Kommentar

Danmarks sparsomme midler til socialforskning bruges helt forkert

Hvis socialpolitisk forskning skal være til gavn for udsatte borgere, skal den være til nytte for de professionelle, som møder borgerne. Forskning skal give viden om, hvordan der kan handles i dagligdagen, og hvordan der sker forbedringer. Som det ser ud nu, sker det ikke
14. april 2018

I de seneste 20 år har Socialministeriet flankeret af SFI/VIVE og nu også Danmarks Statistik argumenteret for, at det er vigtigt at finde ud af, hvad der virker i socialpolitikken. Politikere, ledere og praktikere overalt tilslutter sig gladelig målet med jævne mellemrum.

Der sker bare ikke rigtig noget. Der bliver ikke bevilget penge; der er ikke nogen strategi for, hvordan forskningen skal bedrives; og de penge, området bliver tildelt, forsvinder i den blå luft.

I en opgørelse fra Socialministeriet over statslige midler anvendt til forskning og evaluering af den sociale indsats for børn og unge på det sociale område i 2014-2016 fremgår det, at der i alt er bevilget 67 millioner kroner til forskning og evaluering på et område, der samlet bruger over 15 milliarder kroner om året.

Allerede i 2000 udtrykte socialminister Henrik Dam Kristensen (S), at beløbet til forskning var uendeligt småt sammenlignet med, hvad der blev brugt på forskning i svin, som han tidligere havde haft ansvaret for. Det er derfor næsten tragisk, når der fra staten stilles krav til kommunerne om at handle vidensbaseret.

Den manglende forskning forhindrer ikke statslige embedsmænd og politikere i at stille krav om nye regler og mere styring af området. Men det ville i stedet være nærliggende at udforske årsager til, at de eksisterende regler virker mere eller mindre hensigtsmæssigt.

På området med udsatte børn og unge er der gennemført to store reformer inden for de seneste ti år, uden at virkningen er blevet undersøgt. Alligevel sker der ændringer af reglerne. Et eksempel er, atpolitikere i forbindelse med forhandlinger om anbringelser prioriterer at indskrænke biologiske forældres rettigheder for at undgå sammenbrud i anbringelser.

Men bør de ikke kende omfanget og vide noget om, hvorvidt det har stor eller ringe betydning? Hvad hvis skiftende sagsbehandlere, dårligt fungerende familieplejere eller manglende kommunal økonomi er vigtigere faktorer? Det kunne forskning give svar på, men som det ser ud i dag, bidrager den sparsomme forskning på socialområdet ikke til, at vi bliver meget klogere.

Forskningsstrategi

Når der laves forskning på det sociale område, er det centralt at formulere, hvad der skal undersøges. Forskningen skal for eksempel være relevant for et bestemt problem eller en særlig borgergruppe.

Hvis det følges op af et forsøg på forbedring, skal der være en idé og en teori om, hvad der skal forbedres, og hvordan det skal ske. Det skal tænkes på forhånd, og der skal normalt korrigeres undervejs. Det skal undersøges og sammenholdes med, om det faktisk fører til, at der sker en forbedring for de målgrupper, det handler om.

I Socialministeriets socialpolitiske redegørelser for 2016 og 2017 er det derfor interessant, at der ikke er overvejelser angående forskning. Der svares ikke på spørgsmål om, hvad vi mangler viden om, og hvordan den skal skaffes.

I stedet bruges der kapitler – og økonomiske midler – på at udvikle datastrategier, hvor tal saneres, og indsamlinger af data sættes i nye systemer. Der gives ikke svar på, hvad tallene skal bruges til, og de fremstår som et mål i sig selv.

Derudover bruges forskningsmidlerne meget spredt. De få midler på 67 millioner kroner (fordelt over tre år) fordeles ikke som led i en samlet prioritering. I stedet er midlerne blevet fordelt på 20 projekter. Konsulentfirmaer (Rambøll m.fl.) bruger de fleste midler og må for at vinde næste opgave være lydhøre over for ministeriets ønsker. Det får de fleste vidensbrugere uden for en lille central kreds til at fravælge at læse og især at bruge dem til for eksempel at uddanne de professionelle, som møder borgerne.

Hvem er forskningen til for

Statens begrænsede socialforskning er i dag til for staten. Den skal bruges til, at ministerium og Folketing kan træffe beslutninger.

Det er straks sværere for kommuner at finde midler til at forske for, da det ikke er en del af deres virksomhed. Det er endnu sværere at diskutere, om andre – for eksempel de velfærdsprofessionelle – kan få gavn af forskningen. Kan socialrådgiveren få redskaber til direkte at vide, om borgeren får det bedre og kommer i en mindre udsat position? Kan læreren få viden om, hvordan hendes indsats nedbringer fravær og støtter udsatte børns læring? Kan pædagogen få viden om, hvordan hans arbejde fører til udvikling af børns evne til at tage sig af hinanden og her især at invitere de udsatte børn eller voksne handicappede ind i et større fællesskab? Kan det endda blive muligt at stille forskningsressourcer til rådighed for nogle af de udsatte grupper selv?

Dér kunne fremtidens socialpolitik jo begynde. Det vil næppe forbedre den sociale indsats, hvis midlerne blot gives til Socialministeriets embedsmænd og Folketingets politikere, som i de seneste årtier ikke har været i stand til at realisere en strategi, der virker.

Frank Ebsen er docent på Institut for Socialt Arbejde på Københavns Professionshøjskole.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Vivi Rindom
  • Katrine Damm
  • David Zennaro
  • Lise Lotte Rahbek
  • Dorte Sørensen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Lars Steffensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Henning Kjær
Vivi Rindom, Katrine Damm, David Zennaro, Lise Lotte Rahbek, Dorte Sørensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Lars Steffensen, Eva Schwanenflügel og Henning Kjær anbefalede denne artikel

Kommentarer

Var det ikke bedre at overføre ressourcerne til de socialarbejdere, der udfører praktisk forskning på området hver dag i virkelighedens laboratorium. Hvorfor teoretisere ?

Dorte Sørensen

En bemærkning til - "Men bør de ikke kende omfanget og vide noget om, hvorvidt det har stor eller ringe betydning? Hvad hvis skiftende sagsbehandlere, dårligt fungerende familieplejere eller manglende kommunal økonomi er vigtigere faktorer? Det kunne forskning give svar på, men som det ser ud i dag, bidrager den sparsomme forskning på socialområdet ikke til, at vi bliver meget klogere." -

Kan det ikke tænkes , at de spørgsmål ønskes der IKKE svar på da det vil blive dyre her og nu - så skidt med om en indsats her vil gavne barnet , familien og samfundet senere.

Lise Lotte Rahbek

Jeg er også bange for, at der ikke prioriteres forskning og svar. Det er bare ikke af politisk interesse. Politikere vil hellere lege med økonomiske beregninger i 'maskinrummet'
fremfor at stå på broen og se til at der bliver holdt en kurs. Hvor den så end skal føre hen.

Bjarne Bisgaard Jensen

Hvad med at forske lidt meget i hovederne på de mennesker som har et udtalt behov for at reducere deres medmennesker til produktionsenheder og dermed "udfaser" de øvrige som ikke holder standard.
Seneste eksempel: KK vil spare 80 mill.kr. på socialpolitikken i hovedstaden, herunder godt en mill. til den af SIND oprettede og drevne gratis rådgivning for psykisk udsatte. Mon de er klar over hvad det er de får for pengene?

Vivi Rindom, Karsten Lundsby og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar