En treårig pige er væk. Hendes mor, der står alene som forælder, er ude af sig selv og får alarmeret hele nabolaget, der således deltager i eftersøgningen. Barnet bliver fundet, men oplevelsen medfører et traume for moren. Hun vælger efterfølgende at gøre brug af en ny overvågningsteknologi i form af en chip, der tillader hende at følge med i alt, hvad datteren ser og hører via en tablet.
Teknologien giver moren en tryghed, som bliver vanskelig at slippe.
Sådan foregår et afsnit af den nyeste sæson af Netflix-serien Black Mirror – en serie, der giver mulighed for at gå på opdagelse i frygtelige scenarier, hvor teknologiske landvindinger medfører moralsk forfald. Det er, efter min mening, én af de bedste antologiske tv-serier, der findes.
Black Mirror sætter spørgsmålstegn ved vores adfærd i en verden fyldt med ny teknologi og digitale medier gennem dystopien som genre. Serien leger med idéen om, at vi er på vej mod en afgrund, hvor vores grådige forhold til den teknologiske udvikling bliver vores endeligt. Den spiller på vores frygt for teknologi herunder sociale medier, overvågning og robotter – en frygt, der går langt tilbage i historien, og som bygges op omkring fremtidsscenarier, hvor teknologien ikke længere tjener os, men hvor vi tjener den.
I seriens nyeste sæson er overvågning et stærkt tema. Som det fremgår af eksemplet ovenfor, viser den nye sæson teknologiudviklingens ultimative offer: Barnet, som den uskyldstabende figur, der ellers skulle være håbet for vores fælles fremtid. I Black Mirror ødelægges børn og deres barndomme af teknologierne med irreversible konsekvenser til følge.
Også i virkelighedens verden ses barnet som teknologiens offer. Forældre er nervøse for, hvem deres børn chatter med, hvor meget tid de bruger på deres smartphone, og hvem de sender private billeder til. Det er en naturlig frygt, som fortjener at blive anerkendt. Men i stedet for at nægte vores børn adgang til nye teknologier og onlinefællesskaber bør vi tale om, hvordan vi vil leve med den digitale verden, som er en realitet.
Hvad taler vi om?
Når forældre leder efter svar på den teknologifrygt, de føler på deres børns vegne, tyr de desværre ofte til eksperter, som kender mere til frygten end til virkelighedens praksisser. Selvetablerede eksperter, der taler om smartphones som dopaminmaskiner og henfører til de mystiske algoritmer, rammer os på en urfrygt. En frygt for det ukendte, der fortæller os, at vi bliver tilintetgjort af teknologierne.
Der tilbydes nemme, coachinglignende løsninger på vores mistro over for smartphones og sociale medier. Vi skal bare slukke. Købe et vækkeur og en Nokia 3310. I stedet for at tale om, hvordan vi vil bruge teknologi og medier, handler samtalen nu om, hvordan man kan afvise noget og beskytte sin kerne.
Den amerikanske psykolog Jean Twenge har gjort sig internationalt bemærket med sin bog om generationen, hun kalder »iGen« – unge født mellem 1995 og 2012. I bogen hævder hun blandt andet, at Facebook gør folk mere ulykkelige, og at der findes en forbindelse mellem smartphones og unges depression. Dette billede stemmer ikke overens med forskningen. Det, vi kan se, er, at måden hvorpå børn og unge anvender sociale medier kan afspejle noget om deres sindstilstand. Med andre ord er det hverken et spørgsmål om simpel kausalitet eller den tid man anvender på Facebook.
Til et interview med CBS News udtalte Twenge, at hun havde pakket sine børns tablets væk i en skuffe som konsekvens af sine opdagelser. Selv om hun ikke kommer med lignende konkrete henstillinger i sin bog, er forbuddet en naturlig konsekvens at drage, hvis man køber hendes virkelighedsbillede. En simpel forklaring med en simpel løsning.
I Black Mirror tilbydes der ikke løsninger. Kun dystopier. Det er ligesom, når gyserfilm leger med vores frygt for noget ved at gøre det større, voldsommere og grimmere – ved at gøre det til et monster. De nye digitale teknologier er monsteret i Black Mirror. Monsterets ofre er mennesket og dets moralske renhed. Arketypen på ofret er barnet. Serien afspejler altså en ægte frygt ved hjælp af en teknologisk fiktion og hjælper os med at forstå, hvad det er, vi føler.
At overleve i det digitale samfund
For en forælder er det verdens mest naturlige ting at beskytte sit barn mod fare. Sandheden er bare også, at vi befinder os i en verden, hvor ’fare’ er en dynamisk ting. Er det farligt at være i trafikken? Ja, det kan det være. Betyder det, at vi skal undlade at lade vores børn færdes i trafikken og generelt undgå den så vidt muligt? Nej.
I stedet skal vi hjælpe børn til selvhjælp. Men det er en proces, der kræver, at man kommer op på tæerne som forælder. Det kræver, at man sætter sig ind i børnenes verden og undersøger, hvad de gør med digitale teknologier. Hvis man vil kunne begå sig i det digitaliserede samfund, så kræver det, at man kan træffe valg. Hvis vi træffer alle valg på børnenes vegne, så frarøver vi dem muligheden for at lære at træffe valgene selv.
Debatten om børn, unge og digitale medier fremstår til tider meget særegen. Her spøger idéen om ’de digitalt indfødte børn’ af og til. Det begreb må anses for at være afgået ved døden for længst, men konsekvenserne af det lever endnu. Med henvisning til helt små børns ferme omgang med berøringsskærme, argumenterer nogle stadig for, at ’det lærer de helt af sig selv’.
Men dét, små børn lærer af, er at kopiere andre børn og voksne. Det gør de større børn også, men med en tiltagende kritisk sans og bullshit-detektor. Det vil altså sige, at voksnes vaner og uvaner afspejler sig i de små børns opfattelse af, hvordan man bruger digitale teknologier og medier. Forsøger man at lave regler, man ikke selv kan overholde, er især de større børn og teenagerne yderst sensitive over for den slags hykleri.
Den amerikanske medieforsker Danah Boyd har belyst samme problematik for nyligt. Hun råder forældre til at være forklarende over for småbørnene, når de laver noget på telefonen. På den måde opnår børnene forudsætninger for at forstå, hvad der foregår, når mor eller far kigger på skærmen.
Hun tilskynder desuden til, at de større børn inddrages i den forhandlingsproces, der skal føre til regler i hjemmet om mediebrug. Således kan man sørge for, at de store børn føler sig hørt, og at de voksne ikke laver regler, der ikke gælder dem selv. Man lærer at forstå hinandens behov og positioner og indser måske også, hvilken adfærd man selv har.
Hvad får vi ud af de dystopiske forklaringer?
Der er heldigvis forskel på fiktion og virkelighed, men der er stadig grund til at tale om Black Mirror i denne sammenhæng. I 2012 forklarede Matias Clasen i sin ph.d. om gyserfilm fra Aarhus Universitet, at vi er biologisk disponerede for at blive bange for nogle bestemte ting. Derfor er vi for eksempel bange for edderkopper eller slanger, men ikke for at køre i bil, selv om sidstnævnte har en højere statistisk dødelighed. Noget tyder på, at ny teknologi er lidt ligesom edderkopper.
De dystopiske forklaringer, hvad end der er tale om Black Mirror eller dopaminteorier, giver os et sted at gå hen med vores frygt for fremtiden. De løsninger, der tilbydes af de selvbestaltede eksperter giver os endvidere konkrete og simple handlemuligheder.
Problemet er bare, at vi ikke får diskuteret det centrale spørgsmål, som handler om, hvordan vi gerne vil leve med teknologi. Når vi ikke får diskuteret det, så er det måske, fordi spørgsmålet ikke afføder entydige svar. Vi har forskellige ønsker, grænser og behov i det digitaliserede samfund.
Der er heller ikke grund til at lægge kritikken af teknologierne og de nye medier til side. Det er væsentligt, at vi kan kritisere overvågningskapitalismen og sætte grænser, dér hvor udviklingen truer vores etik. Det er også en del af spørgsmålet om, hvordan vi vil leve med teknologier og medier.
Thomas Enemark Lundtofte er ph.d.-studerende i medievidenskab ved Syddansk Universitet. Han forsker i, hvordan småbørn leger med DR Ramasjangs univers på tabletcomputere
Selv om jeg ikke er enig med kronikkens forfatter, vil jeg nøjes med at henlede opmærksomheden på, at der i kronikken tilsyneladende sættes lighedstegn mellem moderne teknologi og medier og kommunikation.
Men moderne teknologi er uforudsigeligt meget andet og mere. Robotter, selvkørende køretøjer, computeres intelligens og interagerende læringsprocesser. Ingen fag/erhverv vil undgå at blive berørt.
Hvad er det for et samfund vi ønsker, ikke bare for os selv, men for morgendagens generation. De der skal tage over og rydde op, og leve med konsekvenserne af vores beslutninger.
Det er en diskussion som også er faretruende fraværende.
"Men dét, små børn lærer af, er at kopiere andre børn og voksne". Ja, det er jo sådan vi lærer. Sammen med kommunikation. "Det gør de større børn også, men med en tiltagende kritisk sans og bullshit-detektor." Og dér er det at kommunikationen kommer ind. Det er jo ikke altid en Bullshit-detektor. Lige så ofte er det også en gyllespreder. Børn, teenagere kopierer jo de voksne i en stor forvirring og er meget ofte jo også ude af stand til at kommunikerer tilstrækkeligt (som jo også mange voksne er!). "Det vil altså sige, at voksnes vaner og uvaner afspejler sig i de små børns opfattelse af, hvordan man bruger digitale teknologier og medier." Ja, og her bør vi jo nok bevæge os ud over lokale socialteorier i betragtning af Internettets omfang og komme op på det plan som gode gamle Marx kaldte det samfundsmæssige plan. Og helt sikkert heller ikke kun lokalt samfundsmæssigt.
"Forsøger man at lave regler, man ikke selv kan overholde, er især de større børn og teenagerne yderst sensitive over for den slags hykleri." Måske handler det ikke om hykleri, men mest om afmagt. Teenagere der ikke er helt pacificerede i deres forhold til hvad der foregår i omverdenen, kan nemt opfatte de voksnes afmagt som et bidsel der vil blive lagt på dem. Og reagere derefter. Således også gennem teknologien. Som jo for det meste hidtil har været hinsides de voksne generationers forståelse. Hvilket også er den afgørende grund til de sidste par generationers mere eller mindre uforstående og fortabte mennesker på Internettets Wild West vidder.
Afmagtsfølelsen er måske mere afgørende og spiller måske mere ind end at "vi er biologisk disponerede for at blive bange for nogle bestemte ting". Det drejer sig nok ikke kun længere om biologiske ting, selvom det er gået hen og er blevet en moderne skrøne siden Ayn Rand og hendes yuppie-følgere i 1980’erne. Vi er disponeret til meget andet en det biologiske med vores enorme hjernekapaciteter. Hvis vi tør bruge dem? Som en buddhist kunne sige; vi vil for meget af det "gode", er for bange for det "onde" og er for "uvidende" om resten. Og her er det vigtigt at lægge mærke til citationstegnene. "God", "ond" og "uvidende" er i den sammenhæng ikke kun personlige størrelser eller lokalt bestemte, men også kulturelle og samfundsmæssige i den helt store vidde.
Jeg må hellere med det samme lægge mig fladt ned og indrømme, at jeg ikke ved en pind om små børns teknikforbrug.
Men på det praktiske plan kan man vel godt bidrage til unges kritiske sans uden at være restriktiv og teknologi-fordømmende, vil jeg påstå.
En samtale med en 13årig her i weekenden viste, at de kædebreve, som florerede i min ungdom og hvor der stod, at man ville komme ud for frygtelige ting, hvis man ikke videresendte brevet til andre, bliver nu rundsendt digitalt. Den trettenårige var lidt skræmt men ikke mere, end at vi fik en fornuftig snak om, hvem den oprindelige afsender af sådan en kædemail kan være og hvad vedkommende mon vil opnå med beskeden. Så kunne vi lige snakke lidt om de forskellige kædebeskeder, der kommer på Facebook også. Der var ingen trusler om at gemme telefoner væk, men mere en snak om at opføre sig fornuftigt.
Jeg ved godt, at det ikke er alle teenagere som er til at snakke med. Det samme gælder sikkert nogle teenage-forældre.
Så må vi bare håbe, at lidt kritisk sans og fornuft også kan spredes i ungdommens vennegrupper, som det gjorde for generation papir-kædebrev.
Mørkelægning
Thomas Enemark Lundtofte er som mange andre danskere fascineret af tidens digitalisering, men der er et vigtigt område, som han frasorterer, nemlig de elektromagnetiske signaler eller teknikker, som får iPads og smartphones til at virke.
Der er - modsat i Frankrig - opsat WiFi routere i Danske vuggestuer, børnehaver, skoler, uddannelsesinstitutioner og mange andre steder i det offentlige rum f.eks. i lufthavne og indkøbscentre.
Jeg kan anbefale bogen "Mørkelægning af mobilstrålingens konsekvenser" - Om hvordan myndighederne misinformerer om den massive elektrosmog og de helbredsskader den medfører.
Og medierne er med på vognen, for der kan tjenes penge på on-line abonnementer.
Hvis bogen er for tung, så kig ind på www.iemfa.org eller www.ehsf.dk
Det handler om at forebygge skadevirkninger for nu kommer 5G og smartmålere til dit elforbrug.
Og børn er mest sårbare....
"Der er heller ikke grund til at lægge kritikken af teknologierne og de nye medier til side. Det er væsentligt, at vi kan kritisere overvågningskapitalismen og sætte grænser, dér hvor udviklingen truer vores etik. Det er også en del af spørgsmålet om, hvordan vi vil leve med teknologier og medier".
Thomas Enemark Lundtofte
Netop overvågningskapitalismen og også Statens egen overvågning er ved at blive alt for udvidet i disse år. Danskerne er alt for naive.
Den teknologiske udvikling er irreversibel og accelererende. Den giver os en masse nye muligheder, hele tiden. Problemet er, at teknologien efterhånden er så kompleks, at de færreste mennesker er i stand til at forstå og overskue alle implikationer ved at bruge teknologien. Der er jo - billedligt talt -
både et butikslokale og et baglokale, og det er de færreste mennesker, der nogensinde kommer ind i baglokalet og ser hvad der gemmer sig der.
I den forstand kan man sige, at teknologien - og ikke mindst de nye medieplatforme - har sat sig i førersædet, mens de fleste af os blot hænger på, uden helt at forstå hvad der foregår. Teknologien har ikke blot givet os en masse muligheder, den har også taget magten fra os, gjort os umyndige, ligsom den i stigende grad tvinger os til en livsstil, som ikke nødvendigvis er til fordel for menneskelig interaktion og trivsel.
Udfordringerne står i kø og handler om alt fra retssikkerhed og demokrati over kapitalinteresser og forbrugerisme til forbrugerbeskyttelse. For slet ikke at tale om en menneskelig psykologi, der risikerer at brænde sammen under teknologiens uendelige muligheds-åg.
Hvor mange af Informations artikler er efterhånden baseret på en DR eller Netflix serie?
Men at den voldsomme digitalisering i f.eks. folkeskolen , har medført ikke øget læring men snarere det modsatte , anfægter ikke kronikøren , der ligesom de fleste økonomer , har kikkerten solidt plantet for det blinde øje.
Det er fuldstændig rigtigt, at stort set alle teknologiske kvantespring gennem historien også er blevet mødt med skepsis, ja måske ligefrem frygt for hvad den nye teknologi nu kunne føre med sig af utilsigtede og uheldige konsekvenser for menneskeheden. De teknologi-begejstrede peger ofte, og med slet skjult spot, på det faktum, at menneskets iboende konservative natur altid vil stritte imod det nye, baseret på uforstand og irrationel frygt. Verden gik da ikke under som en konsekvens af opfindelsen af dampmaskinen, vel? Tværtimod banede dampmaskinen vej for den industrielle revolution og en historisk uset velstandsstigning.
Spørgsmålet er blot om man altid kan drage den slags paralleler og konkludere, at alle teknologiske kvantespring, til alle tider, vil være af det gode, forstået som noget, der helt entydigt beriger menneskeheden?
Kan man forestille sig, at vi mennesker kan opfinde en teknologi, som ud fra en umiddelbar betragtning giver os en masse nye fordele, men samtidig flytter afgørende - og irreversibelt - ved forudsætningerne for menneskelig trivsel og eksistens?
Alene kompleksiteten i dagens digitale teknologier, burde få de teknologi-begejstrede til at overveje om selv samme kompleksitet også medfører kontrol-tab på individ-niveau - ja, måske endda umyndiggørelse og slavebinding.
Den bagvedliggende præmis for de teknologi-begejstredes argumentation er øget effektivitet -
smartere og hurtigere måder at løse opgaver og udfordringer på, kommunikere og interagere.
Men trumfer øget effektivitet alt andet? Er det ikke blot udtryk for en gold vækst-filosofi, som reducerer mennesker til åndløse forbrugere og ufrivillige bidragsydere til en stor maskine, som de ikke kan gennemskue eller forstå, men som ikke desto mindre dikterer rammerne for deres liv?
Jeg er hverken maskinstormer eller synderlig pessimistisk anlagt, men jeg undrer mig til stadighed over den ureflekterede teknologi-begejstring. Og ikke mindst den næsten dogmatiske tro på, at alle teknologiske kvantespring altid, og helt entydigt, er af det gode.
Vel talt, René Arestrup !! :-)
Nu skal man selvsagt være varsom med at udlægge årsagssammenhænge, men personligt synes jeg det er rystende, at unges mentale helbred tilsyneladende styrtdykker. Ifølge en ny rapport fra Sundhedsstyrelsen har hver fjerde unge kvinde mellem 16 og 24 år det mentalt skidt. Hver fjerde! Iøvrigt en stigning på fem procent fra 2010, hvor Sundhedsstyrelsen sidst tog temperaturen på danskernes mentale velbefindende.
I den forbindelse har formanden for psykiatrifonden, Anne Lindhardt forsøgt sig med en forklaring:
'Det kan være svært især for unge, der dagligt omgiver sig med fordrejede indtryk af andre menneskers fejlfrie liv, at værdsætte det helt gennemsnitlige liv.
De sociale medier er fulde af falske billeder. Der er forsvindende få menneskeberetninger fra et almindeligt liv. Der er jo ingen, der lægger billeder ud, når de lige er stået op med dårligt hår og har en dårlig dag. Noget, som ellers er en del af livet for alle.'
Måske er de unge blot de første ofre for noget, vi mennesker er ude af stand til at overskue og rumme?
'bør vi tale om, hvordan vi vil leve med den digitale verden, som er en realitet.'!!!!
Hvor vores forurening af verdenen kommer snigende og vores modforanstaltninger er dværgagtige sammenlignet med forurenerne incl den private sektors andel, kommer den nye komunikationsbølge her og nu. Hver dag bliver en større og større del af menneskeheden isoleret og vi afventer så, som forureningen af verdenen,det 'endelige' resultat, der naturligt er omgivet af tåge og derfor blot tales ihjel.
Det artificielle teknologiske 'fælleskab'er en enecelle.
Tillægger vi overforbruget af jordens ressourcer, der ikke kan afslutte den globale fattigdom, er der kun en 'ting' vi kan gøre, hente Jesus eller hvem man nu tror på, ned fra korset og begynde forfra .
Minimalismen og det personlige direkte samvær med andre mennesker skal indføres/genfødes.
Sørg for, at næste generation hentes ud af børneinstitutionerne og får et værdigt liv, som det oprindelige, dog uden fattigdom.