Stæren er kommet

Så kom stæren. Egentlig ikke så overraskende, vi er jo midt i marts, men den sene vinter har bragt kludder i vejrsanserne. Der ligger stadig sneklatter i hjørner og lavninger, og græsset har det rekonvalescensagtige, smudsige præg, som afslører, at det først lige er sluppet fri af sneen.

Men så med ét er luften fuld af stærelyd. Der sidder en hel flok i toppen af ahorntræet nede ved bålpladsen. De fløjter og knebrer og udstøder små, skingre hvin, og det ser ud, som om træet pludselig er blevet fuldt af sære, pæreformede frugter, der har rejst sig lodret op.

Så! Nu er der en, der tager en karruseltur, så nærmer afgangen sig, ved man, og håber, h-å-b-e-r, at de bliver lidt endnu. Og ja! Den sætter sig igen og falder ind i flokkens swingende rytme. Men en ny tager en lille tur, så flyver to, og med ét letter alle i et brusende nu, spreder sig ud i en voksende sky og sætter ivrigt kurs mod vest. Væk.

Men man ved jo, at de kommer igen.

Venter ikke længe

Vi skal have sat den stærekasse op, der faldt ned under en af vinterstormene. Resten af vinteren har den stået under pergolaen, nu er det pludselig på høje tid at få den på plads. Hvert år håber man jo, at det overgår én den ære at få stære som pensionærer.

Dog lader de måske alligevel vente på sig. DMI lover frost endnu en gang, og stæren er en vejrfugl. Bliver det vinter her igen, smutter den tilbage til varmere strøg og ser tiden an. For når den vil rejse, venter den ikke længe.

»Vips, er den af sted og ta’r på eventyr,« som der står i sangen om den åh så fornøjede lille stær.

Hos os betyder stærene forår.

»Lysfyldt morgen, til marven kold
med rim på tage og træer!
En fuglestemmes vellyd fornemmes
eja, den første stær!« skriver Johannes V. Jensen.

Stærene tiltrækker sig ganske vist endnu en gang opmærksomheden, når de samler sig til sort sol for at flyve mod syd. Men der, hvor stæren for alvor er efterårets bebuder, og den sorte sol overgår ethvert andet sted, er i Rom. Der mødes stærene »i hundredtusindvis, mens de venter på at tage af sted i samlet flok mod Afrikas kyster«, skriver den italienske forfatter Italo Calvino i sin roman, Hr. Palomar.

Hr. Palomar sidder på sin terrasse og iagttager den cirkelformede sky, der nærmer sig »som en lavine af vinger, der ruller af sted i luften«. På et tidspunkt opdager han, »at antallet af hvirvlende væsener inde i cirklen forøges hastigt, som om en stærk strøm hældte nye beboere ned, så hurtigt som sandet i et timeglas«.

Uberegnelige årstider

Stærene samler sig i en stadig tættere og mere vrimlende hvirvel, »som en magnet, der holdes skjult under et stykke papir og tiltrækker jernspåner og laver mønstre«, lyder Calvinos beskrivelse. Man mærker, at han har set de stære.

Men stærenes natlogi er platantræerne langs Tiberen, og dér er det ikke klogt at parkere sin bil. I en anden italiensk roman lader forfatteren en ung pige på scooter få kraniebrud, fordi hun skrider ud i stærenes lort under træerne. Stæren er ikke kun elsket i Rom.

Det er den heller ikke i Sydengland, hvor den er en standfugl og nærmest betragtes, som vi betragter duerne. Som en plagsom, flyvende rotte.

Så i virkeligheden er det vist kun heroppe nordpå, at stæren er en længselsfuldt ventet forårsbebuder. Her, hvor vi plejer at have fire årstider, hvor det ikke, som i Rom, lige pludselig en dag er sommer, selv om de kalder det primavera, forår.

Men ligesom årstiderne bliver mere uberegnelige, kan vi heller ikke længere regne med stæren. I midten af 1970’erne ynglede mere end 600.000 stærepar i Danmark. I dag er bestanden nede på 270.000 ynglepar.

»Og når den bli’r sulten deroppe på kassen,
finder den en orm, den kender, hvor de er,« forsikrer sangen: »Hør den lile stær«.

Men ormen er ikke længere de steder, stæren kender.

Historien er den sædvanlige, færre åbne arealer med husdyr på græs, mindre føde til stæren og dens unger. Stæren lever af stankelbenlarver, orme, snegle og insekter, og dem finder den ikke i nutidens endeløse hvedeørken.