Klumme

Det forkætrede år

Inflation i løjerlige udsagn om de tusinde blomsters blomstring
6. april 2018

Før påske kunne man på Ekstra Bladets bagside læse artiklen »Løgnen om 68« forfattet af bladets debatredaktør Mads Kastrup. Det siger sig selv, at børn af ’68 – om end et yngre som debatredaktør Kastrup i sit stille sind må være klar over, at løgnen om ’68 næppe kan være emnets mest udtømmende udsagn. Hvem lyver, hvilken løgn, om hvad?

Alle historiske fænomener behæftes med myriader af halve sandheder, hele og halve løgne. Den mest omtalte person i verdenshistorien, fra hvem vi regner selve tiden, blev ikke født i Kr. fødselsår, snarere seks-syv år senere. Om overhovedet.

Schweizernes nationalhelt, Wilhelm Tell, som Georg Brandes påpegede i sin kritik af kristendomsmyten, er i den forstand på linje med Jesus. Om Tell ved man som med Jesus, hvad han foretog sig, hvornår han skød æblet af sønnens hoved, og hvad Tell i øvrigt har sagt og gjort. Men Wilhelm Tell har ikke eksisteret. Så meget ved man med sikkerhed.

Det kan man vælge at kalde løgnen om Wilhelm Tell. Som den om Jesus, med hvem det ind til vished grænsende sandsynlighed kildekritisk set forholder sig principielt på linje med den gamle schweizer.

Eller man kan vælge en anden holdning til historien og kulturens myter, skille snot og skæg og være lidt varsom med begreber som løgn og sandhed.

Pædofile og kulturradikale

I redaktør Kastrups udlægning af ’68 får læseren besked: Pædofilien gik i svang i datidens filmindustri, og sådan var det hele vejen igennem, samt at de kulturradikale benyttede sig af ’68 og erobrede DR, Politiken og Gyldendal.

Enhver er jo nok klar over, at pædofili er noget ældre end ’68, og at kønslig omgang med børn også i ’68 var ualmindeligt meget forbudt og almen dårlig karma. Pædofile kom i fængsel for overgreb, og trods et åbenbart broddent kar med tilbagevirkende kraft hørte pædofili ikke blandt filmbranchens foretrukne omgangsformer. Derimod var bøsser ikke velset og kun så småt på vej ud af den bornerthedens og dobbeltmoralens tunnel, som ’68 også var et opgør med.

Hvad angår de kulturradikale, får kategorien ansvar for meget i disse år; Søren Krarups første felttog – fra ’68 – lader til at have sejret blandt debatredaktører på Ekstra Bladet.

Bare for god ordens skyld var de kulturradikale ikke just de mere rabiate 68’eres idoler. For nu at sige det mildt og ikke udstille redaktørens og mange andres opfindsomme forhold til kendsgerningerne.

Den side af ’68, som snarere er 1965-67 med fuld skrue i et par universitetsfag i 70’ernes begyndelse, og som denne skribent har fuld forståelse for, hvis redaktør Kastrup ikke bryder sig om, var en håndfuld doktrinære skvadderhoveder, de typer, der til alle tider uniformerer deres omgivelser i eget billede og påtvinger andre deres egne begrænsninger. Disse aggressive middelklasserevolutionærer ændrede imidlertid på relativt få år signaler og dukkede op igen som ærkereaktionære og/eller hyperliberalister med sympati for strømninger i Dansk Folkeparti og afsky for humanisme, frisind, fremmede og Sverige.

At sammenstille lige netop den kategori med de allerede dengang aldrende kulturradikale i ’68 er lige så hovedløst, som de doktrinære 68’ere dengang opfattede – og foragtede – kulturradikalismen.

De unge, der hyldede kulturradikalismens fyrtårn, en svækket PH på 70-årsdagen, havde ikke meget med den overvejende del af det doktrinære i 68-oprøret at gøre. Lige så lidt som med pædofilien.

Lysår af lort

De mere musiske oprørere argumenterede skeptisk mod ældregenerationens fædrelandsdyrkelse, historiesyn, autoritetstro samt de gamle omgangsformer i bred forstand.

Dertil kom dyrkelsen af den nye musik, som de gamle kulturradikale almindeligvis ikke var begejstrede for. De stod solidt på jazzen; nu kom den rock og rul, kritikerne med større eller mindre ret opfattede som en amerikansk kommerciel honey trap sovset ind i sentimentale tekster og musikalske floskler. Det var selvfølgelig ikke den forkromede sandhed om musikken efter Elvis. Men noget af kritikken var rimelig nok. Der blev virkelig produceret lysår af lort indskrevet i glemmebogen.

Den borgerlighed i både livsform og værdiopfattelse, som kulturradikalismen sjovt nok også stod for, tiltalte på lignende vis som musiksmagen ikke de nye, store årgange i 60’erne.

Således at forveksle ’68 og kulturradikalismen og gøre det til to alen af samme stykke er som at ville spille Jimmy Hendrix udsat for operasanger, gulvviolin og træblæsere og tyder ikke på stor indsigt i periodens brudflader.

Et af de helt store opgør, som den kreative Fogh Rasmussen godt 30 år senere slog sig op på, var rundbordspædagogikken. Den bryder EB-redaktøren sig heller ikke om. Guderne skal også vide, at der her er blevet slået nogle skæve. Men så heller ikke mere.

Tiden efter ’68 gennemtvang delvist nedefra nye pædagogiske metoder og ændret pædagogisk adfærd, der alt andet lige har tilgodeset indlæringskravene på befriende andre måder end fortidens håndfaste autoritære lærdomskværn. Alene den teknologiske udvikling stillede nye krav.

Når ungdommens uddannelse ofte skuffer de ældre nu om dage, er det ikke 68’s skyld, men ofte almindelig skepsis over for nye generationers radikalt anderledes prioriteringer. I den mere rimelige ende af kritikken: mishag ved en forringet læreruddannelse, hvis årsag snarere end produkt af 68-generationens forbrydelser beror på politikernes rastløse nærighed.

Nogle blev ofre undervejs. Dels nogle unge, modtagelige i ’68, dels deres børn; tilsyneladende også Mads Kastrup, der dog på trods af den hævdede forløjethed har klaret sig og er blevet redaktør på Ekstra Bladet. Kan man nå højere som barn af de tusinde blomster og Maos lille røde samt alt det gode der også var med i posen.

Reaktionen mod reaktionen var ikke i alle henseender vellykket, hvem har også nogensinde hævdet det?

Andre end dem, der slår plat på nedslidte paratfordomme om ’68.

Serie

Intermetzo

Den ugentlige klumme af Georg Metz

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Malan Helge
  • Kurt Nielsen
  • Toke Andersen
  • Tommy Clausen
  • Eva Schwanenflügel
  • Frede Jørgensen
  • Tino Rozzo
  • Torben K L Jensen
  • Grethe Preisler
Malan Helge, Kurt Nielsen, Toke Andersen, Tommy Clausen, Eva Schwanenflügel, Frede Jørgensen, Tino Rozzo, Torben K L Jensen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Bravo - Metz. En skarp afsløring af nogle rønnebær der muligvis var sure i et retro-perspektiv der slår plat på datidens opgør med den sorte undervisningsektor hvor alt hvad der lugtede oprør blev overtaget af nogle få selvbestaltede munke-marxister der der tilfældigvis havde fået selve ideen om kommunismen galt i halsen for så senere at gylpe hele lortet op som sort galde i den anden grøft.
Umiddelbart kommer man til at tænke hvad den gamle svenske socialdemokrat mente om den sag - "Ungdommen er ikke hvad den har været - og det har den sgu heller aldrig været"

Karsten Lundsby, Tommy Clausen, Eva Schwanenflügel og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Georg Metz :
"Disse aggressive middelklasserevolutionærer ændrede imidlertid på relativt få år signaler og dukkede op igen som ærkereaktionære og/eller hyperliberalister med sympati for strømninger i Dansk Folkeparti og afsky for humanisme, frisind, fremmede og Sverige."

Lige netop. Betonfundamentalister har det godt på alle yderfløje, hvor de kan promovere deres selvfede egoer med en højere sag som tjener.

Malan Helge, Karsten Lundsby, Torben K L Jensen, Frede Jørgensen og Tommy Clausen anbefalede denne kommentar