede mere end 600.000 stærepar i Danmark. I dag er bestanden nede på 270.000 ynglepar.

»Og når den bli’r sulten deroppe på kassen,
finder den en orm, den kender, hvor de er,« forsikrer sangen: »Hør den lile stær«.

Men ormen er ikke længere de steder, stæren kender.

Historien er den sædvanlige, færre åbne arealer med husdyr på græs, mindre føde til stæren og dens unger. Stæren lever af stankelbenlarver, orme, snegle og insekter, og dem finder den ikke i nutidens endeløse hvedeørken.

Serie

Karens have

Lad ukrudtet gro, det er jo godt for klimaet. Rådyr, dræbersnegle og klimaforandringer set fra Møn. Mangeårig journalist på Information Karen Syberg bor i dag på sydhavsøen, hvorfra hun med jævne mellemrum rapporterer om små og store dramaer, der udspiller sig i hendes have. 

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian Mondrup

Karen Sybergs klummer minder mig om en ugentlig P1-rubrik fra for mange årtier siden "Et bymenneske i naturen", forfattet og indtalt af Ole Vinding.

Knud Chr. Pedersen

Der er måske nogen, der har set og holdt en stær mellem to hænder, indviklet som den var under et gardin og herefter sluppet fri gennem det nu åbnede vindue helt oppe under tagkvisten? Det har jeg. Kakafonien af changerende farver i mange gule og grønne nuancer blandet med dybere sorte er så forbløffende smukt og helt igennem indtagende, at jeg nok engang undre mig over, hvad denne fugl har gjort, for at den skal forvises fra det ganske land? Her i min boligforening furagerede stærene i hobetal på græsplænerne, indtil de bare blev væk. Og de tog bogfinkerne, gråspurvene og musvitterne med sig sig. Tilbage er de skrigende måger, skræppende krager og råger og evigt larmende duer, der bare ikke vil holde kæft her udenfor mit soveværelsesvindue. Ikke nu men om nogle måneder. Stærene forsvandt og det leben, de bragte med sig, forsvandt også. Bare sådan uden videre. Hører det med til "Giv os Danmark tilbage", når neoliberalisterne lobhudler på mere vækst, flere kemikalier og endnu flere sprøjtemidler? Mere af alt det der endegyldigt har vist sig ikke at være bæredygtigt? For det er naturligvis ikke her, grunden til tilbagegangen blandt stære, gråspurve, bogfinker og musvitter skal finde. Vel? Ja, jeg spørger bare.

Britta Hansen

Ja, det er sørgeligt, Knud Chr. Pedersen.

Uden at ville træde dig for nær, så vil jeg alligevel sætte spørgsmålstegn ved, hvad det er du og jeg selv har gjort, for at få så sørgeligt et resultat?

Jeg har genvurderet mine madvaner. Har du også gjort det? Hvad synes du, der skal til, for at ændre denne utålelige tilstand?

Knud Chr. Pedersen

Ja mon ikke Britta B. Hansen.
Jeg har aldrig anset mig selv for at være en aktiv part i minus biodiversitetens størrelse eller omfang, og det vil jeg heller ikke begynde at gøre nu. Hvad er det lige, der er din pointe?

Britta Hansen

Min pointe er, at vi alle er del af det system, der er så ødelæggende. Og at vi alle må spørge os, i hvor høj grad vi bidrager selv eller netop prøver at modvirke ødelæggelsen på den ene eller den anden måde.

Knud Chr. Pedersen

Britta B. Hansen
Det er vel ikke en løsning på nogle store kollektive og samfundsmæssige problemer med den omsiggribende nedgang i biodiversitet, som jeg ser det, er forårsaget af en samfundsmæssig accept af blind vækst og neoliberalisme, om jeg personligt køber flere økologiske fødevarer, spiser mindre kød, bruger mindre strøm og næsten ingen benzin til personlig transport? Løsningen på kollektive problemer må nødvendigvis også være kollektive. Måske du så artiklen i Information af nogle tyske forskere om en alarmerende nedgang i insekters biodiversitet. Den er jeg sikker på, du vil finde interessant. Mvh.

Britta Hansen

Jo, Knud, jeg tænker, det er af stor betydning, hvad den enkelte vælger at gøre.

Desværre mangler der den afgørende politiske vilje. Både i DK men også i EU (hørte lige, at Bayer nu godt må overtage Monsanto).