Læserbrev

Stolt af mit og manges Greenpeace

Jeg kan ikke komme i tanke om en eneste kollega, som jeg kan mistænke for at arbejde i Greenpeace med det primære formål at fremme sin egen karriere
19. marts 2018

Kronikken i Information den 10. marts om nødhjælpsarbejdere (»Nødhjælpsarbejde er blevet en karriereplatform gennemsyret af usund adfærd og syg kultur«) har – mindst – to forskellige formål, men sammenblandingen savner desværre respekt i mere end én forstand.

Freelancejournalist og aktivist Morten Steiniche forsøger sært uelegant at bruge de uhyre triste sager om seksuelle krænkelser i nogle NGO’er som afsæt til dels at diskutere en fuldt ud gyldig bekymring om, hvordan man i organisationer passer bedst muligt på sine dedikerede ansatte og aktivister, dels en grov anklage om en syg kultur i NGO’er over en bred kam.

Greenpeace bringes ind i teksten som et ganske uunderbygget eksempel og med en påstand om, at organisationen og de mennesker, der udgør den, savner mod og sætter sagerne i anden række for til gengæld at pleje egne karrierer uden blik for blandt andet kulturel mangfoldighed.

Når jeg bliver mere træt end ked af det over at blive hevet frem som et eksempel, er det fordi, jeg af et stolt og ærligt hjerte mener, at kronikøren går helt galt i byen. Og højst virker til at kende overfladisk til den passionerede samtale, der hele tiden finder sted i en organisation som vores, samt til de mennesker, der fører den på tværs af verdensdele og kulturer.

Folk er i den grad ikke bange for at udfordre organisationen og vores prioriteringer indefra, og vi diskuterer konstant, hvor og hvordan vi kan gøre den størst mulige forskel ud fra de forudsætninger, vi har.

Jeg kan ikke komme i tanke om en eneste kollega, som jeg kan mistænke for at arbejde i Greenpeace med det primære formål at fremme sin egen karriere. Tværtimod oplever jeg, at mine kolleger har valgt organisationen, fordi de er dygtige og vil bidrage til at skabe forandring.

Vi har måttet lære – og øver os hele tiden i at blive bedre til – at passe godt på hinanden, for mange i organisationen har uden tvivl en tendens til at arbejde for meget og have svært ved at lægge arbejdet fra sig, når de har fri.

At få løn for at dyrke sit hjerteblod er et stort privilegie. Men det kræver i den grad, at man får hjælp til at passe på sig selv. Deri er vi helt enige med kronikøren. Hvor er det synd og skam, at det vigtige emne bliver rodet sammen med en mindst lige så vigtig historie om utilgivelig udnyttelse, der heldigvis er kommet helt frem i lyset.

Mads Fisker, fungerende kampagnechef, Greenpeace i Danmark

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Larsen
Hans Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Uden tvivl har Greenpeace påvirket udviklingen i positiv retning.
I lighed med religiøse og politiske grupper har Greenpeace tiltrukket mange ildsjæle og opfostret flere.
Men det ændrer ikke på at Greenpeace har skadet meget. Nok mere end de har gavnet.

Kampen mod atomkraft udmønter sig i dyr og ustabil energi og en truende klimakatastrofe.
Dette er en hård beskyldning.
Men hvis du læser på http://wp.me/p1RKWc-p2 vil du forstå.
Tusindvis af børn må gå ind i voksenlivet som blinde fordi Greenpeace går imod det der kaldes Gylden Ris.
Også denne beskyldning kan du få bekræftet ved at læse på http://wp.me/p1RKWc-eo
Desværre må man konstatere at Greenpeaces troværdighed er en myte.

Patric Moore var en af de medstifterne af Greenpeace og blev valgt til præsident af Greenpeace Foundation i begyndelsen af 1977.
Senere forlod han organisationen, for at kritisere dens anti-humane agenda og udvikling med udtalelsen:
“I midten af 1980’erne har miljøbevægelsen forladt videnskab og logik til fordel for følelser og sensationsjournalistik.”
Se om Patric Moore på https://en.wikipedia.org/wiki/Patrick_Moore_%28environmentalist%29