Kronik

Superheltefilm har alle dage lukreret på identitetspolitisk korrekthed

Når film som ’Black Panther’ og ’Wonder Woman’ med kvinder og minoriteter i front får succes, påstår kritikere ofte, at succesen blot er et resultat af identitetspolitisk korrekthed. Men er hvide mænds allestedsnærværelse på det store lærred ikke netop resultatet af en tydelig race- og kønspræference?
Filmen Black Panther har inspireret til den verdensomspændende kampagne #BlackPantherChallenge, der har til formål at finansiere underprivilegerede børns tur i biografen for at se filmen om den afrikanske prins T’Challa, som efter sin fars død skal overtage tronen i den avancerede og isolerede afrikanske nation Wakanda.

Filmen Black Panther har inspireret til den verdensomspændende kampagne #BlackPantherChallenge, der har til formål at finansiere underprivilegerede børns tur i biografen for at se filmen om den afrikanske prins T’Challa, som efter sin fars død skal overtage tronen i den avancerede og isolerede afrikanske nation Wakanda.

Walt Disney Studios

8. marts 2018

Der er to måder, hvorpå man med et trylleslag kan ugyldiggøre folks begejstring eller forbehold over for en film, der er repræsentativ, hvad angår køn og minoritetsgrupper.

Man kan anklage de begejstrede for at være blændet af identitetspolitisk korrekthed. Eller man kan anklage de forbeholdne for at være blændet af deres hvide penisprivilegier. Begge anklager er uskønne, og for nylig fandt de begge vej til mit twitterfeed.

Anledningen var Marvels seneste superheltefilm, Black Panther, der i kølvandet på sin premiere i midten af februar har taget både publikum og kritikere i USA og Danmark med storm. Efter en imponerende åbningsweekend har filmen, der er instrueret og medforfattet af Ryan Coogler, indtjent mere end 400 millioner dollar i sit hjemland alene, og den kan på hjemmesiden Rotten Tomatoes prale af en samlet kritikerscore på 97 procent.

Vigtigere endnu har filmen inspireret til den verdensomspændende kampagne #BlackPantherChallenge, der har til formål at finansiere underprivilegerede børns tur i biografen for at se filmen om den afrikanske prins T’Challa, som efter sin fars død skal overtage tronen i den avancerede og isolerede afrikanske nation Wakanda.

På Twitter kunne jeg i en tråd startet af komikeren Lasse Rimmer imidlertid konstatere, at publikums og kritikeres begejstring for Black Panther formentlig havde meget lidt at gøre med filmens egentlige kunstneriske værdi.

»Okay, Black Panther er en Marvel-film en smule over middel, men altså heller ikke mere. Skyldes pressehysteriet i USA bare identitetspolitisk korrekthed?« lød Rimmers retoriske spørgsmål.

Spørgsmålet skød en diskussion i gang, som lynhurtigt nåede et kritisk punkt, da en anden twitterbruger omvendt mistænkte Rimmers kritik for at være motiveret af hans race og køn. Sådan går det jo desværre tit i den offentlige debat.

Som så mange andre superheltetegneserier er Black Panther et produkt af to hvide, jødiske mænds fantasi. Men figuren er kommet til at symbolisere sort stolthed.
Læs også

Anklagen om identitetspolitisk korrekthed støder jeg ofte på, når talen falder på film som Black Panther, Wonder Woman eller Star Wars: The Last Jedi, der med en repræsentativ eller progressiv fortælling uvægerligt skriver sig ind i aktuelle, giftige debatter.

Som for eksempel i et debatindlæg i The Washington Post, hvor en filmkritiker argumenterede for, at Wonder Woman til trods for at være 2017’s tredje mest indbringende film i USA ikke var Oscar-værdig: »Det er bare partipolitik. Eller identitetspolitik. Eller en lam kombination af de to.«

På den måde er Lasse Rimmers anklage blot et ekko. En holdning ytret med jævne mellemrum, som ikke alene overser, hvad filmkunst skal, men også hvad identitetspolitik til alle tider har betydet for filmmediet og superheltefilmen i særdeleshed.

Omstyrtningen af superhelteuniverset

I sin essens går anklagen ud på, at kritikeres lovprisning af repræsentative film ikke er resultatet af objektiv og kølig vurdering, men nærmere af filmenes evne til at afspejle venstrefløjens ophøjede og uangribelige ideer om race, køn, seksualitet og så videre.

Anklagen har på den måde en antydning af den fornuftiges arrogance over sig: at strippet for alle mudrede følelser, der følger med ideen om identitet, og den håbløse irrationalitet, der driver korrekthedstyranniet, så er filmene i deres selvstændighed ikke noget særligt.

Men hvis en film ikke er følelse, ikke må tale til individet i os eller vores overbevisninger – politiske eller ej, korrekte eller ej, irrationelle eller ej – hvad skal den os så? Hvad skal vi så med den som publikum og kritikere?

Da Wonder Woman sidste år som den første superheltefilm siden Elektra fra 2005 kastede sig ud i noget så usædvanligt som at have en kvindelig superhelt i front, blomstrede internettet med rørende billeder af piger klædt ud som Wonder Woman.

Selv sad jeg ad tre omgange i biografsalen og fældede tårer, jeg ikke vidste, jeg havde i mig, over alle de stærke, hårdtslående kvindekroppe i alle aldre, former og farver. Kvindekroppe, der tydeligvis var filmet med mig i tankerne og ikke superheltegenrens formodede og hårdt servicerede kernepublikum af teenagedrenge og mænd.

Med Black Panther har jeg endnu engang haft fornøjelsen af at blive rørt af en film om mænd og kvinder i farvestrålende spandex. Mere gennemført end Wonder Woman omstyrter Cooglers film med lethed og elegance det univers, vi har lært at kende som superheltefilmens; et univers befolket af hvide, mandlige superhelte med kvinder og minoriteter fortrængt til periferien.

Det bliver en film jo ikke god af, vil nogen uden tvivl mene. Bortset fra, at det gør den. For med repræsentation kommer historier og konflikter, vi ikke allerede har hørt tusindvis af gange før.

Sådan en historie er Black Panther, hvis hovedkonflikt omhandler en stolt og højteknologisk afrikansk nations komplicerede svar på aktuelle raceproblemer i USA.

Hvornår så vi sidst det i biografen?

Alle film leger identitetspolitik

Hvad mere er, så har jeg endnu til gode at se andre ikkerepræsentative films succeser møde Rimmers ugyldiggørende anklage. Hver gang en af Marvels øvrige superheltefilm, der konsekvent har haft hvide, mandlige superhelte ved roret, er strøget til tops, har spørgsmålet aldrig lydt, om det mon kunne skyldes identitetspolitisk korrekthed.

Men er superheltefilmen ikke i sig selv et eksempel af værste skuffe på lige præcis det? En superhelt skal være hvid. Han skal være en han. Han skal være maskulin og heteroseksuel.

Film efter film har det ikke været resultatet af et strengt meritokrati, hvor den vigtigste historier er blevet fortalt eller den dygtigste skuespiller castet, men netop været motiveret af en tydelig race- og kønspræference – hvordan man forestiller sig, en rigtig helt ser ud, og hvem han henvender sig til.

Forskellen er, at de nye films identitetspolitik er eksplicit, insisterende og mærkbar, simpelthen fordi de i det samlede billede stikker sådan ud. Små, glimtende perler eller generende torne, alt efter hvem man spørger, i et hav af amerikanske mainstreamfilm, hvor historier om hvide mænd har domineret.

Derfor er de også nemmere at angribe. Men alle film skal i sidste ende tale til en forestillet målgruppe med en dertilhørende forestillet identitet i tankerne, og det gør man gennem repræsentation. Årsagen til, at det nu pludselig kan føles usagligt eller ukritisk, er, at den identitet ikke længere udelukkende tilhører den dominerendes.

Det kan mærkes. Og gudskelov for det.

Emilie Kellberg er journaliststuderende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Marie Jensen
  • Anya Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
  • Troels Ken Pedersen
  • June Beltoft
Marie Jensen, Anya Jensen, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Troels Ken Pedersen og June Beltoft anbefalede denne artikel

Kommentarer

Men er det objektivt set en god film? Det er jo bare det det handler om. Jeg synes den var ret røvsyg, så jeg er overrasket over dens succes? Ville kronikøren da give den 6 stjerner?

Jo fine spørgsmål. Og så må man også spørge sig selv om hvorfor der er så mange danske skuespillere i danske film? Så mange spanske i spanske film? Og mange vietnamesere i vietnamesiske film?

Hvorfor er der ingen islændinge i australske film og ingen fra Vanuatu i iranske film?

Sløjt argument. Så Pippi Langstrømpe henvender sig kun til hvide piger med rødt hår? Børn opererer ikke med disse identiteter - og det er heller ikke alle voksne, der gør.