Kommentar

USA og Israels krigsretorik over for Iran ansporer til konfliktoptrapning

Både Trump og Netanyahu anklager Iran for at være den største trussel mod verdensfreden på trods af synlig diplomatisk samarbejdsvillighed fra regeringen i Teheran. Retorikken er ikke blot usaglig, men også farlig
8. marts 2018

Verdensordenens to slyngelstater, USA og Israel, er i gang med at opbygge retorisk momentum til en odiøs krig mod den islamiske republik, Iran.

Landet er blot Mellemøstens femtestørste militærmagt efter Israel, Tyrkiet, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater, men det omtales af USA’s FN-ambassadør, Nikki Haley, som en »presserende trussel« mod sikkerhed i Mellemøsten, mens den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, kalder Iran »den største trussel mod verdensfreden«.

I FN’s Sikkerhedsråd den 18. december fremførte Nikki Haley en brandtale, hvori hun påstod, at et missil affyret mod Saudi-Arabien af Houthi-oprørerne i Yemen blev fremstillet og leveret af Iran. Denne påstand kan ifølge New York Times »ikke bekræftes af uafhængige kilder«.

Den tidligere amerikanske udenrigsminister Colin Powells stabschef, Lawrence Wilkerson, påpegede for nylig, at lighederne mellem Haleys tale om Iran og Powells taler for sikkerhedsrådet i 2003 om Irak er slående. Wilkerson, som var med til at skrive den daværende udenrigsministers tale, advarer derfor nu mod at begå samme fejl, som ledte til invasionen af Irak.

Hans bekymring understøttes yderligere af USA’s forsvarsstrategi, der består af et væld af usagligheder. Dokumentet indeholder påstande, som for eksempel at Iran »åbenlyst kalder på vores undergang« og i øvrigt er »verdens ledende statssponsor af terrorisme«.

Det 68 sider lange dokument indeholder dog ikke én fodnote, kildehenvisning eller et bilag til at understøtte disse påstande.

Usagligheden udgør en overhængende fare for krig – således førte netop falske påstande og manglende beviser til invasionen af Irak. Selv om Trump og Netanyahus retorik ikke umiddelbart har vundet gehør i sikkerhedsrådet, kan den potentielt overtale landenes befolkninger. En krigsstemt befolkning i ryggen er langt mere afgørende for, om konflikten udvikler sig til en krig.

Trump modarbejder diplomatisk aftale

Donald Trump har gentagne gange sagt, at atomaftalen med Iran bør genforhandles, hvis ikke USA skal forlade den fredsopbyggende aftale. Denne blev indgået på et grundlag om at afslutte økonomiske sanktioner mod Iran, der til gengæld skulle tillade tekniske inspektioner af udvalgte områder, som potentielt kunne benyttes til udvikling af atomvåben.

Indtil videre har Iran levet op til kravene, men Trump har fremsat et ultimatum, der lyder, at Iran skal tillade »øjeblikkelige inspektioner« af ethvert sted på ethvert givet tidspunkt, som »forespørges af internationale tilsynsførende«.

Han har tilmed hævdet, at en hvilken som helst missiltest vil blive mødt af »alvorlige sanktioner«, men Irans udenrigsminister afviser Trumps forsøg på genforhandling og kalder det et »desperat forsøg på at underminere en solid multilateral aftale«.

Hvad angår kernevåben, så er det værd at bemærke, at Israel ikke selv har ratificeret FN-traktaten om nedrustning, implementeret af 191 lande – heriblandt Iran.

Ifølge hackede e-mails beskrev Colin Powell i 2014 Israels atomarsenal, der ifølge ham selv består af 200 våben, »der alle er rettet mod Teheran, og vi (USA, red.) har tusinder«.

Powell, der i øvrigt har bekræftet de hackede e-mails, lægger specielt vægt på Irans manglende evne til at fremstille atomvåben, og han mener, at iranerne »ikke kan bruge et, hvis de endelig fremstiller et« hvilket fremgår af en lækket e-mail.

Hvad er USA og Israels egentlige hensigter?

Amerikanske og andre vestlige regeringer har talrige gange i løbet af det forrige århundrede forsøgt at forhindre demokratisk udvikling i Iran og ydermere udnyttet landets rige naturressourcer. Af denne årsag kan man frygte, at netop dét er målet for USA og dets notoriske håndlanger Israel.

I 1951, blev der – på demokratisk vis – valgt et parlament i Iran under ledelse af premierminister Mohammed Mossadeq. Han blev dog to år senere afsat under Operation Ajax, som USA og Storbritannien stod bag, hvilket bestyrkede den autokratiske shah Pahlavi. Forud for statskuppet havde det iranske parlament samme år vedtaget en nationalisering af Irans olieindustri, som betød, at vestlige olie- og petroleumvirksomheder ikke længere kunne udnytte Irans sorte guld.

Det er derfor nødvendigt at forstå, hvad der – set med amerikanske øjne – konstituerer en fjende. Oftest er det et land, der nægter at være en amerikansk klientstat, men derimod står i vejen for USA’s mål, der i mange tilfælde er at udnytte et givet lands naturressourcer.

USA og Israels retorik ansporer blot til bagvaskelse af Iran og en unødvendig konfliktoptrapning. Men krigsretorikken bør stoppes, hvis vi vil undgå en ny Irak-krig.

Markus Giessing er freelanceskribent.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ivan Mortensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Toke Andersen
Ivan Mortensen, Niels Duus Nielsen og Toke Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

Skriv noget mere Markus Giessing.

Befriende med en artikel som ikke hylder USA, men som afslører hvad der faktisk foregår, tak.

Mere af det Information, kæmp dog for fred for f.....

Ivan Mortensen, Anders Graae, Niels Duus Nielsen og Toke Andersen anbefalede denne kommentar