Kommentar

Akademiker: Musketereden øger lønkløften i den offentlige sektor

Den solidariske tilgang, fagforeningerne har til lønstigninger i den offentlige sektor, øger den ulighed, der i forvejen præger de offentlige lønninger
Formand for akademikerne Lars Qvistgaard, Anders Bondo Christensen fra Danmarks Lærerforening og Flemming Vinther fra CFU foran Forligsinstitutionen i København. 

Formand for akademikerne Lars Qvistgaard, Anders Bondo Christensen fra Danmarks Lærerforening og Flemming Vinther fra CFU foran Forligsinstitutionen i København. 

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

24. april 2018

Sidste uge stod jeg sammen med en mangfoldig forsamling af offentligt ansatte i forårssolen på Bertel Thorvaldsens Plads på Slotsholmen i København. Vi var samlet til demonstration for bedre forhold for de offentligt ansatte under de efterhånden velkendte slogans som ’En løsning for alle’ og ’Nok er nok’.

Samtlige af demonstrationens talere, der repræsenterede en bred vifte af de involverede fagforbund, understregede det unikke og historiske ved den omdiskuterede musketered og det sammenhold, der har præget den seneste tids overenskomstforhandlinger på det offentlige område.

Og det er da også i sandhed unikt, at mere end 750.000 offentligt ansatte har valgt at stille sig skulder ved skulder og forhandle som samlet enhed. For hvad har jord- og betonarbejderen, sygeplejersken, gymnasielæreren og DJØF’eren egentlig til fælles ud over, at deres arbejdsgiver er stat, region eller kommune?

Jeg er akademiker, og til dagligt underviser jeg hf-kursister på Københavns voksenuddannelsescenter, VUC. I denne måned runder jeg seks års anciennitet og bliver dermed lektor. Det betyder, at jeg fremadrettet vil få 41.000 kroner om måneden i løn, læg dertil de yderligere små 7.000 kroner i pension.

Jeg tjener rigeligt

Det er en flot løn. Ærligt talt har jeg mere end svært ved at se rimeligheden i, at jeg skal modtage 10.000-15.000 kroner mere om måneden, end de pædagoger, der dagligt passer mine børn, mens jeg underviser deres. Jeg kan ikke hidse mig op over mine lønforhold, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg har en lille smule svært ved at se rimeligheden i, at jeg som statsansat akademiker går endnu en lønforhøjelse i møde.

’En løsning for alle’ lyder umiddelbart som en solidarisk tanke, men hånden på hjertet: Vi offentligt ansatte har ikke de samme problemer, og derfor er én løsning ikke dækkende.

De midler, der skal finansiere den lønforhøjelse, som højtlønnede akademikere og DJØF’ere har udsigt til, burde tildeles faggrupper som sygeplejersker, SOSU-assistenter og pædagoger – de såkaldte kvindefag – der af anakronistiske årsager stadig må trækkes med et mærkbart lønefterslæb, hvilket absolut ikke er klædeligt for et ligestillet demokrati, der ophøjede lige løn for lige arbejde til lov allerede i 1976.

I øjeblikket sidder forhandlerne i forligsinstitutionen og slås om procenter – skal lønstigningen være på 6,7 eller 8,2 procent? Men den måde at udregne lønstigninger på bidrager kun til at øge de uligheder, der præger de offentlige lønninger: Man behøver ikke være DJØF’er for at regne ud, at otte procent af 41.000 kroner er mere end otte procent af 31.000 kroner.

Ny i konflikt

’Jeg er ny i konflikt’ stod der på de badges, som prydede de fremmødte DJØF’ere ved tirsdagens demonstration. På den måde mimede de en succesrig trafikkampagnes slogan for, at vi alle må tage særligt hensyn til de børn, der skal lære at færdes i trafikken. Men vi skal ikke tage særligt hensyn til DJØF’ere og akademikere – tværtimod.

Det er netop os i højtlønsfaggrupperne, der burde udvise solidaritet med de øvrige offentligt ansatte. Sloganet ’Nok er nok’ burde for akademikerne omsættes til løntilbageholdenhed og en anerkendelse af, at andre faggrupper står for tur.

Når akademikere og DJØF’ere alligevel føler lede ved deres arbejdsforhold og udviser en historisk kampgejst i forhold til de igangværende overenskomstforhandlinger, så handler det ikke om lønforhold og spisepauser, men om de generelle rammevilkår for vores arbejde.

Det handler om effektiviseringskravet, der årligt beskærer det økonomiske grundlag for vores arbejde med to procent og gør os pinligt bevidste om, at vi år for år må levere en dårligere service over for de borgere, vi møder. Når alt kommer til alt, så er det de konstante besparelser på det offentlige område, der har skabt sammenholdet. Det er her – og kun her – DJØF’eren og social- og sundhedshjælperen for alvor kan spejle sig i hinandens forhold.

Der, i forårssolen på Thorvaldsens Plads, var der masser af solidaritet og sammenhold, men sammenholdet baserede sig på en modstand mod den konstante nedskæringspolitik, der systematisk ødelægger den offentlige sektor – ikke på en kamp for ordentlige lønforhold: Den kamp har vi akademikere for længst vundet. Og den kamp taber landets sygeplejersker og pædagoger endnu en gang, uanset udfaldet af de igangværende forhandlinger.

Andreas Bonne Sindberg er cand.mag. og adjunkt på Københavns voksenuddannelsescenter, VUC

Serie

Overenskomstforhandlinger 2018

Lærernes arbejdstid, løn, betalt frokostpause og musketered er nogle af de ting, der er på spil, når der forhandles nye overenskomster for de cirka 750.000 offentligt ansatte i stat, kommuner og regioner.

Ifølge køreplanen skulle aftalerne være på plads ved udgangen af februar og i løbet af marts sendt ud til urafstemning blandt medlemmerne i de enkelte fagforbund. Det skete ikke, og parterne er nu i Forligsinstitutionen. Senest har staten, regionerne og KL varslet lockout som modsvar til fagbevægelsens konfliktvarsel.

Seneste artikler

  • Aftalen er en skuffelse for lærerne. Men den er bedre end en ny konflikt

    5. juni 2018
    Selv om det helt centrale krav om en ny arbejdstidsaftale ikke er blevet indfriet, har et stort flertal af lærerne stemt ja til en ny overenskomst. Alternativet var en ny konklikt, og det havde alligevel ikke nyttet noget, forklarer lærer Jonna Andersen fra Tune Skole, der fodslæbende har stemt ja
  • Lærerne har valgt en ny vej

    5. juni 2018
    Lærernes ja til overenskomstforliget er et presset og lunkent ja. Men det er godt for den offentlige sektor, hvis kompromiser kan afløse drama ved forhandlingsbordene
  • Lærer: Derfor stemmer jeg nej til OK18-aftalen

    31. maj 2018
    Anders Bondo Christensen har kæmpet en sej kamp for os medlemmer, men jeg er ikke enig i hans beslutning om at indgå en aftale om en kommission uden beslutningskompetence
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Flemming Berger
  • Annika Hermansen
  • Jørgen Vogelius
  • Eva Schwanenflügel
  • Ejvind Larsen
  • Jørn Andersen
  • Viggo Okholm
  • Christian Mondrup
  • Torben K L Jensen
  • Bjørn Pedersen
  • Ervin Lazar
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Grethe Preisler
  • Dorte Sørensen
  • Kim Folke Knudsen
David Zennaro, Flemming Berger, Annika Hermansen, Jørgen Vogelius, Eva Schwanenflügel, Ejvind Larsen, Jørn Andersen, Viggo Okholm, Christian Mondrup, Torben K L Jensen, Bjørn Pedersen, Ervin Lazar, Bjarne Bisgaard Jensen, Grethe Preisler, Dorte Sørensen og Kim Folke Knudsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Vrøvl - det drejer sig jo netop ikke om penge - det drejer sig om en længe savnet solidaritet og en strategi der blev understreget med fusionen mellem LO og FTF - En samlet fagbevægelse mod konkurrencestatens leje-svende.

Allan Stampe Kristiansen, Lau Dam Mortensen, Vibeke Hansen, Carsten Wienholtz, Eva Schwanenflügel, Jørn Andersen, Peter Knap, Henrik L Nielsen, Dorte Sørensen og Kim Folke Knudsen anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

Vrøvl 2: Det er en helt absurd argumentation. Hele musketereden er skabt i erkendelsen af, at magten og styrkeforholdet er forskubbet markant til fordel for arbejdsgiverne. Da der lige forsvandt et par fridage i den statslige kalender begyndte det så småt at gå op for medarbejderne, at givne forbedringer, som er hårdt tilkæmpet af fortidens fagbevægelse kan forsvinde som dug for solen.

Det handler denne gang om, at vi ikke vil stå model til, at en faggruppe isoleres af arbejdsgiveren og køres over med spin og reklame for de statslige arbejdsgiveres version af historien.

Ikke en gang til et lærekorps, som skal læse om deres overenskomst forhold i en Lovbekendtgørelse og påduttes et diktat om arbejdstiden.

Ikke en gang til, hvor frokostpausen lige forsvinder med et rask lille Moderniseringsstyrelses forslag.

Ikke en gang til, hvor lønudviklingen ikke følger med det private arbejdsmarked, fordi vi har -2% budgetter indenfor Staten og de budgetter kan snart blive til -2% budgetter i kommunerne, hvis DF og VLAK Marionet Teateret fortsætter efter år 2019 genvalgt.

Vi vil anerkendes og respekteres for vores arbejde i den offentlige sektor uanset om vi passer børn, ældre, underviser, analyserer prøver, tager vare på borgernes sikkerhed, eller holder styr på økonomien.

Vi ser med bekymring på et velfærdssamfund, som mere og mere eroderer og løber ud mellem fingrene som sand, fordi det herskende politiske flertal ikke vil bruge flere ressourcer men færre ressourcer på velfærd.

Det skulle nødig ende med en fremtidsversion, hvor danskerne ude ved Øresund siger til deres børn og familie. Se derover der hvor der er lys langs hele kysten om aftenen og natten. Der ser i en Velfærdsstat, som vi engang havde i Danmark, men nu kun kan se på afstand i Sverige.

Peter Tagesen, Arne Lund, Cecilie Nissen Jøhnk, Helle Brøcker, Estermarie Mandelquist, Allan Stampe Kristiansen, Lau Dam Mortensen, Dennis Tomsen, Vibeke Hansen, leif jensen, lars søgaard-jensen, Carsten Wienholtz, Britta Felsager, Eva Schwanenflügel, Jørn Andersen, Marianne Stockmarr, Dan D. Jensen, Torben K L Jensen, Peter Knap, Henrik L Nielsen, Dorte Sørensen og John Christensen anbefalede denne kommentar
Henrik Herskind

Yes - bemærk lige, hvordan en akademiker her taler for at dele noget af sin løn med lavere lønnede. Det er ikke en argumentation, man ser hver dag! Indlægget bør ses som en polemisk problematisering af lige stor lønfremgang for alle, hvorved de eksisterende lønskævheder bevares.

David Zennaro, Nikolai Braykov, Egon Stich, Estermarie Mandelquist, Allan Stampe Kristiansen, patrick scholer, Lau Dam Mortensen, Flemming Berger, Ulla Søgaard, Annika Hermansen, Rikke Nielsen, Ulf Johannesson, Eva Schwanenflügel, Ejvind Larsen, Jørn Andersen, Viggo Okholm, Peter Beck-Lauritzen, Steen K Petersen, Christian Mondrup, Jan Weber Fritsbøger, Marianne Stockmarr og John S. Hansen anbefalede denne kommentar
John Christensen

En løsning for alle.....hmmmmm

Det er ikke ment som EN løsning for alle, men snarere som en LØSNING for ALLE. Hvis I spørger mig!

De gode tider kommer ikke tilbage - siges det.
Lønnen som VUC underviser, er da ikke så ringe endda - måske ligefrem misundelsesværdig.
I hvertfald hvis man ikke, er urimeligt langvarigt uddanet, som f.eks SOSU-hjælpere, og sygeplejersker, pædagoger.

Hvis grupper skal stå stille i lønudvikling, bliver det på bekostning af reallønnen - og brød og mælk stiger ligemeget om du murerlærling eller lektor på VUC.

Musketereden er et kæmpe fremskridt i kampen imod uhulingen af vores vilkår på arbejdsmarkedet.
Vi har jo set hvordan enkelte grupper ellers køres over (lærerne i 2013).

En løsning for alle, skal sikre at både kommunalt-, regionalt-, og statsansatte får opfyldt deres rimelige krav.

Lad ikke Folketinget diktere vilkårene i næste 3 år, så det er nu vi skal stå fast på de rejste krav.

Indrømmet den nuværende kamp, udligner ikke forskellene imellem grupperne - men det er heller ikke det kampen, her og nu, er lagt an på.
Split ikke vores stærke sammenhold, ved at flytte fokus i elvte time.
Sammen står vi stærkest!

De "gode tider" er forbi, nu skal vilkårene forsvares - god dag der ude

Ulla Søgaard, lars søgaard-jensen, Carsten Wienholtz, Eva Schwanenflügel og Dan D. Jensen anbefalede denne kommentar
Christa Hauser

Jeg er så enig, det er besparelserne i den offentlige sektor under dæknavnet: effektivisering og arbejdsforholdene under NPM: delvis meningsløse dokumentationskrav, som stjæler tid og overskud fra det pædagogiske arbejde med og for borgeren på min arbejdsplads i er bofællesskab for voksne udviklingshæmmede. Det er der jeg sporer solidariteten mellem de fremmødte demonstranter foran forliginstitutionen. Nok er nok. Lønnen er bare tegn på anerkendelsen - men jeg kan også se skævheden i det.

Cecilie Nissen Jøhnk, lars søgaard-jensen, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Undskyld Torben K L Jensen - men som jeg læser artiklen så er det vel også sammenholdet mod rammerne og nedskæringerne som folk står sammen om.
Lønnen for de såkaldte kvindefag har været til debat før og de faglige organisationer har også fremsat løfter om at ville løfte folks løn i bunden mest.
Hvis der virkelig skal ske noget her så bør lønnen hæves i kr. og øre overhele linjen og ikke i procent for så mindskes lønforskelle ikke.

Egon Stich, Flemming Berger, Annika Hermansen, Rikke Nielsen, Eva Schwanenflügel, Ejvind Larsen, Jørn Andersen, Peter Beck-Lauritzen, Steen K Petersen, Bjarne Bisgaard Jensen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Dorte - du har fuldstændig ret,men Rom blev jo ikke bygget på een dag - man starter med fundamentet.
Og så bygger man et værn - i fællesskab.

Kim Folke Knudsen, Annika Hermansen, Eva Schwanenflügel, Ejvind Larsen og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar

Musketereden er det vigtige i artiklen. Kan arbejdsgiverne for alvor knække, den har de frit spil til at indrette arbejdsmarkedet som de lyster.
Den store våde drøm er årsnorm for sygeplejersker nu.
Så kan de i perioder lade folk arbejde 10 timer om dagen uden kompensation, og det vil med de arbejdsgivernes egne ord spare rigtig mange kr.
Lærerne er der allerede.
Alle I andre står for tur i de kommende år.
Kære fagforeninger. Stå fast i kampen for ordnede arbejdsforhold!

Kim Folke Knudsen, Helle Brøcker, Allan Stampe Kristiansen, Flemming Berger, ulla enevoldsen, Henriette Bøhne, Ulla Søgaard, lars søgaard-jensen, Mogens Holme, Carsten Wienholtz, Jørgen Vogelius, Britta Felsager, Olav Bo Hessellund, Eva Schwanenflügel, Jørn Andersen, Peter Beck-Lauritzen, Steen K Petersen, Torben K L Jensen, Dorte Sørensen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar

Det lyder da som en fin løn at være lektor, men det skal vel lige for god ordens skyld bemærkes, at der også er forskel på akademikeres løn indbyrdes, bl.a. p.g.a. diverse tillæg. Og dertil skal man i en sammenligning med andre faggrupper trække lønforskellene fra de ekstra år på SU, samt ulemperne ved at man ofte må flytte længere væk for at få job. Begge dele giver forsinket mulighed for at etablere sig senere i livet. Men et lidt skørt tidspunkt at begynde at diskutere i egne rækker. Pointen er vel, at offentligt ansattes arbejde er lige så meget værd for samfundet som privatansattes og derfor bør følge disse i niveau.

lars søgaard-jensen og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar

Ved du hvad, det forholder sig som første kommentarer i tråden skrev - om sammenhold: Det handler ikke om, at du skal have mindre i løn - hvilket iøvrigt er et tåbeligt forslag. Du skal i stedet sige, at pædagogerne skal have mere og så iøvrigt bakke op om sammenholdet - som næste gang kan bruges til at skabe bedre lønforhold for de grupper, du taler om. Undskyld jeg siger det, men du har læst situationen helt galt.

Kim Folke Knudsen, jens christian jacobsen, Mogens Holme og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
John S. Hansen

@Krog 0809

Lærere, pædagoger, politibetjente, fængselsbetjente osv. ; de er alle på SU under deres uddannnelse. Hvis ser på livslønnen er argumentet om SU af meget lille betydning!

Og dette med at flytte længere væk for at få job?? Der er vilkårene vel ikke anderledes end for andre faggrupper!

John S. Hansen

Ja, det handler om sammenhold og solidaritet. Derfor er det også en glimrende betragtning, at de højtlønnede akademikere bør udvise klædelig tilbageholdenhed og lade de lavtlønnede komme til!

Men det kommer selvfølgelig ikke til at ske. Er til syvende og sidst et klassespørgsmål!

Egon Stich, Flemming Berger, Ulf Johannesson, Ejvind Larsen og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Solidaritet er vigtigst. Arbejdsforholdene og livs-indtægten skal afspejle folketingsmedlemmernes arbejdsvilkår, for der er jo ingen forskel på, hvad de laver og hvad SOSU'EN, sygeplejersken, DJØF'en osv. laver. Alle udfylder en plads i samfundet og alle skal kontrolleres på deres arbejdsindsats på lige vilkår! Kontrol er ikke produktivt! Tillid og gulerod virker.
Procentuelle lønstigninger skal væk.

Carsten Wienholtz, Eva Schwanenflügel og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

Jeg har til gengæld delt indlægget på face book, for han har modet til at se netop problematikken rent lønmæssigt og det er jo suverænt aktuelt. desto mere du tjener og procenten e rens for soscu assistenten og lektoren er der jo ingen diskussion om hvem der får mest og lur mig om soscu-assistentens arbejde ikke er hårdest. Nu er der andre problematikker i spil som der også redegøres for, men han har en meget vigtig pointe og det at en akademiker skal belønnes så meget for sliddet i studietiden er jeg ikke enig i. De burde være glade for at de har evnerne til at få chancen. Ikke at jeg tror på helt lønlighed.

Økonomer og jurister er mange og dyre i dansk virkelighed, men de har frembragt deres egen aflønning i form af store reduktioner af de dårligst betalte varme hænder. Hvem kæmper den kamp ? Den reelle dygtiggørelse sker jo ikke under uddannelsen, men i den praktiske udførelse af det daglige virke. Vi står midt i en anderledes klassekamp i en uddannelsesboble fyldt med snobberi og vanetænkning om, at man kan læse sig til bedreværd.

Interessant. Han tjener da en del mere end mange andre gymnasielærere på samme løntrin:
Trinløn Adjunkt/lektor-tillæg Samlet Pension
7.+ år 30.636 6.390 37.026 6.220 43.246

Kilde: www.gl.org

Mand altså - du skal sgu da ikke dele lønnen - de andre skal have mere. Hvis man først bliver selvundertrykkeren samtidig med at arbejdsgiveren forsøger at undertrykke en - så er man da først på herrens mark. Nope, du. Det gælder om at stå sammen og derigennem sørge for at alle for det bedre og det får de ikke ved at du tager fra dig selv. De her lønninger er i øvrigt latterige i forhold til en lang række andre fag og udgifterne i øvrigt.

Lige løn for lige arbejde - eller lige løn uanset arbejde ? . Taler vi livsløn eller "her og nu" løn ?

Man kan også prøve at lave en "rangorden" , hvor visse uddannelser/jobs måske bør give mere i løn/livsløn end andre - hvordan og ud fra hvilke kriterier vil man lønmæssigt "rangordne" f eks autoriseret elektroinstallatør , overlæge, borebisse(olieplatform), pilot, ambulanceredder , brandmand, kok på en Michelinstjerne reataurant, landsholdtræner , operasanger , skolelærer, forsvarer , anklager, tømrer, snedker, bedemand , pølsemand, fotomodel,skuespiller , konstabel , søofficer , gartner , biolog, postbud , arbejdsmand, arkitekt o s v ?

Løndannelse er en svær størrelse hvori indgår udbud og efterspørgsel , uddannelsens sværhedsgrad, fagforeningens styrke ( både i forhold til arbejdsgivere og i forhold til andre fagforeninger), traditioner o m a.

Artiklens forfatter er da sympatisk, men hun har vist kun taget hul på et lille hjørne af en kompliceret problemstilling.

Man skulle synes, at det var i enhvers objektive interesse, at få højest mulig løn for ydet arbejde - uanset løntrin og erhverv. Solidariteten blandt arbejdere har handlet om løn, men nok så meget om arbejdsvilkår.

Min nu er arbejdere og alle andre faggrupper ikke solidariske alene for deres egne blå øjnes skyld, men også fordi solidaritet er et godt udgangspunkt i en forhandlingssituation - fordi enhed gør stærk - på samme sæt som gode overenskomster på det danske arbejdsmarked er opnået gennem kollektive overenskomster.

Individualiserede løn og arbejdsvilkår stiller arbejdsgiverne relativt stærkere - der er stadig ledige (også akademikere) der gerne vil ind på det etablerede arbejdsmarked.

Og den objektive interesse i solidaritet bliver næsten endnu mere tydelig hvis det skulle komme til konflikt, som arbejdskonflikter tidligere enten er blevet tabt på grund af opbrud i rækkerne for ikke, at tale om det oplagte eksempel med skruebrækkere.

Så kan man selvfølgelig godt anføre, at en faggruppe relativt kan opnå fordele på bekostning af andre. Det væsentligste aspekt er dog, at lønmodtagere er stillet ens som "klasse" i forhold til arbejdsgiverne. Det er vel meget at forestille sig, at sosu-assistenter - eller sygeplejesker pludselig skulle få en bedre overenskomst fordi akademikerne skulle få en dårlig?

Og de offentligt ansatte har jo også objektivt nogle fælles interesser som gruppe i forhold til en offentlig arbejdsgiver - ikke mindst set i lyset af hvad der skete med lærerne i 2013. Det paradoksale er jo at den offentlige sektor er politisk styret og alt afhænger af rammebevillinger, mens stat, regioner og kommuner samtidig er offentlige arbejdsgivere

Og arbejdsgiverne kan jo princippet banke faggruppe for faggruppe på plads gennem lockouter og lovindgreb. Sidste gang var det lærerne, denne gang kunne det være sygeplejeskerne, og næste gang kunne det være undervisere på VUC, .Så fuck at en lektor tjener 40.000. I den kontekst skal musketereden forstås -

Michael Ryberg

Andreas, jeg kunne ikke være mere enig. Jeg er selv akademiker, men jeg så gerne at de lavest lønnede i forhandlingerne fik lønstigningerne. For mig handler det ikke om løn, men om vilkår.

Viggo Okholm, John S. Hansen og Cecilie Nissen Jøhnk anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Hvem skal have mest i løn? Ja, hvem vil I helst undvære? Arbejds-Løkke eller skraldemanden?
Her ville ligeløn være på sin plads, - og det kan der gives mange eksempler på. Udbud og efterspørgsel-mekanismen fungerer ikke, den er idag afløst af grådighed og egoisme!

Kim Folke Knudsen

Jeg synes diskussionen om ligeløn ( Lønstigning i kr. ) er meget svær at tage, når den bliver konkret. For hvordan deler du sol og vind lige ? Hvad jeg til gengæld er overbevist om er, at musketereden er vejen frem til fortsat sammenhold. Selvom nogen personalegrupper får mere i lønstigning i kroner end andre, så kan de grupper trække andre med sig.

Mellem mænd og kvinder: Der skal vi have ligeløn for lige arbejde.

Så vil jeg godt have anerkendt de grupper af omsorgsmedarbejdere, som hver dag yder en stor og fantastisk indsats i velfærdens tjeneste. De må godt få lidt ekstra i form af fastholdelsestillæg, rekrutteringstillæg, ulempetillæg, nattillæg med videre. Politiet, Brandvæsenet, Sygeplejerskerne, SOSU assistenten, Rengøringsassistenten, lærerne, pædagogerne og de pædagogiske medhjælpere, socialpædagogerne med flere

"Det handler om effektiviseringskravet, der årligt beskærer det økonomiske grundlag for vores arbejde med to procent og gør os pinligt bevidste om, at vi år for år må levere en dårligere service over for de borgere, vi møder."

Forkert. Arbejdet skal udføres mere effektivt. Dvs. at bygninger, varme, forsikringer, indkøb, planlægning skal udføres mere effektivt. Ikke at der skal skæres ned på undervisning. Hvis det sker har i en forkert leder.