Kommentar

USA har tilsluttet sig en ny nationalistisk verdensorden

Putins Rusland og Xis Kina har ikke andre visioner end at forfølge deres egne magtinteresser. Hvis Trumps USA gør dem følgeskab, er det slut med globaliseringen, som vi kender den
15. marts 2018

Forleden talte Vladimir Putin til den russiske nation om rigets tilstand og forhold til omverdenen – en tale, der lige så vel kunne være holdt af en af Putins kommunistiske forgængere.

Trods alle de kønne ord og tal er der i grunden intet, der har forandret sig siden revolutionen i 1917: Rusland er fortsat en krigsøkonomi med en mager civil sektor, som ikke har meget at tilbyde sine medborgere, hverken i henseende til velstand eller velfærd.

Putins publikum lyttede tavst, mens han gjorde lav levestandard til fodnote. Til gengæld brød publikum ud i stående ovationer, da han præsenterede nye avancerede missiler, raketter og kernevåbensystemer, der muligvis – muligvis ikke – eksisterer i virkeligheden.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørgen Wassmann
  • Olaf Tehrani
  • Eva Schwanenflügel
  • Thomas Olsen
  • Espen Bøgh
  • Erik Nissen
  • Niels Duus Nielsen
  • Tommy Clausen
  • Torben Lindegaard
Jørgen Wassmann, Olaf Tehrani, Eva Schwanenflügel, Thomas Olsen, Espen Bøgh, Erik Nissen, Niels Duus Nielsen, Tommy Clausen og Torben Lindegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Richard Swartz

" .... nationalisme er det farligste og mest ødelæggende nulsumsspil, der findes."

Det er bare så sandt.
Jeg ville ønske, at jeg selv var i stand til at skrive formuleringer af den karat.

Jørgen Wassmann, Eva Schwanenflügel og Tommy Clausen anbefalede denne kommentar
Johnny Werngreen

Stephen Hawking var endnu et eksempel på, at de bedste hjerner er medmenneskelige. Vi lærte at tale, sagde han ifølge dagens avis, og adskilte os derved fra dyrene, og han opfordrede til, at vi bliver ved med at tale, fordi de største fejltagelser opstår, når vi holder op. Men måske vil den allerstørste fejltagelse ikke være forårsaget af tavshed, men af, at vi taler til hinanden, i stedet for med hinanden. Denne verdens mest magtfulde statslederes kommunikation minder om flokdyrenes alfahanners hvæsen og brystbankning. Og milliarder, altså milliarder, af flokmennesker bøjer nakken.

Jørgen Wassmann, Ken Sass, Maria Dam, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Erik Nissen og Michael Hullevad anbefalede denne kommentar

Overskriften får en til at tænke på det gamle udsagn; "hersk og del", som Amerika har tilsluttet sig sammen med Rusland og Kina.

Det er nok næppe tilfældet, - Amerika kender kun een vej - "hersk alene", ongen over ingen ved siden og resten langt bagved.

Bjørn Pedersen

Nationalismen er romantiseringen, glorificeringen, chauvanismen og til tider fetisheringen af ens kultur, ens etniske gruppe og dets historie. Det farlige i nationalismen er ikke følelsen af et nationalt tilhørsforhold, at man tilhører en stamme, en kultur eller etnicitet: Det er romantisering, glorificering chauvanisme og fetishering, der er det farlige.

Problemet med ideen om de såkaldt "universelle" liberale værdier, er naturligvis at de ikke eksisterer og aldrig har eksistereret som universelle. Ikke dermed sagt at de skal anfægtes eller benægtes, eller at man skal holde op med at sprede dem og tro på dem. Bliver man ved at kalde ens vestlige verdensbillede for "universelt" er man som verdensborgeren Diogenes. Han kaldte sig "verdensborger", men hvor stor var hans verden? Han havde kun boet i græske bystater. Kosmopolitten tror at når han selv kan føle sig lige så hjemme på en café i Japan, er han ligeså japansk som japanerne, og når han selv føler sig hjemme i Nairobi, er han ligeså kenyansk som kenyanerne. Derfra hans verden går.

Problemet med nationalismen, er at den pga. sin mytologisering af nationen, idealisering og navlebeundring ikke er tilbøjelig til at prøve at forstå andre kulturer, at sætte sig ind i andre kulturer, at se deres værdi som havende en lige ret til at eksistere. Der er ikke plads til forskellighed, hvis man er nationalist. Ein Staat, eine Nation. Hvad nationalisten tror er historisk skæbnebestemt, men historisk set en komplet moderne konstruktion.

Vil man sikre sig global fred, skal man oprigtigt søge at forstå hinanden. Ikke bare spille skuespil for galleriet, og ikke bare på højpolitisk plan. Man skal forstå hinandens kulturer, hinandens livsverden, hvordan vi ser hinandens historie, hvordan verdens folk fortæller om sig selv. INTER-national, ikke post-national, ikke anti-national. Lige for tiden tror Putin og chekisterne at de kun kan opnå magt, prestige og rigdom for deres nation og dem selv, via en førmoderne militarisk revanchisme. Så er løsningen at få Putin, chekisterne OG det russiske folk, til at SE en fremtid, SE et muligt samarbejde med USA, EU og Kina, hvor alle redder så meget ansigt de nu engang tror du behøver, hvor man prøver at hitte rede i forventningerne til hinanden. Og at man skal rette pengepungene mod FOLKETS velfærd, og ikke hinandens våbenindustri.

Hvis Kina, Rusland, EU og USA slog sig sammen om at komme op med løsninger på verdens energiproblemer, klimaforandringspolitik og et globalt arbejdsmarked der i højere grad tilgodeser løn-*modtagerne*, så verdensøkonomien ikke skal blive et "race to the bottom", så vil nationalismen blive bekæmpet af ren og skær fællesinteresse, fælles prestige og delt magt. (Som forhåbentligt ikke går for meget udover borgernes friheder).

Randi Christiansen

"Hvem skal nu garantere disse universelle værdier, hvis ikke Amerika længere vil?"

Med hensyn til at garantere universelle værdier mistede usa med irakinvasionen enhver troværdighed.

Naturligvis er internationalt samarbejde den eneste vej frem. Hvem på den internationale scene kan være bannerførere for fredens projekt?

jan henrik wegener

Er det nu også en "syg" orden i det der regnes for demokratiske lande, eller er der blot taqle om at der foregår noget "grimt"? At politikken er "grim" behøver måske ikke at få alle alarmklokker til at ringe. Måske hører det "grimme" . med til demokratiet? Altså et politisk spil, hvor om ikke alle så ret mange kneb gælder, hvor der forenkles, råbes højt, udpeges fjender, ja måske også hvor der manipuleres?
Og hvor der er tale om det modsatte af "ufejlbarlighedsdogmer", idet vi roligt kan regne med at der fejles?

Randi Christiansen

'Ufejlbarlighedsdogmer' - ja den er god. Det er klart, at det er menneskeligt at fejle, men det er ikke i orden at fortsætte fejltagelserne. Der må være grænser.

Bjørn Pedersen, 15. marts, 2018 - 13:58

Du har mange gode takter i dit indlæg her på tråden, - men det kan vel være ligegyldigt, når alle tror eller vil love deres befolkninger, at de vil overleve til sidst.

Verdens ressourcer er ikke uudtømmelige, hvilket Stephen Hawkins for nylig udtrykte sig om, med noget i den her stil; "vi kan eller vil man ødelægge jorden for menneskers liv, skal man have et sted at flygte hen bagefter"!, - og det har mennesket desværre ikke.

Bjørn Pedersen

@Espen Bøgh
Ja, vi har godt nok et asteroidebælte nogle millioner kilometer væk fra Jorden der ikke bare kunne holde os køre et par årtusinder endnu, men også dæmpe for overforbrug af Jordens naturresourcer, men problemet med det er naturligvis, at det vil koste mange, mange penge på det korte og mellem-lange sigt at skabe den fornødne infrastruktur op i rummet (det ville være mest økonomisk at skabe produktionscentrene ude i rummet). Og materialistiske ideologier har det med at være ligeglade med det lange sigt.

Hvad angår at vi alle overlever "til sidst"... tjaa, selv hvis vi ikke gør, kan jeg ikke forestille mig noget bedre tidspunkt for en hvid løgn end at fortælle en døende familie, at de godt kan overleve. Man skal aldrig undervurdere håbet. Selv det falske håb, der baserer sig på hvide løgne. Netop apropos Hawkins, der jo blev lovet at han kun skulle leve to år, og endte med at leve i flere årtier. Uden et håb om at vi kan forvalte først de ressourcer vi har på Jorden bedre, og dernæst de ressourcer vi måtte finde ude i solsystemet engang, kan man lige så godt give op. Og da i hvertfald give op med at få børn.