Kommentar

Danske Regioner: »Vi skal turde sige nej, når prisen for medicin langt overstiger lægemidlets merværdi«

Diskussionen om prioritering af medicin er kommet for at blive. Derfor er det vigtigt, at den bliver taget i det åbne, som Medicinrådet gør, når de anbefaler, hvilke lægemidler der skal gælde som standardbehandling
30. april 2018

Knap ni milliarder kroner. Så meget brugte regionerne sidste år på hospitalsmedicin, og udgiften var dermed 650 millioner kroner højere end i 2016.

Regionerne prioriterer at købe medicin til hundredtusindvis af patienter hvert eneste år, fordi medicinen virker, og fordi vi gerne vil give patienterne den bedst mulige behandling. Vores sundhedsvæsen er kendetegnet ved, at der er fri adgang for alle, og at det er højtspecialiseret. Det skal vi stå vagt om, for vores sundhedsvæsen er en grundpille i det danske velfærdssamfund.

På det seneste har der, som Information beskrev i en leder den 23. april, været fokus på et enkelt præparat, som vi kun har indkøbt til få patienter: Spinraza.

Det er et lægemiddel til især børn med den sjældne muskelsvindsygdom spinal muskelatrofi. Det er en slem sygdom, som jeg ville ønske, vi havde en dokumenteret effektiv behandling mod. Desværre har de analyser, som Medicinrådet har foretaget, vist, at effekten af Spinraza er begrænset til en form af sygdommen (der findes tre former, red.).

Samtidig har virksomheden Biogen desværre sat prisen på Spinraza så højt, at behandlingen af en enkelt patient vil koste mere end tre millioner kroner om året beregnet ud fra den kendte pris. Medicinrådet har vurderet, at effekten af Spinraza for de fleste patienter ikke står mål med prisen, og derfor er Spinraza afvist som standardbehandling.

Medicinrådet blev nedsat af regionerne i 2017, og Spinraza er det første produkt, der ikke er blevet anbefalet til standardbehandling. Men hvordan kan man afvise medicin – i dette tilfælde – til børn, som de måske kan have gavn af?

Jeg forstår til fulde de forældre, som ønsker at afprøve alle muligheder, der kan tænkes at hjælpe deres børn, og diskussionen om Spinraza og Medicinrådet er ikke let.

I regionerne har vi oprettet Medicinrådet for at kunne vurdere effekten af ny medicin, og om medicinen giver værdi for pengene. Vi er nødt til at prioritere i sundhedsvæsenet. Vores sundhedspersonale på hospitalerne gør det hver eneste dag, det er ikke gratis at tilbyde al behandling, og derfor må regionerne få pengene til at række længst muligt – præcis som et af Folketingets syv principper for prioritering af medicin tilsiger.

Vi skal sørge for at få mest mulig sundhed for pengene. Vi skal turde sige nej, når prisen for medicin langt overstiger lægemidlets merværdi. Ellers har vi ikke noget at forhandle med. Medicinrådet er vores modvægt til en meget stærk medicinalindustri.

Det er på ingen måde et mål i sig selv at sige nej til ny medicin, og derfor har Medicinrådet anbefalet Spinraza til den gruppe af børn med spinal muskelatrofi, som vil have klar gavn af medicinen. Men Medicinrådet har afvist Spinraza til børn, som lider af de typer af sygdommen, hvor lægemidlet ifølge eksperterne kun har en lille effekt eller ingen dokumenterbar merværdi.

Prioriteringer lægges åbent frem

I debatten om Medicinrådet har flere folketingspartier krævet, at regionerne »overholder« Folketingets syv medicinprincipper. Det er spøjst formuleret, for de fungerer ikke som en afkrydsningsliste, og nogle af principperne kan ligefrem komme i karambolage med hinanden. Der har især været fokus på det syvende princip, der blandt andet lyder:

»Der skal sikres lige adgang for både store og små patientgrupper og tages højde for patienters individuelle behov. Det skal være muligt ud fra en konkret lægefaglig vurdering at behandle med lægemidler, som er afvist til standardbehandling.«

Det princip er vi helt med på i regionerne. Der skal være mulighed for, at patienter kan sættes i behandling, hvis der er en helt særlig grund til det. Men det tæller ikke som en særlig grund, at man mener, at et lægemiddel burde være standardbehandling.

Hvis man sætter en patient i behandling med dén begrundelse, bliver medicinen gjort til standardbehandling af bagdøren, og så er Medicinrådet uden effekt. Vi skal i udgangspunktet ikke sætte patienter i behandling med lægemidler, som ikke er godkendt som standardbehandling, men der kan være særlige grunde til at gøre det alligevel – for eksempel en helt særlig sygdomshistorik eller bivirkninger.

Medicinrådet er en garant for kvalitet og har allerede godkendt en række lægemidler, blandt andet medicin til behandling af blodkræft. Medicinen koster cirka en halv million kroner pr. patient i de første 18 måneder, hvilket er meget dyrt sammenlignet med prisen på kemoterapi. Men den høje pris er rimelig i forhold til medicinens merværdi, vurderer Medicinrådet, fordi medicinen kan helbrede én ud af 13 patienter.

Skal vi fortsat prioritere i sundhedsvæsenet?

Ja, det er vi nødt til, så længe sundhedskronerne ikke kan trækkes gratis i en automat. Og hvis ikke vi prioriterer åbent – for eksempel via Medicinrådet – så sker det indirekte på sygehusafdelingerne hver eneste dag. Samtidig skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at sørge for den bedste kvalitet i behandlingerne og for at behandle så mange som overhovedet muligt.

Stephanie Lose (V) er formand i Danske Regioner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

En god ide ville være at sammenslutte alle medicinråd i Norden til en magtfuld gruppe der kan lægge maksimalt pres på medicinalindustrien og deres ublu priser.