Kronik

Børn, der vokser op på et asylcenter, bliver mærket for livet. Jeg ved det, for jeg voksede selv op på et

Flygtningebørn mistrives i danske asylcentre i en sådan grad, at Folketinget vil tage børnenes situation op til debat. Jeg ved på egen krop, hvad det vil sige at vokse op i et asylcenter, derfor skræmmer det mig, når en politiker siger, at der ’principielt’ bør være forskel på danske børn og flygtningebørn
Alen Causevic som fireårig i 1994 på asylcentret i Silkeborg. 

Alen Causevic som fireårig i 1994 på asylcentret i Silkeborg. 

Privatfoto

1. maj 2018

Lad mig sige det, som det er: Jeg er ikke overtroisk. Ikke normalvis, i hvert fald. Men når jeg to gange på en fredag den 13. oplever noget, der virkelig ryster mig, begynder det at slå sprækker i fornuftens fundament.

Første gang, jeg blev rystet, var fredag den 13. maj 2016. Jeg drak mig fuld ude i byen, og da det blev nat og tid til at krybe til køjs, valgte jeg at cykle hjem. På en vintageracercykel med et styr så løst som en rokkende mælketand. Dagen efter havde jeg seks hævede sting langs hagen.

Anden gang jeg blev rystet var fredag den 13. april 2018.

Det var tidlig morgen, og jeg havde netop sat mig til rette ved køkkenbordet med en skål mysli og dagens Information. Og da jeg bladrede om på den side, der bar det samme tal som stingene i min hage, var det som om såret atter begyndte at svie: Et helsidesfotografi viste to legende børn hegnet inde bag rækværk og pigtråd i Sandholmlejren. Nedenunder billedet stod der skrevet med store, fede bogstaver:

»Asylbørns mistrivsel tages nu op i Folketinget«.

Manchetten beskrev, at flere politikere støttede et forslag fra SF, der ville forbedre tilværelsen for asylbørn efter en rapport fra Dansk Flygtningehjælp havde dokumenteret mistrivsel og omsorgssvigt i landets asylcentre. Det eneste parti, der modsatte sig forslaget, var DF, som mente, at etnisk danske børn fortsat burde behandles bedre.

Men det vidste de legende børn på billedet selvfølgelig intet om. Det ene, en pige, smiler bare, mens hun kører på sit løbehjul. Hun ved ikke, hvad der venter hende fremover. Hun er uanende om, hvor kort afstanden mellem hende og asylcentret for altid være; uanset hvor langt i livet hun end kommer.

Asylcentret vil nemlig for evigt være lige i nærheden; i pigens underbevidsthed, i hendes erindring og selvforståelse. Tro mig – for jeg taler af erfaring.

Livet er ikke et princip

Min toårsfødselsdag blev aflyst på grund af granatregn og erstattet af en flugt fra Eksjugoslavien til Sandholmlejren, hvor mine forældre og jeg ankom den 10. december 1991.

Efter fem år i danske asylcentre – ét i et asylcenter i Assens og dernæst fire i et asylcenter i Silkeborg – kan jeg i dag ikke tænke på, hvem jeg er, uden at et af centrene lurer i min hukommelses periferi. Centrenes skygge hviler over mig som blikket fra et insisterende portræt.

Skulle jeg få lyst til at bevæge mig ud af skyggen, kan jeg lige så godt give op med det samme. Året rundt påvirker skyggen, hvad jeg føler og tænker og dermed også, hvordan jeg handler. Jeg får angstanfald, fordi jeg ikke aner, hvor jeg hører til. Jeg afskyer i jalousi mine etnisk danske venner, fordi deres problemer fremstår som bagateller, og så opsøger jeg i stedet andre indvandrere med en formodning om, at de bedre kan forstå mig og sætte sig i mit sted.

Alt i alt er jeg altså som et pendul, der forgæves svinger fra ambivalens til ambivalens.

Det virker imidlertid ikke til, at Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti overhovedet ved, eller bekymrer sig om, eller tager hensyn til dén kendsgerning, når han i ovennævnte artikel siger, at der »principielt bør være forskellige regelsæt for asylbørn på den ene side og så for danske børn og børn, hvis forældre har lovligt ophold, på den anden side.«

Men livet er ikke et princip. Det er ikke principielt at ødsle sin barndom bort i en slags ventesal i selskab med en masse af bedrøvede voksne, der hverken synes at vide fra eller til.

Det er ikke principielt, at jeg den dag i dag med mine øjne lukket stadig kan se den høje teglmur omringe og isolere mig fra resten af samfundet.

Det er ikke principielt. Det er virkeligt. Den lille pige lever. Asylbørn er levende mennesker. Ikke tingester stuvet sammen som kålhoveder i en gryde.

Det er ikke principielt, at mor og far og jeg måtte dele et lille værelse, hvori der akkurat kunne stå en enmandsseng og ligge en madras på gulvet.

Det er ikke principielt, at vores drømme forblev drømme. At vi hver dag vågnede til den samme dag på ny i fælleshuset, hvor alt tilhørte alle og ingen – selv sengetøjet med den karakteristiske hvide baggrund og det røde kors i midten.

Det er ikke principielt, at pædagogen vækkede os midt om natten og tvang os med ud i gården, hvor mødrene rystede, børnene hulkede, og fædrene tyssede, og politiet ankom og snart også en minør, og en eller anden tolk, der kunne serbokroatisk, oversatte via sin megafon, at der havde været en bombetrussel, og at vi alle sammen skulle forholde os i ro.

Det er ikke principielt, at jeg græd i timevis, fordi der ikke var råd til et fastelavnskostume til mig.

Det er ikke principielt, at far måtte snige sig uden for muren for at samle pantflasker.

Det er ikke principielt, at mine bedsteforældre var reduceret til abstrakte stemmer i en mønttelefon og kursiverede bogstaver i internationale breve.

Det er ikke principielt, at min familie i dag er spredt for alle vinde som nøgne blade.

Det et ikke principielt. Det er virkeligt. Den lille pige på løbehjulet lever. Asylbørn er levende mennesker. Ikke cifre sat systematisk sammen i en eller anden statistik.

Desværre er der ikke meget, der tyder på, at forholdene for asylbørn i dag er bedre, end de var dengang, jeg selv var en af børnene.

Ud i Danmark i en rød Opel Kadett

En dag var krigen langt om længe forbi. Porten til den frie verden blev åbnet på vid gab. Og far eskorterede mig og mor ind i sin røde Opel Kadett, som han havde købt for de pantflasker, han havde samlet til Grøn Koncert og på Roskilde Festival, hvor han hoppede over hegnet og traskede omkring med en affaldssæk. Og med far bag rattet kørte vi ud af porten og ind i en bloklejlighed i Varbergparken i Haderslev.

Og så begyndte jeg i folkeskolen i Starup, hvor jeg for første gang stod ansigt til ansigt med de danske børn.

Men hov, de danske børn kunne ikke tyde, hvad i alverden det var, jeg forsøgte at fremstamme. De kunne heller ikke forstå, hvorfor jeg udelukkende gik i joggingtøj, hvorfor jeg ikke måtte spise svinekød, hvorfor spidsen på min tissemand manglede hud, og hvorfor jeg ikke deltog i kristendomstimerne.

»Hvad er der galt med dig? Du er kommet her til vores land, så skal du ikke gå rundt og opføre dig så mærkeligt,« sagde de.

»Men …,« svarede jeg:

»jeg er faktisk slet ikke lige ankommet – jeg har allerede været her i mere end fem år.«

Isolation rimer ikke på integration

Det skulle tage mig yderligere knap 20 år at fatte, at tingene muligvis er, som de er, fordi den politiske dagsorden præges af skikkelser som Martin Henriksen, der ikke er bleg for at sige:

»principielt ser jeg ikke noget forkert i, at danske børn er bedre stillet«.

Menneskesyn som disse er netop dem, der i sidste ende hæmmer integrationen og blokerer vilkårene for sameksistens i det danske samfund allermest.

Det gør de, da de i affekt over eget snæversyn er totalt blinde for den konsekvens, at mange af disse føromtalte ikke-etnisk danske asylbørn en dag udsluses i samfundet, hvor det så forventes, at de skal blive danske borgere med danske værdier på trods af, at de har levet isoleret fra det danske samfund i årevis.

Og når de så har svært ved at blive integreret, falder skylden sjældent tilbage på netop dét faktum. I stedet diskuterer vi i en uendelighed, hvorfor den lille pige på løbehjulet ikke kan tage de danske værdier til sig. Og det til trods for, at hverken den lille pige eller politikerne entydigt ved, hvad det egentlig vil sige at være dansk.

Så den lille pige presses efter sigende til at blive integreret, hvilket i tilfældet Martin Henriksen og Dansk Folkeparti synes at ligne assimilation til forveksling. Men de to begreber er forskellige, og vi må aldrig tillade, at isolation kommer til at rime på integration, ligesom integration aldrig må klinge som assimilation.

Den nobelprisvindende colombianske forfatter Gabriel Garcia Márquez skriver særdeles rammende:

»livet er ikke, som man har levet det, men som man erindrer det, og hvordan man erindrer det for at fortælle om det«.

Sådan er det også for mig: barndommens asylminder slår dybt inde i min krop som et skjult hjerte.

Giv den lille pige på løbehjulet muligheden for at fortælle en lykkelig historie, når hun om 20 år sætter sig foran tastaturet for at skrive en kronik til Information.

Børn i asylsystemet er ekstremt udsatte, og de har været under voldsomt pres. Danmark har ansvaret for børnene, så hvis der er noget, vi kan gøre for at nedbringe det tal, så skal vi gøre det, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Hans Larsen
  • Marianne Bjerg
  • Lars-bo Jensen
  • Anne Albinus
  • Christel Gruner-Olesen
  • Viggo Okholm
  • Flemming Berger
  • Britta B.
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Anne Schøtt
  • Katrine Damm
  • Lillian Larsen
  • Christian Mondrup
  • Ulla Nielsen
  • Morten Hjerl-Hansen
  • Steen Bahnsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Dorte Sørensen
  • Kristen Carsten Munk
  • Torsten Jacobsen
  • Ervin Lazar
Eva Schwanenflügel, Hans Larsen, Marianne Bjerg, Lars-bo Jensen, Anne Albinus, Christel Gruner-Olesen, Viggo Okholm, Flemming Berger, Britta B., Bjarne Bisgaard Jensen, Anne Schøtt, Katrine Damm, Lillian Larsen, Christian Mondrup, Ulla Nielsen, Morten Hjerl-Hansen, Steen Bahnsen, Lise Lotte Rahbek, Dorte Sørensen, Kristen Carsten Munk, Torsten Jacobsen og Ervin Lazar anbefalede denne artikel

Kommentarer

Werner Gass

God pointe.
Tilflyttede integreres af de der er der i forvejen.
De tilflyttede kan ikke integrere sig selv uden velvilje fra de lokale.
Det gælder også Københavneren der flytter på landet!
Giv dem chancen velvidende at det tager tid; je længere afstand desto mere tid.

Rune Rasmussen

DF ville støtte apartheid, hvis det i sin tid havde været et sydafrikansk parti. DF er et dybt racistisk parti, der hellere end gerne vil forskelsbehandle, dvs. fratage visse mennesker menneskerettigheder. DF er et dæmoniserende, hetzende, ødelæggende parti for alle mennesker. Deres opførsel, deres dagsorden, deres eksistens er et åndeligt lavpunkt, hvis fortsatte tilstedeværelse beror på en yderst svag identitet, der fodrer sig selv med syndebuksretorik og had bygget på fordomme. Hvis du stemmer på DF, kunne du lige så godt have stemt på det nu nedlagte Danskernes Parti, det dårligt camouflerede nynazistiske parti, der var en udløber af DNSB. DF er en skændsel for samfundet, og ethvert parti med respekt for sig selv bør til hver en tid udelukke at samarbejde med dem.

Niels Duus Nielsen, Rikke Nielsen, Eva Schwanenflügel, Vagn Buch-Pedersen, Daniel Jensen, Thomas Christensen, Christel Gruner-Olesen, Viggo Okholm, Flemming Berger, Bjarne Bisgaard Jensen, Hans Larsen, Gert Romme og Steen Bahnsen anbefalede denne kommentar
Peter Hansen

Det er meget ulykkeligt, men det hele handler om behandlings tid og handling!

Ingen bør sidde i centre mere end et år, herefter skal der handles.

Enten har man fået afslag, og må og skal så forlade, eller følges ud af landet, og modsat, så skal man "løslades" til det omgivne samfund og anerkendes, det andet er simpelthen uholdbart.

Når det er sagt, så bliver man nødt til ,at kigge på regler og love, måske er der for mange appelmuligheder, og måske er der for lidt konsekvens og handling, og i særdeleshed bør der tildeles flere ressoucer til området, så behandlinger af div. asylsager går afgørende hurtigere.

Hvis sager ikke er færdigbehandlet indenfor et år, så skal man automatisk gives asyl. Dette selvfølgelig med forbehold for misbrug af ordningen, og hvis der er mistanke om dette, så skal man kunne fravige.

Et skal man huske, og det er, at få kan ødelægge det for de mange, så hvis der kommer for mange med uberettigede asylansøgninger, så tager det både tiden og troværdigheden fra de andre, så også her gælder det om en væsentligt hurtigere behandlingstid og frasortering.

Vagn Buch-Pedersen

"Giv den lille pige med løbehjulet muligheden for at fortælle en lykkelig historie, når hun om 20 pr sætter sig foran tastaturet for at skrive en kronik til Information"
Sådan slutter Alen Causevic sin kronik om at være barn på et asylcenter. Desværre er der ikke meget håb for den lille pige med løbehjulet, hvis det ret meget længere skal være mennesker med en så forsnævret tankegang og så ulidelige holdninger som Martin Henriksen og Inger Støjberg, der skal styre forholdene for de børn, der her er tale om. Henriksen har jo klart givet udtryk for sin uempatiske og usympatiske holdning over for disse børn. De er andenrangs børn, og det er lige her, med den slags holdninger, man lægger grunden for, hvad der senere kan bane vejen for en endelig løsning. Det har vi set før i historien. Man udgrænser grupper til at begynde med, og senere kan man så gøre med dem, hvad man vil, når man med sine ord har forgiftet tilstrækkeligt manges tanker og holdninger. Læs Victor Klemperer, der med al tydelighed i sin bog om sproget i Det Tredje Rige viser, hvordan man med ord og begreber kan bane bane vej for, at selv de mest grusomme forbrydelser mod mennesker kan gøres acceptable.

Niels Duus Nielsen, Rikke Nielsen, Grethe Preisler, Eva Schwanenflügel og Hans Larsen anbefalede denne kommentar