Kronik

Vi bør bruge Foucault til at forstå den spirituelle opblomstring, der finder sted i Vesten i dag

Foucault kan hjælpe os til at forstå, hvorfor spiritualitet er blevet en større del af vores vestlige kultur og selvopfattelse. Derfor bør videnskaberne indlemme filosoffens tanker i stedet for at bandlyse dem
Foucault rejste til Japan i 1978 for at studere zenbuddhisme, så at påstå, at han ikke interesserede sig oprigtigt for spiritualitet er en fejltagelse, men at påstå, at Foucault var islamist eller fundamentalist, er lige så fejlagtigt, mener dagens kronikør.

Foucault rejste til Japan i 1978 for at studere zenbuddhisme, så at påstå, at han ikke interesserede sig oprigtigt for spiritualitet er en fejltagelse, men at påstå, at Foucault var islamist eller fundamentalist, er lige så fejlagtigt, mener dagens kronikør.

Ritzau Scanpix

25. april 2018

Der har lydt et ramaskrig blandt humanister og samfundsteoretikere, siden Per Aage Brandt 2. marts i Information, med henvisning til et hidtil ikke offentliggjort interview med den franske tænker Michel Foucault, hævdede, at spiritualitet er fuldstændig fundamentalt for at forstå dennes værk.

Spiritualitet er ifølge Per Aage Brandt det missing link, der får Foucaults værk til at hænge sammen: Hvordan skal vi frigøre mennesket fra de samfundsskabte subjektpositioner, der undertrykker, fastlåser, sygeliggør og fremmedgør det? Gennem spirituelle praksisser, hvorved man bliver i stand til at »løfte sig selv ud af den subjektposition, der er blevet fastsat for en,« som Foucault blandt andet beskriver det i interviewet.

De kommentarer vi efterfølgende har set i debatten har derfor været forsøg på enten at redde Foucault fra hans egen spiritualitet eller redde videnskaberne fra Foucault. For en ting lader til at være sikkert: spiritualitet vil vi ikke have noget med at gøre.

Skalpelmetoden

Spørgsmålet har derfor været, om vi skal bruge skalpelmetoden, ligesom vi gjorde det med Martin Heidegger, der i dele af sit filosofiske værk flirtede med nazismen, og simpelthen sige, at vi forsat læser Foucault, men skærer spiritualiteten fra? Eller må vi i stedet helt opgive Foucault og holde op med at læse den tænker, der har lagt grunden for store dele af vores tænkning i dag?

Jeg vil foreslå et alternativ: at vi dropper den humanistiske overlevelseskamp og i stedet bruger Foucault til at forstå den spirituelle opblomstring, der finder sted i Vesten i dag. Men lad os først se på den aktuelle debat:

De fleste lader til at være tilhængere af skalpelmetoden, og disse har blandt andet foreslået helt at ignorere den nyopdagede artikel og affeje den som bare ét interview blandt mange tusinde. Interviewet beskrives af nogle som sådan et ’kneb’ Foucault bruger for at ’drille’ sin læser, hvilket må siges at virke urealistisk, taget i betragtning af, at vi ved, Foucault forfulgte sin spirituelle interesse temmelig beslutsomt.

Foucault rejste for eksempel til Japan for at studere og praktisere zenbuddhisme hos en japansk lærermester i 1978. Vi ved, at han havde enestående spirituelle oplevelser med LSD, som han selv beskrev som afgørende for hans liv og tænkning. Og i interviewet lader spiritualitet da heller ikke til at være en drilagtig ligegyldighed for Foucault.

Han ekspliciterer således, hvordan vi bør adskille spiritualitet og religion, hvis vi vil forstå spiritualiteten: »Spiritualitet er noget, vi kan finde i religionerne, men også udenfor religionerne; som vi kan finde i buddhismen, en religion uden teologi, i monoteismerne, men også i den græske civilisation«. At påstå at Foucault ikke interesserede sig oprigtigt for spiritualitet må siges at være en stor fejltagelse, men at påstå, at Foucault var islamist eller fundamentalist, er lige så fejlagtigt. Spiritualitet behøver for Foucault ikke at være knyttet til en bestemt religion eller dogmatik, som citatet ovenfor tydeligt viser.

Er det så Foucaults samlede værk, vi må afvise? Eller er det at spørge, hvordan vi undgår Foucaults spiritualitet i sig selv, det forkerte spørgsmål at stille? Hvad ville Foucault selv sige til denne adskillelse mellem den gode, rationelle fornuft og den farlige, ’vanvittige’ spiritualitet? Ser vi her den rationalistiske diskurs’ stemme tale selv gennem Foucaults store beundrere?

For spørgsmålet er, om vi behøver at afvise spiritualiteten. Foucault beskriver i interviewet, at viljen til spiritualitet i dag blomstrer op, fordi vi har fejlet i forsøget på at skabe en revolution, der medførte en rationelt funderet stat, som samtidig sikrede det enkelte menneskes velfærd.

Denne vilje til spiritualitet karakteriserer ifølge Foucault hele vores historiske epoke, og til et spørgsmål om, hvorvidt den spirituelle udvikling er noget, vi skal afvente, svarer han: »Nej, ikke vente – gøre, praktisere! Man skal praktisere opstanden (le soulèvement), praktisere at afvise den subjektposition, man befinder sig i, afvise sin identitet, afvise sin permanens, afvise det man er«.

Følg Foucault!

Gå ikke glip af, hvad vi skriver om Foucault. Følg emneordet ’Michel Foucault’ på mail. Så får du automatisk en påmindelse i din indbakke, når vi har nyt om filosoffen. Meld dig til her

Spirituel opblomstring

Og er vi ikke netop vidne til en spirituel opblomstring i vores kultur i dag? Ser vi ikke religionernes spirituelle praksisser isoleret fra religionerne selv spire frem overalt? Vi dyrker meditation fra buddhismen, yoga fra hinduismen, en ny bølge af interesse for psykedelika og spirituelle oplevelser er i fuldt flor.

Mindfulness og yoga er blevet decideret mainstreampraksisser, og om end de spirituelle rødder ikke altid skinner klart igennem, så medfører det en øget interesse for spiritualitet. I folkekirken og moskéerne støder man på begivenheder som »kristen meditation« og »åben dhikr« (islamisk fællesmeditation), og shamanistiske ayahuasca-ceremonier er vokset i popularitet.

Spiritualitet vinder ikke kun frem som populærkulturelt fænomen. Også i videnskabens verden trænger spiritualiteten sig på. Dette gælder især indenfor den nye psykedelikaforskning, men også indenfor psykologiens felt. Flere teorier og terapiformer i den nyeste tredje bølge af kognitionspsykologien refererer således direkte til buddhistiske tekster og benytter sig af meditationsteknikker og andre spirituelle praksisser.

Så måske er det langt mere relevant for human- og samfundsvidenskaberne at begynde at interessere sig for, hvad spiritualitet egentlig er. Måske skal vi til at spørge, hvilke konsekvenser spiritualitet har og vil få på vores samfund og vores kultur.

Hvordan kan vi forstå spiritualitet uafhængigt af religion, dogmatik og overtro? Hvordan undgår vi problemerne ved de religiøse hierarkier og autoriteter, som historien ofte fortæller os følger med? Hvordan bedriver vi videnskab om dette fænomen, der i sig selv er subjektivt og erfaringsbaseret? Og hvis spiritualitet er et panreligiøst fænomen, der essentielt er det samme på tværs af religioner og kulturer, hvad skaber dette så af muligheder for forening og fred?

Dette er kun eksempler på de slags spørgsmål, vi må stille i relation til den spirituelle opblomstring. Spiritualitet er et komplekst fænomen, og derfor er det vigtigt med den nøgterne saglighed og grundighed, der karakteriserer god forskning, hvis vi skal lykkes med at begribe og inkorporere spiritualiteten i vores kultur. Vi har brug for videnskabelig lødighed i et felt, der historisk set har været karakteriseret ved manglende krav om dette.

Modvægt til Vestens fornuftsideal

Spørgsmålet er imidlertid om, vi ønsker en decideret politisk spiritualitet, hvis mål er at tage magten og skabe for eksempel et fundamentalistisk præstestyre? Formodentlig ikke, og måske bør vi derfor se Foucaults fascination af Khomeinis islamistiske revolution som en fejltagelse, der er lettere at se i bagklogskabens lys, end den var i 1979 – ligesom med Heideggers flirt med nazismen.

Spiritualiteten i dag er nok snarere en modvægt til det vestlige fornuftsideals undertrykkelse af det ufornuftige, det unormale, det skæve og skøre, intuitionens og følelsernes værdi, i form af en spiritualitet karakteriseret ved værdier som altruisme, forbundethed, uselviskhed og kærlighed. Det er ikke en bevægelse væk fra fornuften. Det er en bevægelse mod mere af alt det, fornuften har holdt nede.

Spiritualitet har eksisteret i vores kultur i kristendommen, og da vi tog vores opgør med kristendommen, smed vi spiritualiteten ud med badevandet. »Sandheden er kun en episode i spiritualitetens historie,« siger Foucault til sidst i interviewet. Og en spirituel opblomstring, hvis endelige form han ikke forventede, at vi ville se klart for os i den nærmeste fremtid, var allerede spirende dengang.

Måske står vi i dag over for en spirituel renæssance. Måske er vi ved at finde formlen for en sekulariseret spiritualitet. I så fald vil det være nyttigt, hvis akademikerne tager del i den proces i stedet for at afvise den.

Kaspar Meitil er kandidatstuderende i psykologi på Københavns Universitet.

Serie

Foucault-fejden

Da Per Aage Brandt redegjorde for Michel Foucaults utrykte interview om spiritualitet og støtte til det islamiske oprør i Iran, satte det gang i en større debat om den franske filosof. Vi har samlet alle indlæg i denne serie.

Seneste artikler

  • Foucault og Iran: En åbning mod en bedre verden

    19. maj 2018
    Nu troede du lige, at debatten om den franske tænker Michel Foucaults forhold til den iranske revolution var forbi. Du tog fejl. Læs her, hvad tænkeren selv sagde i sommeren 1979 i sine sidste samlede bemærkninger om sagen
  • Søren K. Villemoes’ pædofilianklager mod Foucault er helt urimelige

    7. maj 2018
    Det er enten dårlig tabloidjournalistik eller decideret manipulation, når Villemoes påstår, at Foucault blindt forsvarede pædofili
  • Det interessante er, hvorfor Foucault støttede det islamiske oprør i Iran

    6. april 2018
    Da Per Aage Brandt redegjorde for Michel Foucaults utrykte interview om spiritualitet og støtte til det islamiske oprør i Iran, fremkaldte det stærkt negative kommentarer. Men Per Aage Brandt fastholder i svaret til sine kritikere, at det er spiritualismens tematiske og dogmatiske indhold, der interesserer Foucault – og at det er interessant at finde ud af, hvorfor Foucault mente, som han gjorde
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Flemming Berger
  • Viggo Okholm
  • Jørn Andersen
  • Niels-Simon Larsen
Kurt Nielsen, Flemming Berger, Viggo Okholm, Jørn Andersen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Thaarup Nyberg

" ... Spiritualitet er et komplekst fænomen, og derfor er det vigtigt med den nøgterne saglighed og grundighed, der karakteriserer god forskning, hvis vi skal lykkes med at begribe og inkorporere spiritualiteten i vores kultur. ... "
Jamen - så døde den idé.

Lise Rasmussen, Thomas Corydon og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Der har lige stået noget om, at Foucault havde sympati for pædofili.
I øvrigt er spirituelle mestre, guruer og terapeutiske topfolk ikke fri for rygter og anklager af mange slags. Penge, sex og magt er stadig fristelser for de såkaldte vejledere.
De zenbuddhistiske mestre tog ikke tilstrækkelig afstand fra invasionen af Kina i 1938.
Moral og spiritualitet følges ikke naturligt ad. Der ligger problemet, men man kan dog ikke frasige sig spiritualiteten, fordi nogle mennesker svigter moralsk.
Det lader til, at den borgerlige straffelov skal stå over alt andet, hvor manglefuld den end kan være. Det hele er mangelfuldt, og det tror jeg er en vigtig viden at tage med sig.

Kurt Nielsen, Flemming Berger og Annemette & Ejlif Bach & Vrejlev anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

Og der findes præster af vore egne, som begramser børn, selvom det gennemgående og fælles tema for de spirituelles praksis er ikke vold.

Niels-Simon Larsen

Det er mærkeligt, at det første bud i de hellige love ikke hedder: Du må ikke være brutal.
Det gør det ikke, og grunden må vel være, at uden brutalitet går det ikke. Man kan ikke stable noget på benene uden brutalitet. Det første, der udfoldes i jødedom og islam er omskærelsen. Så er barnet budt velkommen til den brutale verden.
Den moderne spiritualitet har ingen love, da den er en personlig sag. Man kan godt i det ene rum være kærlig og i det næste det modsatte. Mange bøger handler om at nå sine personlig mål, Sådan bliver du rig, osv. Derfor er der mange holdninger til spiritualitet. Man kan ikke bruge den, kun misbruge den.

Jens Thaarup Nyberg

Jeg tror nok de hellige skrifter skal forstås sådan, at man, når man følger lovene, undgår brutalitet.

Niels-Simon Larsen

Jens TN: Det har du sikkert lidt ret i, men nu skrev jeg specielt det første bud, og det er altid ‘underkastelse’, Du skal elske... En åben krigserklæring, for hvis man ikke gør det, falder der brænde ned. Dermed er mennesket født ind på krigsstien og skal gå i gang med at få loven overholdt. Det er der gået nogle tusinde år med, og spørgsmålet er så, om spiritualiteten, eller skal vi sige de spirituelle, kan vise en anden vej. Det er der for lidt, der tyder på efter min erfaring. Det er at gå fra bevæbning til afvæbning, og det har vi ikke set endnu på verdensscenen.

Ib Christensen

Kunne iveren for at søge mod det spirituelle ikke stamme af det ikke giver meget mening når de selv udråbte kloge, påstår det er os andre der er ukvalificerede når vi ikke vil forstår at 2+2 giver 5.

-Tag f.eks. CEPOS der vedstår, at de manipulere folk med påstanden om at de hjælper" folk til at træffe rationelle valg. Det stemmer dårligt overens med ,at de samtidig bakker op om mørklægnings loven og hemmeligholdelse af erhvervsstøtte. Vil man forhindre folk i at være informerede, så skal man da ikke samtidig demonstrer, at det giver problemer at folk har et u-informeret grundlag at træffe valg på.
-Vi har en statsminister der omtales som en dygtig politiker. Spørges der ind til hvad dygtig politiker er, er det enten, han er ikke dømt for noget eller man får oplevelsen af, at man spurgte til farven på kejserens klæder.
-Det er overladt borgerne at garantere den fri konkurrence ved, at de selvfølgelig fravælger de ukvalificerede og de uetiske. Men hvem de med skatte kroner støtter med erhvervsstøtte, må de ikke vide for det kunne skade konkurrence evnen.

Kun en gud kan få det til at give mening.
Jeg håber på at det det tyder på er at hoben endelig forsøger at finde en vej ud af hoben.

Christian De Thurah

Focoult mente, at rationaliteten har fejlet, når det drejer sig om at skabe et samfund, der sikrer den enkeltes velfærd. Er der nogen eksempler på, at det er lykkedes for spiritualiteten?

Hans Ditlev Nissen

Det går galt, når akademikere vil forholde sig til spirituelle fænomener som om videnskab er 'mere end' spiritualitet.
En fuldt udfoldet spiritualitet er mere end bare videnskabelig.

Hans Ditlev Nissen

I forhold til politik og spiritualitet må det være sådan, at man kan være spirituelt inspireret og motiveret i politik, men at man ikke kan begrunde en politik med sin spiritualitet, hvis man er demokrat.
(Det må man fx gå ud fra at den stærke gruppe af 'kristelige' partier i Europaparlametet har styr på.)

Hans Ditlev Nissen

Det er tilsyneladende et generelt træk i dansk Akademia at man benægter, at der findes særlige spirituelle fænomerner. Man prøver i stedet at få dem til at passe ind i andre kategorier, eller at ugyldiggøre dem med diagnosticerende besværgelser, som er 'mindre end' videnskabelige.
Det kunne lyde sådan: “Vi ved at disse oplevelser er vrangforestillinger og symptomer på bestemte psykiske lidelser.”
Men nej, den viden kan man ikke have. Man ved at der kan optræde noget lignende i forbindelse med psykisk lidelse, men i former der er forvrænget af lidelsen. Det skyldes sansynligvis at det normtilpassende jegs forsvarsmekanismer i den situation er svækkede.

Hans Ditlev Nissen

Man kan argumentere for at 'det spirituelle menneskebillede' ikke kan anerkendes indenfor humaniora.
Men efterhånden som en sekulariseret, grundlæggende humanistisk spiritualitet kommer til at spille en stadig større rolle i samfundet og kulturen, blir det selvfølgelig et problem for humanio-risterne at de ikke kan være med der.

Thomas Corydon

Hvad er spiritualitet ? - meget svært at beskrive - det er måske lettere at sige at det er det modsatte af materialisme ? - event. at det er videnskaben om VÆREN og dermed selve livet og den Absolutte Virkelighed.
Men allerførst: Er videnskab kun det der kan vejes og måles ? (det mekaniske verdensbillede) - nej Kaspar Meitil, spiritualitet er netop ikke noget "komplekst fænomen" men noget så simpelt at den tredimentionelle videnskab ikke kan forklare "DET". Når vi overdriver noget (materialisme)får vi problemer - her mangler vi stadig meget spiritualitet før balancen er der

Nu nævnes buddhismen her i sammenhængen og nej jeg har aldrig læst Foucault , men er på mine ældre dage blevet buddhist, altså søgt tilflugt og hermed lovet at teste og undersøge Buddhas lære, som i forhold til andre trosreligioner ikke er permanent, men i princippet tomt altså i forandring over tid gennem indsigt og erkendelser samt nye årsager og hermed virkninger. Den første sætning i buddhismens "trosbekendelse" er Levende væsener er utallige, jeg lover at frelse dem, men der er intet om at de skal omvendes som sådan. Buddhas ord var ikke lov men livssætninger til et forsøg på indsigt i livet som det var og er. Der er også i buddhismen former for mytiske væsener og man kan derfor ikke afvise den er en religion, men Buddha er ingen Gud og kan derfor aldrig blive en figur man skal underkaste sig. Mindfulness er vel stjålet fra buddhismen en slags meditation som friholder det måske religiøse og bruges meget til individuel styrkelse altså styrkelse af selvet og f dets funktion hvor jeg ser buddhismen som en lære som næsten kræver at indse at dette selv er forgængelig og uden grundlæggende substans, hvilket jo fuldstændig kan gøre op med vores fokusering på eget begær og velvære og karriere Derfor er buddhismen som livsfilosofi/tro og handleform ikke slået igennem i forhold til ikke-tro og de store monoteistiske religioner som har en Gud, som man skal følge, tilbede og med et håb/fortjeneste om et evigt liv i et Paradis.

'vi har fejlet i forsøget på at skabe en revolution, der medførte en rationelt funderet stat, som samtidig sikrede det enkelte menneskes velfærd'
Jeg synes nu vi er kommet ret lang af den vej i de nordiske velfærdssamfund.
Ikke at det ikke kan blive bedre

Det går da først for alvor galt med samfundet, hvis vi forkaster rationalitet og overgive os til spiritualitet.
Hvordan skal en demokratisk samtale foregå på et spirituelt grundlag?
Det bliver i stedet en kakofoni af 'frelste' grupperinger, hver med deres udgave af det spirituelle, der ikke lytter til hinanden. Hvis vi ikke behandler andre, som rationelle væsner der er modtagelig for gode argumenter, stopper den demokratiske samtale

Kurt Nielsen, Flemming Berger og Christian De Thurah anbefalede denne kommentar

Spiritualitet er ånd i modsætning til krop. Ånden er fri, uforklarlig og udødelig, kroppen er næsten kortlagt i mindste detaille og tilmed forgængelig.

Alle kroppens gerninger skaber hele tiden ånd og bevidsthed, og når korpus til sidst forvitrer, hvad sker der så med ånden ? Vores utilfredshed med dødens ultimativitet kommer til udtryk i religion og har skabt himmel og helvede og genfødsel og en form for mening med alt meningsløst.

Giver det mening at behandle det spirituelle videnskabeligt, hvis vi først har erkendt menneskedyrets ubetydelighed på niveau med myrens i tidens og universets uendelige udstrækning ?

Måske kommer vi tættere på sandheden søndag aften i erkendelsen af, at vi dør, når vi dør. Meningen med livet er måske livet selv, og når det slutter, går livet jo alligevel videre, helt uden dit og dig.

Sören Tolsgaard

Peter Bahne udtaler det materialistiske dogme så fromt som nogen ypperstepræst: "Alle kroppens gerninger skaber hele tiden ånd og bevidsthed"

I spiritualistisk optik lyder budskabet snarere: "Ånd og bevidsthed skaber hele tiden alle kroppens gerninger"

Oldtidens grækerne, som just ikke var særlig dogmatiske, betragtede ligegodt verden spirituelt, idet ideerne og videnskaben sås som en åndelig overbygning, hvorfra den historiske udvikling blev ekstraheret ud/ned i den fysiske verden.

I dag forsøger materialismen at bilde os ind, at det er kemiske reaktioner i komplekse molekyler, som skaber bevidsthed, ideer og ånd.
Som ånd eller sjæleligt væsen betragter materialisten ikke gerne mennesket. Højest som et relativt opfindsomt pattedyr med storhedsvanvid.

For med Peter Bahnes ord: "vi dør, når vi dør" - det er helt sikkert og vist i den dogmatiske materialists optik og ikke til videnskabelig overvejelse. Der er jo ingen mening med det meningsløse, - det forstår vel enhver af det gode selskab.

Måske findes der alligevel - som vore forfædre instinktivt sansede - en åndelig verden, fri, uforklarlig og udødelig. Måske er det herfra vores dybeste bevidsthedsimpulser stammer, det kosmiske perspektiv, forbindelsen med vore forfædre og efterkommere, som vi ikke længere kan forbinde os med, idet vi bliver stadig mere opslugt af den banale, kommercielle nyhedsstrøm, det såkaldte fremskridt.

Flemming Berger, Tor Brandt, Thomas Corydon og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Kurt Svennevig Christensen

Du godeste. Hvad er det forfatteren forsøger her - at argumenterer for ånden i videnskaben? Det er da undskyld virkelig åndsforladt. Jeg kan godt læse dét, men jeg kan kun læse det som var det skrevet af en meget ung Wittgenstein. Men måske burde man bare læse noget Foucault.

Andreas Lykke Jensen

Jeg mangler stadig at få en forklaring på hvad spiritualitet er for noget. Nogen siger, at det er det samme som åndelighed, men så flytter nissen med, fordi ånd og åndelighed er ligeså fluffy begreber som spiritualitet. Det er ret svært sådan helt konkret at forstå hvad begreberne refererer til.

I stedet for Foucault vil jeg hellere anbefale den tidlige Witgensteins værk: tractatus logico-philosophicus.

Alt hvad jeg mener om åndelighed og spiritualitet bliver forklaret med ordene: "Om det man ikke kan tale, må man tie."

Jens Thaarup Nyberg

Niels-Simon Larsen; 25.04 - 15:09
"... Du skal elske... En åben krigserklæring, for hvis man ikke gør det, falder der brænde ned. Dermed er mennesket født ind på krigsstien og skal gå i gang med at få loven overholdt. ... spørgsmålet er så, om spiritualiteten, eller skal vi sige de spirituelle, kan vise en anden vej. ..."
Selvom jeg ikke er spirituel, kan jeg påpege, at kærligheden ender ved tvivlen, vreden og hadet, som bør hindres at tage overhånd, idet dømmekraften ellers forpurres.

Martin Rønnow Klarlund

Jeg synes, det er et underlig pseudointellektuelt indlæg.

Hans Ditlev Nissen skrev meget rammende i sin kommentar:
"Det går galt, når akademikere vil forholde sig til spirituelle fænomener som om videnskab er ’mere end’ spiritualitet. En fuldt udfoldet spiritualitet er mere end bare videnskabelig."

Som flere i kommentarer er inde på giver måske mere mening grundlæggende at beskæftige sig med begrebet bevidsthed, men det støder naturligvis på vanskeligheder for videnskaben, når dens metode muligvis helt må revideres for nærme sig en forståelse af, hvad de seneste 50 års studier af menneskers nær-døden-oplevelser fortæller os.

Se fx denne fremlæggelse fra en afdeling af universitetet i Virginia i USA, som har beskæftiget sig på lødig vis med emnet: https://youtu.be/0AtTM9hgCDw

Det er da i det mindste tankevækkende.

Alt for ofte glemmer vi, at videnskaben udelukkende gør sig i modeller. Ligeså lidt som et landkort er identisk med den jord, det er et kort over, ligeså lidt er videnskaben identisk med sandheden.

Det absolutte findes kun i bevidstheden. Derfor bør man i videnskaben udelukkende søge beskrivelser, mens forklaringer er spiritualitetens anliggende.

Videnskaben kan kategorisk ikke inkorporere spiritualiteten. Og godt det samme, så længe vi blot husker, at videnskaben kun kan give os en del af billedet.

Kurt Svennevig Christensen

Vil forfatteren gøre os klogere, eller vil han bare fortælle os en historie? Det må jeg vide for jeg mener ikke at videnskaben om os mennesker, i denne sag filosofien, vil andet end at overtage de store fortælling der er indeholdt i religionerne. Derfor synes jeg det er enten meget mystisk eller meget naivt, sådan at ville/skulle fjerne eller ville acceptere det spirituelle i her Foucault.

Jeg kendte en filosof som engang, til min udtrykte begejstring over Kants forståelse af das ding an sich, så overbærende på mig, mens han fortalte at det var jo ikke andet end Kants ikke-begreb om Gud og jeg der tænkte - ja selvfølgelig hvad skulle det ellers være?

For hvad i alverdens riger og lande skulle vi mennesker jage efter, hvis vi vel at mærke er besjælet med en smule forstand og fornuft, hvis ikke det er sandheden? Kan man ikke finde den i den kristne og andre patenterede guder, må man jo nødvendigvis søge andre steder og her ligger videnskaben jo lige for.

En sekulariseret spiritualitet, en underlig størrelse Og en absurd konklusion, der blo vidner om, hvor desperat "den rene fornuft" i dag må gebærde sig. Sagen er jo, at den rene fornuft er et blændværk, og at diverse former for spiritualitet må ses som lappeløsninger på et dæk, der er punkteret - for længst.

Niels-Simon Larsen

Spiritualitet er søgen, og religion er hierarki (hvor det den ene står over den anden i et præstevælde). De spirituelle var altid dem, der var længst væk fra staten. Mystikerne var længst ude, ofte i ødemarken eller i huler. De spirituelle og mystikerne var svære at have med at gøre for centralmagten, hvad enten den var verdslig eller religiøs, og derfor blev de forfulgt. I DK er der fred nu. En bovlam statsstyret kirke med en masse religiøse anerkendte og godkendte grupper udenom. Det lader til at være det ideelle.
På det partipolitiske område havde vi det samme mønster fx mellem kommunister og anarkister, før populismen tog over. I dag er det svært at se, hvad der foregår.
I sportens verden har vi systemopstillingerne modsat de kreative spillere.
Set i det perspektiv står kampen mellem systemfolk og levefolk (de frie fugle).
Spiritualiteten er suspekt i systemfolks øjne. Den vil altid være uden for det normale. Hvad skal systemet stille op med en babyhvisker eller en hestehvisker? Babyen og hesten falder til ro, men da man ikke kan bevise hvorfor, kan man ikke øse penge ud til et område, der vil slå bunden ud af statskassen - hvis ikke ligefrem det modsatte vil ske. Her står fronterne i dag. Gør vi det helt rigtige eller skal vi gå over til noget helt andet? Mange har nok set udsendelsen om den norske healer og blevet betaget. Vi kan ikke undersøge noget, der ikke lader sig undersøge, men vi kunne jo anerkende resultaterne.

'en spiritualitet karakteriseret ved værdier som altruisme, forbundethed, uselviskhed og kærlighed'
det lyder jo alt sammen meget fornuftigt. Om de handler om spiritualitet er vel et definitionsspørgsmål. Jeg er ikke blevet klogere på hvad denne spiritualitet egentlig er for en størrelse. Her er rationel analyse af fænomenet tiltrængt. Der rodes også rundt i 'fornuft' og 'rationalitet'. At fænomener ikke kan forklares rationelt betyder jo ikke at de er ufornuftige nødvendigvis. Følelserne kan ikke forstås rationelt, men de er ikke derfor ufornuftige. Skal vi blive klogere på spiritualitet, må vi nødvendigvis bruge den udskældt rationalitet ellers forbliver det en individuel erfaring

Jens Thaarup Nyberg

"Hvordan kan vi forstå spiritualitet uafhængigt af religion, dogmatik og overtro? Hvordan undgår vi problemerne ved de religiøse hierarkier og autoriteter, som historien ofte fortæller os følger med? Hvordan bedriver vi videnskab om dette fænomen, der i sig selv er subjektivt og erfaringsbaseret? Og hvis spiritualitet er et panreligiøst fænomen, der essentielt er det samme på tværs af religioner og kulturer, hvad skaber dette så af muligheder for forening og fred?"
1, 2., 3. ?: Når ikke religion, dogmatik ..., og spiritualitet er beslægtede, beslægtede forsåvidt spiritualiteten fødes af religion etc.´s snærende bånd og, religion etc. fødes af spiritualismens ubændighed, så er spiritualisme et ord, der hæftes på åndeligt søgendes livsførelse.
4. ?: svaret må, med følgende eksempel, blæse i vinden:
“Dansk Folkepartis syn på demokrati:
"Søren Espersen blev forleden spurgt om sin holdning til Orbáns brud på EU-traktatens artikel 2. Det er som bekendt den, der slår fast, at EU bygger på 'frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal." Espersens svar? Han talte ikke engang udenom: "Det er ikke mine grundlæggende værdier." Weekendavisen 20. april 2018”

Camilla Jensen

Er problemet ikke at Foucault som et slags helteikon eller samfundsvidenskabernes supermand bliver karikeret for meget ift. bestemte subjektpositioner han tager eller måtte have taget som privatperson eller i sit eget liv og det som hans forfatterskab repræsenterer ift. samfundsvidenskaben. Har vi ikke netop lært af Foucault, at vi skal passe på med at blande de to sammen. Jeg opfatter også samtidigt Foucault som en ekstrem provocateur, der netop ansporer os til at tænke ved at bruge sig selv som instrument til at indtage subjektpositioner, som han ved vil bringe sindende i kog. Som man siger er poeten aldrig på magthavernes side, og den udforskende samfundsdebattør og filosof bør altid udfordre sin egen objektivitet ved at turde at gå til den ultimative modpol og undersøge alle tænkelige subjektpositioner. Ellers er samfundsvidenskaben ikke objektiv og Foucault viser os også at vi kan af netop denne grund ikke undvære politik i samfundsvidenskab, fordi politik handler om muligheden for at udforske forskellige subjektpositioner og værdigrundlag. Han skræmmer måske på samme måde videnskaben ved at forsøge at inddrage noget så irrationelt som spiritualitet. Det minder mig om en af min datters yndlingscitater fra en af Thor/Marvel filmenene - magic is just the rational that is yet to be explained. Før mennesket fik den fornødne evne til at forklare fænomener som torden og lyn henskrev man dem til en mand der hedder Tor som kører henover himlen med sin hammer...spiritualitet er vores intuition omkring alle de ting ved vores eksistens som vi endnu ikke har fundet nogen forklaring eller løsning på.