Det er ikke, fordi vi mener, at alt, hvad der er dansk, nødvendigvis er bedst, at vi bekender os til den danske model. Det er, fordi den er en god måde at gøre noget svært på.
Princippet for den danske model er, at arbejdstagerne og arbejdsgiverne selv forhandler sig frem til prisen for arbejdskraften, vilkårene for arbejdet og magtforholdene i virksomheden.
Den fundamentale klassemodsætning mellem dem, der sælger arbejdskraft og dem, der køber arbejdskraft, bliver ikke ophævet i modellen, men anerkendt og formidlet gennem forhandling. Ellers udløser det klassekamp, hvor arbejderne straffer arbejdsgiverne ved at strejke. Det koster arbejdsgiverne penge, og truslen betyder, at arbejdsgiverne får en interesse i at betale ordentligt for arbejdskraften og sørge for rimelige arbejdsforhold.
Der er tre indlysende kvaliteter ved den danske model: Arbejdstagerne får legitime arbejdsforhold, arbejdsgiverne får en legitim ledelsesret, og politikerne bliver holdt udenfor.
Mennesker bliver jo friere, hvis de selv er med til at bestemme, hvordan deres arbejdsliv er indrettet. Og overenskomstforhandlingen behøver ikke kun være et sted, hvor arbejdskraften sælges som enhver anden vare, og arbejdsvilkårene bliver forhandlet som et habitat. Det er også ideelt et sted, hvor arbejderne opnår indflydelse på den virksomhed, de er ansat i.
Økonomisk demokrati handlede om at ophæve skellet mellem arbejdstagerne og arbejdsgivere og gøre arbejderne til medejere af deres virksomheder. Men økonomisk demokrati er ikke længere på dagsorden i forhandlingerne, selv om det er den virkelige bevægelse mod ophævelse af arbejdsmarkedets ulighed. Til gengæld har overenskomsterne ført til efteruddannelse og opkvalificering af arbejdstagerne, hvilket også gør dem stærkere og mere uafhængige.
Den omvendte verden
Den danske model har således ikke ført til økonomisk demokrati, men den har givet arbejdsgiverne legitimitet og effektivitet på det danske arbejdsmarked, arbejdstagerne bedre forhold og løn og skabt et stærkere arbejdsmarked.
Det store problem med forhandlingerne om de offentlige overenskomster, som igen er ved at bryde sammen, er, at de ikke lever op til præmisserne for den danske model. Arbejdstagerne – de offentligt ansatte – har ikke den sanktion, som er præmissen for hele modellen: De kan ikke ramme arbejdsgiverne økonomisk ved at strejke, fordi arbejdsgiverne er offentlige institutioner, som er skattefinansierede. Hvis de vælger at strejke, er det dem selv, der bliver ramt økonomisk, mens arbejdsgiverne sparer lønudgifterne. Det er den omvendte verden.
Det næste problem er, at arbejdstagerne ikke står over for onde kapitalister, men derimod fællesskabets repræsentanter. Det er arbejdsgiverne, der som forvaltere af fælles institutioner og politiske målsætninger har det bredeste demokratiske mandat, mens repræsentanter for arbejdstagerne kun er demokratisk valgt af medlemmerne. Det skaber en helt anden forhandlingssituation, fordi pengene til lønforhøjelse ikke skal tages fra virksomhedens overskud, men fra skatteborgernes fælleskasse.
Indsatsen for arbejdstagerne i konflikten er således ikke økonomisk, men kun politisk: Arbejdstagerne kan udstille arbejdsgiverne som nogle dumme svin. De kan miste politisk kapital. Og vi ser stadig tabet af politisk kapital efter den seneste konflikt, hvor den solidariske og fornuftige folkeskolereform, som blev vedtaget af over 80 procent af stemmerne i Folketinget, har tabt legitimitet, fordi de offentlige arbejdsgiverne tvang den igennem – og hvor de konfliktramte skolelærere ifølge Politiken skulle betale 400 kroner om måneden tilbage til strejkekassen i fire år.
Den seneste konflikt kostede således arbejdsgiverne politisk kapital og arbejdstagerne økonomisk kapital. Begge parter tabte. Og dette fælles nederlag har været horisonten for den aktuelle overenskomstforhandling.
Ender det med endnu en konflikt, vil de tre principielle kvaliteter blive vendt om til tre åbenlyse nederlag: Arbejdsvilkårene bliver illegitime, ledelsesretten bliver underkendt, og politikerne ender med at gribe ind. Hvis det er den danske model, kan vi konstatere, at den har spillet fallit.
Overenskomstforhandlinger 2018
Lærernes arbejdstid, løn, betalt frokostpause og musketered er nogle af de ting, der er på spil, når der forhandles nye overenskomster for de cirka 750.000 offentligt ansatte i stat, kommuner og regioner.
Ifølge køreplanen skulle aftalerne være på plads ved udgangen af februar og i løbet af marts sendt ud til urafstemning blandt medlemmerne i de enkelte fagforbund. Det skete ikke, og parterne er nu i Forligsinstitutionen. Senest har staten, regionerne og KL varslet lockout som modsvar til fagbevægelsens konfliktvarsel.
Seneste artikler
Aftalen er en skuffelse for lærerne. Men den er bedre end en ny konflikt
5. juni 2018Selv om det helt centrale krav om en ny arbejdstidsaftale ikke er blevet indfriet, har et stort flertal af lærerne stemt ja til en ny overenskomst. Alternativet var en ny konklikt, og det havde alligevel ikke nyttet noget, forklarer lærer Jonna Andersen fra Tune Skole, der fodslæbende har stemt jaLærerne har valgt en ny vej
5. juni 2018Lærernes ja til overenskomstforliget er et presset og lunkent ja. Men det er godt for den offentlige sektor, hvis kompromiser kan afløse drama ved forhandlingsbordeneLærer: Derfor stemmer jeg nej til OK18-aftalen
31. maj 2018Anders Bondo Christensen har kæmpet en sej kamp for os medlemmer, men jeg er ikke enig i hans beslutning om at indgå en aftale om en kommission uden beslutningskompetence
Den danske model ophørte med at fungere, da dagpengesystemet blev forringet i 1994. Dér røg magtforholdet på gulvet.
Kommentaren handler specifikt om 'den danske model' i relation til den offentlige sektor Steffen Gliese. Udviklingen siden der omkring 1994 handler generelt om en selvpåført svækkelse, hvor arbejdere / lønmodtagere i stigende grad stemmer borgerligt og organiserer sig gult. Hvad dælen tror du de tosser har tænkt sig?
En bemærkning til - "Den seneste konflikt kostede således arbejdsgiverne politisk kapital og arbejdstagerne økonomisk kapital. Begge parter tabte. Og dette fælles nederlag har været horisonten for den aktuelle overenskomstforhandling." -
Det var vel mere at lærerne tabte deres medansvar for undervisningen og her ved en stor del af retten til deres arbejdstilrettelægning, arbejdsglæde osv..... Er det ikke mere det der bør og skal kæmpes for.
S. Løhde havde jo været ud i efteråret og sige at de offentlige leder også skulle kunne bestemme hvor og hvornår de offentlige lønmodtagere skulle arbejde og de skulle stå til rådighed også på fridage, hvis ledelsen skønnede det NØDVENDIGT. Osv.....
Det der skræmmer mest er hvordan man, i profittens hellige navn, glemmer arbejdsforholdene...
Aarhus Universitetshospital eksempelvis, er lige blevet pålagt et sparekrav på ca 3% pro anno, de næste tre år! - Som om de arme medarbejdere ikke løber hurtigt nok i forvejen?
Disse besparelser skjules så i debatten om den truende konflikt. - Sig mig, sover danskerne virkeligt så tungt???
enig i næsten alt men studsede over denne sætning, "den solidariske og fornuftige folkeskolereform" . Håber den er men dybt ironisk...Selv om at lærerne ikke skulle have betalt den ved at skulle arbejde 20% mere -så ville de fleste professionelle (selvfølgelig incl. lærere) være imod den som sådan. Enkelte elementer er ok. Men elevernes lange skoledag og mistet fritidsaktiviteter er en fatal fejl. Demokratisk er det også et problem at finansministeriet skal diktere pædagogik i folkeskolen!!Det har selvfølgeligt kun et sigte -besparelser!!..Bandesolidaritet er det eneste jeg kan få øje på..selv politikere inde i maskinrummet Tulle, Willumsen, Jelved har påpeget det beskidte spil i bogen "Søren og Mette i benlås". Kl satte alle sejl ind i en propaganda mod lærerne, som stadig sætter sine grimme spor, og som vel også sikrede den politiske opbakning til skolereformen og finansieringen via lov 409. Fake news er også effektivt i Danmark, det blev vi lærere vidne til i 2013!!
Der er ikke meget i 'den danske model' der kan tåle et nærmere eftersyn.
Har den danske model spillet fallit? - Rune,der er noget værre vrøvl - det er politikerne der har spillet fallit ved at ødelægge noget der er helt unikt for Danmark - ligesom med real-kreditten.
Øv, hvor ærgerligt at Rune Lykkeberg i sin ellers gode kommentar atter får demonstreret, at der stadig er journalister, der ikke helt forstod, hvad der skete med vedtagelsen af den såkaldte reform af folkeskolen samt Lov 409 tilbage i 2012-2013.
Det får Rune Lykkeberg til at skrive “den solidariske og fornuftige folkeskolereform”?
Kan man bede om en forklaring?
Omtalte reform har nu været lov i godt fire år, og stort set ingen af intentionerne er indfriet.
Tværtimod er de faglige resultater enten stagneret eller gået tilbage.
Tilfredshedsundersøgelrser viser en stigning i utilfredsheden med skoledagens længde. Det medfører, at mang elever er udtrættede, når de forlader skolen, og dertil har mange droppet fritidsinteresser, fordi de ikke orker mere efter at være kommet hjem fra skole.
Elevflugten fra folkeskolen fortsætter, så mange søger over i fri- og privatskoler, hvor folkeskolereformen ikke er gældende.
Lærerne har alt for lidt tid til at forberede og efterbearbejde undervisningen.
Lærerne flygter fra folkeskolen og søger arbejde andre steder.
Der mangler et tocifret procenttal uddannnede lærere.
Listen er meget længere, men her må det være nok til at sætte spørgsmålstegn ved Rune Lykkeberg opfattelse om den “solidarisk og fornuftige folkeskolereform”.
Det skal også tilføjes, at jeg I foråret 2014 spurgte den lokale skolechef om, hvad præcis det var i den nye lov, man ikke kun gøre under den gamle. Hans svar var: “Ikke noget”.
Den sidste del af Rune Lykkeberg kommentar demonstrerer på bedste vis, hvad god forberedelse betyder, også for en journalist.
@Rune Lykkeberg
Vi har ikke p.t. en model for aftale af løn- og arbejdsvilkår for offentligt ansatte -
som senest bevist ved arbejdsgiversidens lockoutvarsel i 2018, som er fuldstændigt uproportionalt og alene lægger op til et lovindgreb.
I Sverige anvendes en anden model, som vi må kigge på inden næste overenskomstfornyelse.
@Rune Lykkeberg
" .... den solidariske og fornuftige folkeskolereform ...."
Har du fuldstændigt tabt snøvsen ??
Den danske model har det svært i det offentlige system, hvis politikerne ikke kan holde fingrene væk.
Og hvis der laves aftaler i stil med den mellem KL og regeringen for lærerne.
Egentlig bryder jeg mig slet ikke om at de offentliges arbejdsgiver (=stat, kommune, region) lockouter. For det første sparer de penge, dernæst er kassen jo uudtømmelig, fordi det er vores fælles kasse og den gælder for et helt land. En privat virksomhed rammes derimod af en konflikt, ligesom arbejderne gør det af lockouten, her er der en langt større jævnbyrdighed.
Så vi skal måske have en dansk model, der tilgodeser de særlige forhold for det offentlige? Det her giver i hvert fald ikke mening, når regeringen sidder med alle kort på hånden...
Den danske model virker heller i den private sektor, hvor flere og flere arbejder uden overenskomst. Fagforeningerne har i virkeligheden spillet fallit, og når først det går op for folk, så bliver det slemt.
Jeg studsede også over den med folkeskolereformen. Lykkeberg mener nok, at når et flertal af de folkevalgte stemmer for noget, lige meget hvad og på hvilket grundlag, er det "solidarisk" og "fornuftigt." Salget af DONG til Goldman Sachs vil således også skulle anses for "solidarisk og fornuftigt..."
Noget andet, der undrer mig, er at Lykkeberg ser arbejdsgiverne som "fællesskabets repræsentanter... der som forvaltere af fælles institutioner og politiske målsætninger har det bredeste demokratiske mandat.” Det lyder jo smukt, og man kunne næsten tro, at ”fællesskabets repræsentanter” havde det fælles bedste for øje. Derfor er det mærkeligt, at disse ”fællesskabets repræsentanter” synes at betjene sig af et gammeldags syn på medarbejdere, mens de ”onde kapitalister” for længst synes at have indset værdien af tilfredse medarbejdere.
Mig bekendt har folkets repræsentanter med enkelte (bredt udskældte) undtagelser imidlertid gjort en dyd ud af slet ikke at blande sig, mens sympatien blandt den befolkning, hvis mandat de iflg. Lykkeberg skulle forvalte, synes at være solidt på arbejdstagernes side. I stedet forhandler arbejdstagerne f.eks. på statens område med en abstrakt styrelse med et Orwellsk navn, hvis leder får bonus, såfremt resultatet ender med at være billigt for arbejdsgiverne. Øverste ansvarlige for forhandlingerne er en minister, der skifter kasket på vejen fra ministerium til forhandlingslokale, og således ender med i forhandlingslokalet slet ikke at være politiker!
Snarere end fælles bedste fokuserer har arbejdsgiversiden blikket stift rettet på prisen og forringer vilkårene gang på gang, fordi man lader til at bilde sig ind, at man ikke er i konkurrence om arbejdskraften med det private arbejdsmarked. Den sidste besynderlige antagelse deler Lykkeberg i øvrigt med Martin Ågerup fra Cepos.
Man kan ikke give folk et mandat i fire år og så mene, at der er demokratisk dækning for deres beslutninger. Formodentlig er det meste af det, de bliver valgt på, forældet allerede efter tre måneder - samtidig med at de tydeligvis slet ikke føler sig forpligtede på at arbejde for og gennemføre de samfundsforbedringer, det store flertal ønsker og er enige om på tværs af partiskel og endog højre og venstre.
Folk føler sig bestjålet, når penge, der skulle gå til direkte hjælp og udøvelse af ydelser, i stedet går til kontrol og stadig fordyrende omorganisering af samme. Stabile rammer for arbejdet og udvikling igennem forbedret teknologi og efteruddannelse ved alle af egen - ofte bitter - erfaring er den måde, fremskridt foregår hensigtsmæssigt på. Folk, der ikke aner noget om det arbejde, der udføres, skal ikke styre og regulere det, det er penge ud ad vinduet og alene konsolidering af en ny herskende klasse på den brede befolknings - og såmænd også erhvervslivets - bekostning.
Politikerne, der er valgt til først og fremmest at sikre velfungerende samfundsinstitutioner, har i realiteten af ideologiske årsager vendt sig imod denne opgave og giver ikke medarbejderne den helt nødvendige opbakning, som tjenestemandssystemet sikrede.
Nu risikerer de - og jeg tror ikke, at de helt har forstået omfanget - en meget omsiggribende strejke på områder, der hidtil ikke har kunnet involveres i arbejdsnedlæggelse, fordi medarbejderne i stedet var beskyttet af tjenestemandsvilkår.
Man tror gang på gang fra især de øverste embedsmænds side, at man kan få i pose og sæk - men det er altså en fin balance, der skal overholdes, hvis samfundet skal fungere, og de er ikke en del af denne balance, som de har eroderet samfundslegemet over årtier. Desværre er de - selvfølgelig - stadig beskyttet af den tjenestemandsstatus, de har hugget fra andre,