Kronik

Underretninger om udsatte børn er der nok af. Det er ressourcerne til at hjælpe dem, som mangler

Mine lærerkollegaer og jeg taster løs og sender den ene underretning om børn, der mistrives, efter den anden afsted til kommunen. Nogle gange kommer der ingen hjælp, og når der gør, er det ofte for sent. Derfor forstår jeg ikke regeringens snak om straf af lærere og forældre til socialt udsatte børn
Vi oplever, at vores børnesager kan skifte socialrådgiver flere gange, før der bliver handlet. Jeg har desværre også set eksempler på, at sager er forsvundet i systemet, skriver dagens kronikør, der arbejder som folkeskolelærer.

Vi oplever, at vores børnesager kan skifte socialrådgiver flere gange, før der bliver handlet. Jeg har desværre også set eksempler på, at sager er forsvundet i systemet, skriver dagens kronikør, der arbejder som folkeskolelærer.

Sigrid Nygaard

17. marts 2018

En lille dreng på otte år står og skriger af sine lungers fulde kraft på gangen uden for mit klasseværelse. Hans pande har dybe furer, og hele ansigtet knuger sig sammen ligesom hans knyttede næver. Han dirrer af raseri. Pludselig sparker han ruden ind til klasselokalet i stykker, og glasset splintrer omkring ham.

Drengens klassekammerat, en anden lille dreng, som står inde i klasselokalet sammen med mig, bliver bange. Hurtigere, end jeg kan nå at reagere, springer den skræmte elev ud af et vindue mod gården. Han løber om et hjørne og klatrer op på taget af skolebygningen, som heldigvis kun er i én etage. Drengen, der har smadret ruden, skriger stadig, og andre nysgerrige børn står og ser måbende til. Kaos, kaos, kaos.

Heldigvis kom ingen til skade ved episoden. Men det burde slet ikke være sket.

Begge børn havde store problemer. Jeg var på det tidspunkt ny lærer i klassen, og jeg var slet ikke klædt på til opgaven. Begge børns problemer var beskrevet af andre før mig, og det var under al kritik, at det ikke havde udløst hjælp enten i form af specialpædagogisk støtte i klassen eller et andet skoletilbud. Fælles for disse to drenge var også svære sociale kår. De var og er, hvad man kan kalde udsatte børn.

Som lærer på Københavns Vestegn ser jeg mange børn, som er socialt udsatte. Jeg har valgt at arbejde et sted med en høj andel af børn, der kommer fra svære vilkår, fordi jeg ønsker at hjælpe disse børn og give dem bedre muligheder.

Derfor var jeg også nysgerrig, da regeringen fremlagde sin ghettoplan for nylig. Ville de mon komme med hjælp til nogle af alle de børn, som har det svært?

Desværre har regeringen valgt at fokusere på straf til både familier og lærere. Forslagene rummer blandt andet trusler om beskæring af børneydelsen ved højt fravær i skolen og fængselsstraf til lærere, som forsømmer deres underretningspligt. Desuden har regeringen tænkt sig at bruge samkørsel af data i et forsøg på at opspore børn i vanskeligheder hurtigere. Her hopper kæden helt af for mig. Der mangler nemlig ikke underretninger om børn, der har det svært i skolen. Tværtimod.

Mangel på handling er det egentlige problem

Mine kollegaer og jeg taster løs i et forsøg på at skaffe hjælp til børn med sociale problemer. Men vi må ofte vente længe på hjælpen til børnene.

Når et barn har brug for hjælp, starter arbejdet med, at der indkaldes flere professionelle til møde, hvor man i fællesskab forsøger at finde de rigtige løsninger på barnets problemer. Der indkaldes typisk udover lærere en pædagog, en psykolog, en socialrådgiver og en sundhedsplejerske. Et sådant tværfagligt møde er en rigtig god begyndelse.

Men på en skole med mange udsatte børn kan der opstå lang kø til et møde, og vi er tvunget til at forsøge at lave en prioriteret rækkefølge efter alvorsgrad. Jeg må derfor komme med kvalificerede gæt på, hvem der har mest brug for hjælp.

Sidste skoleår havde vi på et tidspunkt et halvt års ventetid til at få et barn i mistrivsel op på et tværfagligt møde. Det betød blandt andet, at moren til en af mine andre elever mistede tålmodigheden og flyttede sit barn til en anden skole. Jeg forstod godt morens frustration, men jeg blev oprigtig bekymret for, at skoleskiftet ville komme til at betyde mere ventetid på hjælp til hendes eget barn, som ofte satte sig ned under sit bord eller begyndte at skrige, når han ikke kunne udholde de voksnes krav. Alligevel var han ikke øverst på listen over børn med brug for hjælp.

Jeg har også oplevet, at en svært overvægtig dreng tog yderligere 15 kilo på, mens vi ventede på et tværfagligt møde. Det betød, at han ikke længere kunne klare de fælles cykelture og blev træt og umotiveret i undervisningen.

Og så er der barnet fra indledningen. Ham, der knuste en rude. Skønt han jævnligt kastede med ting efter de andre børn og råbte og skreg midt i undervisningen, så tog det tre år, før han fik et andet skoletilbud. Tre år med skrig, skrål og vold. Og så er min klasse ikke engang skolens sørgeligste eksempel – langt fra faktisk.

Som lærer føler jeg magtesløshed

Det er dybt frustrerende at se på børn i stærk mistrivsel og at føle sig magtesløs. Det kan anspore til at handle selv. En af mine kollegaer samlede engang en sæk brugt børnetøj, satte den foran sin elevs dør, ringede på og løb væk og gemte sig. Det glædede hende at se pigen komme i skole i tøjet, og det varmede mit hjerte, da hun fortalte mig denne historie.

Desværre kan vi alt for ofte ikke handle tilstrækkeligt. Vi er tvunget til at vente på et system, der er alt for længe om at svare.

Vi oplever, at vores børnesager kan skifte socialrådgiver flere gange, før der bliver handlet. Jeg har desværre også set eksempler på, at sager er forsvundet i systemet. Da mine kollegaer ringede til socialforvaltningen for at høre, hvornår der skete noget i en specifik sag, fik de at vide, at der slet ikke lå nogen underretning på børnene. I den situation må vi starte forfra med at underrette. Hvis regeringen fik sin vilje og kunne sætte lærere i fængsel for manglende underretninger, hvad ville der så ske i de tilfælde, hvor systemet har ædt vores papirer?

Jeg er begyndt at kontakte socialrådgiverne direkte og notere deres navn og nummer ned. De vil naturligvis rigtig gerne tale med mig, når jeg ringer. Men ligesom med de forsvundne sager, kan det være nødvendigt at tage den samme samtale med en ny socialrådgiver. Imens er jeg fortsat førstehåndsvidne til børn, som får det værre.

Tværfagligt samarbejde virker

Når der endelig sker noget i en social sag, så er det en enorm lettelse. Jeg oplevede det med et barn, som var stærkt overvægtig og havde højt fravær. Sundhedsplejerskerne og en træner i et kommunalt tilbud om vægttab kunne fortælle familien, hvad de kunne tilbyde af kostvejledning og træning. Det at møde en træner hjalp især en af forældrene til at takke ja til tilbuddet om julemærkehjem til barnet.

Det viste sig på mødet, at forælderen frygtede for en gentagelse af en ydmygende oplevelse, som vedkommende havde haft med en anden træner. Forælderen var blevet bedt om at lave øvelser nede på gulvet med sit barn, men havde på grund af sin egen vægt og smerter i ryggen ikke kunnet komme op igen ved egen hjælp.

Det gjorde derfor en forskel for forælderen på mødet at kunne se en træner i øjnene, fortælle om sin dårlige oplevelse og blive forsikret om, at det ikke ville gentage sig. Vedkommende fik mere tiltro til, at der ville være en værdig hjælp til barnets vægttab. Tillid og tid til at lytte til en udsat families bekymringer er det, vi har brug for. Når jeg som på dette møde ser et glimt af håb for et barn med store problemer, så føler jeg endelig, at mit arbejde nytter.

Derfor skal vi have skabt muligheder for, at vi, der arbejder med udsatte børn, kan handle hurtigere. Vi har brug for mere tid til samarbejde på tværs af faggrupper, fordi det virker. Og vi har brug for arbejdsvilkår, der gør, at vi kan lykkes med opgaven. Jeg vil især pege på to løsninger: Tolærertimer i klasser med mange udfordrede børn og mulighed for videre- og efteruddannelse til os, der ønsker at arbejde med socialt udsatte.

Jeg har en helt almindelig læreruddannelse, og det har mange af mine kollegaer også. Vi mangler viden om, hvad vi skal gøre, og vi står alt for ofte alene i klasser, hvor mælkekasser og drikkedunke flyver gennem luften.

Den negative sociale arv kan kun brydes, hvis folkeskolen bliver tildelt de nødvendige ressourcer til at løse opgaven. Regeringens ghettoplan er en hån mod mit daglige arbejde.

Ida Scheibye-Alsing er folkeskolelærer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • Sebastian Sylvester Rosenberg
  • Jakob Venning
  • Kirsten Andersen
  • Torben Kjeldsen
  • jens peter hansen
  • Torben Ethelfeld
  • Eva Schwanenflügel
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Troels Ken Pedersen
  • Anker Nielsen
  • Katrine Damm
  • Anne Schøtt
  • Vivi Bjødstrup Pedersen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Lars Bo Jensen
  • Marie Jensen
  • Jørn Andersen
  • Torben Bruhn Andersen
  • Kristen Carsten Munk
  • Roselille Pedersen
  • Anne Sejersen
  • Henning Kjær
  • Henrik Glensbo
  • Dorte Sørensen
  • Werner Gass
  • Margit Tang
Flemming Berger, Sebastian Sylvester Rosenberg, Jakob Venning, Kirsten Andersen, Torben Kjeldsen, jens peter hansen, Torben Ethelfeld, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Troels Ken Pedersen, Anker Nielsen, Katrine Damm, Anne Schøtt, Vivi Bjødstrup Pedersen, Lise Lotte Rahbek, Lars Bo Jensen, Marie Jensen, Jørn Andersen, Torben Bruhn Andersen, Kristen Carsten Munk, Roselille Pedersen, Anne Sejersen, Henning Kjær, Henrik Glensbo, Dorte Sørensen, Werner Gass og Margit Tang anbefalede denne artikel

Kommentarer

Flot skrevet af Ida Scheibye-Alsing, en engageret skolelærer.
Man ved udmærkede hvad der virker.
Man ved at hjælpen skal komme meget hurtigt og ikke bare hurtigst muligt.
Ingen elastik i metermål her.
Men kommunernes økonomi tillader ikke at disse mange børn hjælpes umiddelbart når behovet viser sig.
Og kommunernes økonomi fastlægges jo af regeringen under påskud af en forhandling med KL.

Hvis man ville hjælpe de udsatte børn - som er det ministeren påstår er det eneste hun tænker på og vil - så skal samme regering sørge for at den nødvendige økonomi er tilstede. Det er faktisk dens ansvar at det sker eller som nu ikke kan ske.
Men det er jo nemmere at fralægge sig sit ansvar og straffe de familier der har brug for hjælp.
Denne regering ønsker at klare sig tilsyneladende ud af alle problemer ved at straffe dem der har behov for hjælp.
Det er dømt til at mislykkes, men så kan man jo bare smide de på nuværende tidspunkt udsatte børn i spjældet når de er blevet gammelt nok til dette.

Connie brask, Karin Hansen, Lillian Larsen, Flemming Berger, Christel Gruner-Olesen, Karsten Lundsby, Michael Waterstradt, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Tine Friis, Katrine Damm, Torben Kjeldsen, Anne Schøtt, Lise Lotte Rahbek, Anders Reinholdt, Ryan Klitholm, Jørn Andersen, Tue Romanow, Kim Strøh, Torben Bruhn Andersen, Kristen Carsten Munk, Anne Mette Jørgensen, Roselille Pedersen, Henrik Glensbo, Dorte Sørensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Henrik Glensbo

Din fantastisk præcise beskrivelse af en hverdag i skolen understreger helt præcist at der ikke eksisterer en folkeskole, men en kommuneskole. Hver kommune har sine metoder til at løse problemerne. Jeg har inden for de seneste 10 år været ansat i 4 forskellige kommuner - 2 af disse kommuner havde et sagsbehandlingssystem som det du beskriver - nemlig forhaling og nedgørelse af læreren som inkompetent. Heldigvis - især for børnene i de andre to kommuner - var der her et klart sigte og handlingsparathed. Jeg er, som du, skræmt over den udvikling der er på vej - dataanalyser og ikke nærvær kommer til at diktere udviklingen i kommuneskolen. hjernenoghjertet.dk og https://vive.dk/2018/03/se-hvilke-redskaber-kommunerne-bruger-til-at-maa... er nye skræmmende eksempler på denne proces, som vi selv har været med til at stemme ind i kommuner og folketing.

Connie brask, Claus Nielsen, Karsten Lundsby, Eva Bertram, Eva Schwanenflügel, Tine Friis, Katrine Damm, Torben Kjeldsen, Ryan Klitholm, Jørn Andersen, Torben Bruhn Andersen, Kristen Carsten Munk og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Beskrivelsen af livet i en helt almindelig klasse gider de fleste ikke at høre om og lærerne har altid fri. Tak for et indspark fra en der orker det endnu.

Flemming Berger, Kirsten Andersen, Karsten Lundsby, Eva Bertram, Bjarne Bisgaard Jensen, Katrine Damm, Torben Kjeldsen, Anders Reinholdt, Morten Nørgaard, Kim Strøh, Torben Bruhn Andersen og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Kære Ida

Tusind tak for dit indfølende og indignerede indlæg. Din beskrivelse er helt i tråd med hvad jeg hører fra andre med beskæftigelse i folkeskolen.
Men det starter allerede i vuggestuen, hvor der er ligeså lang ventetid på kvalificeret hjælp, og det fortsætter i børnehaven.
Her er normeringen efterhånden så lav, at de udfordrede børn må sejle i deres egen sø uden hjælp fra støttepædagoger, og uden at blive udredt og få en behandlingsafklarende diagnose. Desuden går det naturligvis ud over hele børnegruppen, når enkelte børn mistrives så voldsomt.
Før strukturreformen og Amternes nedlæggelse var der specialinstitutioner og klasser i skolen.
Men nu skal alle børn inkluderes, uden at de nødvendige ressourcer følger med.

At ville straffe sig ud af disse problemer er et udtryk for både populisme og afmagt.
Når der i forvejen ikke bliver lyttet til underretninger, og papirer gang på gang forsvinder i det uendelige bureaukrati, skal man kigge i vejviseren efter en bare nogenlunde håndholdt indsats.
Det kan man ej heller digitalisere sig ud af ved at invadere borgernes privatliv, det viser erfaringerne fra England, hvor man har kørt forsøg med denne fremgangsmåde i 4 år.

Det er en ommer !!

Katrine Damm, Jørn Andersen, Karsten Lundsby og Anne Schøtt anbefalede denne kommentar
Josephine Kaldan

Det svarer præcis til min læeroplevelse inden jeg gik på,pension. Jeg har skrevet et utal af indbereninger uden at få hjælp. Det er ikke lærerne, der ikke træder i karakter, det er selve hjælpen udefra, der mangler. Når et barn mistrives, går der alt for lang tid, førend Hjælpen kommer. Der sker desærre også det, at det mest er de udadreagerende, der får hjælp af samme grund. Det er især indskolingen, der lider. Og indskolingen rammes hårdt, der er såmange vikarer uden uddannelse i indskolingen pt.

Connie brask, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, Claus Nielsen og jens peter hansen anbefalede denne kommentar