Kommentar

Volkswagens aber fortæller os, at tiden med dyreforsøg kan være omme

Den tyske bilproducent lod forskere teste effekten af udstødningsgasser på forsøgsaber. Det skulle de aldrig have gjort. Et ramaskrig viser, at den offentlige opinion ikke længere accepterer lidelsesfulde eksperimenter for højerestående dyrearter
Debat
10. marts 2018

I januar kom det frem i New York Times, at forskere havde brugt aber i forsøg, der skulle teste effekten af indånding af dieseludstødningen fra en Volkswagen – en undersøgelse, der var bestilt af European Research Group on Environment and Health in the Transport Sector. Organisationen er finansieret af tre store tyske bilproducenter, Volkswagen, Daimler og BMW.

Reaktionerne har siden været universel og entydig fordømmelse. Fra offentligheden, fra den tyske regering, ja sågar fra Volkswagen selv. En fordømmelse, der muligvis kan afspejle et grundlæggende skifte i vores moralske holdninger til dyr. Lad os se nærmere på såvel eksperimenter som reaktioner.

Forskere i Albuquerque, New Mexico, placerede ti aber i små lufttætte containere, og over fire timer blev der med jævne mellemrum blæst dieseludstødning ind via små rør. Forskerne udtog så vævsprøver fra forsøgsabernes lunger.

At eksperimenterne påførte aberne et intenst ubehag var åbenlyst, og åbenlyst var de i modstrid med Guide for the Care and Use of Laboratory Animals –  USA’s kanoniske manual for god og forsvarlig behandling af forsøgsdyr – der fastslår:

»Som alle sociale dyr skal ikkemenneskelige primater have adgang til et socialt liv.«

Men eksperimentets forsøgsaber sad indespærret hver for sig og blev tvunget til at indånde stærkt forurenet luft, herunder udstødningsdampe fra en gammel Ford-lastbil, der skulle tjene som sammenligningsgrundlag for den renere Volkswagen-udstødning. 

Reaktionen fra Volkswagen kom prompte. To dage efter historien var breaket, meddelte Volkswagen Group på Twitter, at man »tager udtrykkeligt afstand fra alle former for grusomhed mod dyr som strider mod vores etiske standarder«.

Efter et bestyrelsesmøde udtalte topchef Matthias Müller, at forskernes metode var »totalt forkert – der er visse ting, man bare ikke gør«. Og Thomas Steg, Volkswagens cheflobbyist, sagde til en tysk avis: »Vi vil nu tage skridt til helt at udelukke forsøg på dyr i fremtiden.«

De øvrige sponsorer af forskergruppen fik også travlt med at distancere sig. Daimler erklærede, at man var »rystet« over metoderne og ville undersøge dem, og BMW hævdede, at man slet ikke deltog i forskningen. 

Forståelig afsky

De offentlige reaktioner nåede et niveau, Tysklands regering ikke kunne ignorere. Steffen Seibert, en talsmand for kansler Angela Merkel, udtalte, at »den afsky, mange føler, er helt forståelig«, og at tests på aber »på ingen måde kan være etisk forsvarlige«.

Jeg har i 45 år forsøgt at argumentere imod mange af de måder, vi behandler dyr på, men har endnu aldrig oplevet en så kategorisk afvisning af forsøg på dyr fra virksomhedsledere og regeringstalspersoner, som vi ser i Tyskland.

Der er ikke noget nyt i, at dyr lider ved smertefulde, unødvendige forsøg. I hvert eneste oplag af min bog Animal Liberation siden førstudgaven i 1975 har jeg beskrevet snesevis af eksperimenter, hvor dyrenes lidelse er betydelig, og sandsynligheden for at opnå væsentlige fremskridt for menneskers sundhed eller velvære er lige så ringe som i Volkswagen-eksperimenterne. Og i dag dokumenterer organisationer som People for the Ethical Treatment of Animals, hvordan millioner af dyr – herunder aber – lider under unødvendige forsøg.

Næsten tre millioner dyr anvendes hvert år ved forsøg i Tyskland. Hvis Volkswagen, Daimler, BMW og Tysklands regering nu siger, at eksperimenter som dem, der er bestilt af European Research Group for at teste sundhedsvirkningen af ​​dieseludstødning, er uetiske, må mange andre tilsvarende eksperimenter, som lige så lidt lever op til etiske standarder, også fordømmes.

Hvad, der gradvis har ændret sig over årtier, er tolerancetærsklen for, hvad vi vil byde dyr. En undersøgelse fra Gallup i 2015 viste, at næsten en ud af tre amerikanere var enige om, at dyr skulle have samme rettigheder som mennesker, mens næsten alle andre (62 procent) fandt, at dyr skal nyde en vis beskyttelse. I Tyskland sagde 89 procent i en måling, at de er imod dyreforsøg, der forårsager smerte og lidelse. I flere andre europæiske lande, herunder Frankrig, Italien og Storbritannien, ligger andelen af modstandere over 80 procent.

Ingen bilproducent eller noget selskab, der sætter pris på sit varemærke, har råd til at støde 80 procent af sine potentielle kunder fra sig. Hvis, som Merkels talsmand sagde, at anvendelse af ​​aber til at teste sikkerhed ved udstødning fra dieselmotorer »ikke på nogen måde kan begrundes etisk«, må det være tilladt at håbe på, at afskaffelsen af ​​smertefulde forsøg på dyr ikke kan være langt væk.

Peter Singer er australsk moralfilosof. 

© Project Syndicate og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her