I kunne dræbe budbringeren, men ikke undertrykke hendes budskab.
I et halvt år har vi – 45 journalister fra 15 forskellige lande – i al hemmelighed arbejdet på at fuldføre og offentliggøre den maltesiske journalist Daphne Caruana Galizias undersøgelser, efter at hun blev myrdet den 16. oktober 2017.
Samarbejde er den bedste beskyttelse. Hvad er pointen i at likvidere en journalist, hvis 10, 20 eller 30 andre står klar til at overtage hendes arbejde? Det er intet, en diktator, en leder af et narkokartel eller en korrupt forretningsmand frygter mere end at få sine forbrydelser eksponeret. Journalister er den største fjende af de korrupte økosystemer, som forbrydere har konstrueret. For hvad nu hvis eksponeringen bliver global og budskabets udbredelse forstærkes mange gange?
Præcis dette er missionen for vores nye internationale platform Forbidden Stories – et netværk af journalister, som står klar til at tage over, hver gang en journalist bliver fængslet eller myrdet. Vores mål er at sikre, at historierne ikke går til grunde, men tværtimod bliver undersøgt grundigere og udfoldet klarere.
Vi 45 journalister, som har arbejdet på Daphne Project, heriblandt reportere fra Guardian, satte os selv et overordnet mål: At oplyse offentligheden om korruption og pengevask på Malta og i EU og at knytte det sammen med de oplysninger, som Daphne Caruana Galizia modigt havde samlet og afsløret gennem 30 års arbejde.
Daphne Caruana Galizias mordere og deres bagmænd skal vide, at deres forehavende slog fejl. De slog en 53-årig journalist og mor til tre ihjel. Hvem der end står bag mordet, skal vide, at de har tabt. Den efterforskning, hun var i gang med, har vi videreført, og i de kommende dage vil vi dele vores resultater med millioner af borgere verden over.
Daphne-projektet er den første Forbidden Stories-undersøgelse på tværs af landegrænser af sin art, og flere er på vej. Jeg fik ideen for tre år siden efter en tragisk hændelse.
Den 7. januar 2015 blev mine kontornaboer, Charlie Hebdos tegnere og journalister, massakreret af al-Qaedas Yemen-afdeling. Tilfældigvis befandt jeg mig selv i redaktionslokalerne lige over for – her har pressebureauet Premières Lignes til huse. Jeg ankom til stedet få minutter efter, at attentatmændene havde forladt det. Da jeg trådte ind på Charlie Hebdos kontorer, kunne jeg til min rædsel konstatere, at mine kolleger lå ubevægelige og tavse hen. Myrdede.
Fælles projekter
I mine 20 år som journalist har jeg dækket adskillige konflikter, deriblandt i Irak og i Indiens Kashmir-provins. Mange gange har jeg arbejdet i diktaturstater. Men denne gang skete det i mit eget nærmiljø: Journalister og tegnere var blevet dræbt for noget, de havde publiceret. Den oplevelse overbeviste mig om, at det er nødvendigt at finde et journalistisk modsvar imod de forbrydelser, der begås imod den frie presse. Vi journalister må gå sammen i fælles projekter om at besejre den censur, som søges os påtvunget med vold.
I arbejdet med at skabe vores platform er vi blevet inspireret af lignende initiativer. I 1976 blev den amerikanske journalist Don Bolles dræbt, da hans bil eksploderede i Phoenix, Arizona. I dagene der fulgte, samlede det amerikanske forbund for undersøgende journalister, Investigative Reporters and Editors, 38 journalister fra hele USA for at fuldføre den undersøgelse, som Bolles var i gang med for sit medie, Arizona Republic.
I 2015, da den undersøgende journalist Khadija Ismayilova blev fængslet i Aserbajdsjan, fortsatte et dusin kolleger fra Organised Crime Corruption Reporting Project hendes afdækninger af korruption og skatteunddragelse blandt den herskende familie i hovedstaden Baku. Lige så modige var journalisterne fra den brasilianske nonprofitorganisation ABRAJI, som fortsatte journalisten Tim Lopez’ arbejde, efter at han selv var blevet brændt ihjel af narkosmuglere i en favela i Rio de Janeiro.
I 2018 har vi allerede set flere drab på journalister, der efterforskede historier om udsmugling af giftaffald, skatteunddragelse, korruption og menneskerettighedskrænkelser. Den censur, som er målet, vil berøve millioner af medborgere informationer, der har væsentlig værdi for deres samfund og landes fremtid. Der er brug for, at vi hylder dem for deres indsats ved at videreføre deres historier, så vi skaber en såkaldt Streisand-effekt. Streisand-effekten er det fænomen, hvor et forsøg på at skjule eller fjerne noget information har den modsatte effekt og medvirker til at gøre informationen mere interessant og derved efterspurgt.
Effekten har navn efter skuespilleren Barbra Streisands forsøg i 2003 på at forbyde fotografier af sit hus i Malibu. Streisand lagde sag an mod en fotograf for krænkelse af privatlivets fred. Fotografierne var en del af en serie, som var taget af den californiske kystlinie for at dokumentere omfanget af kysterosionen. Før Streisand anlagde sagen var billedet hentet seks gange fra fotografens hjemmeside. Efter at sagen var blevet anlagt, blev flere mennesker opmærksomme på billedet, og i den følgende måned blev hjemmesiden besøgt af over 420.000.
Streisand-effekten er grundprincippet for Forbidden Stories: Vi vil forsvare journalistik med endnu mere journalistik. Med denne form for solidaritet sikrer vi, at journalistiske projekter kan overleve.
Laurent Richard er journalist for Premières Lignes Télévision og stifter af Forbidden Stories.
© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.
