Kommentar

Både medier og magt holder til i hovedstaden. Det kan parti- og symbolpolitik næppe ændre på

Signalerne fra regeringsflertallet er klart: Medierne uden for København skal styrkes. Men hovedstaden er hovedstaden, og det er der, politikere, chefer og mange andre af mediernes kilder befinder sig. Det er næsten en naturlov, som parti- og symbolpolitik næppe kan ændre
Debatten om at flytte Radio24syv til provinsen verserer igen. Her ses Mikael Bertelsen og Mads Brügger på deres første nat i æteren.

Debatten om at flytte Radio24syv til provinsen verserer igen. Her ses Mikael Bertelsen og Mads Brügger på deres første nat i æteren.

Joachim Adrian

4. april 2018

Da socialdemokraten Benny Engelbrecht i januar 2017 krævede Radio24syv flyttet til »provinsen«, som han udtrykte det, rykkede radiostationens morgenhold til Sønderborg, hvor redaktionen blandt andet interviewede Engelbrecht. Det foregik telefonisk. Engelbrecht var i København.

Episoden genopfriskes gerne på Radio24syv i disse dage, hvor kravet om en tvangsflytning igen trækker overskrifter. Radio24syvs programchef Mads Brügger bad dengang på Twitter Engelbrecht om at droppe »den gustne, letkøbte provinspopulisme og det opportunistiske københavnerhad«.

I disse dage kunne man fristes til at anvende Brüggers karakteristik, når regeringen flytter snesevis af hele, halve eller kvarte statslige organisationer fra hovedstadsområdet til det, som af ukorrekte københavnere blev kaldt Udkantsdanmark, Vandkantsdanmark eller provinsen. Statsministeren kalder det Produktionsdanmark. Det er den del af landet, hvor hans parti har mistet tusinder af stemmer, og hvor støttepartiet Dansk Folkeparti vil fastholde deres.

I påsken begyndte medierne for alvor at interessere sig for problematikken. Graver regeringen og DF kunstige grøfter? Spørgsmålet blev debatteret i DR2’s Deadline. »Venstre taber stemmer i Storkøbenhavn,« meddelte Berlingske på forsiden langfredag, og påskedag var tophistorien, at fire V-borgmestre i hovedstaden ønsker en minister for hovedstaden.

Radio24syv-værten, den politiske kommentator og venstremand Jarl Cordua påkaldte sig partitoppens vrede, da han sagde, at »Venstre har udviklet sig til et parti, som kun gavner jyderne og intet har at tilbyde hovedstadens vælgere«.

Det var næppe Corduas lige venstre, der gav anledning til skærtorsdags store, men gamle medienyhed. Med vanlig effektiv sans for at udnytte feriedagenes mediesult proklamerede Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl, at partiet ville flytte Radio24syv til Aarhus. Det stod for resten i partiets mediepolitiske udspil fra foråret 2016, men nyheden blev en nyhed, fordi det ikke længere var et ønske, men et krav til medieforhandlingerne.

Socialdemokraterne, der efterhånden ikke kan se et krav fra DF uden at tilslutte sig det, meddelte via medieordfører Mogens Jensen, at de støtter kravet. Det er måske lige meget, hvad han og hans parti mener, fordi det bliver mere og mere tvivlsomt, om Socialdemokratiet overhovedet kommer med ved forhandlingsbordet.

Jylland uden 24syv

Nu kan politikerne slet ikke flytte Radio24syv til Aarhus. De kan gøre det til en af betingelserne, når kanalen skal i udbud, når dens koncessionsperiode udløber i slutningen af 2019. Kanalen hedder FM4. Berlingske og ArtPeople, der i fællesskab ejer navnet, er ikke varme på tanken om en flytning.

Berlingskes fremtidsplaner omfatter ikke Jylland, og radiodirektør og chefredaktør, Jørgen Ramskov, er dybt skeptisk. Hvis kanalen i fremtiden skal drives fra Aarhus, bliver det en helt anden radio, siger han. Underforstået, at så bliver det næppe med ham som chef eller Berlingske People som ejer.

Måske står en anden meget sulten mediekoncern med base vest for hovedstaden klar til at tage over? Knap 100 millioner skattekroner er altid rare at få. Signalerne fra regeringsflertallet er klart: Medierne uden for København skal styrkes. Kulturministeren taler om balance. DR skal styrke provinsdækningen, står der også i Dansk Folkepartis medieudspil. Det er næppe her, DR får lov til at hente den nedskårede femtedel.

Taleradio bygger af økonomiske og professionelle grunde i høj grad på direkte udsendelser med levende gæster i studiet. Mange af dem kommer fra hovedstadsområdet, hvor en tredjedel af befolkningen og magten, politikerne og organisationerne bor. Så uanset, hvor den privat drevne, men statsligt finansierede taleradio officielt kommer til at bo, så vil man nok blive inspireret af TV 2.

Officielt skal TV 2 bo i Odense, men nyhedskanalen, alle nichekanalerne og tv2.dk ligger i København, hvor flertallet af chefer og medarbejdere bor. Hovedstaden er hovedstaden. Det er næsten en naturlov, som parti- og symbolpolitik næppe kan ændre. Man kan ikke få vand til at løbe opad.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dorte Sørensen
  • Klaus Ipsen
  • Jørn Andersen
  • Torben K L Jensen
  • Carsten Munk
  • David Zennaro
  • Henrik Leffers
  • Katrine Damm
  • Hans Larsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Oluf Husted
Dorte Sørensen, Klaus Ipsen, Jørn Andersen, Torben K L Jensen, Carsten Munk, David Zennaro, Henrik Leffers, Katrine Damm, Hans Larsen, Eva Schwanenflügel og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Siden en meget stor andel af Radio 27/7's lyttere er forankrede i netop DF, forekommer det at være et meget underligt forslag de facto at ville nedlægge kanalen ;-)

Steffen Gliese

Det, der kan ændre, er en ændring af den interne magtbalance i partierne - så det igen bliver medlemmerne, der igennem udivklingsprocesser fastlægger partiernes visioner og politik.
Foregår den decentralt, vil interessen igen flytte sig fra nogle kransekagefigurer til det folkelige Danmark, hvor den hører hjemme.

Karsten Lundsby og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Det handler om udsyn og interesser, hvis "alle" journalister er placeret og bor i København og omegn, så vil de også se problemstillinger og verden derfra, så derfor byder jeg da et mere nuanceret syn på verden og Danmark velkomment.

Desværre ligger vores hovedstad i udkanten af Danmark og langt væk fra alfarvej. Det er naturligvis historisk baseret da det førhen lå midt i riget, men det gør, at man bliver nødt til, at være ekstra årvågen, da tyngden hurtigt vil kunne samles der, og det er ikke godt for sammenholdet, dækningen og oplysning om og til hele Danmark i det lange løb.

Det er hverken københavnerhad eller provinspopulisme, at mene at perspektivet på nationale spørgsmål ikke altid skal være københavnsk. Langt nærmere afsløres der er et ganske åbenlyst provinshad hos de mest skingre kritikere af en udflytning. Så meget desto vigtigere er det, at der findes kritiske - og landsdækkende - medier i provinsen der kan holde et vågent øje med magten i København. Og hverken denne, eller de andre udflytninger, vil ændre ved det forhold, at magten helt overvejende stadigvæk vil være at finde i det københavnske område.

Eva Schwanenflügel

VLAK-regeringens dugfriske medieudspil lyder sådan (TV2 erfarer) :

* RADIO 24SYV
Skæres med 33 % og udbydes i 2019 til salg med mulighed for reklameindtægter
* TV2/DANMARK
40% af TV2 sættes til salg
* TV2-REGIONERNE
Skal spare 2% om året de næste fem år
* MEDIEPULJE
Regeringen vil oprette ny public service-pulje på 220 mio. kr.
* DR
Skal skæres fra seks til fire kanaler
*NY TV-KANAL
TV-kanal med kultur, oplysning og musik sættes i udbud
* NY RADIOKANAL
Radiokanal med klassisk musik sættes i udbud

Lars Werge, formand for Dansk Journalistforbund, frygter at regeringens udspil vil gå ud over dansksproget indhold pga den øgede udenlandske indflydelse:
"Man KAN ikke sige, at man skærer i public service og den type indhold, og samtidig sige at det vil betyde de private medier får det tilsvarende bedre, for den sammenhæng findes ikke.
Reklameindtægterne går til Facebook og Google primært."
(TV2, Torsdag 5/4-2018)

Hm.. Hvor lang tid går der før demokratiet er sparet væk?

Lillian Larsen, Peter Hansen, Dorte Sørensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Den danske befolkning har jo ikke brug for dansksproget information i flere udgaver.
Et informationscenter placeret i København, som giver den til enhver tid siddende borgerlige regerings udlægning af, hvad det er nyttigt for borgerne at vide, må være så rigeligt. Der ud over kan så borgerskabet købe sig til yderligere information om udland og kultur, hvis de har den slags interesser.

Livet er dejligt.
Præcis.

Nike Forsander Lorentsen, Dorte Sørensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

DR har allerede flyttet en stor del af deres afdelinger ud fra Københavns området - hvornår er nok nok og hvorfor er det bedre at folk skal sidde i forskellige studier landet over og så kobles sammen i udsendelserne sker uden for København????

Jeg forstår ikke hvorfor hovedformålet er at gøre dansk public service ringere og det er vigtigere at udbyde til private . Hvorfor vil regeringen bruge penge på at udbyde nye TV og radiokanaler til private og fratage DR danske public service kanaler. Er formålet at gøre danskerne mindre oplyste så regeringens magten endnu bedre kan indoktrinere befolkningen???

Mon ikke også befolkningens udgifter til deres medieforbrug med tiden bliver dyre og dyre når store dele skal overgå til private. - Fx taler Radio Møller allerede om at de så vil have udsendelser som folk skal betale ekstra for at modtage osv.

Lillian Larsen, Svend Erik Hansen, Karsten Lundsby og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar